Tobias Bernstrup: South of Heaven

Tobias Bernstrup: South of Heaven (2014)

Se også:

Søren Martinsen: Graveyard

Carl Fredrik Hill: Kyrkogården

Caspar David Friedrich: Landscape with Grave, Coffin and Owl

Vincent van Gogh: The peasants' churchyard

Hope is a Dangerous Thing

Hope is a dangerous thing
It can drive a man insane
"Red", Morgan Freeman
Shawshank Redemption
(Stephen King)

Se også:

Drømmetydning af filmen Black Swan

... to Have Hope for Humanity ...

George Frederic Watts: Hope

Lars von Trier: Melancholia - dommedag og døden

Noriyoshi Ohrai: Godzilla vs Mothra

Noriyoshi Ohrai: Godzilla vs Mothra (poster, 1992)

Se også:

Drømmetydning af filmen Black Swan

Thurston - Do the spirits come back?

Lars von Trier: Melancholia - dommedag og døden

Fortrængte sommerfugle spøger

A Silent Voice

A Silent Voice

Se også:

Falling, falling, falling

A stormy day

Det er i faldet, du får dine vinger

Nattens fugle svæver

Thurston - Do the spirits come back?

Se også:

Toner fra himlen - Der var engang

Dødedans a la Disney: The Skeleton Dance

Drømmetydning af filmen Black Swan

Dødedans i de brølende tyvere

Bevæbnet sommerfugl

Fra filmen Johnny Mad Dog

Se også:

Float like a butterfly, sting like a bee

Kom og leg med mig

Christian Lemmerz: Suicide Mouse

Fare, far krigsmand, døden skal du lide

The Suicide Experiment

FouseyTube har lavet et eksperiment, og filmet det med skjult kamera, til deres YouTube kanal. En af dem spiller en nedtrykt ung mand, der tager en taxa. Undervejs fortæller han chaufføren hvor skidt han har det, og på en høj bro beder han om at blive sat af. For at springe. Det interessante er så hvordan taxa chaufføren reagerer, om de vil forsøge at stoppe selvmordet. Et kik kan anbefales:

YouTube: The Suicide Experiment!

Se også:

Den smalleste scene i New York

Teater: Service Selvmord

Selvmordspropaganda

Dumme måder at dø på

Overspringshandling

Daniel Askill - "We have decided not to die"

Se også:

Normativ ret til selvmord?

So what if we could fly

Bil-sammenstød elendigt til selvmord

Trafikale selvmord mod lastbil

Lars von Trier: Melancholia - dommedag og døden

Lars von Trier filmen "Melancholia" blev vist på DR2 i aften. Jeg så den også da den var aktuel i biograferne, og oplever den egentlig som en sammenkobling af to nærmest uafhængige film. På den ene side end lidt rodet historie om hvad der af omgivelserne ses som det perfekte par. Justine og Michael. Et ægteskab mellem travle mennesker med succes og karriere. Ganske symbolsk skal foreningen markeres med en kostbar fest på slottet hos Justines søster Claire og svoger John.

Der opstår blot "et lille problem". Ved festen, som forstyrres af familiemæssige modsætninger, forsvinder Justine mere og mere. Hendes depressioner viser sig, med et gammelt ord er hun "melankolsk". I stedet for for bryllupnattens forventede samleje, bliver det til et ganske bogstaveligt "fuck you!" til hele cirkusset, da en assistent lægger krop til at hun rider væk fra at være "pæn pige". Denne halvdel af filmen lægger rigtig op til psykologisk analyse og fortolkning, men ikke på en måde som vakte min interesse. Men sådan er det jo med Lars von Trier!

Anden halvdel udviklede sig mere spændende, med en dybt deprimeret Justine (der spilles af Kirsten Dunst), og de begyndende reaktioner på truslen fra den vandrende planet "Melancholia", der nærmer sig Jorden. Hvis den kommer for tæt på, vil et planetarisk sammenstød, med voldsomme energimængter, ødelægge den jord vi kender. Når jordkloden knuses, går alt liv til grunde, som vist i filmens indledning.

Reaktionerne er skiftende, fra at fornægte risikoen, dække over den eller "forberede" sig, til at gå i forvirring og panik ved ved tanken om dommedag, når vi alle skal dø - verdens undergang. Nu. Snart.

Justine tager den med ro og afklaring. Døden er ikke noget problem, hun får det bedre når enden nærmer sig, hvor hun er ganske overbevist om at jorden er ond, alene i universet, og nu ødelægges. Ingen vil savne den, der vil jo ingen være til at savne. Justine glæder sig nærmest, og har endelig overskud til sin søster og hendes barn. Undervejs begår svogeren, selvmord, da han indser at enden er uundgåelig. Han går glip af den fantastiske oplevelse, ved at flygte i døden. Han turde ikke.

Justine er "Tante Bomstærk", og beroliger drengen med at love beskyttelse i "den magiske hule", som de laver af nogle visne træstammer. Den er placeret med flot udsigt, til rigtig at værdsætte det storslåede syn når "Melancholia" nærmer sig. Filmen slutter uden mirakler, med et glimt fra sammenstødet, og flammefronten der blæser ind over den magiske hule. Derefter er der ikke mere at fortælle, verden gik jo under. Vi døde alle, vores eksistens ophørte. Alt hvad vi var eller ikke var, tabte sin betydning. Happy ending?

Og her ser jeg filmens grundlæggende tematik. Jeg er ikke enig med dem som ser det som en katastrofefilm om verdens undergang, men ser i stedet en film om vores forhold til døden. Selv om det ikke sker som en dommedag, er døden jo ligeså uafvendelig for os alle. Ingen slipper for at dø. Skal vi være bange for den, forsøge at fornægte den, flygte, eller blot imødese den med rolig afklaring.

Hellere få en god oplevelse ud af den sidste stund. Dommedag eller ej. Ingen grund til at være melankolsk over det!

Se også:

Drømmetydning af filmen Black Swan

Ramón Sampedro blev befriet fra sin døde krop

Amour, en Oscar til døden

Monty Python: Always Look on the Bright Side of Death

Amour, en Oscar til døden

Lige at du ved det, så er dette ikke tænkt som en anmeldelse, men som en reaktion på filmens temaer. Uden at prøve at fortælle alt, lægger jeg dog ikke skjul på et par centrale aspekter.

Filmen Amour står til en Oscar (og en række andre filmpriser), og det må vist være velfortjent. Den er skrevet og instrueret af Michael Haneke, der med små og enkle midler fortæller en stor historie. Et kompromisløst kammerspil, der foregår indenfor væggene af et gammelt ægtepars lejlighed. Som titlen mere end antyder, handler det om den store kærlighed, "til døden os skiller". To pensionerede musiklærere, Anne og Georges (spillet af Emmanuelle Riva og Jean-Louis Trintignant), går sammen ind i en musikalsk og harmonisk alderdom.

Filmen starter med at vise hendes blomsterpyntede lig, dø skal vi jo alle. Efter to alvorlige slagtilfælde, og en fejlslagen operation, bliver hun delvis lammet og afhængig af en kørestol. Hun får Georges til at love at hun ikke skal dø på hospital eller plejehjem. Det er en stor opgave for den kærlige ægtemand at passe og pleje sin kone, men sådan kan kærligheden også være. Hendes hjerne og sind bryder mere og mere sammen. Bevidstheden flakker. Klynken, bleer og madning. Noget andet end døden er ved at adskille det gamle par. Ingen kan gøre livet godt igen. Kroppen holder ikke evigt; en fatal regression.

Filmen kan ikke afsluttes med en rigtig happy ending. Og dog. Det er jo den helt store kærlighedshistorie. Kun døden må dem skille. Han må tage sig af alt, også når hun skal dø. Han holder fast på sin elskede, også da det må ske med en pude over hovedet. Døden er sød.

Sådan kan kærligheden også være.

Se også:

Stærk nok til at give slip

So I gave her the greatest gift that I could give

Julie Kenyon tog sig af sin bedstemor

Dødshjælp - "Vil du holde puden?"