Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten meta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten meta. Vis alle opslag

torsdag den 9. januar 2014

Vil jeg stille op i TV eller radio?

Det sker nogle gange at journalister fra TV eller radio henvender sig, i forbindelse med at de laver et program, hvor aktiv dødshjælp jo er et godt emne. Her i dag har jeg haft henvendelser fra både Aftenshowet og Go' Morgen Danmark. Det helt åbenlyse spørgsmål er altså om jeg ville være egnet som case og debattør. Om jeg vil på skærmen i de danske hjem.


Jeg har på denne blog fortalt dele fra den konkrete historie om at min kæreste desværre fik det sådan, at det rationelle valg var at afslutte sit liv med et selvmord. Jeg var i nærheden, og det skete med min vidende og støtte, men ikke sådan at jeg blev dømt for "hjælp til selvmord". Videre blev jeg frifundet for en helt skæv anklage om "ikke at hjælpe nogen i nød".

Det er ikke uforståeligt når mediefolk her ser chancen for en ganske personlig case story, og så meget desto bedre når manden med den også markerer sig offentligt med klare holdninger. På den anden side har jeg af gode grunde valgt ikke at fortælle så mange detaljer omkring min kærestes vilkår i den sidste del af hendes liv, det ved jeg at hun ikke ville have ønsket. Det var heller ikke et forløb hvor det ville være nemt at forklare og forstå hvorfor det måtte ende sådan. Sagt lidt mere polemisk, egner min historie sig ikke til "følelsespornografi", med at belyse den konkrete menneskelige situation. Netop denne vinkel ville ellers ligge lige til at krænge ud for rullende kamera, som bekendt ses det som "godt TV" når der spilles på medfølelsen. Kort sagt ønsker jeg ikke at snakke udenom de sådan set ganske forståelige spørgsmål der ville komme, men som ikke egner sig til besvarelse og debat.

Samtidig besidder jeg selverkendelse, og indser at min stemme og fremtræden kan være "forstyrrende" i forhold til at kommunikere et budskab til stort publikum. Derfor har jeg truffet det valg at jeg heller ikke ønsker at stille op til mere almen debat for rullende kamera (eller mikrofon). Det passer mig bedre at formidle mine synspunkter på skrift, hvor eftertænksomheden giver meget bedre sammenhæng end hvis der skal scores point i en her-og-nu TV debat.

Det er et bevidst og gennemtænkt valg at mit primære medie er denne blog, hvor jeg kan nå et stort publikum af nogen som gerne vil vide mere. Med op til flere tusinde læsere dagligt, og muligheden for at flere år gamle blog indlæg fortsat får mange læsere via Google-søgninger, synes jeg endda at det fungerer ganske godt.

Jeg har altså virkelig ikke kløe efter mikrofoner og kameraer, men er mere modtagelig for spørgsmål eller som leverandør af kritisk tænkning og skarpe argumenter. Der bliver sagt virkelig meget vrøvl fra modstandere af aktiv dødshjælp.

Her er et lille udvalg af mine argumenterende blog indlæg:


søndag den 29. december 2013

Årets mest læste indlæg: Død, digte og kunst

En lille nytårstradition for online medier er at fortælle læserne hvad der har været årets mest populære stof. Baseret på tal fra den udmærkede hjemmeside statistik service Statcounter, har jeg fundet frem til at når vi taler om indlæg skrevet i 2013, er de 10 mest læste disse blog indlæg:

En blanding af digte, kunst med hovedtemaerne omkring den mere eller mindre frivillige død. Det er vigtige emner, hvor der er brug for mange forskellige stemmer. Mit bidrag er ikke "den evige sandhed", men kan forhåbentlig inspirere til at læseren tænker sine egne tanker.


Da bloggen ikke er fokuseret på det dagsaktuelle stof, er der mange gamle "evergreens" blandt tidligere års indlæg. Følgende indlæg er her i år 2013 alle blevet læst flere gange end alle årets indlæg. Ved at se på statistikkerne kan jeg se hvornår TV sender gamle film med Olsen-Banden eller Huset på Christianshavn (hvor Kirsten Walther havde en hovedrolle. Tilsvarende med film hvor Preben Kaas eller Dirch Passer var den store stjerne. Ved at skrive om deres død, ramte jeg et emne som mange har interesse i, og hvor jeg kan bidrage lidt til at dæmpe tendensen til mytedannelse. Deriblandt det traditionelle syn på døden og selvmord.
Det er meget tydeligt at mange af de populære indlæg rammer danskundervisningen i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser. Det er helt bevidst at jeg skriver om sådanne emner, og giver en fortolkning og analyse på basis af min livsfilosofi. Selvfølgelig kan kunst tolkes på flere planer, og så gør det ikke noget om der kan komme en lidt anderledes vinkel: Døden er ikke det værste vi har.


onsdag den 9. januar 2013

Danske sager omkring dødshjælp

Linda Bergkvist: Euthanasia
Euthanasia by Enayla (Linda Bergkvist)

På denne blog har jeg på etiketten dødshjælp cases samlet en efterhånden lidt uoverskuelig mængde af historier med relevans til aktiv dødshjælp (som er noget andet end eutanasi), det fiktive begreb "passiv dødshjælp", og hvor velovervejede ønsker om at dø førte til mere eller mindre vellykkede improviserede "gør-det-selv" metoder. Selvmord, som er noget andet end det folk flest tænker på med dette ord.

For at hjælpe på overblikket har jeg her sammensat en liste over sager med sager fra Danmark (og med danskere), som jeg har fundet i medierne. Listen dækker de fleste sager fra de senere år, antager jeg da, men hvis du har noget at tilføje, er en kommentar da velkommen, gerne med kilder der kan findes på Internet.

Derudover må der være en masse sager, hvor den berørte (eller de pårørende) har givet op i forhold til at få den tryghed, som muligheden for at sige "nu er det altså nok" giver. I sagens natur er disse ikke dækket her. Men her ligger det egentlige problem. Det er ganske realistisk at frygte for hvordan det kan risikere at gå, også når samfundet yder den hjælp som ligger indenfor rammerne.

Endvidere sker der en række selvmord i kombination med sygdom, men hvor det ikke helt ligner noget velovervejet og afklaret. Den bedste selvmordsforebyggelse ville her være at have aktiv dødshjælp, med en mulighed for at henvende sig. Sagen skulle jo selvfølgelig behandles grundigt, med fokus på at finde andre løsningsmuligheder. Meget bedre end desperate, ensomme handlinger.

Den 63-årige mor Anny Hansen dræbte sin hensygnende svært multihandicappede datter, med begrundelsen: "Fordi jeg ikke mener, det kan være rigtigt, at man skal behandle de svageste på den måde".
Den gamle købmand Kurt Olav Oest mærkede livet ebbe ud, og fik det rigtig dårligt på trods af kompetent pleje, indenfor mulighedernes begrænsede rammer. Han ville have sin kærlige søn til at have lov til at hjælpe sin far ud af livet.
På trods af en tilsyneladende velbegrundet sigtelse for drab, blet et ægtepar fra Hellerup løsladt ved retten, uden varetægtsfængsling, efter at konens mor døde bag låste døre på plejehjemmet Adelaide, med børnene hos sig.
Forfatteren Jane Aamund, med mange års kræftsygdom og behandling bag sig meldt ud at hun forudser at få behov for at få hjælp til at dø, når hendes grænse for alvor er nået.
Christina Berg Gregersen må forvente at den dødelige nervesygdom Huntingtons Chorea langsomt ødelægger hendes muligheder for at have et godt liv. Hun samler ind til en afslutning hos Dignitas, engang når tiden er inde.
Lone Hertz er langt fra døden nær, men når hun nu har været voksen i mange år, blev der anledning til at filosofere over at en pude over hovedet kunne være bedre end så meget andet.
Jane Marie Hoffmann foretrækker som flere andre ALS-ramte en værdig død frem for langsomt at blive en "grønsag". Desværre må hun rejse til Schweiz for at få human hjælp uden først at blive afhængig af respirator.
Et ægtepar fra Slangerup måtte på grund af sygdom aflyse stor fest for deres krondiamantbryllup. Den gamle jæger måtte i stedet skyde sin livsfælle og sig selv. Det gode liv var ikke mere.
En sygdomsplaget 84-årig mand fra Ferritslev kvalte i 2013 sin 80-årige demente mangeårige hustru. Heldigvis lykkedes det for ham selv at begå selvmord efter anholdelsen.
En sygeplejerskestuderende hjalp i 1974 den lammede Erik Harald Nokolajsen med at dø. Ulla Kragballe blev dømt for medlidenhedsdrab selv om hun blot gjorde som når nyere tids læger giver en tilsvarende hjælp.
Helle Sørensen fra Tommerup døde i et blodigt drab. Kort efter blev en ældre mand fængslet for medlidenhedsdrab, og det det viste sig at hun i nogen tid også havde spurgt andre om hjælp til selvmord.
Med en sjælden sygdom blev nervesystemet og livet nedbrudt for Kjeld Rasmussen fra Hvidovre. Han glædede sig som et lille barn da han skulle dø hos Dignitas i Schweiz.
En dement og handicappet gammel kvinde fra Aarhus blev passet af sin kærlige søn. Til sidst smed han hende ud fra altanen, og tog selv samme tur. Omstændighederne peger på medlidenhedsdrab.
Et stille og roligt ægtepar blev gamle i Charlottenlund. Han var syg, men stod for at udføre et dobbeltselvmord, og huskede at kontakte politiet undervejs.
Førtidspensionist Jesper Svensson døde oktober 2012, i hvad der ligner et medlidenhedsdrab med en overdosis heroin. En bekendt fra narkomiljøet anklages for at være hjælper.
Anonyme "Lise" sikrede med sin hånd at hendes mors selvmord gik godt, for mange år siden.
Ole Duemose Andersen blev i juni 2012 retsforfulgt for at hjælpe sin meget syge far med at dø. Jeg gik i rette med formanden for lægeforeningens etiske udvalg, Poul Jaszczak, som misforstår dødshjælp som et spørgsmål om medicinsk etik.
Peter Sandøe (professor i bioetik) blev harm over faderens dødmåde i 2010, og har argumenteret for at det også skulle være tilladt for mennesker at få en human død.
En anonym "Anja" kom frem med sin historie om at hun brugte sin sundhedsfaglige baggrund til at give sin mor den bedste hjælp. Døden.
Et gammelt ægtepar på en stille villavej i Kastrup døde ved skud fra mandens våbensamling. Alderdom og sygdom blev til for meget.
Knud Johansen dræbte i marts 2010 sin alvorligt syge kone efter 50 års ægteskab, og varskoede arlarmcentralen før han også skød sig. Han var selv næsten ligeså syg.
På plejehjemmet Hasselbo forsøgte en 78-årig mand, efter aftale, at afslutte sin meget syge kones liv i februar 2010.
En interviewbog med Jesper Klein rummede detaljer om at familien lovede aktiv dødshjælp til hans kone, Lykke Nielsen, hvis nu...
DR viste oktober 2010 en dokumentarfilm om hvordan den kræftsyge John Hilarius Andersen sultede sig ihjel.
Hans Walter Bürger med ALS fik i december 2008 lov til at vælge sin dødsdato, og fik lægehjælp til en smuk afslutning på livet.
Kaj Guldbech rejste til Dignitas i Schweiz, og TV2 kunne oktober 2009 bringe et dokumentarprogram fra turen og dens forberedelser.
I en såkaldt familietragedie fra september 2009 døde et sygdomsramt ægtepar fra Annebergparken ved skud, udført af manden.
Elly Valborg Kempf blev kvalt af sin søn, som ville udfri hende fra en håbløs rest af livet. Han blev i 2004 dømt for mord.
Johanna Adorján udgav i 2009 en bog om sine bedsteforældres fælles velplanlagte død i 1991.
Den nordiske sagnhelt Stærkodder fik i følge Saxo en kriger til at dræbe sig, i stedet for at måtte lide strådøden som gammel og svagelig.
Dan Folke druknede sig i 1954 i Øresund, i hvad der forekommer at være en velgennemtænkt exit fra hjernekræft.
Flemming Schollaart, formand for Landsforeningen En Værdig Død, fortæller om hvordan hans kræftsyge kone fik god dødshjælp i Holland.
Majlis Wünsch lå "som grønsag" efter en alvorlig ulykke i Thailand. Hendes mand, Jens Linnemann skrev i starten af 2009 en kronik på grundlag af hans ønske om at hun kunne få lov til at dø helt.
Anne Johansen lå i år 2000 døende på plejehjem. En sygehjælper blev dømt for at have forsøgt at fremskynde processen.
Ida Marie Jensen døde på hospitalet i 1978 efter ekstra doser morfin. Overlægen Mogens Hilden blev retsforfulgt for drab.
En kærlig hustru hjalp i 2003 sin meget syge mand med at gennemføre sit nøje planlagte selvmord, og blev retsforfulgt for medlidenhedsdrab.
Et ældre ægtepar fra Kirke Hyllinge søgte døden i februar 2008. Desværre døde kun den ene.
Maj 2008 forsøgte en ældre mand fra Hellerup at dræbe sin syge kone, og ringede selv til politiet. Bagefter bød hun ham velkommen hjem igen.
Jørgen fik hjælp til at dø fra lungekræft, og hans læge fortalte senere om sine grundige overvejelser om sin rolle som hjælper, i overensstemmelse med Guds vilje.
Mens børnene legede inde ved siden af, fik en familiefar med ALS lægehjælp til at dø på en planlagt dato.
Eli Benneweis døde 1993 efter at hans datter, Diana Benneweis, hjalp ham med en stor dosis morfin. Efter en selvbiografisk bog måtte anklagemyndigheden sno sig grundigt, for at undgå at anklage hende for mord.
Gerda Sørensen sendte i 2007 sit juleønske til en række politikere. Hun ville dø i stedet for at hver dag føltes som tortur.
Charlotte Holst fortæller om hendes fars død med et stumt skrig på læberne, og sygeplejerskens afvisning af ekstra morfin. Det kunne jo være livsfarligt.
Lise-Lotte Norup fortrød efter sin mors barske død at hun ikke gav efter for ønsket om at hjælpe med at få det overstået.
Signe Lindkvist afslørede i en bog fra 2007 at hun hjalp sin syge mor med et velplanlagt selvmord.
Benny Schibstad kunne ikke mere i julen 2006. Men han kunne ikke få hjælp, og det gik ikke helt som planlagt med selv at klare sagen.
Den sidste kærlighedsakt fra en dansk pressefotograf til sin kræftsyge kone var en stor dosis morfin. Tre år senere stod han som anklaget i en fransk retssal.
Linda Ahrenschneider fortæller om hvordan hun efterhånden accepterede sin mands ønske om at dø fra en eskalerende demens.
Min egen kæreste begik, med min viden og nærvær, selvmord i 2007. Domstolen var kreativ nok til at frifinde mig med en anden begrundelse end min egen.


Logo sommerfugl