Et tilbagevendende punkt i debatten om ressourcer til ældreplejen er muligheden for at bruge robotter. Om det er godt eller skidt. For mig at se er dette ikke et meningsfuldt spørgsmål. Et bedre spørgsmål er om det vil være bedre eller værre at bruge robotter til de praktiske opgaver på plejehjem, eller i hjemmeplejen. Altså bedre eller værre end alternativet.
Hvad er alternativet så? Umiddelbart er det jo indlysende at svaret må være "mennesker". Det svar er dog for upræcist til at det kan bruges til noget. Det er nødvendigt at sætte fokus på hvad det vil sige om den ene eller anden form for pleje er "bedre". En meget vigtig kvalitet ved pleje er at den er der når der er brug for det. Tilsvarende er det centralt at den som modtager plejen føler at det sker på en værdig måde.
Nu vil jeg tillade mig at være lidt egoistisk, og prøve at kikke fremad til år 2040. Hvis jeg ellers lever til den tid, er jeg blevet en gammel mand som kan kikke tilbage på det meste af mit liv, og på min 80 års fødselsdag. Det er også en tid hvor der bliver forholdsvis flere ældre end nu.
Jeg går ikke ud fra at der sker dramatiske fremskridt omkring alderdommens gebrækkeligheder, ud over måske at kunne udskyde dem et par år. Derfor er der brug for at gå ud fra at behovet for pleje af ældre stiger, samtidig med at der bliver færre mennesker på arbejdsmarkedet. Og jeg tror ikke på at samfundet vil se sig i stand til at afsætte en større del af arbejdstimerne til pleje af ældre. Pleje af mig.
Allerede nu har vi en situation hvor der er hyppige historier om hvordan ældreplejen er presset omkring arbejdskraft og andre ressourcer. En som ikke kan hjælpe sig selv, må forvente at blive udstyret med en stor ble. Den skal de tisse og skide i, og nogle timer senere bliver den skiftet, når det passer ind i arbejdsgangen. Hvis det kniber alvorligt med at have styr på det med at spise og drikke, er der stor risiko for at få en slange i maven, så fodringen består i at skifte flaske engang imellem. Hvis det kniber med at forholde sig roligt, er der stor risiko for at få kraftige beroligende midler, eller blive pacificeret ved hjælp af antipsykotika.
Personalet har ofte meget travlt, og kæmper for at gøre det så godt som de har mulighed for. Derfra og til hvad jeg vil kalde "godt nok" er der langt. Barske realiteter, og fremtiden tegner ikke til at der bliver mulighed for at bruge mange timer på den enkelte plejekrævende.
På 30 år tror jeg at der er gode chancer for at robot-teknologien har udviklet sig så langt at en ikke-selvhjulpen gammel, måske mig, kan komme på toilettet ved behov, også selv om det bliver til hyppigt sjat-tisseri. Kan få mulighed for at komme på toilettet nu, og ikke skulle skide i en allerede våd ble. Kunne få rumpen vasket og tørret pænt bagefter, uden at skulle være afhængig af en fortravlet medarbejder, som skal videre i en fart, når han eller hun langt om længe kommer. Hvis jeg har lyst til at komme i bad hver dag, kan en robot have stor tålmodighed med den tid det tager. Og det gør jo heller ikke noget hvis det skulle tage mig et par timer at få et måltid til at glide ned, når robotten ikke har travlt.
Mine sociale behov er jo så en ganske anden overvejelse. Det kan siges at være et problem hvis jeg ikke selv har kræfter og initiativ til at opretholde et socialt liv. Selv om teknologien kan hjælpe et stykke vej, er den jo heller ikke løsningen på alt. Jeg kan håbe på at der er nogen som har lyst til at bruge tid på at være sammen med mig, men jeg anser det for helt urealistisk med lønnet arbejdskraft til at opfylde mine sociale behov. Det vil tværtimod blot give mere ensomhed at være afhængig af at en fortravlet medarbejder kan give nogle små dryp af menneskelig kontakt mens det praktiske klares. Jeg vil faktisk hellere undvære.
Så jeg er ikke det mindste bekymret for udsigten til en robot som kan holde mig fodret, ren, og overvåge mit helbred. Det ville blive bedre end at mennesker alligevel ikke kan tage sig god tid til mig. Tror jeg på.
Et andet spørgsmål er hvordan jeg kommer til at dø. Lige meget om plejen kan klares af en robot eller ej, kan der komme et punkt hvor livsindholdet er reduceret til sygdomme og pleje. Hvor jeg ikke har "nok" ud af at leve, at overleve uden liv. Det kan heller ikke en robot hjælpe mig med. Så vil jeg hellere dø. Jeg har intet ud af at der skal bruges en masse ressourcer, mennesker eller robotter, på at fastholde mig i et liv som kun er blevet en plage.
Den risiko vil jeg ikke løbe. Derfor kan jeg få brug for at afslutte mit eget liv, mens jeg stadig har kontrol over det. Det kan kaldes selvmord, men er noget helt, helt andet end en desperat krise-reaktion. Et velovervejet farvel til livet. Hvis jeg kunne stole på at kunne få hjælp til at dø, kunne jeg vente til min grænse for alvor var nået. Aktiv dødshjælp ville forlænge mit liv.
Og her kunne en robot komme ind i billedet. Det ville være dejligt hvis en plejerobot også kunne hjælpe mig med at dø, når min grænse var nået. Selvfølgelig skulle det ikke være en automatisk ekspeditionssag, men med rimelige sikkerhedsprocedurer. Det ville jo også være naturligt med at få kikket på situationen, om der kunne findes en løsning hvor jeg ville vælge at leve videre. Ønske det. Men det måtte ikke være muligt for et menneske med andre moralske normer at nedlægge veto.
Jeg glæder mig til robotter i ældreplejen!
Opslag
