Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten dødshjælp cases. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dødshjælp cases. Vis alle opslag

søndag den 1. marts 2015

14-Årig pige: Hellere dødshjælp end lidelse


Den 14-årige pige Valentina Maureira lider af den alvorlige og reelt uhelbredelige arvelige cellesygdom cystisk fibrose, en sygdom som ødelægger lunger og bugspytkirtel. Længer har forsøgt med flere operationer, men for Valentina er livet nu domineret af sygdom, hospital og lidelse.

For en måned siden døde hendes bedste ven af samme nedarvede sygdom, i en alder af 17 år. Det samme gælder hendes bror, der døde af cystisk fibrose i en alder af 7 år. Så Valentina kender sine udsigter. Hun skal dø i en meget ung alder, og nu er spørgsmålet blot hvornår. Hun vil hellere have at det bliver snart, end så sent som muligt. Hun går ikke ind for det katolske dogme om "forløsende lidelse", at den håbløse lidelse er et gode for menneskeheden, fordi det på en mystisk måde er til glæde for Gud.

"Mit navn er Valentina Maureira Jeg er 14 år gammel, og jeg lider af cystisk fibrose. Jeg vil gerne tale med præsidenten så hurtigt som muligt, for jeg er træt af at leve med den her sygdom. Hun kan give tilladelse til, at jeg får en injektion, der kan sende mig ud i evig søvn".
Hun har lavet en YouTube video, hvor hun beder landets præsident, Michele Bachelet, om en særlig tilladelse til at hun må få en dødbringende indsprøjtning. At en læge giver aktiv dødshjælp, som sædvanligvis er strent forbudt. Regeringen skyndte sig at afvise ønsket, men præsidenten (der har en fortid som børnelæge) besøgte dog Valentine på hospitalet i Santiago, sammen med sundhedsministeren (Carmen Castillo). Svaret var medlidenhed, nej, og tilbud om psykiatrisk hjælp.


Valentinas far, Freddy Maureira, græd længe da han hørte sin datters ønske om at dø, men støtter ønsket. Når han jo ikke ønsker at pigen skal leve sin sine sidste måneder eller år i lidelse, må han respektere hendes beslutning. Selvfølgelig vil han datteren det bedste, og ville ønske at der kunne ske et mirakel. Men sådan er virkelighedens verden ikke.


En ting som vækker modstand hos mange er tanken om at et barn beder om aktiv dødshjælp. Ved børn nok til at træffe sådan en beslutning. Jeg tror at mange 14-årige piger ville være for overvældede af tanken, men Valentina har jo levet med sygdommen i årevis. Hun er blevet tvunget til at være "voksen", og det må kaldes en fornærmelse at hævde at hun ikke ved hvad hun taler om. Selvfølgelig kræver det grundig vurdering af hende og situationen, men for mig at se er hun en god kandidat til at få denne usædanlige form for hjælp.


fredag den 5. september 2014

Gillian Bennett: Døden kommer til middag

Jonathan and Gillian Bennett, 2014

Mandag den 18. august 2014 slæbte den 85-årige oldemor Gillian Bennett en skummadras ud til et af sine yndlingssteder i haven. Selv om det var tungt for hende, ville hun igen form for hjælp have, for at beskytte sine pårørende mod at overtræde loven. Med sin mand gennem 60 år ved sin side, drak hun et glas god whiskey, efter en dosis af Nembutal blandet med vand. Jonathan, en forenværende filosofi-professor hold sin kones hånd mens hun døde. Han var enig i hendes beslutning, som var begrundet i begyndende demens.

Gillian kunne mærke hvordan hendes sind og mentale evner blev nedbrudt af demens, og følte at hun var ved at begynde at blive til en grønsag.
Every day I lose bits of myself, and it's obvious that I am heading towards the state that all dementia patients eventually get to: not knowing who I am and requiring full-time care.

Hun ønskede under ingen omstændigheder at ende som en skal af et menneske, fysisk i live men "uden nogen hjemme". Uden at være bange for døden, var den at foretrække frem for at blive en for stor byrde for andre, og sig selv. Det ville være vanvittigt at hendes legeme skulle plejes i måske årevis, uden nogen til at have glæde af livet.

Selvfølgelig sørgede hun for at tage godt afsked med sin mand, og sine to midaldrende børn. Naturligvis var de meget kede af at det gik sådan, men det havde de jo også været hvis hun døde på en anden, og mindre afklaret måde.

Og Gillian tog afsked med verden, og især det Canadiske samfund, ved at skabe en hjemmeside i løvet af sine sidste måneder, til offentliggørelse efter hendes død. DeadAtNoon.com, er et stærkt indlæg i debatten omkring aktiv dødshjælp, og muligheder for at få hjælp til selvmord.

Det var ikke et tab for hende at miste livet, men det havde været et stort tab at miste sig selv. Med lovlig adgang til hjælp kunne hun dog have ventet lidt længere.

Jonathan and Gillian Bennett, 1957

The Vancouver Sun:


mandag den 11. august 2014

Hård straf for kærligt drab

Gammelt billede af Dorte og Anny Hansen

En morgen i januar 2014 dræbte den 63-årige mor Anny Hansen sin 43-årige multihandicappede datter Dorte med en kniv, i deres hjem på Konge-Åsen i Skælskør. Det lykkedes ikke at gennemføre et selvmord bagefter. Nu er hun idømt en hård straf på 11 års fængsel, kun lige under maksimumsstraffen for mord, 12 år. En tragisk historie, og et spørgsmål kunne være om det er en rimelig måde at straffe drabet på.

Som moderen fortalte om historien, er baggrunden at Dorte ved fødselen ikke fik ilt nok. Det gav så store hjerneskader, at hun ikke kunne ret meget, og intet sprog havde. Siden Annys mand døde for et par år siden, stod hun alene med den store opgave at tage sig af den hjælpeløse datter, uden aflastning.

Dorte tilbragte noget af tiden i et specialtilbud. For nogle år siden var det i Slagelse, hvor hun fik genoptræning. Angiveligt for at spare på handicap-kørsel besluttede kommunen sig for at hun i stedet kom på den lokale Solskinshuset. Det var Anny stærkt utilfreds med, og fortalte i retten om hvordan hun så datteren sygne mere og mere hen. Uden gang-træning blev det nødvendigt med kørestol for at kunne komme rundt. De ansatte havde ikke tid, og Anny betegnede det som "ren og skær opbevaring".

Villaen på Konge-Åsen i Skælskør

Det gik værre og værre, og blev altså til at moderen besluttede sig for at det måtte være bedre for hendes højt elskede datter at dø. Hun besvarede anklagerens spørgsmål om hvorfor hun havde slået sin datter ihjel med "Fordi jeg ikke mener, det kan være rigtigt, at man skal behandle de svageste på den måde".

Og det er sådan set det der gør sagen mindre klar omkring rimeligheden af den hårde straf. Tilsyneladende er der ingen grund til at betvivle moderens oprigtighed, og kærlighed til sit barn. Havde det virkelig været bedre for datteren at fortsætte det "liv", der gik dårligere og dårligere? Uden et sprog blev det moderens egne tanker og vurderinger der blev det afgørende.

Måske er det blot vanetænkning at det havde været i datterens tarv at leve så længe som muligt. Måske gjorde moderen virkelig det bedste for sit barn. Uden et sprog, uden en mulighed for at datteren selv kunne vælge, kan det ikke kaldes for aktiv dødshjælp. Men det er alligevel noget der minder om det. Måske. Medlidenhedsdrab kan det kaldes, men det begreb findes ikke i straffeloven. Det tætteste er "drab på begæring", men det kræver jo en fungerende hjerne og sprog. Tog moderen barnets liv, eller gav hun det en nådig død?

Hvad havde været bedre om moderen havde gjort? Eller rettere, hvad havde været det mindst ringe? Noget?



BT:

Ekstra Bladet:


mandag den 7. juli 2014

Kurt Olav Oest behøver hjælp til at dø


Den 91-årige gamle købmand Kurt Olav Oest fra Randers har haft et godt liv, men spørger nu:
Hvorfor kan jeg ikke få hjælp til at dø, når nu min krop ikke selv siger stop? Jeg føler, jeg er en pind, der ligger og venter på at blive skyllet væk af vandet.
Banebarnet Christian Oest fortæller efter den gamle mands 37 dage i sengen, og tre uger uden mad:
Han plejer altid at være oppe og klar til at sludre, når jeg besøger ham. Men den dag lå han i sengen. 'Hvad laver du der, farfar' spurgte jeg ham. 'Jeg kan mærke livet ebbe ud', svarede han. Siden har jeg bnælot kunne se på, mens livsgnisten i hans øjne er forsvundet mere og mere. De seneste i hvert fald tre uger har den været helt væk.
Kurt Olav Oest er ikke ved at dø af en bestemt sygdom, men vil ikke leve mere. Kan ikke. Nu må han 'ligge og rådne op' i sin seng, når han ikke kan få lov til at få den nødvendige hjælp til en værdig død. Eller rettere - en værdig afsked med livet. Han hjerte er desværre så stærkt at det banker videre.


Hvorfor må han dog ikke få lov til at få fri? Selvmord er jo ikke forbudt, men så skulle han have gjort det før han blev så svag at han ikke kan gøre dette uden hjælp. Han dør jo på et tidspunkt hvis han fortsat ikke får mad, men det er meget hårdt for både ham og familien. Det ville gå hurtigere hvis han også holdt op med at drikke vand og saftevand, men uden ekstra pjeje er det ikke bare lige at ligge og tørste.

En naiv forstilling er at samfundet skulle hjælpe ham til at ønske sig at få så mange dage som muligt. Hvis det var realistisk, er det jo svært at mene at døden ville været foretrække. Det kan jeg heller ikke forestille mig at Kurt Olav Oest synes. Men det er jo ikke realistisk. Som 91-årig er det en helt normal ting at kroppen ikke kan mere, men uden et hurtigt hjerteslag eller slagtilfælde kan den sidste tid blive alt, alt for lang.

Så derfor bliver han holdt som gidsel af den velmenende angst for døden, som han ikke deler.



Randers Amstavis
Ekstra Bladet:
Ekstra Bladet (med betalingsmur):


lørdag den 7. juni 2014

Ægtepar løsladt efter medlidenhedsdrab

Plejehjemmet Adelaide, Charlottenlund

Et ægtepar fra Hellerup blev i går den 6. juni løsladt ved retten i Lyngby. Det er ellers en næsten fast regel at sigtede i drabssager automatisk bliver varetægtsfængslet ved det lovpligtige grundlovsforhør, under henvisning til risikoen for at de kan forstyrre den videre efterforskning, eller efter en lidt vag forestilling om befolkningens retsfølelse. En morder skal jo ikke gå på fri fod indtil den egentlige retssag.

Selvfølgelig ved jeg ikke hvad der helt specifikt er foregået, forhøret blev afholdt for lukkede døre, samt med navneforbud. Det 54-årige par er sigtet for at have dræbt konens demente mor med en overdosis morfin, på plejehjemmet Adelaide på Ejgårdsvej i Charlottenlund. Dommeren mente at der var "begrundet mistanke" om et sådant drab, men når det ikke udløste en fængsling, er det et stærkt indicium for at sagen ikke blev set som normal drabssag.

Omstændighederne peger klart på et medlidenhedsdrab, hvor handlingen var efter den 82-årige døende kvindes eget ønske, og mindst i hendes tarv. Nogle gange er det bedre at livet slutter, i stedet for at trække pinen ud i alt for lange drag.

Sagen blev natten til fredag anmeldt af personalet, som havde på fornemmelsen hvad der foregik. Tilsyneladende havde datteren kort forinden bedt om en ekstra dosis morfin til sin mor, så "hun kunne få fred". Personalet nægtede og kort efter blev døren låst. Da politiet bankede på, åbnede ægteparret beredvilligt døren. Moderen havde fået fred, og det hjælpende par blev anholdt.

Spørgsmålet om sagen skal behandles som "almindeligt drab" eller medlidenhedsdrab afhænger af om det kan godtgøres at det var den døendes eget klare ønske. Hun var ikke kontaktbar i sit sidste halvandet døgn, så spørgsmålet er måske om børnene kan overbevise om at det var efter aftale.

Mit gæt er at sagen bliver afsluttet med en ret mild straf, da det ikke tjener noget formål at se parret som mordere, med mindre der er klare indicier for at mørkt motiv, hviket skulle overraske mig.

Min holdning er at de skulle frikendes, da jeg mere ser det som en velbegrundet hjælp til selvmord. De har ikke taget den syge kvindes liv, men givet hende døden. En kærlig handling. Lad dem sørge i fred.



Ekstra Bladet:


torsdag den 3. april 2014

Jane Aamund vil ikke leve med store pinsler

Jane Aamund

Den kendte forfatter Jane Aamund, som jo bl.a. har skrevet Klinkevals-trilogien, kan snart ikke længere holde sig oven vande. Hun har besluttet sig for at hun snart må have hjælp til at dø, og vil ansøge om denne humanitære hjælp hos Dignitas i Schweiz, når det nu er forbudt at lade mennesker vælge en human død i Danmark.

Hun er fyldt 77 år, og har i mange år kæmpet med forskellige former for kræft. Selvfølgelig har hun fået megen behandling, og det lykkedes i flere omgange for lægerne at behanle kræften. Nu er det ironiske så at den seneste kræft i ganen ikke er den direkte årsag til at hun føler behov for aktiv dødshjælp. I et interview med Ude og Hjemme forklarer Jane Aamund:
Jeg har nu en tilværelse, som er meget svær, ikke fordi jeg har aktiv kræft, men jeg har stråleskader i min kæbe og i min nakke, der efterhånden gør mit liv uudholdeligt af smerter. Jeg kan kun spise flydende kost og har altid store smerter. Jeg er ved at miste hørelsen, jeg kan næsten ikke synke, og jeg vil ikke have sonde. For hver dag bliver jeg mere og mere udmattet og ked af det.
Da hun har svært ved at tale, blev hun interviewet på skrift. Inspirationen til at ønske sig aktiv dødshjælp kom fra den nyligt overståede sag med at Jane Hoffmann tidligere på året fik en god afsked med livet og sine to børn, netop på hvad nogle kalder for en "selvmordsklinik" i Schweiz. Jane Aamund ser Jane Hoffmann som "en helt", for at stå frem og fortælle om det store valg.
Jeg mærker, at tiden nærmer sig, at jeg snart må ansøge om aktiv dødshjælp. Jeg vil være åben om det, selv om det også er en stor belastning, fordi jeg ved, at det vil hjælpe andre, som Jane Hoffmanns historie har hjulpet mig.

Jane Aamund

Selvfølgelig har hun involveret sin familie, bl.a. hendes bror, finansmanden Asger Aamund. Dem som har sværest ved at forstå hendes ønske er hende sønner. Til gengæld har hendes ældste barnebarn mere forståelse for behovet. Hun ved endnu ikke hvornår, men "jeg tror nok, at det skal gå lidt hurtigt".
Der er ingen mening i at holde liv i et stærkt lidende menneske kun ved hjælp af avanceret teknik, når patienten oven i købet skriftligt eller mundligt har bedt om at blive udfriet fra sine pinsler.
På det praktiske plan må jeg tilføje et håb om at hun har sat gang i proceduren. Sagen er at Dignitas er ret grundige med sagsbehandlingen, så det netop ikke er noget som går hurtigt. De vil ikke have ry af at være en "selvmordsklinik", hvad de gør er at formidle kontakten til en human læge, som efter sin egen vurdering kan udskrive en recept på det gamle sovemiddel Pentobarbital, som i en "passende" overdosis er et fremragende middel til en rolig og smertefri død.

Dignitas hjælper og vejleder omkring det praktiske, med stor fokus på at alt går rigtigt til. En ældre kvinde med uafhjælpelige smerter, og flere gange kræft, lyder i det mindste ikke som en kompliceret sag. En god "forsikring" at have, også selv om det måske ikke er 100% sikkert at hun kommer til det punkt hvor hun må sige "nu". Det giver en stor tryghed ikke at være tvunget til store lidelser.

Jane Aamund

Til BT har Jane Aamund fortalt:
Jeg kan ikke tåle morfin - ikke nogen smertepræparater, der har med morfin at gøre, og selvom man finder det rigtige smertestillende middel, så kan det ikke lave om på den kæbe der piner mig. Jeg har tandpine og både over- og undermund hele tiden - hele døgnet. Og samtidig har jeg balanceforstyrrelser og øresmerter, og skal tømmes for væske i mellemøret. Sådan er mit liv, har har været det i flere måneder nu.
Og en stor bøn til politikerne:
Der er mange mennesker, der lider som jeg, fordi vi kke har lov til at give folk en smertefri død. Vi har en abortlovgivning, der giver lov til at slå et andet menneske ihjel, men man må ikke udfri mennesker, der har store lidelser, og dør en uværdig død. Mange har haft glæde af at rejse til Schweiz og drikke en gift og dø sammen med deres kære. Og jeg må bare håbe på, at jeg en dag møder et hospital eller en læge, der kan udfri mig af mine pinsler. Jeg har ikke i sinde at kaste mig ud foran et tog, det er synd for de stakkels togførere, og hængning er synd for de pårørende.

Jane Aamund

Hun frygter at komme i respirator, mens smerterne forstsætter. Meget værre end at "ende som en grønsag". Hellere en rejse til Schweiz, med følgeskab fra venner og familie. Det ville selvfølgelig være endnu bedre om det kunne ske i Danmark, men dertil har vort samfund ikke udviklet sig. Endnu.



tirsdag den 25. februar 2014

Christina Berg Gregersen samler ind til dødshjælp

Christina Berg Gregersen

Christina Berg Gregersen fra Aarhus, der her ser sund og glad ud, lider af den meget alvorlige dødelige hjernesygdom Huntingtons Chorea. Selv om hun kun er 28 år, må hun se i øjnene at dø længe før hun bliver gammel. Hun kan ikke være sikker på hvornår hun dør, men der er til gengæld næppe tvivl om at hendes liv bliver dårligere og dårligere efterhånden som sygdommen udvikler sig. Sygdommen er arvelig, og hendes egen mor døde som 45-årig af Huntingtons Sygdom i 2003. Det samme gjaldt tre andre af den søskendeflok på syv børn, som Christinas mormor og morfar fik. Hendes storebror har samme sygdom.

Christina Berg Gregersen
Christina, som selv fik diagnosen i december 2012, har altså på allernærmeste hold kunnet følge hvordan det kan udvikle sig. Det vil hun ikke være med til, så derfor blev det rationelle valg at hun gerne vil sikre sig at kunne få aktiv dødshjælp. Netop denne sygdom er ikke sjælden som begrundelse, når nogen indser at en fremskyndet død kan være et mindre onde end hvad der engang var et liv. Selvsagt har hun tænkt meget over situationen, og er meget sikker i at sådan må beslutningen være.

En god mulighed for dødshjælp er at rejse til Dignitas i Schweiz. Det kræver et stykke tid med papirarbejde, og indsigt i journaler m.v., da Dignitas sikrer sig at det er velbegrundet. De kan formidle kontakten til en human læge i Schweiz, der kan udskrive en recept på det effektive og smertefri middel Pentobarbital. Det er et gammel sovemiddel, der i en "passende overdosis" er den mest udbredte metode, når der nu bliver brug for at få en fremskyndet død, på en så pæn måde som muligt. Teknisk set er det hjælp til selvmord, selv om mange omtaler det som aktiv dødshjælp.

Det koster jo penge. Dignitas har en del gebyrer og omkostninger i Schweiz, og dertil kommer selvfølgelig rejse og hotelophold, samt en større eller mindre begravelse. Christina er kommet frem til at hun vil få brug for ca. 120.000 kroner, hvilket lyder realistisk. Dem har hun ikke lige, og med en alvorlig sygdom er mulighederne for at spare op på en førtidspension ikke ligefrem store.

Logo for Landsforeningen Huntingtons Sygdom
Formand Bettina Thoby, fra Landsforeningen Huntingtons Sygdom, fortæller til Kristeligt Dagblad om at der ofte er medlemmer der henvender sig med overvejelser om aktiv dødshjælp, og uden at have en konkret holdning kan hun godt forstå Christina Berg Gregersens situation: ”Huntingtons er en barsk sygdom. Hvis man har set et sygdomsforløb, som har været særligt slemt, kan jeg godt forstå, at man begynder at tænke på aktiv dødshjælp”. Foreningens officielle holdning er at "aktiv dødshjælp er en individuel beslutning, som hvert enkelt menneske selv må forholde sig til, og selv må handle på, som man finder det passende". Det lyder fornuftigt. De kan jo ikke arbejde udenfor gældende lovgivning.

Efter diagnosen tænkte hun på at få det overstået i en fart, men ved nærmere eftertanke kom hun frem til at se tiden an, hun er endnu ikke kommet til de lidelsesfulde stadier. Når sygdommen er mere fremskreden, er det forventeligt at der kommer en dag hvor hendes grænse for alvor er nået. Det ville være ideelt hvis hun kunne få den store tryghed, der ligger i at have midlerne klar, og selv kunne sige stop. Så var det også meget nemmere dog lige at tage en dag til med. Derfor er det ikke optimalt at skulle rejse til Schweiz, og dø på en forudbestemt dato. Men det er jo så det eneste som reelt bliver accepteret eller i det mindste tolereret af det Danske samfund.

Christina Berg Gregersen

For at have pengene klar, har hun startet en privat indsamling på Caremaker, Hjælp mig til en værdig død. Aktuelt er der meget langt til målet, og jeg er da også bange for at det kan være svært at få ret mange til at give et bidrag. Det ville nok gå nemmere, hvis hun i stedet bad om penge til en eller anden af de "mirakel-behandlinger", som svindlere i andre lande byder på. Desværre er der nogen der mener at der er tvivl om lovligheden, så Caremaker har midlertidigt lukket for indsamlingen.

Basis for at rejse denne tvivl synes jeg er tynd. Straffeloven forbyder hjælp til selvmord, og i princippet kan det at bidrage til indsamlingen ses som hjælp til hendes forventelige selvmord, når og hvis hun får behovet. Selvmord er i sig selv utvivlsomt lovligt, men vi har den paradoksale lovgivning at det her er forbudt at hjælpe med noget lovligt. Nu er jeg jo ikke jurist, men jeg har dog kikket en del på reglerne og praksis, og min opfattelse er at det med hjælp til selvmord skal forstås ret konkret. Det vil sige at hjælperen skal være direkte og konkret involveret, i stedet for blot at være støttende i forhold til processen. Men der har ikke tidligere været en lignende sag til at lægge en retspraksis.

Ellers skulle Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, have været straffet for meget konkret at yde hjælp til rejser til Dignitas. Muligvis er der nogen som ikke bifalder denne humanitære indsats, men så vidt jeg ved har der ikke være blot overvejet at rejse en straffesag. Det ville også være helt urimeligt. Han har ikke noget moralsk problem med at yde sin store hjælp. Med i billedet må det noteres at Den Europæiske Menneskeretsdomstol i forbindelse med en anden afgørelse så retten til privatlivets fred som omfattende retten til at tage sit eget liv. Da Christina Berg Gregersen hørte om foreningen, fik hun livsglæde og smil igen. Det var alligevel ikke håbløst. Nu kan hun nyde livet, mens hun har det. Men hun vil ikke ende "som en grønsag".

Jeg synes at indsamlingen skulle åbnes igen, men jeg tror mere på den som en del af debatten omkring aktiv dødshjælp. Her er den med til at sikre opmærksomhed på den gode sag. Hvis det skulle lykkedes at samle pengene ind, kunne det blive et spørgsmål om hvad der skal ske hvis hun dør af andre årsager, uden at komme til at sige "nu skal det være". I teorien kan det heller ikke udelukkes at der pludselig er nogen som finder en effektiv behandling, som kan helbrede eller kraftigt sinke sygdommens udvikling. Ret usandsynligt, og ikke værd at kalkulere med.

Christina, jeg ønsker dig en god død, når engang tiden er inde. Og nyd livet indtil da.



Christina Berg Gregersen
Metroxpress:
Kristeligt Dagblad:
BT:
Jyllands-Posten:


Logo sommerfugl