Atter engang er der en undersøgelse der viser hvor skidt det er at prøve at gemme sandheden for børn, bilde dem en løgn ind.
Politiken: Sæddonorbørn bør have tidlig besked
En 19-årig, der først fandt ud af sammenhængen om sin undfangelse som 12-årig, siger:Hvis sandheden bare havde fået lov til at være en del af dagligdagen, ikke noget der skulle under lås og slå, havde der ikke været noget problem. Måske lidt undren og spørgen, lejlighed til at snakke om tingene. Vende det nogle gange. Værre er det ikke.
»Enten skal man fortælle sit barn det lige fra begyndelsen - eller slet ikke fortælle dem det. Det var et af mit livs mest chokerende og rystende øjeblikke. Jeg følte mig forladt«.
Jeg tror ikke på den med "slet ikke fortælle". En sandhed der ulmer under overfladen vil før eller senere dukke frem. Jo senere, jo værre. Noget der ikke kan, ikke må tales om bliver en løgn der altid skal snakkes udenom. Børnene mærker at der er "noget", men ikke hvad. Lærer at de ikke må få lov til at forstå deres familie. Utryghed.
Et sted hvor dette viser sig meget markant er omkring selvmord i familien. Det gør ondt, meget ondt, men også her skal børnene ikke lyves for. Selvfølgelig må der tænkes over hvordan det siges, hvad børnene kan rumme. De skal måske have en forenklet udgave af sandheden.
Aldrig en løgn. Aldrig et "ti stille". Altid respekt for barnet som menneske.
2 comments:
Min far var en anden mand, ikke ham jeg kaldte far. Mine forældre ville holde det hemmeligt og havde iøvrigt brændt adoptionspapirerne og jeg skulle således ikke vide noget om det. Det eneste problem var, at hele familien dvs nogle og 50 mennesker godt vidste det. vi bliver alle opdraget til ikke at lyve. og jeg levede en løgn. De var bange for at sandheden skulle ødelægge familien og til sidst var det løgnen, der ødelagde alt. sandheden kom frem da jeg var næsten 30 og det var for sent på alle måder.
Tak for historien. Den er jo et regulært skoleeksempel på hvordan det ikke må gøres, hvordan det så netop derfor går galt. Sandheden havde været lidt besværligere i første omgang, men så var den ikke gæret bag skabslågen.
Send en kommentar