England har, som mange andre lande, en lov der forbyder hjælp til selvmord. Straffen på op til 14 års fængsel svarer til overlagt mord. Loven er kun blevet brugt meget sjældent. Men det har ikke været sjældent at politiet har arresteret og forhørt pårørende til en som fik hjælp til at dø, uden at skulle "nyde" en langtrukken sygdomsproces på vej mod døden.
Over 100 briter har rejst til organisationen Dignitas i Zürich, Schweiz. Her tillader en human lov hjælp til selvmord, så længe hjælperen ikke handler egennyttigt. Højesteret har vurderet det som en menneskeret. Der er ingen krav om at hjælperen skal være læge, men i praksis er det jo kun læger som kan udskrive en recept på et egnet sovemiddel. Typisk bruges der Pentobarbital (en gammel type sovemedicin fra gruppen barbiturater). Den dødstrængende falder i søvn, og vågner aldrig mere. Det kan være at foretrække for et langtrukkent syge- og dødsleje.
Fakta er at behovet for at være stærk nok til at rejse til Schweiz medfører at de syge har måttet vælge at dø før deres grænse egentlig har nået. Envidere medfører omkostningerne at mange ganske enkelt ikke har penge til turen, selv om de faktisk sparer sundhedssystemet for store beløb. Den tunge ende peger igen nedad.
I 2004 tog en 66-årig kvinde rejsen. Hendes mand var med. Før de nåede afsted var der "sladret" til politiet, som forbød dem at rejse. En højesteretskendelse ophævede forbuddet, det var en krænkelse af hendes rettigheder.
Diane Pretty krævede at hendes mand skulle være sikret mod retsforfølgelse for at hjælpe hende med at få en god død, i stedet for den langtrukne kvælning som det blev til efter nederlag hele vejen op til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Debbie Purdy, der lever endnu, har afkrævet anklagemyndigheden klare retningslinier for hvornår en hjælper på en rejse til Dignitas' selvmordsklinik kan gå fri. Det fik hun ikke, heller ikke gennem anker til foreløbig højesteret.
Jeg har også berettet om May Murphy og Gordon Hurst, der hver for sig var glade for at få lov til at dø uden at synke væk i en langsommelig og langtrukken elendighed.
Tilbage i 1936 var den britiske konge, George V, på dødslejet. Da hans læges dagbog mange år senere kom frem, viste det sig at den gode læge havde værnet så højt om kongeværdigheden at han befriede sin regent fra et sølle dødsleje.
Tre år senere fik den i London boende Sigmund Freud tilsvarende en kammeratlig sidste sprøjte fra sin læge.
Da Craig Ewert i 2006 måtte tage turen, var der et filmhold med. De fulgte ham i lang tid forinden, hans overvejelser og sygdom. Og viser hvordan han indtog det dødbringende medikament, og faldt til ro. Filmen har nu vakt stor debat i England, og bliver sikkert snart vist på DR.
En sag som vakte stor opmærksomhed i år var da den lammede rugbyspiller Daniel James valgte at dø hos Dignitas i stedet for et (for ham) ubærligt liv hjemme. Hans forældre var med, og blev modtaget af politiet. Ingen tiltale.
Denne sag har nu fået det efterspil at anklagemyndigheden klart har meldt ud at de ikke vil håndhæve lovet, det er "ikke i offentlig interesse". Det vil i praksis formodentlig sige at de giver frit lejde til andre i lignende tilfælde. Men truslen om fængsel hænger der stadig. Og eutanasi-debatten koger igen.
Reelt er status nu at England har en lov som anklagemyndigheden nægter at håndhæve, undtagen hvis de har lyst. Forhåbentlig kan parlamentet vækkes selv om de foretrækker en dyb London-tåge. Især adelen i overhuset har udvist alvorligt bagstræb.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Hm..søde muse. :-)
Du bliver altså nødt til at forklare det her lidt nærmere for mig - for jeg forstår det ikke (og er for træt til at læse kendelserne igennem på orginalsprog efter at en eller anden fik mig lokket til at bruge det meste af dagen på at snuse rundt i australsk lovgivning. :-) ).
Umiddelbart ville jeg jo tro at anledningen til at politiet ikke måtte bremse kvinden i at rejse var at det krænkede hendes ret til at bevæge sig frit og rejse på lige fod med alle andre mennesker.
Hvis det er tilfældet, så forstår jeg slet ikke hvordan hendes hjælper/rejseledsager skulle kunne retsforfølges efterførlgende?
For:
1. han må da også bevæge sig frit.
2. måske han brugte hele turen på at forsøge at tale hende fra det - eller undlod at opmuntrede hende til foretagendet.
3. og selv om han opmuntrede hende - så er der vel tale om en medicinsk beslutning truffet af og gennemført af læger?
4.Hvis nu der var tale om et EUland - ville det så ikke sætte alvorlige kæppe i hjulet vedr modstridende lovgivning (national strafferet kontra retten til at vælge behandling/læge/sygehus på tværs af grænserne)
Nøglecitatet fra den sag er dommerens afvejning:
“The court should not frustrate indirectly the rights of Mrs Z. The role of Mr Z is now a matter for the criminal justice agencies.”
Basis for at retsforfølge ham ville være at han ved at hjælpe sin kone med en rejse, hvor formålet klart var hendes død, hjalp hende med at gennemføre et selvmord - som hun ikke kunne have udført uden hans hjælp.
Den britiske Suicide Act 1961 siger:
A person who aids, abets, counsels or procures the suicide of another, or attempt by another to commit suicide shall be liable on conviction on indictment to imprisonment for a term not exceeding fourteen years".
Et nøgleord her er "abet" som kan betyde "to assist or support in the achievement of a purpose".
Den form for hjælp til selvmord som Schweiz tillader er ikke en medicinsk beslutning truffet og gennemført af læger. Aktiv dødshjælp (eutanasi) er eksplicit forbudt i Schweiz. Der må altså ikke være tvivl om at det er patienten selv der gennemfører beslutningen.
Lægen kan heller ikke træffe beslutningen, men kan lade sig overbevise om at patienten har brug for at dø. Det vil jo normalt sige at være alvorligt syg, på vej mod døden. Og udskrive en recept. Men der er ikke krav om at en læge er involveret, selvmordet kan også gennemføres på andre måder. F.eks. med helium.
Da lægens involvering altså kun er perifer, bliver det heller ikke aktuelt at spekulere i læge/sygehus valg på tværs af grænser.
Dommerens konklusion blev så at det var uacceptabelt at hindre parret i at rejse, men at det derefter var sandsynligt at loven (om selvmord) var overtrådt. I praksis tror jeg godt at han vidste at anklagemyndigheden rutinemæssigt syltede sagerne i evighed.
.... Og det er da dit eget valg om du hygger dig med skøre down-under love, jeg havde da ikke på nogen måde opfordret dig! :-)
Tak. :-)
Havde helt misset den lægelige ikkebehandling...
Hvilket jeg er noget pinlig over- når nu hele området er dækket af vægelsind, syltekrukker og bulede gulvtæpper....
"ikke på nogen måde opfordret"...hm ja, det synes jeg jo så helt klart kan diskuteres. :-)Men lidt klogere (eller måske snarere en smule mindre mystificeret) blev jeg da undervejs:-)
Den lægelige fokus er jo så også et punkt hvor Det "etiske" råd i Danmark har forvrænget debatten. De arbejder med definitionen:
"Eutanasi består i, at en læge tager livet af en svært lidende og evt. døende patient, der anmoder lægen herom.
(og de ser "eutanasi" og "aktiv dødshjælp" som synonymer)
Det er jo så en del af det med at de slet ikke tager stilling til det etiske dilemma omkring respekten for et menneskes velafklarede stillingtagen til at afvise at livets hovedindhold skal være at overleve. Men indenfor deres ramme som et bioetisk råd, er det dog konsistent. Derfor mener jeg jo så at de er inhabile til at tage stilling ud over det bioetiske, altså til aktiv dødshjælp.
Reelt synes jeg at Schweiz har en fremragende løsning for dem ønsker at dø før de ligger på dødslejet. Hjælp til selvmord er kun forbudt hvis hjælperen har egennyttige motiver. Det fungerer fint uden at pinde det ud i kringlede regler. Dog dækker det jo så ikke dem som "ikke nåede" et selvmord mens de selv var i stand til at handle. F.eks. ved svær demens.
Send en kommentar