Den ungarske jøde og journalist
Arthur Koestler overlevede anden verdenskrig i England, og blev efter krigen britisk statsborger. Med romanen Mørke midt på dagen (
Darkness at Noon) markerede han sig som politisk skribent, og hård kritiker af Stalin-kommunismen. De næste mange år arbejdede Arthur Koestler som forfatter og filosof, med mange og meget forskellige emner, gerne kontroversielle. Han fik mange udmærkelser, deriblandt
Sonningprisen.
Den 1. marts 1983 gik han frivilligt i døden. Siden tidligt i 1976 havde han lidt af Parkinsons sygdom, der efterhånden tvang ham til at drosle ned, især efter at han i 1980 kunne supplere med diagnosen leukæmi. Han havde rig anledning til at tænke over døden, som ikke skræmte ham. Til gengæld pointerede han ved flere lejligheder at han ikke kunne affinde sig med at tabe kontrollen over krop og sind.
Som næstformand for The Voluntary Euthanasia Society (nu
Dignity in Dying) kæmpede han for aktiv dødshjælp. Han skrev en pjece om emnet, inklusive et afsnit om hvordan det bedst kunne gøres.
We tend to be guided by first impressions. An unknown country to which the only access leads through a torture chamber is frightening. And vice versa, the prospect of falling peacefully, blissfully asleep is not only soothing but can make it positively desirable to quit this pain-racked mortal frame and become unborn again. For after all, reason tells us - when not choked by panic - that before we were born we were all dead, and that our post-mortem condition is no more frightening than the pre-natal twilight. Only the process of getting unborn makes cowards of us all.
Animals in the wild, unless killed by a predator, seem to die peacefully and without fuss, from old age - I cannot remember a single description to the contrary by a naturalist, ethologist or explorer. The conclusion is inescapable: we need midwives to aid us to be unborn - or at least the assurance that such aid is available. Euthanasia, like obstetrics, is the natural corrective to a biological handicap.
Dem omkring Arthur Koestler var ikke overraskede over den meget syge mands selvmord. De kendte hans synspunkter, og kunne jo følge med i hvordan han led under sygdommene. Hvordan han ikke forhastede sig med at dø. Kort forinden havde en hævelse i lysken afsløret at kræften spredte sig med metastaser.
Tiden var inde. Gennem længere tid havde han "sparet op" af
Tuinal sovepiller (med en blanding af barbituraterne secobarbital og amobarbital). Han var velforberedt, og havde på helt rationel basis valgt tidspunktet. Nogle måneder forinden havde han skrevet sit afskedsbrev og livstestamente:
To whom it may concern.
The purpose of this note is to make it unmistakably clear that I intend to commit suicide by taking an overdose of drugs without the knowledge or aid of any other person. The drugs have been legally obtained and hoarded over a considerable period. Trying to commit suicide is a gamble the outcome of which will be known to the gambler only if the attempt fails, but not if it succeeds. Should this attempt fail and I survive it in a physically or mentally impaired state, in which I can no longer control what is done to me, or communicate my wishes, I hereby request that I be allowed to die in my own home and not be resuscitated or kept alive by artificial means. I further request that my wife, or a physician, or any friend present, should invoke habeas corpus against any attempt to remove me forcibly from my house to hospital.
My reasons for deciding to put an end to my life are simple and compelling: Parkinson's Disease and the slow-killing variety of leukaemia (CCI). I kept the latter a secret even from intimate friends to save them distress. After a more or less steady physical decline over the last years, the process has now reached an acute state which added complications which make it advisable to seek self-deliverance now, before I become incapable of making the necessary arrangements.
I wish my friends to know that I am leaving their company in a peaceful frame of mind, with some timid hopes for a de-personalised after-life beyond due confines of space, time and matter and beyond the limits of our comprehension. This 'oceanic feeling' has often sustained me at difficult moments, and does so now, while I am writing this.
What makes it nevertheless hard to take this final step is the reflection of the pain it is bound to inflict on my surviving friends, above all my wife Cynthia. It is to her that I owe the relative peace and happiness that I enjoyed in the last period of my life – and never before.
Jeg tvivler på at ret mange vil argumentere seriøst mod hans beslutning, med mindre det sker ud fra en tro på mirakler, guder eller det værdifulde ved lidelser.
To dage senere blev liget af den 77-årige Arthur Koestler fundet i en lænestol. Han havde stadig et glas cognac i hånden. Hans kone, Cynthia, lå død på en sofa, med et glas whisky på bordet. Der var piller nok til at hun kunne gå i døden sammen med sin mand, efter at de havde haft ca. 30 år sammen. På hoveddøren var der en seddel med en advarsel, for at forebygge at nogen fik et chok.
Arthurs selvmordsbrev havde en tilføjelse:
Since the above was written in June 1982, my wife decided that after thirty-four years of working together she could not face life after my death.
På samme side havde Cynthia skrevet:
I fear both death and the act of dying that lies ahead of us. I should have liked to finish my account of working for Arthur – a story which began when our paths happened to cross in 1949. However, I cannot live without Arthur, despite certain inner resources.
Double suicide has never appealed to me, but now Arthur's incurable diseases have reached a stage where there is nothing else to do.
Cynthia Koestler (født Jeffries) var "kun" 55 år, og havde ingen problemer med helbredet. Ingen omkring parret havde tænkt tanken om at hun ikke ville leve videre. På den anden side kunne det også ses at hun ikke helt havde "sit eget liv", men levede gennem sin ret dominerende mand. Hvis hun levede videre, havde hendes vidende accept af Arthurs død formodentlig medført langvarige krydsforhør, og sigtelser efter straffeloven. Men ligefrem en selvmordspagt?
Vennerne havde det svært med tanker om Arthur Koestler kunne kaldes for ansvarlig for sin kones død. Om han måske ligefrem havde presset hende. Eller hvorfor han ikke pressede hende til at lade være. Han ville måske egentlig have foretrukket om hun var der til at passe hans eftermæle, fortsætte som hans ydmyge, tålmodige og lydige muse. Men det er tvivlsomt om en alvorligt syg døende mand reelt havde ressourcer til at tage en kamp om sin kones liv.
Omstændighederne pegede på at hendes endelige beslutning blev truffet i de allersidste dage. Samme morgen som deres fælles selvmord havde hun fået deres elskede hund aflivet. "Hun havde ikke tid til at passe den". Set i bakspejlets projektør kunne der gættes på andre tegn på at hun længe havde været ved at "give slip". Da hun var 10 år gammel, begik hendes far selvmord, det var "som verdens undergang". Hun blev en usikker og uselvstændig pige og kvinde, der fandt sit formål i livet da hun som 22-årig blev sekretær for Arthur Koestler.
Hans beslutning er nem at følge, og var på en måde så indlysende at der ikke er meget at diskutere. Arthur Koestler ventede til han var tæt på døden alligevel, og havde sin nødplan klar da det blev for slemt. Det havde være umenneskeligt at insistere på at han skulle dø af sine sygdomme.
Hendes beslutning er mere kompleks, og jeg tror at langt de fleste umiddelbart vil være uenige i at hun havde en "tilstrækkeligt god grund" til selvmord. Men det centrale er at det ikke kan vurderes af andre end hende selv. På samme måde som Arthurs beslutning heller ikke skulle vurderes af andre end ham selv.
Hvis jeg havde været til stede i en sådan situation, havde jeg gjort meget for at sætte spørgsmålstegn ved om hun havde gennemtænkt det som en afklaret og vedholdende beslutning. Om der virkelig ikke var bedre løsninger end dobbeltselvmord. Om ikke det kunne udsættes nogle dage eller uger. Men jeg ville have respekteret hendes valg, uden at påtvinge hende mine holdninger.
Det tydede på at debatten om Cynthia Koestlers frivillige død inspirerede mange til at tænke på hvordan de selv skulle dø, og melde sig som forkæmpere for aktiv dødshjælp.
Opslag
