Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten plejehjem. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten plejehjem. Vis alle opslag

lørdag den 7. juni 2014

Ægtepar løsladt efter medlidenhedsdrab

Plejehjemmet Adelaide, Charlottenlund

Et ægtepar fra Hellerup blev i går den 6. juni løsladt ved retten i Lyngby. Det er ellers en næsten fast regel at sigtede i drabssager automatisk bliver varetægtsfængslet ved det lovpligtige grundlovsforhør, under henvisning til risikoen for at de kan forstyrre den videre efterforskning, eller efter en lidt vag forestilling om befolkningens retsfølelse. En morder skal jo ikke gå på fri fod indtil den egentlige retssag.

Selvfølgelig ved jeg ikke hvad der helt specifikt er foregået, forhøret blev afholdt for lukkede døre, samt med navneforbud. Det 54-årige par er sigtet for at have dræbt konens demente mor med en overdosis morfin, på plejehjemmet Adelaide på Ejgårdsvej i Charlottenlund. Dommeren mente at der var "begrundet mistanke" om et sådant drab, men når det ikke udløste en fængsling, er det et stærkt indicium for at sagen ikke blev set som normal drabssag.

Omstændighederne peger klart på et medlidenhedsdrab, hvor handlingen var efter den 82-årige døende kvindes eget ønske, og mindst i hendes tarv. Nogle gange er det bedre at livet slutter, i stedet for at trække pinen ud i alt for lange drag.

Sagen blev natten til fredag anmeldt af personalet, som havde på fornemmelsen hvad der foregik. Tilsyneladende havde datteren kort forinden bedt om en ekstra dosis morfin til sin mor, så "hun kunne få fred". Personalet nægtede og kort efter blev døren låst. Da politiet bankede på, åbnede ægteparret beredvilligt døren. Moderen havde fået fred, og det hjælpende par blev anholdt.

Spørgsmålet om sagen skal behandles som "almindeligt drab" eller medlidenhedsdrab afhænger af om det kan godtgøres at det var den døendes eget klare ønske. Hun var ikke kontaktbar i sit sidste halvandet døgn, så spørgsmålet er måske om børnene kan overbevise om at det var efter aftale.

Mit gæt er at sagen bliver afsluttet med en ret mild straf, da det ikke tjener noget formål at se parret som mordere, med mindre der er klare indicier for at mørkt motiv, hviket skulle overraske mig.

Min holdning er at de skulle frikendes, da jeg mere ser det som en velbegrundet hjælp til selvmord. De har ikke taget den syge kvindes liv, men givet hende døden. En kærlig handling. Lad dem sørge i fred.



Ekstra Bladet:


søndag den 12. september 2010

Hvor mange gamle længes bare efter at dø?

"Madame H" var indlagt på et plejehjem i Paris for nogle måneder siden. Som lammet var hun 100% afhængig af personalets hjælp til alle behov. Med hendes klare hjerne forstod hun sine fremtidsudsigter. Spørgsmålet var blot hvor lang tid der ville gå før hun fik fred i døden, og hvordan hendes sidste stump af livet ville forløbe.

Hun havde brug for en hjælp som personalet ikke kunne give, og Jacqueline Jencquel kom på besøg. Den gamle dames øjne lyste op i glæde. "Har du pillen med?". Det blev desværre en skuffelse, og Madame H brød ud i gråd. Jacqueline tog hende i armene, og lovede at hun ikke ville svigte.

Trøstende ord, men et løfte som hun ikke var i stand til at holde. Hun snakkede med plejehjemmets leder og kvindens datter. "Madame H ønsker bare at dø". Lederens hånlige afvisning lød "Det vil de jo allesammen". Jacqueline fik dermed et nyt perspektiv på de mange gamle i deres rullestole, eller liggende alene på deres værelser. De venter bare på at dø. Ikke fordi de bliver behandlet dårligt, men ...

En række rullestole til parade

Jacqueline Jencquel er fransk forkæmper for retten til en værdig død, i organisationen ADMD - Association pour le Droit de Mourir dans la Dignité. Selv om mange mest tænker på aktiv dødshjælp som et muligt behov på et lidelsesfuldt dødsleje, eller for en "grønsag" i permanent coma, er det reelle behov mere sager som disse.

Når der ikke, indenfor den praktiske virkeligheds rammer, er mulighed for igen at få et tåleligt liv, bliver det til noget naturligt at nogle foretrækker at få sagt farvel. De elsker livet så højt at de ikke vil byde sig selv elendighed i deres sidste tid.

Den syge gamle kvinde blev kørt på hospitalet til undersøgelser, mod hendes vilje. En kræftsvulst i tyktarmen. Lægerne lagde op til en stor operation. Det lykkedes for Jacqueline at få datteren til at indse at det måtte stoppe. Madame H tilbragte sit livs sidste par uger med hovedet vendt mod væggen. Hun nægtede at snakke med nogen. Til sidst fik hun fred fra et helt uværdigt liv. Hun havde fortjent en værdig død.

Jacqueline Jencquel følte sig som forræder. Hun kunne ikke holde sit løfte. Svigtede. Det fortæller hun om i sit blog indlæg Care not kill.

En lang og gold gang på et plejehjem

Rent praktisk tror jeg dog at plejehjemmets leder overdrev en smule, det var næppe bogstaveligt alle beboerne som bare længtes efter at få lov til at dø. Men jeg tror gerne at det var noget ganske normalt, måske endda for de fleste af de "indsatte".

Er et møjelendigt liv bedre end døden?

"Vi" har flotte idealer om at skulle behandle vore gamle, os selv engang, godt til det sidste. Hvad skal vi gøre ved det, når det ind imellem ikke kan forenes med at leve?


torsdag den 17. juni 2010

Jeg glæder mig til robotter i ældreplejen

Et tilbagevendende punkt i debatten om ressourcer til ældreplejen er muligheden for at bruge robotter. Om det er godt eller skidt. For mig at se er dette ikke et meningsfuldt spørgsmål. Et bedre spørgsmål er om det vil være bedre eller værre at bruge robotter til de praktiske opgaver på plejehjem, eller i hjemmeplejen. Altså bedre eller værre end alternativet.

Robot prototype

Hvad er alternativet så? Umiddelbart er det jo indlysende at svaret må være "mennesker". Det svar er dog for upræcist til at det kan bruges til noget. Det er nødvendigt at sætte fokus på hvad det vil sige om den ene eller anden form for pleje er "bedre". En meget vigtig kvalitet ved pleje er at den er der når der er brug for det. Tilsvarende er det centralt at den som modtager plejen føler at det sker på en værdig måde.

Nu vil jeg tillade mig at være lidt egoistisk, og prøve at kikke fremad til år 2040. Hvis jeg ellers lever til den tid, er jeg blevet en gammel mand som kan kikke tilbage på det meste af mit liv, og på min 80 års fødselsdag. Det er også en tid hvor der bliver forholdsvis flere ældre end nu.

Jeg går ikke ud fra at der sker dramatiske fremskridt omkring alderdommens gebrækkeligheder, ud over måske at kunne udskyde dem et par år. Derfor er der brug for at gå ud fra at behovet for pleje af ældre stiger, samtidig med at der bliver færre mennesker på arbejdsmarkedet. Og jeg tror ikke på at samfundet vil se sig i stand til at afsætte en større del af arbejdstimerne til pleje af ældre. Pleje af mig.

Robot prototype, 'hovede'

Allerede nu har vi en situation hvor der er hyppige historier om hvordan ældreplejen er presset omkring arbejdskraft og andre ressourcer. En som ikke kan hjælpe sig selv, må forvente at blive udstyret med en stor ble. Den skal de tisse og skide i, og nogle timer senere bliver den skiftet, når det passer ind i arbejdsgangen. Hvis det kniber alvorligt med at have styr på det med at spise og drikke, er der stor risiko for at få en slange i maven, så fodringen består i at skifte flaske engang imellem. Hvis det kniber med at forholde sig roligt, er der stor risiko for at få kraftige beroligende midler, eller blive pacificeret ved hjælp af antipsykotika.

Personalet har ofte meget travlt, og kæmper for at gøre det så godt som de har mulighed for. Derfra og til hvad jeg vil kalde "godt nok" er der langt. Barske realiteter, og fremtiden tegner ikke til at der bliver mulighed for at bruge mange timer på den enkelte plejekrævende.

Robot prototype løfter menneske

På 30 år tror jeg at der er gode chancer for at robot-teknologien har udviklet sig så langt at en ikke-selvhjulpen gammel, måske mig, kan komme på toilettet ved behov, også selv om det bliver til hyppigt sjat-tisseri. Kan få mulighed for at komme på toilettet nu, og ikke skulle skide i en allerede våd ble. Kunne få rumpen vasket og tørret pænt bagefter, uden at skulle være afhængig af en fortravlet medarbejder, som skal videre i en fart, når han eller hun langt om længe kommer. Hvis jeg har lyst til at komme i bad hver dag, kan en robot have stor tålmodighed med den tid det tager. Og det gør jo heller ikke noget hvis det skulle tage mig et par timer at få et måltid til at glide ned, når robotten ikke har travlt.

Mine sociale behov er jo så en ganske anden overvejelse. Det kan siges at være et problem hvis jeg ikke selv har kræfter og initiativ til at opretholde et socialt liv. Selv om teknologien kan hjælpe et stykke vej, er den jo heller ikke løsningen på alt. Jeg kan håbe på at der er nogen som har lyst til at bruge tid på at være sammen med mig, men jeg anser det for helt urealistisk med lønnet arbejdskraft til at opfylde mine sociale behov. Det vil tværtimod blot give mere ensomhed at være afhængig af at en fortravlet medarbejder kan give nogle små dryp af menneskelig kontakt mens det praktiske klares. Jeg vil faktisk hellere undvære.

Robot sæler

Så jeg er ikke det mindste bekymret for udsigten til en robot som kan holde mig fodret, ren, og overvåge mit helbred. Det ville blive bedre end at mennesker alligevel ikke kan tage sig god tid til mig. Tror jeg på.

Et andet spørgsmål er hvordan jeg kommer til at dø. Lige meget om plejen kan klares af en robot eller ej, kan der komme et punkt hvor livsindholdet er reduceret til sygdomme og pleje. Hvor jeg ikke har "nok" ud af at leve, at overleve uden liv. Det kan heller ikke en robot hjælpe mig med. Så vil jeg hellere dø. Jeg har intet ud af at der skal bruges en masse ressourcer, mennesker eller robotter, på at fastholde mig i et liv som kun er blevet en plage.

Den risiko vil jeg ikke løbe. Derfor kan jeg få brug for at afslutte mit eget liv, mens jeg stadig har kontrol over det. Det kan kaldes selvmord, men er noget helt, helt andet end en desperat krise-reaktion. Et velovervejet farvel til livet. Hvis jeg kunne stole på at kunne få hjælp til at dø, kunne jeg vente til min grænse for alvor var nået. Aktiv dødshjælp ville forlænge mit liv.

Robot prototype som 'skuespiller'

Og her kunne en robot komme ind i billedet. Det ville være dejligt hvis en plejerobot også kunne hjælpe mig med at dø, når min grænse var nået. Selvfølgelig skulle det ikke være en automatisk ekspeditionssag, men med rimelige sikkerhedsprocedurer. Det ville jo også være naturligt med at få kikket på situationen, om der kunne findes en løsning hvor jeg ville vælge at leve videre. Ønske det. Men det måtte ikke være muligt for et menneske med andre moralske normer at nedlægge veto.

Jeg glæder mig til robotter i ældreplejen!

Robot prototype



mandag den 22. februar 2010

Improviseret, mislykket aktiv dødshjælp på Hasselbo

Endnu en af de ulykkelige historier med et ældre par, hvor den ene prøver at slå den anden ihjel, for derefter at afslutte sit eget liv med selvmord. Da det at have et liv ikke er et spørgsmål om hjerteslag og biologi, kan det jo blive til et behov at få sat et punktum. Når udsigterne er at begge parter ikke har anden fremtid end at få det værre og værre, måske langsomt.

Plejehjemmet Hasselbo

På Brønshøj-plejehjemmet Hasselbo i Bystævneparken, København NV bor en syg 75-årig kvinde. Hendes 78-årige mand bor alene i hvad der var deres fælles hjem. Hvad de har talt om til sidst kan jeg jo ikke vide, men han tog en kniv og skar i sin kones håndled. Mens hun blødte, skar han også sig selv. Personalet fandt det blødende ægtepar, da de reagerede på en alarm fra værelset. Nu er parret kørt til Rigshospitalet, til behandling for ikke-livstruende snitsår.

Manden er nu sigtet for drabsforsøg / medlidenhedsdrab, og vil i morgen blive fremstillet i dommervagten. Politiet vil rutinemæssigt kræve ham varetægtsfængslet. En ganske umenneskelig administrativ arbejdsgang. Det er sgu da ikke fængsel, der er brug for her.
UPDATE: Mandens egen forklaring er at konen bad ham gøre en ende på det. Trods et dybt tværgående snit i højre håndled lykkedes det ham ikke at ramme pulsåren med en hobbykniv. Konen har det for dårligt til at hun har kunnet afhøres, og manden kunne ikke komme i retten. Han er fortsat anholdt og under bevogtning på hospitalet. Politiets efterforskningleder, Henrik Vedel, ser et behov for at få afklaret om manden måske gjorde det på eget initiativ. Om han lyver.

Lad os for pokker få indført legal adgang til aktiv dødshjælp. Fordelen omkring en sag som denne er faktisk ikke så meget muligheden for at kvinden måske kunne have "fået lov" til at afkorte sit liv lidt. Min tankegang er lidt mere inddirekte.

Hvis parret havde muligheden for at henvende sig "et sted", var det næppe blevet til at forsøge på denne mindre gode, improviserede måde. Som tingene er nu, ved de jo godt at det ville blive til et meget stort nej, hvis de tog spørgsmålet op. Altså måtte de forsøge at hjælpe sig selv. Uden en god og sikker metode. Uden at der kunne blive afklaret om det egentlig behøvede være lige nu. Uden at der var en chance for at muligvis bedre løsninger blev vendt først.

For pokker da. Disse sager viser jo at der er et problem.

Plejehjemmet Hasselbo


torsdag den 28. maj 2009

Hvis jeg bliver dement som gammel ...

En artikel i Politiken fortæller om at der nu er ca. 25.000 ældre med demens, et tal som er stærkt stigende. Og at kommunerne kun har 5.445 egnede boliger, et tal som kun er langsomt stigende. Siden år 2001 er der kun bygget 674 nye demensboliger i hele landet.

»Der mangler 19.000 boliger, og det går alarmerende langsomt med at få dem etableret, samtidig med at det bliver mere og mere akut«, siger ældrepolitisk konsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen. [...]

»Når de ældre flytter ind i en demensbolig med uddannet personale, der kan hjælpe dem, får de det langt bedre, og forbruget af antipsykotisk medicin falder«
Nationalt Videnscenter for Demens prøver at kikke frem i tiden, og en fremskrivning viser at der om 10 år vil være ca. 31.000 moderat til svært demente ældre. I år 2040 tegner antallet af plejekrævende demente ældre over 80 til at være næsten 63.000.

Lederen af videnscentret, professor, dr.med. Gunhild Waldemar fra Københavns Universitet holder på at alle nye plejeboliger fremover bør bygges, så de egner sig til demente:
»Man bør først og fremmest finde en kur mod demens. Men samtidig er det nødvendigt at etablere forskellige tilbud til de ældre, og der er et stort og stigende behov for, at man bygger boligerne, så de egner sig til demente«, siger hun.
Politiken: Kun bolig til hver femte demente

Alzheimers's

År 2040 er netop på den tid hvor jeg selv er blevet en gammel mand, hvis jeg da ellers lever endnu. Risikoen for at jeg får Alzheimers sygdom (eller en anden form for fremadskridende demens) kan jo ikke ignoreres. Ikke en rar tanke, og jeg kan da håbe på at der er opfundet en reelt virkende behandling. Dermed mener jeg f.eks. medicin som ikke blot søger at lade nedbrydningen af hjernen og sindet gå lidt langsommere. Med udsigt til et liv som dement bliver døden værd at overveje seriøst.

Hvis der kommer en behandling, vil det bestemt påvirke grundlagt for hvordan jeg må disponere i tilfælde af at jeg får demens. Ellers ville jeg være nødsaget til at sørge for at undgå at hensygne som svært dement skal af et menneske. Det ønsker jeg ikke. Som tingene ser ud nu, er risikoen for at blive yderligere slået ned med antipsykotisk medicin ganske reel. Og ganske skræmmende. Den største fordel ved den er faktisk at den forkorter livet.

Tanken om en egnet bolig med passende tilbud lyder da noget bedre. Men jeg tillader mig at tro mere på at samfundet også til den tid ser sig ude af stand til at byde på et plejetilbud som vil kunne give mig et liv som jeg synes er godt nok. Med den meget store gruppe demente gamle ville det være voldsomt dyrt. Allerede nu må området siges at være langt under hvad der kan kaldes for optimalt for den enkelte gamle med demens. Så jeg tror reelt ikke på at jeg kan regne med noget "optimalt".

Og .... selv om jeg kunne, ville jeg ikke ønske at blive plejet efter at mit liv holdt op med at være godt nok, ifølge mine forventninger. Det ville være spildte ressourcer, som jeg (som person) ikke ville få gavn af. Jeg ville hellere dø, når min grænse var nået. Sige et levet liv pænt farvel.

Problemet er blot at hvis plejere ser det som sin opgave at holde mine basale livsfunktioner igang så længe som muligt, vil jeg ikke kunne få lov til at dø. Konsekvensen ville blive at jeg måtte sørge for selv at tage mig af det, mens jeg stadig havde mentale og kropslige ressourcer. Uden en mulighed for at få hjælp til at dø, ville jeg derved blive nødsaget til at dø et godt stykke tid før min grænse var nået. Blive endnu en af de mange ældre som afslutter deres liv med hvad omgivelserne kalder for et beklageligt selvmord.

Aktiv dødshjælp ville forlænge mit liv. Jeg vil ikke efterlade min krop til meningsløs pleje.

Alzheimer's


Logo sommerfugl