En ret speciel blog er den amerikanske PostSecret. Anonyme udfærdiger og indsender postkort med dybe hemmeligheder. Meningen er at det skal være sandheder som ingen andre har fået at vide. Processen med at nedskrive noget der gnaver kan hjælpe mange. Andre kan også få meget ud af at genkende sig selv i de hemmeligheder som offentliggøres på bloggen, eller i de tilhørende bøger.
Der er selvfølgelig stor forskel på tyngden af, og emnerne for de indsendte hemmeligheder. Her har jeg plukket et udvalg af de større.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Det er en fantastisk og tankevækkende side. Det er utroligt så mange af hemmelighederne man alligevel ofte kan relatere til i en eller anden grad!
Jo dybere det går, jo mindre forskel er der på menneskers livsvilkår tror jeg. De største forskelle kommer af hvordan vi skjuler problemerne for hinanden. Hvordan vi opnår den ensomhed som tunge hemmeligheder bliver til. Og derved netop forudsætninger for at kunne genkende det som vises gennem en lille sprække...
Sjovt sammentræf - jeg havde ikke set at du også havde et blog indlæg med afsæt i PostSecret, da jeg lavede dette.
Jeg studser lidt over den dér med krisetelefonen. Hvis jeg gik med selvmordstanker, og ringede til sådan en service, ville jeg da meget mere ønske, ham/hende i den anden ende kunne relatere til mig, end til noget som helst andet...
Som: Tænker du på selvmord? Det gør jeg også. Lad os snakke om hvordan.
Dette var jo lidt karikeret, men jeg tror nu alligevel ikke at det ville være så "farligt" som nogen foretrækker at tro.
Jeg kan helt følge din pointe, men jeg tror ikke lige at steder som Livslinien "tør" agere på selvhjælps-niveau, men forventer at telefonpasseren udlever en rolle som en der kan tage hånd om den der ringer ind, og helst guide i retning af det professionelle hjælpesystem.
Og dén rolle kan jeg godt følge at nogen kan have svært ved at relatere til.
Hemmelighederne knuser mit hjerte... og jeg tænker, hvor mange af den slags hemmeligheder mine børn har for mig.
Ja, enten à la karikaturen, både din og den i dit seneste indlæg :D - og jeg tør næsten sige, at jeg ved, at det ikke er "farligt"; jeg har haft en del sådanne samtaler med vennerne igennem tiden, og det lettede faktisk utroligt meget, at kunne snakke helt åbent om det (surprise, surprise!) - eller også som Rufus May takler det i The Doctor Who Hears Voices - hvis du har set den. Altså uden at prædike moral, uden at komme med det sædvanlige "Tænk på, hvor ondt det kommer til at gøre på dem, der elsker dig"-blabla, der jo bare producerer endnu flere skyldfølelser, hvor der som regel allerede er så mange, at det ikke er til at holde ud længere.
Men nej, det er nok ikke lige det, Livslinien og lignende services tilbyder mest af. Og jeg ville sikkert blive fyret efter fem minutter fra et sådant job...
Det værste er jo det der ikke kan snakkes om. Ikke kan siges, ikke ville blive mødt af et åbent og ikke-dømmende øre.
Dette holder jo netop også ved at tale ganske konkret om selvmord, men som de offentlige hemmeligheder viser også meget mere generelt. Lang de fleste postkort kan ses som eksempler på den grundlæggende ensomhed der kommer når årsagen til at hemmeligholde er frygten for at blive mødt med en afstandtagen, hvad enten den er blid eller barsk. Realiteten af dette illustreredes i.ø. da PostSecret for en kort periode havde åbent for kommentarer. Selv i dét forum gav indrømmelser af "mindre pæne ting" anledning til skarpe fordømmelser.
Så jo, netop alt det "politisk ukorrekte", er det der er mest brug for at kunne tale om. At blive hørt og forstået. Der er ingen grund til at lytteren skal være kritiker, det er den med tankerne jo alligevel meget "bedre" til ;-)
Jo, jeg har set The Doctor Who Hears Voices, efter at du henviste til den fra din blog. Den er jo også en glimrende illustration af at god selvforståelse kan komme ud af at møde ører der gerne vil forstå. Og med selvforståelsen kommer selvhelbredelsen og selvtilliden.
Hemmelighederne gør netop ondt Lizelotte, at så vigtige ting måtte låses nede under stramt låg. Men jeg tror nu også samtidig at det er en naturlig del af det at udvikle sin selvstændighed at der er ting som det altså ikke er meningen at de gamle skal kende til.
Det centrale må blive at det ikke er baseret på frygt for at blive trynet, hvis der er brug for at få det ud. Og som jeg kender dig, er det meget langt fra at være din stil.
Send en kommentar