Logo sommerfugl

torsdag den 31. juli 2008

Mennesker, før og efter døden

Barbara Gröne før og efter døden

Beate Taube før og efter døden

Edelgard Clavey før og efter døden

Elly Genthe før og efter døden

Elmira Sang Bastian før og efter døden

Gerda Strech før og efter døden

Heiner Schmitz før og efter døden

Jannik Boehmfeld før og efter døden

Jens Pallas før og efter døden

Klara Behrens før og efter døden

Maria Hai-Anh Tuyet Cao før og efter døden

Michael Föge før og efter døden

Michael Lauermann før og efter døden

Peter Kelling før og efter døden

Rita Schoffler før og efter døden

Roswitha Pacholleck før og efter døden

Ursula Appeldorn før og efter døden

Walter Wegner før og efter døden

Waltraud Bening før og efter døden

Wolfgang Kotzahn før og efter døden

Den tyske fotograf Walter Schels havde hele livet, siden krigens rædsler, været skrækslagen for døden, og som 72-årig var det ikke længere en tanke som han kunne skubbe langt væk. Han bearbejdede sin dødsangst ved at tage en serie portrætter af mennesker før og efter deres død. Det krævede alt hans mod. Hans partner, Beate Lakotta, interviewede dem i deres sidste dage, hørte hvordan de følte om livets afslutning. Det projekt ændrede deres syn på døden. Og de lærte meget om livet.

Ingen af de døende smilede til kameraet. De behøvede ikke længere forstille sig.

Rent praktisk var det et vanskeligt projekt. Det var ikke så svært at finde døende, på hospicer, og de fleste var med på at deltage. Parret var nødt til, dag og nat, at være klar til at tage afsted, for at få det sidste billede i kassen. De havde ikke klaret det uden at kunne snakke med hinanden. Da de kom igang, fandt de ud af at de var nødt til at få den døde til at sidde op, for at få vellykkede billeder. Ellers kom tyngdekraften og dødsstivheden for meget i vejen.

Selv om det var skræmmende at arbejde med de døde menneskers kroppe, var det mest chokerende at mærke den ensomhed og isolation som deres modeller havde i live. De havde venner og familie, men disse var ikke helt til stede. De nægtede som oftest at forholde sig til døden som en umiddelbart forestående virkelighed. Nogle blev bitre at måtte dø i en dyb ensomhed, kun Walter og Beate lyttede til dem. Ingen andre ville virkelig høre hvordan de havde det.

Som døende er det ikke sjovt at høre på floskler om snart at være tilbage på arbejde, eller "god bedring". Nej, det er sårende. Der er mere brug for nogen som tør stille spørgsmål, virkelig lytte til svarene, og give plads til humor og munterhed. Nogen som tør være der, øje til øje, sjæl til sjæl.

Udstilling med billeder af døde mennesker

Før en udstilling på et kunstgalleri i London offentliggjorde den britiske avis The Guardian en del af disse dødebilleder på deres hjemmeside. Resultatet var en ny rekord for trafik. Rigtig mange mennesker har aldrig set et lig. Denne naturlige proces bliver gemt væk fra de moderne samfund, som noget der helst ikke tales ret meget om. Straffen kommer når den enkelte selv når dertil.

Døde mennesker er hverken farlige eller skræmmende.

Udstilling med billeder af døde mennesker

The Guardian:


tirsdag den 29. juli 2008

søndag den 27. juli 2008

Robert Latimer og ret færd

Tracy and Robert Latimer
Oktober 1993. Den Canadiske landmand Robert Latimer bar sin 12-årige datter ud til hans pickup, og stablede hende op på sædet i kabinen. Resten af familien var i kirke. En slange fra udstødningsrøret leverede kulilte, mens han sad på ladet og så hvordan hans kære datter døde stilfærdigt i løbet af nogle minutter. Røgforgiftning. Han handlede af kærlighed.

Ved fødslen kom Tracy Latimer til at mangle ilt, men hun døde dog ikke. Helt. Resultatet var en svær hjerneskade, som udviklede sig til epilepsi, spastiske lammelser, og at hendes mentale udvikling aldrig kom ud over baby-stadiet. Kraftige medikamenter kunne blot reducere hendes konstante kramper til en fem-seks anfald om dagen, til gengæld for en del bivirkninger. Mange opkastninger, muskelspændinger, -svind og åndedrætsbesvær. Ingen kontrol over musklerne.

Hendes liv blev præget af gentagne operationer, som kun kunne sinke resultaterne af kroppens løbende degeneration lidt. Efterhånden næsten konstante smerter, som ikke kunne dæmpes med medicin. Noget stærkere end Panodil ville, sammen med midlerne mod kramper, sende hende i en livstruende coma. Alvorligt hofteskred og skæv ryg (skoliose). Opkastninger når de indre organer blev mast sammen. Stigende muskelspændinger. Stålstænger boret ind i hoften for at stive rygraden. Liggesår. Vanskeligt at få søvn og hvile. Huden på venstre side i opløsning. Yderligere vægttab. Svære smerter... Panodil. Fnys.

Som 12-årig udsigt til en stor operation, fjernelse af et stort stykke af den ene lårbensknogle. Et indgreb, som det ville tage hende mange måneder at komme sig over, som i sig selv ville give svære smerter. Oveni. Panodil. Et liv i uforståelige smerter, fastspændt i en hospitalsseng for ikke at rive slangerne ud. Ikke noget som hun ville få det godt af, blot justering af problemerne fra hendes fysiske forfald. Evindelige lidelser. Tunge fakta.

Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Hendes liv var også præget af kærlige forældre, der kæmpede og knoklede for at deres lille pige også kunne have lyse sider i sin dagligdag. Hun kunne nogle gange finde lidt ro i sin fars favn, mens han vuggede hende. Nogle gange kunne hun genkende andre, og smile. Kunne godt lide musik. Blev sendt i en skole, et miljø hvor hun kunne blive stimuleret. Der blev lagt mærke til det når hun bare reagerede på hestene i et cirkus. Hun kunne le over vinduesviskerne i bilen, og andre ting.

Robert Latimer traf en beslutning. Hans datter skulle have fred. Han handlede. Han kunne desværre ikke vugge hende i sin favn imens.

Hans kone, Laura, vidste ikke hvad han havde gjort, men de havde talt om muligheden for aktiv dødshjælp (eutanasi). Hendes reaktion var at være glad over at datteren ikke skulle have smerter længere. Hun havde sørget over sin datter ved fødslen, da hun var lille baby. Nu var der ikke grund til sorg. Hun græd ikke.

Robert Latimer
Sagen var hurtigt opklaret, og resulterede i en sigtelse for mord. En dom for drab, som en appel ikke ændrede på. Stor offentlig debat. Det viste sig at anklageren ved sin vurdering af nævninge udspurgte dem om deres holdninger til religion, abort og medlidenhedsdrab. Tilsynladende var det vigtigt at nævningene havde "de rette" moralske synspunkter. Højesteret omstødte derfor dommen, sagen måtte gå om.

Resultatet blev igen en dom for drab, men nævningene anbefalede en meget mild straf, med mulighed for prøveløsladelse efter ét år. Dommeren tilsluttede sig, afveg fra den normale minimumstraf for drab - livstid med mulighed for prøveløsladelse efter tidligst 10 år. Anklagemyndigheden appellerede, simpelthen fordi straffen var under minimum. En tør juristeristisk betragtning, uden hensyntagen til menneskelige aspekter.

Robert Latimer
Appelretten - uden nævninge - tilsluttede sig den juristeristiske tænkemåde, og imødekom anklagemyndigheden ved at dømme sagen som ethvert andet drab. Robert havde ikke mange chancer nu hvor sagen blev kastebold for rent juridiske manøvrer, og højesteret afviste forsøg på at pille ved appelrettens dom. Samtidig markerede den dog at regeringen kunne benåde Robert Latimer, der måtte lade sig fængsle i januar 2001.

December 2007. Robert søgte om "day parole", en slags halv prøveløsladelse, men med overnatning i en udslusningsinstitution. Han stod ved sin holdning om at han havde gjort det rigtige, da han tog livet af sin datter. Hvis han havde hyklet anger, sat sin bekvemmelighed over sin kærlighed og sine principper, ville ansøgningen være gået igennem. Nej. Han blev set som en risiko for samfundet (!!). Et af medlemmerne i nævnet mente at det ikke var op til Robert at vurdere Tracy's livskvalitet, eller mangel på samme. Hvem helvede skulle så?

Sammen med en borgerrettighedsorganisation ankede han denne afgørelse, og denne gang var han heldig nok til at vurderingen skete på et mindre snævertsynet grundlag.

Robert Latimer
Et markant element i den Canadiske debat har været handicaporganisationer, som har afvist enhver form for tanke om mildhed overfor Robert Latimer. En, for mig, uforståelig pointe om at forståelse for Roberts handling ville være accept af aflivning af handicappede. Så vidt jeg læser er argumentet at Robert ved at dræbe sit barn besluttede at hendes liv ikke havde værdi. At det er ganske utænkeligt at stille spørgsmålstegn ved værdien af liv for en handicappet. Jeg mener nu netop at Robert Latimer udviste stor respekt for værdien af sin datters liv, ved at befri hende fra voksende lidelser. Liv skal behandles ordentligt. Hvad ville, helt konkret, have været en bedre løsning?

Det største problem jeg ser i behandlingen af sagen er den juristeristiske holdning om at en juridisk vurdering af sagen er det eneste der var brug for. At det skal være et absolut krav for en domstol at administrere loven, i stedet for at påtage sig at vurdere om der er noget der er vigtigere. Koldt juristeri. Netop derfor kan der være brug for nævninge, hvis de da ikke bliver indoktrineret til at tro at de skal lege jurister i stedet for at være menneskelige. Af juristen, dommeren.

Begrebet "blind retfærdighed" har sin store berettigelse som modsætning til at en domstol tager hensyn til ting som titel, religion eller hudfarve. Lighed for loven er her en nødvendighed. Men. Jeg mener at det er misforstået at holde op med at tænke i retfærdighed, og i stedet tænke i lovparagraffer. Loven skal afspejle ret færd, men kan aldrig være mere end et godt forsøg.

Retfærdighedens gudinde,
her med forbinding over øjnene.
Nogen har stukket dem ud.
Hun må intet se.
Lady Justice bleeding


Logo sommerfugl