Logo sommerfugl

søndag den 1. marts 2009

Dan Folke søgte dødens friske luft

Dan Folke
September 1954. En aften sagde Dan Folke til sin kone, Elise Bruhn, at han ville trække lidt frisk luft. Ved midnatstid var hun blevet så urolig at hun ringede til politiet. Det var nat, og vækkeuret tikkede sit tak.

Før han gik uden overtøj, havde Dan tømt sine lommer. Dagen efter gennemsøgte politi, venner og familie omegnen. Om aftenen stødte 300 gardere fra hæren til. Næste dag også mange medarbejdere fra Gutenberghus, der ville hjælpe med at søge efter deres afholdte bladdirektør. Vidner mente at have set ham vidt forskellige steder. En omfattende eftersøgning. Men han var sporløst forsvundet. Et mysterium.

Dan Folke, eftersøgning

Dan Folke var kendt og populær. Før krigen havde han været med til at lave revyer, film, samt evergreens som "Glemmer du" og "Gå med i lunden". I 1936 åbnede han Bellevue-teatret. Som ankermand bragte han Gutenberghus forlaget store succeser som Anders And, Det Bedste og Alt for damerne. Han var musikalsk og forretningsmæssig dygtig. Og meget egenrådig.

Livet er et kort sekund
et med både godt og ondt.
Tror man, eller håber man, så skuffes man.
Livets viser drejer sig, man mødes og skilles.

Ni dage efter at Dan Folke forsvandt, fandt den verdensberømte sejlsportsmand Paul Elvstrøm et lig flydende i Svanemøllebugten. Liget blev bjerget og identificeret. Dan Folke var druknet få hundrede meter fra sit hjem. Der kan næppe være tvivl om at det var et selvmord, selv om nogle foretrak at formode at han faldt i vandet med et ildebefindende.

Dan Folke havde kræft i hjernen. Året forinden en operation i Stockholm. Ofte sygemeldt. Flere mindre hjerneblødninger, der gav lammelser og talebesvær. Genoptræning og uudholdelige smerter. En ny operation var forestående. En nyttesløs kamp for at overleve.

Samme dag som Dan gik i Øresund havde han bedt en arkivar om at låse sig ud på terrassen ovenpå Gutenberghus. Stod alene i lang tid og kiggede ud over koncernens bygninger, og Københavns tårne og tage. Et farvel. Og han skrev et brev til familien hvor han forklarede at han var uhelbredeligt syg, og at han godt vidste at den næste operation i hjernen ikke ville hjælpe. Kræften havde sejret, og han kunne ikke udholde mere.

Han valgte at dø uden at foregive tålmodighed overfor sygdommens sejpineri. Fik sat et punktum, der var brug for. Det forstår jeg godt.

Desværre levede han i en kultur hvor selvmord var (og er) et stort tabu. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der foregik i hjemmet på Gardes Alle, Hellerup. Hvad han snakkede med sin kone om. Det ser jo ikke ud til at hun vidste hvad han ville gøre. Om han måske havde prøvet at komme ind på emnet, men at det ikke var noget der måtte snakkes om. Han måtte gå med det alene. Ingen skulle bestemme over ham.

Tænk hvis der havde været en mulighed for at han kunne have fået hjælp til at dø på en pæn måde. Mere værdigt end at snige sig til at drukne, og lade folk tro at han flakkede forvirret om. Aktiv dødshjælp.

Også samfund kan trænge til frisk luft.

Dan Folke med hans autograf



14 comments:

Anonym sagde ...

Tænker, at konen måske godt vidste hvad han ville gøre - men at netop tabuet og de eventuelle repressalier mod hende fra det omgivende samfund ikke gav hende andet valg end at lade som om hun ikke vidste noget (herunder naturligvis også at melde ham savnet)...

tosommerfugle sagde ...

Afskedsbrevet forekommer, om ikke andet, at være et ret afgørende "indicium" for at konstatere at manden ikke ville kunne findes levende. Det kan da tænkes at det ikke er blevet opdaget før senere, men ...

Så ja, tanken om at Elise har haft grundlag for at vide mere end hun sagde, ligger netop lige for. Men at det ikke kunne siges. Måske endda ikke engang tænkes fuldt ud, men fortrænges.

Det kunne forresten også være blevet til en sag for medier og politi hvis hun var stået frem med en viden om at hun vidste besked. Loven udlægges jo som et krav om altid at hindre selvmord. Slam ...

Anonym sagde ...

Apropos loven - så hørte jeg en kort kommentar i en helt anden sammenhæng om at Sverige tilsyneladende ikke har en tilsvarende lov om pligt til at indgribe men at de påtænker at indføre en sådan. Er det noget du ved noget om, eller bliver jeg selv nødt til selv at anstrenge mig?
For hvis ikke de har kunne det da være starten på en helt ny Danmark/Sverige turisme.Da det jo ikke er en af de love hvor man som dansker kan blive straffet for overtrædelse begået i udlandet.

Ragne Rognebær sagde ...

Så sant, så sant. Mange sier at selvmord og aktiv dødshjelp er egoistisk. Det var mange som sa dette til meg da min bestekompis endelig klarte å ta livet av seg. Jeg har sjelden vært så sint som på disse menneskene. Hvor egoistisk er det ikke å kreve at noen du er kjær skal leve gjennom fysisk og psykisk smerte for din del?
Jeg synes Folke var modig som gjorde slutt på det da han gjorde det, familien slapp å se ham lide, og han gjorde det på en tid da dette overhodet ikke var akseptert.

tosommerfugle sagde ...

Så vidt jeg ved har du ret i at der ikke er en specifik paragraf der påbyder indgriben mod selvmord. Tilsvarende er der heller ikke en specifik svensk paragraf, der forbyder hjælp til selvmord.

På den anden side er der en mere generel paragraf som påbyder at tilkalde hjælp hvis du er vidende om en "ulykke" som indebærer fare for nogens liv. Og det er strafbart med manddrab eller af uagtsomhed at udsætte nogen for livsfare.

Det bliver derfor mere til et spørgsmål om retspraksis end om entydighed i loven. Konkret har jeg set henvisning til at "hjælp til selvmord" kan blive retsforfulgt som manddrab. Men jeg har ikke ret megen info om hvordan det måtte finde svensk anklagemyndighed for godt at vride paragrafferne.

Kunne dog forestille mig at de anstrenger sig hvis de er stødte på moralske manchetter. På den anden side forestiller jeg mig at fraværet af meget konkrete regler giver en vis plads til at lade en sag ligge, hvis omstændighederne synes at være rimelige.

Så jeg tror, også i Sverige, at den bedste "beskyttelse" er at insistere på uvidenhed. En påstand som kan være svær at modbevise, og kræver ekstra "energi" for politi og anklagemyndighed at anstrenge sig med.

tosommerfugle sagde ...

Ragne, jeg er helt enig i at det er en misforståelse at kalde selvmord for egoistiske. Egentlig tror jeg at rigtig mange selvmord sker med tanker om at det er en befrielse for pårørende, også i mindre indlysende sager end den her med Dan Folke.

Og det ændres sådan set ikke af selvmord kan være noget ret traumatisk for efterladte, der følger sig svigtede, forladte, sat udenfor, afviste - og derfor (blandt andre følelser) er vrede på den døde. Så kan det være svært at rumme tanken om at selvmordet måske netop var tænkt som noget der skulle være bedre for alle parter.

Og det kan jo være svært at trække en grænse for at acceptere selvmord omkring psykisk smerte. Det ses jo som noget der kan, eller skal kunne overstås. Netop her kommer de stærkeste følelser op.

Så er det jo nemmere omkring en situation som den med Dan Folke. Det er svært at sætte grænsen for "hvor meget" der skal til, men mit indtryk er dog at de fleste kan acceptere tanken om at det ikke skal ses som en pligt at leve videre med uhelbredelige fysiske lidelser.

Anonym sagde ...

Men det jo lige det - som jeg forstod den korte kommentar så har Sverige netop ikke en lov (som i dk)der påbyder individet at påkalde hjælp, heller ikke ved fx ulykke. Og den korte kommentar jeg hørte omhandlede hvorledes en sådan lov kunne se ud og hvilke evt. strafforanstaltninger som kunne være hensigtsmæssige..
Hm...Må vist undersøges nærmere...

tosommerfugle sagde ...

Lag (2003:778) om skydd mot olyckor

2 kap. Enskildas skyldigheter
Skyldighet att varna och tillkalla hjälp

1 § Den som upptäcker eller på annat sätt får kännedom om en brand eller om en olycka som innebär fara för någons liv eller allvarlig risk för någons hälsa eller för miljön skall, om det är möjligt, varna dem som är i fara och vid behov tillkalla hjälp. Detsamma gäller den som får kännedom om att det föreligger en överhängande fara för en brand eller en sådan olycka.


Spørgsmålet bliver så om et selvmordsforsøgs omstændigheder kan tolkes som en ulykke. Og jeg tror at en anklager som synes at et selvmord skulle have været forhindret kunne finde på at sno sig.

Anonym sagde ...

At en anklager ville kunne sno sig er jeg ikke i tvivl om. ;-) men det ser umiddelbart ikke ud som om han ville kunne forlange andet end et bødestraf. Hvilket selvfølgelig heller ikke er ønskeligt men dog bedre end en mulig fængselsstraf.

Men interessant...Og der må være nogle svenske praksistilfælde som kan klargøre sagen yderligere..

tosommerfugle sagde ...

"Hvor der er en vilje, er der en vej" gælder også for en anklager ;-)

Altså hvis vedkommende synes at noget skal straffes, og der ikke er en helt specifik paragraf som dækker situationen.

Jeg blev jo selv retsforfulgt efter den parallelle danske paragraf - af en anklager som dog ikke kæmpede hårdt for at få mig dømt. Og jeg kunne høre på dommerens retsbelæring at han var helt med på at vride loven over mod situationer som den næppe var tænkt til at gælde for.

Jeg tror at en svensk anklager der synes at det var forkert at lade et selvmord blive fuldbyrdet også ville filosofere over om omstændighederne kunne kobles sammen med en af paragrafferne om mere eller mindre uagtsomt manddrab...

Brottsbalk (1962:700)
3 kap. Om brott mot liv och hälsa

1 § Den som berövar annan livet, dömes för mord till fängelse i tio år eller på livstid.

2 § Är brott som i 1 § sägs med hänsyn till de omständigheter som föranlett gärningen eller eljest att anse som mindre grovt, dömes för dråp till fängelse, lägst sex och högst tio år.

5 § Den som tillfogar en annan person kroppsskada, sjukdom eller smärta eller försätter honom eller henne i vanmakt eller något annat sådant tillstånd, döms för misshandel till fängelse i högst två år eller, om brottet är ringa, till böter eller fängelse i högst sex månader. Lag (1998:393).

7 § Den som av oaktsamhet orsakar annans död, döms för vållande till annans död till fängelse i högst två år eller, om brottet är ringa, till böter. Är brottet grovt, döms till fängelse, lägst sex månader och högst sex år. [...]



Hvis anklager synes at det ser ud til at et selvmord blev begået af en som ikke kunne varetage sit tarv, er der såmænd adskilligt at pille med. Og, ja, meget afhængig af rättspraxis.

Når der ikke er mere specifikke paragraffer, kommer rettergangen jo i meget høj grad til at afhænge hvad anklager og dommer synes, og i etiske spørgsmål er entydighed jo særligt fjernt. Der kan jo så dog også være fordele, ved at en forstående anklager/dommer også har en del gummi til at undlade at søge at "få ram på" en medvider ...

Deborah sagde ...

Ja du ved jo, jeg er enig med dig og med Dan Folke, som fik fred på egne præmisser.

Det med skam og selvmord, var noget jeg også oplevede i forhold til et familiemedlem, der begik selvmord og mange i starten benængtede og gav andre forklaringer på det, indtil det blev sagt offentligt af hans kone. Og det var altså i 1990'erne!

tosommerfugle sagde ...

Den med skam og selvmord er, tror jeg, meget præget af religiøse værdier, som har præget vores kultur langt ud over mennesker som ser sig som religiøse. Den med at regne livet som noget helligt er også på langt de fleste områder noget som fungerer godt på et mellemmenneskeligt plan. Men det bliver mindre godt når det, alt for ofte, udarter i at nedvurdere mennesker der vælger et "skamfuldt" selvmord.

Jeg kommer også til at tænke på sagen med Jakob Haugen-Kossmann, der jo forsvandt for næsten et år siden. Allerede før der var opklaret noget som helst erklærede familien, med stort eftertryk, at selvmord ikke var en tænkelig mulighed. Politiet fandt intet som pegede på andet end selvmord eller ulykke. Og rigtig mange foretrak alligevel at mene at det bestemt måtte være en forbrydelse ...

Marian sagde ...

Jamen Johnnie, selvfølgeligt kan det ikke have været selvmord, religion eller ej. Selvmord er jo i sidste ende altid en reaktion på, at der er noget i omverdenen (om det så er den egne krop ved sygdom, så er det stadigt "omverdenen"), man ikke kan fortsætte at leve med. Og siden det i Jakobs tilfælde næppe var hans krop, der svigtede ham, så er jo intet mere nærliggende, end at tænke på det næstnærmeste: de nærmeste... Uha, uha!

tosommerfugle sagde ...

Den tanke kan jo netop være skræmmende; en association om at have svigtet på en eller anden måde... En voldsom oplevelse i de tilfælde hvor et selvmord er uomtvisteligt.

Hvad religion, selvmord og unge angår, ses der desværre også tilfælde hvor en religiøs ramme gør f.eks. homoseksualitet til noget dybt syndigt. En ting som slet ikke kan komme på banen, men føre til reelt uforståede selvmord.

Lige for en ordens skyld - det foregående var ikke ment som en spekulation i forhold til sagen med Jakob Haugen-Kossmann, og hans katolske baggrund.

Logo sommerfugl