Logo sommerfugl

onsdag den 16. december 2009

At fylde sine dage med liv

Maj 2008. Abergavenny, en gammel by i den sydlige del af Wales. Et respekteret ældre par, Tom og Nancie Hughes, på hhv. 82 og 86, blev fundet i deres lejlighed. Efter næsten 60 års ægteskab var de døde sammen. Politiet kunne hurtigt afslutte deres undersøgelser. Ingen tegn på at andre end det gamle par var involveret.

Naboer og familie var helt enige om at beskrive Tom og Nancie som et meget værdigt og kærligt par, med et dybt hengivent forhold. Måske lidt gammeldags, men de havde også haft et langt og godt liv sammen. Side om side. De havde i fællesskab drevet en tandlægeklinik, og var uadskillelige. Fritiden gik med fælles aktiviteter som vandreture og golf. De var gladest sammen, og klarede indkøbene med hinanden i hænderne. Et aktivt, sødt og venligt par. Meget afholdte.

Nancie & Tom Hughes

Men helbredet var ikke længere godt, alderdommens skrøbeligheder meldte sig. Nancie var efterhånden stærkt præget af gigt og demens. Kunne næsten ikke komme ud, eller bare bruge hænderne. Tom var næsten døv, og kæmpede med at klare deres dagligdag. Den ene af deres sønner så chokeret hvordan hans mor intet kunne. Det gik hurtigt. Parret satte deres uafhængighed højt, men Tom så i øjnene at der kunne blive brug for plejehjem.

Pludselig blev telefonen ikke længere taget, og en af sønnerne fandt sine forældre forenede i døden.

Naboer og medier søgte en forklaring i at Tom havde givet udtryk for at de var bange for at blive skilt ad. At de kunne blive indlagt til at dø på hver sit plejehjem. Denne triste udsigt egnede sig til avisoverskrifter, at parret hellere ville dø. Drama og forargelse mod myndighederne, som kort forinden netop havde haft et møde med parret om deres fremtid. Spekulationerne gik på at Tom var bange for at en adskillelse ville være uundgåelig, at parret kun kunne blive sammen ved at dø sammen. En hjertegribende tragedie.

Nogle måneder senere kom sagens reelle omstændigheder frem ved en retslig undersøgelse. Det var gået pludseligt og dramatisk tilbage for Nancie. Yderligere tilbage. Hjertet slog endnu, men ingen muligheder for noget som kunne kaldes for liv. En pude over ansigtet lukkede for en alt for usikker fremtid. Tom Hughes ordnede deres økonomi og papirer. Skrev et forklarende brev til sønnerne. Druknede sig i badekarret. Slut.

Sagen blev lukket som mord og selvmord. Kvælning og drukning. Det kunne også kaldes for dobbeltselvmord eller selvmordspagt. Måske selvadministreret aktiv dødshjælp, eutanasi. Eller "bare" en frivillig død i god ro og orden. Ikke noget som andre skulle indblandes i.

Politiet holder vagt ved opgangen hvor Nancie og Tom Hughes levede

Et "fristende" spørgsmål kunne være hvordan situationen, ideelt set, kunne have været håndteret bedre. Hvad kunne der mon have været gjort? Nancie Hughes var åbenbart nærmest "væk". Måske kunne hendes krop have været opbevaret under omhyggelig pleje nogle uger, måneder eller endda frygtelige år endnu. Til gavn for hvem, hvad?

Den tunghøre Tom kunne have været parkeret i en stol i nærheden, i en fælles trist og langtrukken skæbne. Han havde sikkert overlevet sin kone.

Det uadskillelige par var ved at bliv skilt ad. Ikke af myndighederne, men af alderdom, sygdom og død. Ud fra den meget udbredte fordom om at liv skal vare så længe som muligt, "skulle" Tom have været tvunget til at at leve videre. Til gavn for hvem, hvad?

Jeg kunne have undt Nancie, Tom og deres børn en afskedsceremoni. En højstemt markering af afslutningen på to gode liv. Et samfund som ikke presser gamle med en model om at det er en forbrydelse når en frivillig død bliver at foretrække. Og en hjælp til at forlade livet på en mindre skurrende måde.

Selvfølgelig kan sagen også perspektiviseres i forhold til presset økonomi for plejehjem, at der er langt fra den praktiske virkelighed til hvad der kunne gøres hvis der ikke skulle tænkes på begrænsede ressourcer. Men der er altså også langt fra plejesystemets paradigme med at gamle får et godt liv gennem "tilstrækkelig" pleje, til hvordan mange af virkelighedens ældre ikke vil lade sig nøje, med at meningen med livet er at modtage pleje.

Hellere fylde sine dage med liv, end fylde sit liv med dage.



2 comments:

broken-x sagde ...

Det er på en måde sørgeligt at det skulle ende sådan, men jeg er alligevel glad for, at de ikke blev stoppet. Der var jo alligevel ikke meget liv tilbage i deres liv, så hvad ville det havde været værd at leve videre? Og når en af dem så ville dø før den anden, ville det sikkert knække den tilbageblivende.
Det er tydeligt, at de gjorde dette for dem selv og for hinanden, hvilket vel er det, der betyder mest.

tosommerfugle sagde ...

På en måde sørgeligt, ja, Men jeg tror jo at det havde været endnu mere sørgeligt om deres liv skulle have haft så mange dage som teknisk muligt.

Ud over religiøse begreber om at mennesker ikke må bestemme over deres liv kan jeg ikke få øje på argumenter for "det gode" i at mennesker skal pånødes at livet ender med at blive mere og mere elendigt....

Logo sommerfugl