Prøv at tage et kik på billedet her. Det viser en familie som er i byen, på en god restaurant. De har noget særligt at fejre. De store smil er fremme, selv om det måske kan spores at døtrene (Dianne og Joanne), og især deres mor Barbara, har lidt svært ved at få smilene til at nå op til øjnene. Til gengæld har faderen, John Huff, det store og afslappede grin på. Det er ham det handler om, han skal nemlig dø næste dag. Det er hvad familien fejrer, en god afsked, og et godt liv.
Nu er det jo heller ikke ligefrem lykken at livet er slut. Familien havde sørget og grædt de sidste måneder. En stor sorg, og en voldsomt pres med at de blev nødt til at affinde sig med at John Huff kun havde kort tid igen, og ikke kunne blive mere end 58-59 år. Fire år forinden begyndte det at gå tilbage for den meget aktive gartner. Der var noget galt, og han blev stresset og uligevægtig. Talte langsommere, men ikke om at han ikke længere kunne skrive.
Tre år senere faldt dommen som et chok, diagnosen
amyotrofisk lateral sklerose (ALS). En sjælden nervecellesygdom, der fører til fremadskridende uhelbredelige lammelser. Sygdommen var nu i hastig udvikling, og det var blevet en hård kamp at tale, synke, bruge armene eller gå. Han ville ikke have en rullestol, men kunne ikke komme udenom at han hele tiden havde brug for hjælp. Kunne heller ikke komme uden om at der var behov for at tænke over hvordan hans sidste måneder, og hans død, skulle forløbe. Han troede ikke på mirakler.
Nogle uger efter diagnosen havde han en bøn til sine voksne døtre. Han havde læst om muligheden for at få hjælp til at dø, og bad pigerne finde ud af mere om
Dignitas, og hvordan fremgangsmåden var. Barbara, hans kone, kunne ikke bære tanken, og var imod at hjælpe sin elskede mand med at dø. Ikke fordi hun havde noget moralsk eller principielt imod det, men kærligheden var for hende uforenelig med at give slip.
Det blev Dianne som gik igang med det omfattende papirarbejde. Hun var ikke chokeret, men kunne uden videre fornemme at det var det rigtige for hendes far. Hun kunne også se at det til dels handlede om faderens maskuline stolthed, men det var jo ikke noget argument for at tvinge ham til at hans sidste tid skulle handle om døgnpleje, og en ganske langsommelig kvælning. Dianne er sikker på at hun gjorde det rigtige, ved at støtte sin far i hans valg. Døden var givet, så det handlede om at sikre John en udholdelig afslutning på livet.
For John Huff ville det sige at han afviste tanken om at komme på hospice, hvor han ellers kunne få så god pleje som muligt. For at gøre sin kone glad, snakkede han med dem nogle uger, men han var fast i sin beslutning. Det var ikke noget for ham. Fysioterapi og taleundervisning prøvede han også, for god ordens skyld. Undtagelsesvis kunne Barbara ikke få sin vilje, og måtte modstræbende give sig.
Da han i august 2006 fik grønt lys fra Dignitas, blev han glad og ville have en aftale hurtigst muligt. Det var et kapløb med tiden, fordi han snart ville blive ude af stand til at klare rejsen til Schweiz, eller selv at drikke den dødbringende medicin - en "passende" dosis barbiturater. For Dianne var det en mærkelig situation, men hun koncentrerede sig om at reservere en dato, købe billetter, og pakke.
Efter en tårevædet afsked med resten af familien, som godt kunne se at det var det rigtige for John, gik turen til Dignitas i Zürich. Han insisterede på selv at gå ombord på flyet. Humøret bedredes ved ankomsten, en stor vægt var lettet fra hans skuldre. Han ville snart blive fri. Han kunne nyde sin sidste aften, også selv om Barbara meget stærkt håbede på at hendes mand ville ombestemme sig, og udnytte sin returbillet.
John Huff ville hellere have fået lov til at dø i sit hjemland, men når aktiv dødshjælp er forbudt, måtte han rejse til et land med mere humane love, Schweiz, mens han endnu havde kræfterne. Uden dette pres kunne han sikkert have levet lidt længere. Selv om der ikke er tvivl om at familien, især Dianne, overtrådte den meget hårde britiske lovgivning mod hjælp til selvmord, vidste de også at anklagemyndigheden næppe ville have lyst til at håndhæve loven, når den endelige handling skete udenfor landets grænser.
Hos Dignitas hyggede familien mens de sidste forberedelser blev lavet. Da den dødbringende drik var klar, ville John have det overstået. Med video-kamera på som dokumentation erklærede han en sidste gang at han virkelig ville dø. Tømte glasset gennem et sugerør, og lagde sig til rette. Barbara holdt og strøg hans hånd, mens han døde.
Det var selvfølgelig en sorg at John nu var borte, men samtidig en lettelse. De vidste at det var hans dybe ønske. Det værste blev næsten da de to dage senere fløj hjem, med hans bagage, og ved siden af det tomme sæde som han kunne have siddet i.
Familien var heldige med at politiet ikke opdagede hvad der var sket. Ellers var det sikkert blevet til krydsforhør, og en langvarig undersøgelse, samt beslaglagte papirer. Derefter ville sagen med stor sandsynlighed være landet i en kæmpemæssig syltekrukke, sammen med en stor bunke lignende sager.
Familien har nu stået offentligt frem med deres historie, som bidrag til den hede britiske debat om aktiv dødshjælp, og hjælp til selvmord. Noget af det centrale her er netop det som modstanderne ikke kan lide at snakke om. Det holder stædigt på at det altid er en nedtrykt beslutning når nogen hellere vil dø lidt før. At det altid ville være muligt at give støtte og pleje, så livet ville være at foretrække indtil døden ikke kunne trækkes i længere drag.
De nægter ganske at lytte til de mennesker, der holder på at deres livskvalitet er vigtigere end deres livslængde. Lige meget hvor svært de har ved at finde på andre argumenter end personlige værdinormer, på religiøs basis.
Opslag
