Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

Den lille tyske by Stommeln har en tidligere synagoge, der bliver brugt som kunstgalleri. Hvert år et projekt hvor en internationalt kendt kunstner udstiller. Fokus er ikke dekorative værker, at få beskueren til at sige "nej, hvor er det dog pænt". Hellere provokationer, der kan vække modstand, tanker og debat.

F.eks. indrettede den spanske performance kunstner Santiago Sierra i 2006 synagogens 245 kubikmeter som gaskammer, pumpet med livsfarlig kulilteholdig udstødningsgas fra 6 biler. Gæsterne fik en efter en op til 5 minutter med iltapparat. De kunne f.eks. tænke tilbage på nazi-tiden hvor jøder jo blev massedræbt i gaskamre. Holocaust. Forargelsen var størst blandt dem som ikke deltog.

År 2008 havde den italienske kunster Maurizio Cattelan fået opgaven. Han er netop mest kendt for sine satiriske og kontroversielle skulpturer. La Nona Ora fra 2006 viste paven (voksdukke i naturlig størrelse) væltet af en meteor. Den inviterer til at more sig ved tanken om en Gud der fik mere end nok af en kirke, der påberåber sig at være doktrinær autoritet omkring Guds ord. Den katolske kirke "was not amused".

Den ene del af hans udstilling i Stommeln var ikke at finde i synagogen, men på byens katolske kirke:

En moderne korsfæstelse, som udtryk for historiens og religionens desperate kamp mod dødens magt. Kvinden er fastlåst, fikseret, i noget der kan ses som en seng, på en måde der måske ligner et hospital eller plejehjem. Eller en åben kiste, lit de parade. Nagler gennem hænderne gør referencen til Jesus lidelseshistorie på korset helt klar.

Det forekommer plausibelt at tolke en reference til den lokale saligkårede (næsten-helgen) Christina von Stommeln, en religiøs mystiker fra det 13. århundrede, der blev set som sindssyg. Hun blev foragtet og udstødt. Havde dog kontakt med ligesindede fra flere europæiske lande. Hun døde som eneboer, men blev husket for sine religiøse kampe og undere. 596 år efter sin død blev hun i 1908 saligkåret.

En moderne reference er til Eluana Englaro. Netop i 2008 rasede debatten i kunstnerens hjemland, Italien, over denne kvinde der havde vegeteret siden 1992. Hendes far kæmpede en kamp for at hans tabte datters krop kunne få fred, i stedet for at ligge fastlåst i en hospitalsseng. Vatikanet og den katolske kirke forsøgte med alle midler at gennemtvinge at Eluana skulle fastholdes i hospitalssengen, at låget ikke kunne blive lagt på kisten.

En moderne korsfæstelse.

• Stadt Pulheim:
  Synagogue Stommeln Art Project 2008
• Afterart News:
  Synagogue Stommeln Art Project 2008: Maurizio Cattelan
• Der Spiegel:
  Holocaust Remembrance: Artist Turns Synagogue Into Gas Chamber

Se også:

Eluana Englaro slippes fri fra coma

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

Maurizio Cattelan: Daddy Daddy

Genvej til himmelen

En kirke dør

Katolikker mildner ikke syn på selvmord

Jesus' korsfæstelse, et planlagt selvmord

Korsfæstet frø

Julemanden "tilbedes" på korset

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

En god nyhed. Eluana Englaro er død. Endelig. I 1992 blev hun smadret i en trafikulykke. Meget svært hjerneskadet. En såkaldt "grønsag". Efter nogle år måtte hendes far erkende at han havde mistet sin datter. Hvad der lå i hospitalssengen var et "varmt lig". Så han begyndte at kæmpe en kamp for at hendes krop også kunne få lov til at dø. Værdighed.

Beppino Englaro kunne pege på at hans datter havde snakket om at hun aldrig ville ligge på den måde. Hun havde ikke nedskrevet et livstestamente, men holdningen var klar. Når hun ikke kunne have et liv, ville hun have lov til at give helt slip. Dø.

Det ville i praksis sige at afslutte den udsigtsløse behandling. Afbryde den kunstige ernæring, sondemadningen. Så ville kroppen dø af mangel på væske og næring i løbet af et par uger. Det lyder barskt, men mennesket Eluana var reelt allerede væk. Det er inde under hvad vi i Danmark kalder for "passiv dødshjælp". Et grænsetilfælde i forhold til "aktiv dødshjælp".

Det blev til mange års kamp. Den katolske kirke, Paven og Vatikanet, var meget stærkt imod. Gentagne meldinger om at det ville være mord. Domstolene vurderede at det var rimeligt at afbryde behandlingen, og altså lade Eluana dø. Stærkt følelsesladet offentlig debat, om eutanasi og livstestamenter. Den konservative regering kæmpede imod med politiske indgreb, uden hensyntagen til adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Uden hensyntagen til grundloven.

Jeg har tidligere blogget om sagen, hvor jeg i kommentarsporet har refereret til faserne i kampen.

• Eluana Englaro slippes fri fra coma

Seneste udvikling var at Eluana blev flyttet til en klinik der begyndte processen med at lade hende dø. Regeringen forsøgte et nøddekret, som præsident Giorgio Napolitano afviste at godkende. Og Eluana døde ret hurtigt efter neddroslingen af væske og næring. Heldigvis.

I forbindelse med regeringsdekretet mente premierminister Silvio Berlusconi tilsyneladende at Eluana "bare" var svært handicappet. At hun kunne få børn, hvis det skulle være. Klam tankegang. At der kun gik 4 dage før hun døde peger på at hun var ret nedbrudt allerede.

Sagen minder kun alt for meget om den med Terri Schiavo, der også kom til at ligge svært hjerneskadet i mange år, og hvor der skulle et langvarigt juridisk og politisk slagsmål til før hun fik lov til at dø. Og hvor præsident George Bush også fik sine politiske indgreb underkendt af højesteret. Heller ikke han tog grundloven seriøst.

Medierne strømmer over med billeder af en ung smuk og sund kvinde. Billeder fra før ulykken. Men der "mangler" billeder af hvad hun blev til i sengen. Visnet. Jeg tror at der er kæmpet for hendes værdighed ved at sådanne billeder ikke er blevet taget. Sådan skal hun ikke huskes. Men det kunne dog være at nye billeder havde dæmpet protester fra dem som troede at hun var sund ud over hjerneskaden. Troede at det var en tornrose-søvn. En dyb misforståelse.

Hvil i fred, Eluana Jolanda Giulia Englaro.

• Kristeligt Dagblad: Italiensk kvinde i koma er død
• Information: Aktiv dødshjælp til demokratiet i Italien
• Berlingske: Italiensk komapatient død efter 17 års kamp
• Ekstra Bladet: Eluana død - hun lå 17 år i koma
• Dagbladet.no: Eluana død etter 17 år i koma
• www.italy.dk: Eluana har ligget i koma i over 17 år - må hun dø?

Politiken:

• Italiensk kvinde død efter 17 år i koma
• Italien er i krise over kvinde i koma
• Kvinde 16 år i koma - kan ikke få lov at dø

Se også:

Eluana Englaro slippes fri fra coma

Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Michael Schiavos løfte

Er det slemt at dø af sult og tørst?

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Jens Linnemann ønsker at lade sin kone dø

Liget af Benjamin Schou er nu koldt

Sjusket dødshjælp

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Aktiv dødshjælp og beskyttelse af de "svage"

Den smertefulde verden omkring Sergio

Juni 2003: En ulideligt varm dag i Rom. Salvatore Piscitello ladede sin pistol, og skød sin elskede søn med to skud. Et i venstre tinding. Et i nakken. Medlidenhedsdrab. Så ringede han til politiet og fortalte hvad der var sket. Hans kone, Elvira, lagde sig imellem da han ville begå selvmord, igen. I retten fik han en meget mild dom, 6 års husarrest. Et par år senere blev han benådet af republikkens præsident, Giorgio Napolitano. Det gav ingen mening at straffe den nu snart 80-årige læge, der kunne sige "jeg tror, at jeg elskede min søn mere, end andre fædre gør".

Sønnen, Sergio Piscitello, blev 39 år. Han havde autisme og var døvstum. Han reagerede brutalt, og tævede dagligt sine forældre, var blevet mere og mere voldelig. Søsteren var flyttet hjemmefra så snart hun kunne, hjemmet handlede om broderen. Det meste af tiden var han rolig, men fik pludselige anfald af uhæmmet raseri. Voldsomme slag, spark, biden, og riven i håret. Huset lå i ruiner, i de sidste 11 måneder havde han ødelagt 12 fjernsyn. Hårde fakta om hårde vilkår.

Forældrene elskede deres søn, på trods af alt. Kæmpede hårdt for at få et menneskeliv til at hænge så nogenlunde sammen. De blev ældre, og sønnens raseri stærkere. Når de ikke længere kunne tage sig af ham var der ingen udsigter. Ikke til andet end at det blev værre for sønnen. Ingen private eller statslige institutioner ønskede at påtage sig et ansvar. Salvatore gjorde det bedste han kunne, i alleryderste konsekvens. Det var bedre for Sergio at dø.

Sagen vakte stor medieopmærksomhed, og der er skrevet en bog, Il mondo di Sergio, der fortæller historien.

En tragedie af et omfang hvor jeg ikke mener at det er relevant at tænke i lovgivning, mord, domstole og straf. En lov blev overtrådt, ja, og hvad så? Hvad har det med virkeligheden, menneskelighed at gøre?

Det er kun alt for let at påstå at der måtte, skulle have været fundet en bedre løsning. Alt for billigt at (for)dømme uden at have et helt håndgribeligt alternativ. Holde Sergio som gidsel for en abstrakt idealisme. I en ideel verden havde der været nogen som kunne tage sig af Sergio, prøve at forstå ham og hans autisme, give ham et så godt liv som muligt. Verden var og er ikke ideel. Inden for de rammer som forældrene havde, som byen og staten satte, gjorde de det bedste de kunne. Det må være godt nok.

Salvatore Piscitello har min respekt.

• Information:
  Sergios martrede verden
• The Roman Forum:
  Autism and the Future

Se også:

Robert Latimer og ret færd

Dødshjælp på hospitalet, med pistol

Moderlig dødshjælp til Belgisk Thalidomid-barn

Rudy Linares påtog sig sit ansvar som far

Eluana Englaro slippes fri fra coma

"Nu kan jeg befri det mest pragtfulde menneske jeg har kendt" siger Beppino Englaro. Hans dengang 20-årige datter, Eluana Englaro, har ligget i coma, "som en grønsag", siden en alvorlig bilulykke i 1992. Efter to år vurderede lægerne at der intet var at gøre. Men hun bliver fortsat ernæret kunstigt, gennem en sonde, på et hospital i den Norditalienske by Lecco.

Gennem over 10 år, og tidligere nederlag i retten, har hendes far kæmpet for at hun kunne få lov til at dø rigtigt, afbryde den udsigtsløse behandling. Det har en appeldomstol nu givet ham ret i. Forhåbentlig lader anklagemyndigheden sagen hvile, så hele familien kan få ro. Især Eluana.

Han fortæller om at datteren, kort før ulykken, tilfældigvis besøgte en ven der lå i en lignende situation. Hun tog klart stilling til at hun ville have behandlingen afbrudt, hvis hun skulle ende sådan. Hellere dø end at ligge som et halvlevende lig. Lade naturen gå sin gang hvis hun blev dræbt.

Debatten raser, med ord som aktiv dødshjælp, eutanasi, medlidenhedsdrab og mord. Ganske forudsigeligt syder Paven og Vatikanet over at de ikke får lov til at bestemme over liv og død, de mener at kende og administrere Guds vilje. At det er nødvendigt at hindre den naturlige død, selv om de netop holder på at livet er helligt fra undfangelsen til en naturlig død. De er ligeså hykleriske som i sagen omkring Piergiorgio Welby, der selv længe krævede sin behandling afbrudt, før en læge endelig havde modet til at respektere hans ønske.

Jeg bryder mig egentlig ikke om måden med at afbryde for den kunstige ernæring, så kroppen derefter dør af sult og tørst. Selv om jeg ikke mener at det reelt gør en forskel for Eluana, havde jeg hellere set en afslutning uden at hendes krop skal udpines på denne barske måde. Men det er så den udvej der kan skaffes i Italien, og stadig langt bedre end fortsat at holde hendes krop i meningsløs opbevaring.

Sagens fakta minder meget om den med Terri Schiavo, der også måtte ligge i alt for mange år, før hendes mand endelig fik lov til at respektere hendes ønske. Både den amerikanske præsident og hans guvernør-bror kæmpede hårdt mod landets love, ville hindre at døden blev fuldbragt. Ville score stemmer fra fundamentalistiske religiøse, gennem grundlovsstridige indgreb.

Eluana Englaro, hvil i fred.

• MSNBC:
  Italian court grants right-to-die request
• TimesOnline:
  Vatican outrage as Italian court rules comatose woman can die
• Berlingske (via Ritzau):
  Vatikanet raser over dom om dødshjælp

Se også:

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Michael Schiavos løfte

Er det slemt at dø af sult og tørst?

Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Den 60-årige italienske poet og politiske aktivist Piergiorgio Welby døde den 20. december 2006 til musik af Bob Dylan, omgivet af sin kone, familie og venner. Dødsårsagen var kvælning, men han blev bedøvet før en læge (Mario Riccio) befriede ham for en belastende og uønsket behandling, slukkede respiratoren.

Hans sidste ord var: Tak. Tak. Tak.

Han led af muskelsvind de sidste 40 år af sit liv. Det hindrede ham ikke i at leve aktivt og engageret. Men han blev svagere og svagere år for år. I 1997 gik han i coma og vågnede op med en slange på halsen. En uønsket slange. Maskinerne måtte også tage sig af at levere kunstig stemme og ernæring.

Han udgav en bog om retten til at dø, og appellerede i et åbent brev til præsident Giorgio Napolitano:

Jeg elsker livet, hr. præsident. Livet er kvinden der elsker dig, vinden gennem dit hår, solen i dit ansigt, en aftengåtur med en ven. Livet er også en kvinde som forlader dig, en regnvejrsdag, en ven som svigter dig. Jeg er hverken nedtrykt eller manio-depressiv. Tanken om at dø er skræmmende. Men hvad jeg har tilbage er ikke længere liv.

Hans død blev hans sidste sag som politisk aktivist. Han satte sig i centrum af en ophedet offentlig debat. Talte paven og den katolske kirkes doktriner midt imod. Hellere det end tage en diskret bagdør ud af livet, at få nogen til at risikere fængsel ved at slukke i nattens mørke. Lægen som befriede ham skammede sig ikke, stod åbenlyst frem og fortalte fakta om sin handling. En handling som en domstol havde forbudt fire dage tidligere. Det ville nemlig have været muligt at tvinge Piergiorgio til at leve mere end kort tid endnu. De mente at så var det aktiv dødshjælp (eutanasi).

Den katolske kirke sydede skingert. Morderen skulle arresteres. Ingen kirkelig begravelse. Denne sidste "ære" giver de ellers gerne til døde mordere, diktatorer og mafiosos. Men ikke til en mand som bad om at få lov til en barmhjertig død. Ikke til en mand som udstillede dem som hyklere.

Pavens svar var et julebudskab om at livet var helligt indtil dets "naturlige solnedgang". Han kunne ikke indse at Piergiorgio Welby blot bad om at få lyset slukket længe efter solnedgang.

• Politiken: Vatikanet vil ikke begrave dødsaktivist
• Berlingske: Vorherres eget valgforbund
• Information: Retten til at dø
• Information: Kulturkamp på katolsk
• The Guardian:
  Mercy killing reignites Italian euthanasia row
• International Herald Tribune:
  Euthanasia advocate and patient seeks to die in Italy
• The New York Times:
  A Poet Crusades for the Right to Die His Way

Se også:

Diane Prettys menneskerettigheder

Vincent Humbert bad om retten til at dø

Mario Monicelli sluttede sit drama med et brag

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

Katolikker mildner ikke syn på selvmord