Den 59-årige amerikanske IT professor Craig Ewert led af den neurologiske sygdom amyotrofisk lateral sklerose (ALS), der ødelægger de motoriske nerver. Fremadskridende lammelser, og normalt døden i løbet af få år. Da storhjernen og sindet ikke berøres, er den ramte altså på første parket til sin langsomme dødsproces, et liv der ofte hovedsagelig kommer til at handle om plejen af kroppen. Hos Craig var lidelsens udvikling hurtig.
Det fik han nok af, mere end nok, han vidste jo hvor det gik henad. Sammen med sin kone gennem 37 år, Mary, rejste han fra sit hjem i den midtengelske by Harrogate til Zürich i Schweiz, hvor organisationen Dignitas indenfor rammerne af loven (og deres egen moral) kan tilbyde hjælp til en selvvalgt human dødsproces, normalt ved hjælp af det gamle sovemiddel Pentobarbital (et barbiturat), hvor en passende (og lægeudskrevet) "overdosis" fører til at falde i søvn for allersidste gang, efter at have sagt verden godt farvel.
Craig Ewert valgte mellem to scenarier. Den ene mulighed var at få hjælp til et dø stille og roligt efter en god afsked med sin kone, og verden. Den anden var at dø efter nogle måneder, måske op til et par år. Den periode ville blive præget af en langsom dødskamp, og derved stor lidelse for både sig selv og sin kone. Det handlede ikke om fysiske smerter, men en stigende grad af elendighed. Hans valg var klart, selv om han da egentlig hellere ville leve et liv. Det hindrede sygdommen.
Craig Ewert fik fred den 26. september 2006. Efter at hans kone med et kys havde forsikret ham sin kærlighed, slukkede han for sin respirator, og drak sovemedicin gennem et sugerør. Efter 45 minutter døde han til musikken fra Beethovens 9. symfoni. Stille og roligt. En værdig død uden drama.
Han blev nødt til at vælge sin død mens han stadig havde muskelkontrol til at kunne drikke, og mens han stadig havde kræfter til at tage rejsen til Schweiz. Hvis han havde haft muligheden for at få aktiv dødshjælp hjemme, tror jeg at han havde taget nogle uger eller endda måneder mere, indtil hans yderste grænse var nået.
Mary og Craig Ewert
Der er mange andre fra Storbritannien som har taget den tur, Dignitas har hjulpet omkring 100 briter. De britiske myndigheder holder på at det er strafbart med hjælp eller støtte til selvmord, altså også for dem som hjælper deres nærmeste med at dø på denne måde.
På den anden side undlader politi og anklagemyndighed normalt at gøre mere end at afhøre de efterladte når de vender tilbage til England. De har ikke haft "lyst" til at slæbe dem for en domstol. En skleroseramt englænder, Debbie Purdy, har forgæves forsøgt at presse dem til at fortælle om deres kriterier for hvornår loven skal håndhæves eller ej.
Craig Ewert hos Dignitas
Reelt er der altså intet usædvanligt ved Craig Ewerts historie. Bortset fra én ting. Et filmhold fulgte med, og optog en dokumentarfilm om hele forløbet, også afslutningen med at han indtog det dødbringende medikament og faldt til ro, for allersidste gang. Den Oscar-vindende canadiske instruktør John Zaritsky stod bag. Den vises på den engelske TV kanal Sky i aften. Right to Die? Så vidt jeg kan vurdere er der tale om en pæn og sober film, ikke en sensationalisering af det svære emne. Der er brug for at vise hvad der foregår, og baggrunden for at mennesker ikke ser det som en dyd at trække pinen ud over deres egen grænse.
Det bliver endnu et indspark i den britiske debat omkring eutanasi, aktiv dødshjælp. Alt for mange kan ikke lide at se fakta om virkeligheden på TV skærmene. Myndighederne handler ikke, trods de mange sager, og trods mange forsøg på at presse dem til at modernisere de love, som giver op til 14 års fængsel til hjælpere. På trods af at en højesteretsdom om ikke at hindre en dødstrængende i at tage den sidste rejse fra England til Schweiz, som "selvmordsturist" til Dignitas' "selvmordsklinik".
Rent praktisk vil jeg tilføje at når Craig Ewert var på respirator, ville det i Danmark blive regnet som "passiv dødshjælp" at få hjælp til det praktiske, og bedøvelse, omkring at slukke den. Dermed ikke nødvendigvis strafbart. Der kan dog være stor risiko for at dødsprocessen så bliver gennem en meget langsom (time- eller dagevis) kvælning. Og det er jo ikke en respektfuld måde at lade et menneske dø på.
Ingen puls på Craig Ewert
- The Suicide Tourist (blog)
- Point Grey Pictures:
The Suicide Tourist - Times Online:
Professor Craig Ewert's final moments to be broadcast on TV - Sky News:
PM: Don't Sensationalise Suicide - The Guardian:
Gordon Brown urges 'sensitivity' over assisted suicide broadcast - Daily Mail:
Brown rejects change to suicide law ahead of TV documentary showing death of terminally ill man - The Sun:
Man's suicide death to be shown on TV - The Independent:
Suicide programme 'glorifies assisted dying'
- Politiken:
Mand dør i aften for rullende kameraer - Politiken:
Er aktiv dødshjælp tv-egnet? - Ekstra Bladet:
Begår selvmord på tv i aften - DR:
59-årig får aktiv dødshjælp på TV - DR:
DR viser aktiv dødshjælp
Se også:
Nyere opslag
Opslag
15 comments:
Respektfuldt ville det være at lade folk dø - derhjemme (sammen med alle deres nære og kære)- i stedet for at være nødt til at rejse til et helt andet land for at få lov til at dø i hospitalslignende omgivelser uden nødvendigvis at have økonomisk mulighed for at have dem omkring som man måtte ønske.
Jeg blev simpelthen så rasende igår, da det var i Nyhederne. Dels blev jeg irriteret over den brittiske politikers åndssvage udtalelser ligesom jeg blev meget forarget over, at ALLE i etisk råd selvfølgelig var imod!!! Skal Etisk Råd ikke repræsentere begge synspunkter??? Jeg synes bestemt det er etisk forsvarligt, når man SELV vælger. Det glemmer de fuldstændig!!! Det er sgu da meget mere uetisk at lade folk lide - Nej jeg forstår intet af den der holdning, som JEG finder dybt forkastelig. Flot af Craig at stille op til debat!
Harning: Jep. Og der er jo mange som ikke har råd til en muligvis ganske kostbar sygetransport til Schweiz. Så der er ingen tvivl om hvor den tunge ende vender henad.
Dignitas skal jo i øvrigt også have en del penge, også selv om de ikke skal have overskud på deres "turistservice". Og de fik en del problemer med naboer som blev trætte af den meget uro med politi og bedemænd.
Det havde næppe været noget problem hvis det ikke havde været for at de flest af deres kunder kom fra udlandet, fra lande som derved slipper for at holde op med at hykle.
Deborah: Politikere er jo bange for at åbne på området, fordi de liver i den misforståelse at det ville kræve en præcis regelstyring, med nøje regulering af kriterier for hvem der kan "få lov". Det har Schweiz ikke, og derfor fungerer det godt dernede.
Det etiske råd beskæftiger sig ikke med etik, selv om de påstår at de gør. De beskæftiger sig med bioetik, hvilket i denne sammenhænge vil sige etikken indenfor sundhedsvæsenet. Altså tager de dybere set stilling til om det skal være en "standardopgave" i sundhedssystemet, med dertil hørende krav om målbarhed og "cover my ass".
Det passer selvfølgelig godt til deres meget stærke repræsentation af præster, teologer og læger at de lader som om de har lovgrundlag for at tage stilling til bredere etiske spørgsmål. Og det passer de reguleringsglade politikere godt at de kan tørre aben af på en organisation der ganske frivilligt gør sit bedste for at give den aktiv dødshjælp.
Og som har gjort meget for at give debatten et skævt spin, i stedet for at fokusere på det helt basale etiske spørgsmål. Om det er i orden at et menneske som ikke har mulighed for et reelt liv får lov til at dø lidt hurtigere end ellers. Her er der stort flertal for at svaret er "ja", men de "etiske" rødder kører ud i spørgsmål om tvang og smertebehandling. Rod.
En "tilfældighed" er i øvrigt at lige netop samme dag som denne dokumentarfilm skulle vises i Storbritannien, kom anklagemyndigheden (Crown Prosecution Service), med en skelsættende melding.
> CPS will not prosecute relatives who help terminally ill to die
I sagen omkring Daniel James har de markeret at de ikke vil rejse anklage, selv om de vurderer at hans forældre klart overtrådte loven, og at de har gode beviser. Men sagen "har ikke offentlig interesse". De har altså langt om længe meldt klart ud at de ikke vil håndhæve loven. Denne melding kom fra en ny leder for anklagemyndigheden.
De har dog ikke udstukket regler for hvornår de vil håndhæve loven, men det må betyde at de i "lignende" sager heller ikke vil rejse anklage. Og dem har der været mange af.
Et vink med en vognstang til de politikere der ikke kan finde ud af at renovere loven der foreskriver hårde fængselsstraffe for en hver form for direkte eller indirekte hjælp til selvmord. Når selv anklagemyndigheden nægter at den skal overholdes.
Jeg ser frem til at se filmen. Forhåbentlig skildrer den ikke valget som ren idyl, men som netop den svære men nødvendige beslutning det må være. At tage afsked. For såvel den døende som de efterladte.
Alt andet uanset.
Den skal jeg se. Forhåbentlig beskriver en ikke valget som ren idyl, men som en svær men nødvendig beslutning at træffe for såvel den døende, som de efterladte.
Ethvert valg er på samme tid et fravalg. Og omvendt.
Værdigheden skal altid vælges. Til.
Jeg fandt et Canadisk TV interview med instruktøren:
> The Suicide Tourist
(Det fokuserer måske lidt rigeligt på interviewerens boren om tanker om at vise selve akten).
John Zaritsky valgte netop en "gråzone" sag hvor patienten kunne have levet (et mindre godt liv) 1-2 år endnu, og hvor Craig var meget bevidst om set valg omkring at sige stop "i god tid". Grundigt gennemtænkt og gennemsnakket. Det var der brug for - også hvis han havde valgt at holde ved så længe som medicoteknisk muligt.
Som instruktør ønskede John at lave en kontroversiel film - som han er meget stolt af - og som har fået modstandere til at ændre mening.
Jeg har ikke selv set den, men det tyder bestemt ikke på at den idylliserer.
Jep, det er helt centralt at gøre virkeligheden til et tilvalg, i stedet for at det mest handler om fravalg.
"præster, teologer og læger"- og ikke at forglemme; disse er valgt af politikere og ministre.
Den store repræsentation af læger er dog forståelig i kraft af rådet lovdefinerede fokus på bioetik. Det kan jo dog altid diskuteres om eksperter på et fagområde derved er bedre påklædt til at overveje dets etik.
Hvad teologer (med eller uden præstekrave) angår, tror jeg at det kommer af at der jo faktisk er mange med den uddannelse som markerer sig omkring debatten om etiske spørgsmål. På den led giver det altså mening. Men kæden hopper jo så af når rådet behandler et spørgsmål som kirken har et dogme for. Og selv om nogen teologer ikke kan lide det at det siges, vil jeg altså kalde teologistudiet for baseret på kirkens dogmer og argumenter.
Men lige når det handler om dødshjælp, bliver det jo barokt når det både er udenfor rådes arbejdsområde, og når både teologer og læger har deres egne faglige kartofler at hyppe. Det er bestemt ikke i lægefagets interesse at det bliver acceptabelt at foretrække døden frem for et langtrukkent og kostbart behandlingsregime. Derfor skulle de have erklæret sig for inhabile. For det var og er de.
DR viser selvmord på tv
Kristeligt Dagblad skriver at DR har købt dokumentarfilmen, og formentlig vil vise den søndag.
Chef for DR Dokumentar, Mette Hoffmann Meyer siger bl.a.:
- Jeg synes, den er utroligt velegnet til debat om aktiv dødshjælp, som vi løbende har en etisk diskussion af. Det er en meget velargumenteret og velproduceret film, forklarer Mette Hoffmann Meyer.
...
- Det er en mand, som virkelig har tænkt sig godt om, inden han tager beslutningen. Vi følger ham og hans kone, og det er også en smuk kærlighedsfilm.
...
- Dødsscenen er overrumplende, men det skal ses i en sammenhæng. Det er et forløb, hvor man lærer et menneske at kende og følger hans intellektuelle og følelsesmæssige overvejelser. Aktiv dødshjælp er et tema, vi kender fra spillefilm, og vi må løbende tage stilling til det.
Da det etiske råd skal tage hensyn til/diskutere etik og ikke videnstekniske problemstillinger er det for mig ikke nødvendigvis oplagt at det er bestemte faggrupper som sidder i etisk råd - det kunne for så vidt lige så vel være sytten helt almindelige mennesker trukket ved tilfældighed fra cprregisteret.
Men.. når nu visse faggrupper netop er repræsenterede - kunne man jo så måske diskutere om disse ikke snarere burde vælges blandt deres egne kolleger - fremfor af folketing og ministre - da kollegerne vel må være de nærmeste til at vide hvorvidt den enkelte læge, teolog, jurist bedst repræsenterer fagflertallets etik.
En Youtube video mere:
> Craig Ewert Assisted Suicide
Klip fra filmen, og lidt mere. Igen overdreven fokus på akten - men dog også lidt om Craigs tanker.
En hel del af de ting som det bioetiske råd arbejder med er dog omkring faglige problemstillinger indenfor sundhedssystemet. Her er der mindst brug for at sikre en faglig tilstedeværelse i processen, da det ikke er overordnede etiske spørgsmål, men "smalle" spørgsmål om specifikke emner.
Men det rejser jo ganske rigtigt det overordnede spørgsmål om basis for at nogen indgår i rodet i rådet.
Og jeg vil altså tillade mig at være lidt elitær. Der er behov for deltagere som er vant at arbejde abstrakt med emner og afvejninger. Som er klædt på til dybere debat. Hvilket ofte bliver dem som allerede på egen hånd har ført sig frem.
Nu ved jeg jo ikke hvordan ministeriet vælger hvilke deltager de peger på, men jeg vil dog gætte på at det bliver nogen som allerede indenfor deres fag nyder respekt, samtidig med at de har markeret sig på dets etiske dimension.
Omkring aktiv dødshjælp, mener jeg så ganske enkelt at rådet har arbejdet ud fra en alvorlig misforståelse omkring hvad etikken er, og (som nævnt) problematiseret det som et sundhedssystem behandlings "tilbud". Sikkert stærkt præget af Ole Hartling, som er glødende modstander af aktiv dødshjælp, og dermed har hyppet egne kartofler ved at agere spindoktor, definere begreberne før debatten.
DR viste jo programmet. Et udmærket og sobert program. Nogen kunne måske savne at valget om at dø blev problematiseret i programmet, men det er jo netop pointen med en dokumentarfilm at den primært søger at afspejle virkeligheden. At Craig Ewert traf en afklaret og velgennemtænkt beslutning, og redegjorde for sine tanker. Og han blev respekteret.
Berlingske: Strid i DR-top over selvmords-TV
Programdirektør Mette Bock har trukket sig som formand for DRs etiske udvalg i protest over udsendelsen "Hjælp - jeg vil dø".
...
Jeg meddelte den øvrige direktion, at jeg stærkt ville fraråde visningen af den centrale dødsscene, da dødsøjeblikket er et meget privat øjeblik, og at DR i sin hidtidige praksis ikke har vist sådanne scener. Kenneth valgte imidlertid at følge Lars Grarups indstilling. Det er han som generaldirektør i sin gode ret til, og jeg respekterer valget
Hun ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Et patetisk og fornærmet smæk med døren. Måske også lidt fordi etik-udvalget ikke officielt var inddraget i beslutningen, kunne jeg forestille mig.
Send en kommentar