Logo sommerfugl

lørdag den 10. januar 2009

Er det slemt at dø af sult og tørst?

Ulands barn nær døden af sult og tørst
I de fleste sammenhænge må dette siges at være et retorisk spørgsmål. I de fleste sammenhænge er det slemt at dø. Og da væske og næring er grundlæggende livsnødvendigheder, er det selvfølgelig slemt at mangle. Døden må forventes at indtræde i løbet af et par uger.

Men der er jo også situationer hvor døden bliver til noget ønskværdigt. Det kan være en gennemtænkt vurdering af at kampen for at overleve ikke står mål med mulighederne for livskvalitet. Eller det kan være en reaktion på en akut krise. Er faste en realistisk selvmordsmetode?

Det er svært at sammenligne med den form for faste som f.eks. praktiseres i mange religiøse ritualer, som en helse-mæssig "udrensning", ekstreme slankekure, anoreksi eller sultestrejke. Her er det normalt stadig at drikke vand, måske suppleret med mineraler og visse næringsstoffer. Når døden bliver hensigten, er det væskemangelen som bliver dødsårsagen. Sammenligningen peger dog på at sulte-delen er udholdelig. Spørgsmålet er reelt set mere tørst. Dehydrering.

Metoden praktiseres af og til når nogen ligger som en "grønsag", typisk med meget svære hjerneskader. Vurderingen er at behandling er meningsløs, men da egentlig "aktiv dødshjælp" er forbudt, bliver det til at afbryde for tilførsel af væske og næring, drop eller mavesonde. Da den dødssyge allerede er "væk", er spørgsmålet egentlig mere hvor slemt det er for omgivelserne. Og det ser da ud til at det normalt går stille og roligt - med mindre det sker i et land hvor f.eks. den katolske kirke kalder det for mord. I denne omgang vil jeg dog tillade mig at se bort fra religion og etik omkring eutanasi.

Hvis totalfaste skal ses som en mulighed for selvmord, selvadministreret aktiv dødshjælp, er spørgsmålet mere hvordan det er for mennesket selv.

Og der er noget der peger på at det ikke behøver være så slemt som det umiddelbart lyder. Tværtimod at den ketose (stigende surhedsgrad), som følger af forbrænding af fedt og protein, giver nedsat smertefornemmelse, og en let euforisk tilstand af velvære. Den værste gene synes at være tørhed i munden. Det kan lindres ved hjælp af våde gazetamponer eller små stykker is. I denne fase ser det ud til at patienten ville få det værre ved tilførsel af kulhydrater i blodet. Det ser ud til at kyndig pleje er nødvendig i den sidste tid, også ved denne langsomme måde at dø på. En lidt anden form for palliativ pleje, eller dødspleje.

Det kan også kaldes for en fordel at det kræver stor vedholdenhed at dø på denne måde. En som måske alligevel ikke har gennemtænkt sit ønske om at dø, har rig mulighed for at fortryde undervejs. Ved et gennemtænkt ønske er der dog på den anden side en stor risiko for at pårørende eller personale lægger et stærkt pres på for at udholde livet endnu længere. Det kan være svært at modstå dette pres fra nogen som ikke kan finde ud af at give slip.

Thirst by SoulRiser

Jeg bemærker også tegn på en idyllisering af denne måde at dø på. Der er endda skrevet selvhjælpsbøger om hvordan. Det bliver lidt "markedsført" som et bedre alternativ til aktiv dødshjælp. Lovligheden er jo også et reelt argument. Jeg har også læst om en sag, der blev draget frem som eksempel på hvor god metoden er. Til allersidst fik patienten en morfinpumpe; der var åbenbart alligevel brug for en kraftig bedøvelse. Endvidere en ubehagelig historie var om en overvægtig kvinde, hvor det tog mange ugers kamp, og med meget store lugtgener.

En dansk sag som jeg tidligere har haft op på denne blog var hvor Lise-Lotte Norups kræftsyge mor valgte denne metode. De sidste par dage blev virkeligt forfærdelige. Muligvis også fordi personalet ikke vidste hvad de skulle/kunne gøre og ikke gøre.

Så vidt jeg ser er fakta at det kan være en anvendelig opskrift, men den kræver stor opmærksomhed på pleje og at der er klar til bedøvelse, om nødvendigt. Altså lignende vilkår som at dø af en sygdom.


The Best Way To Say Goodbye - A legal Peaceful Choice at the End of Life - by Stanley A. Terman, PhD, MD


150 comments:

Harning sagde ...

Om det er smertefuldt eller ej skal jeg ikke kunne sige, min undren går på noget helt andet- for hvordan kan det være at vi beskriver anoreksi som langsomt selvmord og anser det for at være en forfærdelig lidelse der absolut skal behandles - samtidig som det anses for mere humant af en læge at udsætte sin patient for det samme i stedet for en noget hurtigere mere aktiv dødhjælpsmetode?

Ja, jeg spør bare. ;-)

tosommerfugle sagde ...

Jeg tror at begrebsforvirringen affødes af at han ikke tænker på at han lige har krydset en afgørende etisk tærskel - at samarbejde omkring at et menneske kan få lov til at dø indenfor en forudsigelig tidsramme. Det kan også kaldes for hjælp til selvmord.

Men han roder stadig rundt i den kunstige skelnen mellem aktiv og passiv dødshjælp. Omkring hvilke handlinger der er moralske omkring samarbejdet om at patienten ikke skal afkræves at leve videre. At det er ok at rive slangerne til sondemadning ud, men at det ikke er ok at en døende patient selv gør det.

Han har sikkert også kæmpet for at frigøre sig fra det lægelige dogma om at det er godt at tilføre væske og næring til døende. Også selv om mere objektive analyser viser at der er rigtig mange tilfælde hvor døendes kroppe belastes alvorligt af flere liter væske i døgnet, med følger som ødemer, vand i lungerne, fald på vej til toilettet, samt ubehag ved sonderne og skift af disse. Og altså at lidelserne øges ved at tilføre sukker til en krop som er ved at "lukke ned".

Når han så også har frigjort sig fra fordommen om at det nødvendigvis er slemt med dehydrering og mangel på næring, havde han slet ikke overskud til at perspektivisere i forhold til anorektikere :-)

silhuet sagde ...

Belært af erfaring håber jeg,at min død bliver mere human end såvel sulte- som tørstedøden...

tosommerfugle sagde ...

Helt enig :-)

Spørgsmålet er så bare hvad valgmulighederne er. Om det bliver tilladt at vælge noget mere humant end at dø af sult og tørst.

Deborah sagde ...

En ven af familien valgte selv at dø på den måde. Hun var syg af cancer, og kunne ikke spise, og måtte således sondemades. Hun hev resolut slangerne ud. Det ville hun ikke være med til, og kort tid efter døde hun så....


Så det kan også være et bevidst valg, når alternativet at leve med sydommen er for grum. Hvordan hun havde det til sidst, vides ikke, for hun ville ikke se nogen til sidst :(

tosommerfugle sagde ...

Min fornemmelse er at den med at nægte/bortrive sondemadning ikke er så sjælden endda, men at det er noget der ikke snakkes for meget om indenfor sundhedssystemet. At det er svært for personalet at kapere, og at det sker at døende får deres arme fikseret for derved at påtvinge dem en sondemadning som snarere skader dem.

Selvfølgelig ikke af ond vilje, mere ud fra den automatiske med at handle hen over hovedet på patienter som ikke er meget klare i deres argumentation. Bedrevidenhed er en erhvervsskade, men ofte også efterspurgt af ikke-fagfolkene i en situation.

Og det er jo tankevækkende når "selvtægt" skal være den eneste mulighed for selvbestemmelse i livets sidste fase. At hindre systemet i at trække pinen ud.

Jeg vil gætte på at din familieven trods alt fik en lidt bedre død ved at tiltvinge sig at få lov til at give slip.

Harning sagde ...

Altså nu er det her jo langt fra jura som jeg er indsat i - men jeg undrer alligevel over at du skriver at: "det sker at døende får deres arme fikseret for derved at påtvinge dem en sondemadning". Med hvilken lovhjemmel sker det herhjemme?

tosommerfugle sagde ...

Jeg tror at det afgørende er den rutinemæssige vurdering af at patienten er fornuftsmæssig inhabil, og at behandlernes dispositioner derfor sker uden hensyntagen til den døendes reaktioner. Videre er der ikke lang afstand fra at være uenig i behandlernes definition af "hjælp", til at blive umyndiggjort under henvisning til behovet for at blive sikret imod at gøre skade på sig selv.

Når en døende er uklar, bliver det til noget normalt at disponere ud fra en abstrakt vurdering af at hjælp vil sige at trække livet i så lange drag som muligt.

Problemet er jo så også at en læge eller sygeplejerske, som måtte respektere en uklar døendes patients tydeligt viste hensigt om at ville slippe for behandlingssystemets regime, løber en risiko for at blive klandret af uforstående pårørende, kolleger og medier.

Den lægelige holdning om at "gøre så meget som muligt" kan blive til et voldsomt diktat. En artikel fra Sygeplejersken:
Patientens rettigheder
Når en patients ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling ikke bliver respekteret, kan det skyldes forskellige opfattelser af, hvad respekt for livet indebærer. Foruden dette gennemgår artiklen patienters rettigheder og livstestamenters relevans for døende, pårørende og sundhedspersonale.
Dette eksempel indeholder ikke fiksering, men jeg vil kalde det ligeså indgribende.

Hos Videnscenter for Hjerneskade fandt jeg en udmærket artikel:
Etik og jura i forhold til den inhabile patient
Det afhænger dog igen af, om der er tale om en uafvendeligt døende og dermed terminal patient, eller om der er tale om en patient, som kan holdes i live i en længere periode vha. den livsforlængende behandling. Hvis der er tale om en terminal patient, må lægerne gerne stoppe den livsforlængende behandling, men de må ikke ophøre med at give den lindrende eller kurerende behandling.

Problemet er at tilførsel af væske (normalt med glukose) automatisk bliver regnet for "lindrende" behandling, også selv om den i visse tilfælde kan være belastende og lidelsesfuld.

En god artikel fra Sygeplejersken:
Væskeinfusion til døende kræftpatienter
Der er i dag en tendens til, at væskeinfusion til døende indlagte kræftpatienter bliver givet som rutine. Set ud fra en sygeplejefaglig og etisk synsvinkel er det problematisk, idet væskeinfusion kan have uhensigtsmæssige fysiske, psykiske, sociale og åndelige konsekvenser for patienten.

En historie fra 2000 "Intravenøs væskeinfusion til døende" tager afsæt i en læges tilsidesættelse af en aids-døendes afvisning af livsforlængende behandling, ved at ordinere intravenøs væskeinfusion. Et pluk:
De døende aids-patienter har været udsat for massiv hydrering, som ikke har haft gavnlig virkning. Tværtimod har de været påført en række gener pga. intravenøs væskeinfusion. De døende patienter har kun i ringe grad været inddraget i beslutninger om væskeinfusion, og dialogen har været sparsom.

Jeg tror at en stor del af problemet er følelserne hos behandlerne om at det påhviler dem at gøre noget, at det ikke er acceptabelt "at lade stå til". Så vidt jeg ser er der dog også flere og flere behandlere der indser at det dybtliggende dogme om at det er godt at tilføre væske/næring nogle gange er en overtro.

Harning sagde ...

Aha, så lysner det lidt. :-)
Og dog.. for jeg har kendskab til flere situationer hvor pårørende har forsøgt at få familiemedlemmer indlagt under henvisning til at de var til skade for sig selv - uden held.
Men måske det (som sædvanligt) handler om, at den store forskel ligger i om hvorvidt man allerede befinder sig i kløerne på sygehuset..

tosommerfugle sagde ...

Bestemt gør det en stor forskel allerede at være "fanget" i sengen ...

Men det gør jo også en stor forskel hvem der ser et behov for tvang. Pårørende antages generelt ikke at have noget meningsfuldt at sige omkring behandlingsmæssige dispositioner, og hvad der er nødvendigt.

Den som selv er velformuleret omkring sin holdning til at skulle behandles, og viser tegn på at forstå konsekvenser af at sige nej, har ofte gode muligheder for at få lov til at være "stædig". Det kræver jo så også at at kunne forholde sig til det pres der ligger i et implicit "Hvis du ikke vil følge vores forslag, kan vi jo ikke gøre noget for dig. Ud!".

Men så er der selvfølgelig også den "detalje" at der er stor forskel på somatiske og psykiatriske behandlingssteder. De sidste satser på at holde patienter væk. De første har betydeligt nemmere ved at få opbakning fra medier (og dermed politikere) til at udvide, i stedet for at blive skåret ned igen og igen.

Anonym sagde ...

Hvis jeg selv skulle begå selvmord engang, skulle det ske ved at sulte mig ihjel. Ikke tørste mig ihjel, hvor jeg dør på 14 dage, fordi jeg ikke spiser eller drikker, men sulte, hvor jeg undlader at indtage føde. Jeg ville drikke 2-3 liter vand godt fordelt over hele dagen, så den eventuelle sultsmerte lindres, og jeg ville få min læge til at ordinere morfinpiller på recept, som jeg ville skylle ned med vandet, indtil smerterne forsvandt.

Denne metode rummer den ulempe, at det tager 2-3 måneder at gennemføre (blot se på sagen fra 80'erne med nordirerne). Til gengæld har den også mange fordele. Den sviner ikke, den bringer ikke andre i fare, den er billig/gratis, den lykkes med 100 % sikkerhed, og den er smertefri, fordi du blot bliver mere og mere sløv pga. morfinen og den manglende energi fra maden, så du til sidst ender med at sove ind.

Anonym sagde ...

Hvorfor fik de sultestrejkende personer fra Nordirland i 1980'erne ikke morfin i sulteperioden, hvor de endte med at begå selvmord?

tosommerfugle sagde ...

Morfin kunne nemt blive et springende punkt ved denne plan. Det er ikke nogen selvfølgelighed at læger vil være "samarbejdsvillige" omkring nogen som gør skade på sig selv, fx ved at sulte sig ihjel. Uden at tingene er diskuteret på forhånd, vil jeg ikke forvente at der bliver udskrevet en recept på morfin behandling.

Jeg ved ikke noget konkret om forløbet under sultestrejkerne i Nordirland, men jeg kunne forestille mig at der måske også er disponeret ud fra "de er jo selv ude om det". Måske et håb om at de kraftige symptomer kunne "motivere" dem til at opgive sultestrejken.

Hvis det blev aktuelt for mig, tror jeg at jeg ville foretrække om planen kunne gennemføres på et par uger, i stedet for et par måneder. En problematik er om omgivelserne samarbejder, og bifalder planen. Hvis ikke, kan uklarheden til sidst tænkes at blive til "den der tier, samtykker", at den sultende ikke er "habil", og at der er grundlag for at tilføre næring. Med væsketilførsel ville de få meget længere tid til at tænke på at de da må gøre noget, mens de ser på den afpillede og stærkt svækkede krop. I dagevis.

Anonym sagde ...

Hvordan ville du tage morfinpiller, når du tørster dig ihjel. Og man skal jo selvfølgelig ikke sige til sin læge, at man skal bruge pillerne til at sulte sig ihjel. Man skal bede om dem får at smertelindre pga. smerte, man ikke kan lokalisere. Kurt Cobain led jo af en sjælden sygdom i maven, som ikke kunne ses. Den kunne man bruge som undskyldning for at bede om morfin.

tosommerfugle sagde ...

Det at gøre noget "til sidst" er i det hele taget problematisk. Når hjernen begynder at blive nedbrudt, kan der gå et stykke tid hvor tanken ikke er klar, men derfor ikke uden bevidsthed. Her vil jeg ikke forvente at kunne tage vare på sig selv, som fx at indtage morfin tabletter.

Morfin findes på flere former, ud over piller. Det vil sige til almindelig injektion, drop, morfinpumpe og plaster. Altså også uden at skulle skylle noget ned. Men uden samarbejdende omgivelser, kan det nemt svipse alligevel, uden selv at kunne tage vare på det.

Jeg tror at der er et stykke vej fra at hævde ubestemte svære smerter, til at lægen udskriver morfin. Der må forventes tilbageholdenhed hvis lægen ikke har en diagnose, især for midler med "særlig interesse" for narkomaner. Der kunne også nemt være omstændigheder som vækker lægens mistanke.

Mit indtryk er at fænomenet med "serviceorienterede" læger med finansielt motiveret receptblok er betydeligt mere udbredt i USA, sammenlignet med Danmark. Derovre er der en del læger som ikke "spilder tiden" med nærmere undersøgelser. Det kræver jo så lige at vide hvem, og være klar med kreditkortet.

Der skal nok mere end en undskyldning til for at en almindelig læge i Danmark udskriver stærke midler som morfin.

Anonym sagde ...

Hvordan ville du så få ham til at udskrive morfinpiller?

tosommerfugle sagde ...

Ærlighed.

Anonym sagde ...

Ja, det ved jeg, men hvordan ville du overbevise ham om dine fiktive smerter med ærlighed?

tosommerfugle sagde ...

Ærlighed mener jeg helt bogstaveligt. Ikke noget med fiktive smerter. Lægen skulle kende min hensigt, og indse rimeligheden i den.

Anonym sagde ...

Så vil han jo ikke gå med til det.

Anonym sagde ...

Vil du ikke også mene, at man begår selvmord, hvis man sultestrejker sig ihjel?

Anonym sagde ...

Tror du så også, at man vil føle smerte, selvom man tager morfin?

tosommerfugle sagde ...

Jo, en læge der virkelig indser rimeligheden i det, har da også muligheden for at bistå med palliativ behandling undervejs. Det vil bl.a. sige smertelindring, men der kunne også være andre typer symptomer. Det vil jo så være i en situation hvor lægen ikke har bedre forslag. Det kunne fx være tilfældet omkring en galoperende uhelbredelig terminal kræft, og ville være en del af retten til at afvise andre former for behandling.

Jo, hvis en "sultestrejke" har til hensigt at føre til døden, så må det kaldes selvmord.

Ved god palliativ pleje (hvad enten den involverer morfin eller ej) vil de som hovedregel kunne holde fysiske smerter nede. Men ikke nødvendigvis andre anledninger til at føle sig helt elendig.

Anonym sagde ...

Vil du også kalde det selvmord, hvis sultestrejken indledes med det formål, at hvis den skal føre til døden for at opnå målet, så må den gøre det, altså hvor hensigten ikke direkte er døden, men hvor den kan afsluttes, hvis målet opnås undervejs i processen?

Anonym sagde ...

Hvorfor vente 2-3 måneder på at dø, når man kan gøre det på et splitsekund?

Put et oversavet jagtgevær i munden og tryk af. Det overlever ingen.

tosommerfugle sagde ...

Drop det pjat med haglgeværer. Det er en metode som er stærkt frastødende for ganske mange, der vil gøre det på en ordentlig og hensynsfuld metode. Det er ikke nemt at få fat på våbenet, og ikke alle kan finde ud af at sigte på den "rigtige måde".

Hæslig metode, som ikke er værd at overveje, for seriøse mennesker.

tosommerfugle sagde ...

Sultestrejkens hensigt er ikke en statisk størrelse. Hvis den indledes uden at have til hensigt at afsluttes med døden, må det kaldes for en politisk demonstration. Lidt i retning af at bruge sin krop som "afspærring", således at fortsættelse af en aktivitet ville medføre demonstrantens død.

Hvis hensigten er at døden gennem sin værdi som "budskab" fører til et pres om forandringer, må det kaldes for selvmord.

Men der kan også komme et punkt under en politisk sultestrejke, hvor det står klart at modparten er ubøjelig. Hvis der så fortsættes, vil jeg kalde det for selvmord, formodenlig i håb om at den ekstra medieopmærksomhed gavner sagen, men det kan den kun gøre hvis der er tilstrækkelig sympati blandt "folk". Effekten af at en fængslet terrorist sultestrejker til døden, må snarere forventes at være foragt end sympati.

Anonym sagde ...

Når du læser om nedenstående sultestrejke, vil du så mene, at de begik selvmord? Vil du betegne det som selvmord?

http://en.wikipedia.org/wiki/1981_Irish_hunger_strike

Anonym sagde ...

Når du nu taler om at efterlade et forfærdeligt lig, gør en person, der dør af tørst ikke det? Gør en person, der dør af sult ikke det?

tosommerfugle sagde ...

Den irske sultestrejke lyder som om de fleste af de døde vidste at deres største chance for at vække opmærksomhed var at dø, og få store offentlige begravelser. Og at der har været en eller anden form for koordinering (som jeg ikke har forsøgt at gennemskue), som ville gøre det til et alvorligt svigt at give op.

Forløbet må have været særdeles gavnlig for den radikale fløj af IRA, som fik deres krigeriske grundlag udbredt, på bekostning af de mere moderate.

Martyrer er ofte en ganske effektfuld propagandaform. En gammel kristen skik, med masser af aktører som gerne døde for sagen. Den mest kendte af disse er Jesus.

Jeg vil kalde villet martyrdød for selvmord.

tosommerfugle sagde ...

Liget efter en død af sult/tørst er slet ikke forfærdeligt på samme måde som et stærkt lemlæstet lig. Her handler det også meget om chok-oplevelsen, som er noget helt andet end det svære ved at følge hvordan kroppen af en nærtstående efterhånden skrumper. Det forudsætter selvfølgelig at de pårørende har forståelse for baggrunden for beslutningen.

Anonym sagde ...

Men kan man ikke også gennemføre tørste- eller sultedøden uden morfin eller andre smertestillende medikamenter?

Anonym sagde ...

Man kan jo altid få fat på smertestillende medicin i håndkøb, fx panodiler. Hvis man tager den maksimalt anbefalede dosis og spreder det ud over hele dagen, tror jeg nemt, at man kan tørste eller sulte sig ihjel.

tosommerfugle sagde ...

Sidste fase før døden er den afgørende her, og med stor usikkerhed tror jeg. Der findes jo bøger om hvordan forløbet kan planlægges, der fortæller historier om at det gik "let". Men som pointeret er det fra nogen som bruger det som argument mod aktiv dødshjælp. De har altså en interesse i at kunne sige "her er der et alternativ", og underspille risikoen for at sidste fase bliver slem.

Sagen er at det handler om når kroppen er så langt ude, at den heller ikke har ressourcer til at holde hjernen kørende. Den prioriteres ellers på bekostning af resten af kroppen. Men når der heller ikke er energi her, vil hjernens funktioner, både sansning og det mentale bryde sammen.

Om dette går roligt eller ej, tror jeg ikke at nogen kan vurdere på forhånd. Jeg tror at chancerne for en glidende afgang fra livet er bedst for en som allerede er stærkt svækket af sygdom og/eller alderdom. Så må tiden hvor kroppen kan kæmpe forventes at være kortere, og altså mindre risiko for at det bliver panisk.

Jeg vil ikke prøve at sætte tal på risikoen for at det bliver en skrækkelig oplevelse, men tror at den er mere end ubetydelig. Personligt ville jeg ikke ønske at forsøge uden at have sikkerhed for at kunne få sådanne symptomer behandlet, hvor der nok skal ret stærke midler til.

Og hvis du tror at Panodil er brugelige her, ved du intet om hvad kraftige smerter er for noget. Så gør disse milde smertestillende midler ingen eller kun lille forskel. De er jo kun beregnet til ubetydelige småtterier som hovedpine.

Anonym sagde ...

Tror du ikke, at otte panodiler om dagen, som skylles ned med vand, kan tage sultsmerterne? Det er vel bedre end slet ikke at tage nogen smertestillende midler.

Hvad med andre smertestillende midler, som ikke er på recept? Er der nogen af dem, der er mere effektive end panodilerne?

tosommerfugle sagde ...

Sultsmerter er slet ikke hvad jeg taler om. Mit indtryk er at sulten gnaver mest de første par dage, og at kroppen derefter indstiller sig på at udholde hungersnøden. Det kan sammenlignes med anoreksi. Her ser vi mennesker som bliver grotesk afpillede, og jeg har ikke hørt om at det skulle ske med brug af noget smertestillende.

Det uforudsigelige er den terminale fase, når kroppen i sin desperate selvopholdelse begynder at skaffe sig brændstof ved at nedbryde hjernen (hvis der tilføres væske). Uden væske går balancen mellem vand og elektrolyter (især salt) helt i udu, således at der kan blive trukket vand ud af cellerne.

Begge dele er et biologisk sammenbrud, som i høj grad påvirker hjernens muligheder for at fungere afbalanceret. Så vidt jeg har forstået kan der ske ting som under andre omstændigheder ville blive kaldt for alvorlige psykiske sygdomme. Gaga.

Jeg siger ikke at det altid bliver til noget ekstremt, men blot at risikoen er for stor til at planlægge med at undvære kvalificeret hjælp - fra nogen som er indstillet på at sultestrejken ikke skal afbrydes. Hjælpen kan meget vel blive en bevidsthedsfjernende bedøvelse.

Som pointeret vurderer jeg risikoen her som værende væsentligt mindre for en som allerede er døende, sammenlignet med at ville dø fra en nogenlunde normalt fungerende krop.

Anonym sagde ...

Er det at sulte sig ihjel (hvor man kun drikker vand og ikke spiser noget) ikke en 100 % sikker selvmordsmetode? Hvad kan da gå galt?

Anonym sagde ...

Hvis man nu har besluttet sig for at sulte ihjel, dør man så, hvis det eneste, man indtager, er øl?

Anonym sagde ...

Hvis man sulter sig ihjel, og man bruger morfintabletter til formålet, bliver de så bedst opløst, hvis man skyller dem ned med vand eller øl?

Anonym sagde ...

Er det ikke bedre at sulte sig ihjel på øl end på vand, fordi øllet både sløver en og nedsætter sanserne, fordi det deprimerer det centrale nervesystem?

Anonym sagde ...

Hvis man sulter sig ihjel ved kun at tage morfinpiller og skylle dem ned med vand, er morfinpillerne så med til at slå en hurtigere eller langsommere ihjel? Hvorfor?

tosommerfugle sagde ...

At sulte sig 100% vil da bestemt føre til døden efter et stykke tid. Kroppen har jo brug for energi, og hvis der ikke indtages noget, tæres den langsomt bort. Det kræver en stor og vedholdende beslutsomhed, hvilket kan siges at være en fordel. Der bliver rige muligheder for at fortryde undervejs.

Slutfasen er dog svær at have kontrol over, når kroppen er så nedbrudt at selve hjernen bliver brugt som brændsel, hvilket kan risikere at give voldsomme psykiske symptomer, på ret ubehagelige måder. Her er der også langt større mulighed for at omgivelser føler sig tvunget til at gribe ind, når "hovedpersonen" ikke kan tage vare på sig selv.

Som allerede nævnt, har du vist misforstået noget omkring det med morfin. Det er til allersidst der mest kan risikere at være brug for at blive døvet kraftigt ned, i den fase hvor der ikke er mental kapacitet til at holde styr på tingene selv. Hvis nogen administrerer en morfinpumpe, eller anden form for sedering, øger det muligheden for at hjertestop indtræder lidt før - altså hvis dosis bliver ret høj.

Hvad øl angår, har du vist glemt at tænke dig om. Øl indeholder mange kalorier, i en størrelsesorden som mælk. Det er jo ikke for ingenting at begrebet "ølvom" findes om en stor tyk mave. Det er ret fedende at være alkoholiker. Det gælder i sagens natur for alle alkoholiske drikke.

Anonym sagde ...

At dø af sult eller tørst må da være blandt de værste måder at komme herfra på. Smerte fra start til slut.

Se fx:

http://thelistcafe.com/10-ways-to-die-a-horrible-horrible-death

Anonym sagde ...

Kan man egentlig nøjes med (stadig leve mange år) at spise et enkelt måltid om dagen, nemlig aftensmad, og så ellers resten af dagen bare holde den kørende på vand og kaffe eller en af delene?

tosommerfugle sagde ...

Internet-lister over de 10 bedste/værste ting er altid det rene crap, og en form for underholdning der tiltrækker dem der tror at der findes nemme svar. Listen savner helt seriøse vurderinger af hvad "værst" vil sige. På den anden side lyder beskrivelsen under "Starving to death" således:

Starving to death isn't actually that painful. In fact, it is quite comfortable, which is why it is this low on this list. Starving to death takes time, but after a certain amount of it, your body isn't sending you signals that it is hungry, and eventually you will stop feeling thirsty as well. Obviously, we have all felt hunger, and while this signifies the very start of starvation, our bodies can survive for a long time on the fat and muscle that we have built up. However, it should be noted that starvation can also happen even if you are eating, by avoiding certain essential vitamins and nutrients. The World Health Organization calls starvation the number one risk to worldwide public health. Symptoms of starvation include lowered immune system, zero energy, blurry vision and painful movement.

(Min fremhævning)

Læste du listen før du smed et link? Eller synes du bare at det er sjovt at fyre lort af?

Og det er ikke noget helbredsproblem at nøjes med ét stort måltid om dagen. Det kan tage tid for kroppen at indstille sig på en sådan rytme, og det øger risikoen for at "komme til at snyde" med tomme kalorier fra sødt og snacks. Det er ikke nogen ideel måde at fordele sit fødeindtag på, og kræver nok ekstra fokus på kostens sammensætning. Det vil nok typisk give en bedre energibalance at fordele kosten.

Anonym sagde ...

"isn't actually that painful" betyder i min optik, at der stadig er smerte involveret. Desuden er smerte jo et individspørgsmål. Det, den ene føler smerte ved, mærker andre ikke.

Anonym sagde ...

Men tror du, at alle vil kunne tørste sig ihjel eller sulte sig ihjel, hvis det var det, de ville?
Tror du, at alle kunne gøre det, hvis de samtidig fik morfin (om det så kun er i den sidste fase, er uvedkommende for mit spørgsmål)?

Anonym sagde ...

Hvis du skulle tørste eller sulte dig ihjel, hvad ville du så vælge af de to metoder? Ville du vælge tørst, fordi det går hurtigere, eller sult, fordi det er mere behageligt?

tosommerfugle sagde ...

Betydningen af "isn't that painful" er mest en modsigelse af en antagelse om at det må være smertefuldt.

En sammenligning kunne være med nåle og akupunktur. Det frygter mange som noget der må gøre ondt ad helvede til, men jeg har set flere historier om at nogen slet ikke opdagede at nålene blev prikket ind, eller også mærkede de kun ganske lidt. Om akupunkturen i sig selv hjælper på noget, er så en ganske anden snak.

Min pointe var at det var helt ude af proportioner at tale om det som "blandt de værste måder", og præget af konstant smerte. Det er vrøvl, også selv om en krop i nedbrydning må forventes at medføre ømhed, og som pointeret risikoen for at det bliver grimt til sidst.

Med betydelig viljestyrke vil sult/tørst bestemt føre til døden, men derfor er det jo ikke sikkert at alle ville være i stand til at være vedholdende og konsekvente.

Svaret på sult med/uden tørst fremgår allerede af blog indlægget. At inkludere væske trækker blot tiden meget længere ud, hvilket kan siges at være en afgørende pointe ved en sultestrejke. Jo længere tid, jo mere medie-opmærksomhed.

Anonym sagde ...

Hvorfor ville du vælge tørstedøden, når du i dit hovedindlæg skriver "Sammenligningen peger dog på at sulte-delen er udholdelig."? Er det ikke selvmodsigende?

Anonym sagde ...

Tror du, at det bliver lettere eller sværere at sulte eller tørste sig ihjel, hvis man tager morfin undervejs?

tosommerfugle sagde ...

På grund af hastigheden, og fordi jeg længere nede skriver: "Den værste gene synes at være tørhed i munden. Det kan lindres ved hjælp af våde gazetamponer eller små stykker is."

Der bliver simpelthen meget kortere tid at havde det halvskidt i. Jeg tror ikke at det er relevant at spekulere på morfin, med mindre der opstår helt konkrete symptomer, altså smerter der har stort behov for lindring. Og så er det slet ikke sikkert at netop det gammeldags og hårde morfin er det bedste middel.

Anonym sagde ...

Halvskidt? Dehydrering skulle være en af de værste måder at dø på. Hovedpine, delirium, kramper osv. Det er ikke rart.

Og hvad skulle være bedre end morfin til smertelindring?

tosommerfugle sagde ...

Halvskidt det meste af tiden. Risikoen for grimme symptomer til sidst gælder både ved udpining med og uden vædske. Og så er der ikke grund til at trække pinen i langdrag.

Jeg er ikke ekspert omkring smertebehandling, men har set markeringer af at ved kvalificeret palliativ pleje, er morfin noget som helst undgås, fordi der for det meste er bedre midler - altså midler som snarere lader sindet være klart. Det er dog ikke sikkert at det er realistisk helt til sidst.

Anonym sagde ...

Tror du, at en læge vil udskrive morfin til injektion? Er det mest normale ikke piller? Og så kan din plan med at tørste ihjel pludselig ikke lykkes, da det bliver umuligt at gøre uden smertestillende midler.

tosommerfugle sagde ...

En læge vil udskrive medicin efter sin vurdering af behovet, og ikke efter hvad der bedes om. Som allerede kraftigt understreget, ville jeg ikke lyve overfor en læge, ved en plan om at afslutte mit liv ved at sige nej til næring og vædske. Lægen ville være deltager i processen, og dermed have muligheden for at vurdere hvad der er bedst.

Jeg er ikke sikker på at det er "umuligt uden smertestillende midler", men jeg ville nødigt prøve uden at have en sikkerhed for at kunne få sådan hjælp til sidst.

Anonym sagde ...

Så du vurderer det alene ud fra tiden det tager at dø, selvom det er langt mere pinefuldt at dø af tørst end sult?

Anonym sagde ...

Hvis du skulle sulte eller tørste dig ihjel, hvilken medicin ville du så tage, mens det står på? Og skal medicinen være i væske- eller pilleform?

tosommerfugle sagde ...

Har du belæg for at konkludere at det er "langt mere pinefuldt" også at afvise vædske? Med belæg mener jeg troværdige kilder, fra nogen som har seriøst kendskab til hvordan det udvikler sig. Jeg har i blog indlægget henvist til kilder fra nogen som har arbejdet med det i praksis. Hvad har du, andet end underholdnings-lal, hvor en eller anden leger med fantasi-forestillinger?

Hvis jeg fik brug for at dø på denne måde, ville jeg som en selvfølgelighed anskaffe litteratur om emnet, muligvis en bog som den jeg omtaler, og/eller have en kvalificeret fagperson på banen. Forudplanlægning ville ikke fokusere på det ene eller andet præparat; det måtte afhænge af hvordan tingene udvikler sig. Jeg vil ikke forvente et helt ensartet forløb for alle.

Anonym sagde ...

Jeg vil henvise til Wikipedias artikler om dehydrering og sult:
http://en.wikipedia.org/wiki/Dehydration

http://en.wikipedia.org/wiki/Starvation

For mig lyder det meget mere smertefuldt at dø af tørst end sult.

tosommerfugle sagde ...

Det duer ikke at tage to løsrevne skrifter, samlet sammen af amatører som jagter "særligt spændende" formuleringer, om hvordan det kan risikere at blive. Kom med en relevant kilde, hvis du vil påstå noget om en brugelig sammenligning.

Altså én kilde, som handler om nogen der har erfaring med det som metoder omkring at dø, og hvad der kan gøres for at håndtere generne. Sådanne solide kilder kom jeg med.

Du kan nemlig ikke konkludere en skid på basis af løsrevne anekdoter.

Anonym sagde ...

Kroppen har mere brug for væske end mad. Vi kan ikke gå mere end maksimalt 14 dage uden væske, før vi dør. Derimod kan vi leve over to måneder uden mad, hvor vi kun kører på vand. Derfor er det mere smertefuldt at dø af væske end sult.

Sult tåles således godt i lang tid, når der blot gives tilstrækkeligt meget vand. Selve sultedøden skal være mild og let, idet sultfornemmelsen allerede efter få dage svinder og giver plads for en stigende mathed og ligegyldighed, der ender med døden.

Døden af tørst indtræder derimod først efter lange lidelser. Mens trangen til føde taber sig hos den sultende, er kravet om vand til stede, så længe bevidstheden bevares.

Anonym sagde ...

Terri Schiavo, der døde af tørst, er et særtilfælde.

Hun var en patient i en vedvarende vegetativ tilstand og led af en alvorlig anoxisk hjerneskader med fremskridt til en tilstand af vågenhed uden bevidsthed. Patienter i denne undergruppe føler ikke smerte, og de lider heller ikke.

Smerter og lidelse kræver nemlig bevidsthed, som mangler i en person i en vedvarende vegetativ tilstand. Lidelse er et følelsesmæssigt aspekt af smerte, fx frygt, angst og panik omkring smerte. Du er nødt til at have en bevidsthed for at opleve disse følelser, så ligesom en person i en vedvarende vegetativ tilstand ikke kan opleve smerte på grund af manglende bevidsthed, kan de heller ikke lide.

En patient i en vedvarende vegetativ tilstand kan dog godt opleve ophidselse, hvilket ses ved, at patientens øjne er åbne, og patienten kan grine, græde eller synes at se en person, der er i rummet. Det er meget forvirrende for især de pårørende.

En patient i vedvarende vegetativ tilstand kan godt gribe din hånd, og hvis du lægger noget i patientens hånd, vil hånden fatte det. Men dette er en meget primitiv reaktion. Et nyfødt barn vil forstå det samme, men der er ingen bevidsthed.

Anonym sagde ...

De fleste mennesker kan ikke gå uden bare en dag uden mad og væske. Og de fleste kan ikke engang køre en dag kun på vand. Hvordan skal man så kunne begå selvmord ved at tørste og sulte sig ihjel uden brug af morfin eller andre stærke smertestillende ting fra begyndelsen?

Anonym sagde ...

Det anbefales, at man udover morfin også tager noget appetitnedsættende. Det kunne være amfetamin, Aminorex (4-methylaminorex), MDMA, AKA XTC, AKA ecstasy, AKA eller metheylenedimethoxymethamphetamin. Problemet med disse er, at de ofte er ulovlige.

tosommerfugle sagde ...

Hvorfor det pjat med at finde engang underholdende lir på Internet, og gengive det uden kilde? De digteriske skriverier om hvor slemt det er at dø af tørst kommer jo fra et meget gammelt tidsskrift, som primært søgte at underholde under foregivende af at formidle sandheder (i stil med Illustreret Videnskab nu om dage).

De følelsespornografiske ord om døden af tørst er baseret på en enkeltstående anekdote, fra en rejsebog. De er i øvrigt fra en tid hvor forvrøvlede påstande om det underlegne/sygelige ved racer og seksualiter florerede så stærkt at det blev set som sandheder. De skrivrier kan slet ikke bruges som basis for at vurdere virkeligheden, når vi har meget bedre kilder.

Og lad mig gentage. Udvis dog noget kildekritik. Det vil sige at det kun kan være relevant hvis en sammenligning kommer fra nogen som har været i tæt konktakt med metoderne, omkring at de blev brugt med hensigt om at opnå døden. Sådanne kilder har jeg givet. Alle mulige tilfældige tekster på Ekstrbladsniveau (eller lavere) er uden værdi her.

De seriøse kilder giver info om hvordan det kan håndteres at gå (eller snarere ligge) mange dage uden mad og væske. Og de gener der kan være er ikke et spørgsmål om smerter. Og her kan appetitregulerende midler jo være en del af de praktiske tiltag, hvilket netop er en af grundende til at jeg igen og igen pointere behovet for at en læge samarbejder omkring processen og dens mål. Altså når det skal bruges som et mindre godt alternativ til den forbudte aktive dødshjælp.

tosommerfugle sagde ...

Hvad Terri Schiavo har du fået tingene vendt på hovedet.

Hun er faktisk et helt normalt eksempel på at vejen mod at kroppen bliver et koldt lig, afkortes gennem at stoppe tilførsel af væske og næring. Den metode bruges ganske ofte når et menneske er reduceret til at være et "varmt lig", hvor kroppen arbejder videre efter at mennesket ophørte med at være.

Det er derimod usædvanlige særtilfælde når metoden bruges af nogen som er ved bevidsthed, og selv kan håndhæve sine ønsker om dog at afkorte vejen mod døden.

Et Dansk eksempel handler om John Hilarius Andersen, som med lidelser og uhelbredelig kræft, måtte se sine indtrængende bønner om at få fred afvist. Men det var lovligt at gå i "sultestrejke", og holde op med at indtage mad og vand. Det tog 11 dage, mens sygdommen rasede.

> John ville dø, han sultede sig ihjel

Så det kan lade sig gøre, men jeg tror at han havde gavn af lægehjælp til at håndtere symptomerne. Jeg har dog ikke set detaljer beskrevet offentligt.

Anonym sagde ...

Så du er faktisk helt enig med Illustreret Videnskab her, selvom du normalt ikke kan lide bladet?

http://illvid.dk/spoerg-os/hvilken-maade-at-doe-paa-er-den-mest-behagelige

Anonym sagde ...

Jeg forstår ikke, at du mener, at tørstedøden er smertefri eller i hvert fald ikke så smertefuld, når du her på bloggen bl.a. har skrevet om en ung franskmand, som valgte den vej, fordi han overlevede et hængningsforsøg. Der skriver du noget med, at sengen rystede af kramper i flere dage. Er det ikke pinefuldt i dine øjne?

tosommerfugle sagde ...

Illustreret Videnskab har jeg såmænd ikke noget imod, men må blot konstatere at de ofte kører på det poppede og overfladiske. Underholdning er måske også noget som er lettere at sælge, og dermed også forfladigede artikler uden bredere perspektiv. Det er ikke kun for sjov at de også kaldes for "Illuderet Videnskab".

Den konkrete artikel er et godt eksempel. Det foregiver at skulle svare på spørgsmålet om hvilken form for død der er mest behagelig. Der dog ikke en stump af en sådan sammenligning i indholdet.

Efter lidt småsnak om "foretrukne" måder at dø på (uafhængig af "behagelighed") refererer de Terri Schiavo sagen, med pointen om at det med at afbryde for væske og næring ikke er det barbari som nogen ellers ynder at påstå.

Sagen er blot at det er helt irrelevant at tale om "behagelighed" her. Som hendes kærlige mand, Michael Schiavo, satte på hendes gravsten, døde hun den 25. februar 1990. Men hun fik først fred den 31. marts 2005, altså efter de 15 år som desværre blev præget af juridiske slagsmål, religiøs propaganda, og præsidentens (og andre politikeres) grundlovsstridige indgreb i retsvæsenet.
> Michael Schiavos løfte

Når hun var "et varmt lig" giver det ikke mening at tale om en subjektiv oplevelse af "behagelighed". Der var blot brug for at få sat punktum for mange års uværdig behandling af hendes afsjælede krop.

En relevant artikel havde i det mindste forsøgt at sætte tingene i perspektiv, i stedet for en gang usammenhængende rodsammen. Men de er vel ikke værre end så mange andre medier.

tosommerfugle sagde ...

Er der et formål med at skrive helt forkerte ting om sagen med "den unge franskmand".
> Hervé Pierras anden død var langsom

Han overlevede ikke at hænge sig, men døde. Hans far fik (desværre) hjertet igang igen, men sønnen var død. Et varmt lig, der langsomt skrumpede ind. Det var bestemt ikke ham selv som "valgte" at få sat punktum ved at stoppe for al behandling, deriblandt nærig og væske. Det var hans forældre, som insisterede på at den uværdige "behandling" måtte ophøre, så de kunne få lov til at begrave deres døde barn.

Så han fik ikke nogen smertefuld død, med mindre det gik sådan da han hængte sig. Det pinefulde var hvad hans forældre måtte være vidner til, før sønnens krop "fik fred".

Hvis du havde læst blog indlægget, havde du set hvordan jeg problematiserede lægernes måde at forholde sig på. At Hervé Pierra må have fået krampestillende medicin for i det midste at være en "rolig grønsag" i de mange år han lå sådan. At kramperne må være indtrådt fordi lægerne holdt op med at behandle dette typiske symptom.

Derfor kom der voldsomme kramper før den afsjælede krop endelig kunne "give slip". Heldigvis ikke noget som Hervé Pierra "oplevede", men utilstedeligt af lægerne at de gav forældrene den grimme oplevelse.

Det handler om at se det samlede perspektiv, i stedet for at plukke en enkelt detalje ud, og digte en helt anden historie!

Anonym sagde ...

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår det, du skriver omkring franskmanden. Hvordan kan man genoplive en død? Man er jo først død, når hjernen dør - det er ikke nok, at hjertet stopper.

Anonym sagde ...

Og tror du ikke, at hængning er en smertefuld selvmordsmetode?

tosommerfugle sagde ...

Døden er ikke et sort/hvid absolut enten-eller, men en en mere gradvis proces. Det gælder i høj grad også for hjernen, store og vigtige dele af storhjernen kan være dræbt af iltmangel, uden at det betyder at der ikke findes stumper af nervevæv med aktivitet. Hjernen er ret sammensat og kompleks.

Det kan sammenlignes med et hus og en brand. Mindre brande kan ikke siges at ødelægge huset, men "nøjes med" at anrette afgrænsede skader. Ved meget store brande er det indiskutabelt at huset er udslettet. Ved mellemstore brande kan der være anrettet så store skader at huset er grundlæggende ødelagt, også selv om tilbageværende vægge og vinduer får det til at se ud som om der stadig er et hus at reparere på. Altså for nogen som ikke har forstand på bygninger.

Således også med hjernen, men vor viden er ikke stor nok til at vi i alle tilfælde kan være sikre på om der er mulighed for eksistensen af et sind. Derfor er afgrænsningen "hjernedød" sat med stor overforsigtighed, altså (lidt groft sagt) om der dog kan spores aktivitet fra en stump nervevæv i hovedet. Men ved meget voldsomme skader er det meningsløst at tale om at der er liv i hjernen, også selv om måleudstyr kan spore små rester af aktivitet.

På den anden side er der også en del sager hvor omfanget af skader ikke ser ødelæggende ud, og der er god grund til ikke at dømme "hjernedød" når vi ikke kan opnå kontakt eller reaktioner. Det kaldes for at ligge i coma, hvor lægerne groft sagt venter på om der "sker noget" igen. Desværre misbruges "coma" til at omfatte enhver form for tilstand med målbare rester af aktivitet, og det danner basis for at nogen ynder at henvise til de få og spredte tilfælde med mennesker som vender tilbage fra en coma - og bruge dem som basis for at påstå at enhver form for sporbar nerveaktivitet i kraniet må være udtryk for at der er liv, at der er håb. Altså også når vi er langt ude på den anden side af den reelle gråzone.

Det at det i det hele taget er relevant at snakke om "hjernedød" er fordi begrebet "genoplivning" ikke har det mindste at gøre med at bringe en død til live, men udelukkende med at genstarte især hjertet. Med moderne teknik er det ikke den store kunst at holde en krop uden storhjerne kørende, og det vil jeg ikke kalde for liv, men for et varmt lig. På den anden side kan en hurtig aktion for at få pumpeværket igang i mange tilfælde vende en igangværende dødsproces, så resten af kroppen får en chance for at arbejde videre, før der er anrettet ødelæggende og uoprettelige skader. Det kræver dog hurtig handling, og mislykkes for det meste.

Hervé Pierra var så alvorligt skadet at basis for at have en bevidsthed var væk, men der var randområder nok til at give de kramper, som blev dæmpet indtil lægerne afbrød denne del af behandlingen. Disse er lidt i stil med historierne om at en kylling kan løbe med afhugget hovede.

Dette er jo så min tolkning af forløbet, jeg har ikke journaler eller andre detaljerede medicinske kilder, så jeg kan ikke sige noget beviseligt.

tosommerfugle sagde ...

Hængning indebærer en stor risiko for en fase med smerter og fortrydelse, men uden at kunne stoppe processen. Det skulle ikke undre mig om Hervé Pierra var ude for dette, men det kan i sagens natur ikke opklares.

Anonym sagde ...

Kan du ikke lige forklare mig det fornuftige i, at Dignitas tilbyder assisteret selvmord til folk, der fx lider af ALS, men ikke kronisk depression, som vel er lige så invaliderende?

Anonym sagde ...

Hvad ser du som fordelene og ulemperne ved livet? Hvad er der flest af?

Anonym sagde ...

Hvad er din kommentar til dette?

http://www.independent.co.uk/news/brilliant-pupils-logical-suicide-1188778.html

tosommerfugle sagde ...

Ulemper ved livet er der ingen af, og da der er mange fordele, er der slet ikke brug for at sammenligne. Den helt afgørende fordel: Jeg er.

Til gengæld kan der jo risikere at være ting som gør livet besværligt, og det kan risikere at komme til et punkt, hvor det at kæmpe med dem ikke føles som tilstrækkeligt indhold i livet.

Dario Iacoponi lavede den afgørende misforståelse at han prøvede at lave en liste med "debet/kredit". Svagheden er der ikke skal megen fantasi til at finde på en hel masse minuspunkter, og bruge samme til at lade være med at tro på muligheden for pluspunkter. Listen over pluspunkter kan først laves bagefter, men det kræver jo så at turde tro på at det kan lade sig gøre.

Rent spekulativt vil jeg formode at drengen blev meget alvorligt vildledt på den katolske skole - på den måde at han blev indoktrineret med voldsom katolsk retorik om det syndige, usle menneske. At han måske nok kunne gennemskue kirkens løgn om at den har løsningen, men ikke gennemskue at det "livets problem", som kirken bruger for at skræmme medlemmer, er fiktion.

Selvfølgelig er det ikke kirkens hensigt at skræmme nogen til selvmord, selv om de med stor flid kører frem med deres budskab om den fordømmende Gud. Dario Iacoponi havde fortjent bedre vejledere på sin vej mod at blive voksen.

tosommerfugle sagde ...

Dignitas tilbyder ikke assisteret selvmord til nogen som helst, så du stiller en falsk modsætning op. Hvad de tilbyder er ledsagelse og praktisk hjælp. En vigtig del af hjælpen er at formidle kontakt til en venlig læge, som kan udskrive en recept på Pentobarbital, efter sin lægelige vurdering.

Som tidligere nævnt ville Dignitas ikke på forhånd sige nej til ledsagelse hvis baggrunden var en kronisk depression, uden mulighed for behandling. De kan nemlig godt indse at også dette kan være alvorligt invaliderende. Men de har ikke kontakt til en læge, som tør hjælpe denne gruppe, så derfor har Dignitas ikke nogen mulighed for at formidle denne afgørende kontakt i processen. Altså må de "nøjes" med hvad der alligevel er deres primære mission, omkring de "nemmere forståelige" fysiske sygdomme m.v.

Anonym sagde ...

Du mener ikke, at det er ulemper, at man skal være sammen med mange dumme mennesker til hverdag, at alt for mange mennesker ser det at være i live som en chance for at tage fra andre, at sidde i fængsel er en skidt ting, og at vi skal dø en dag?

Anonym sagde ...

Du synes ikke, at det er mere smertefuldt (man mærkere flere psykiske og fysiske ubehageligheder) ved at være i liv end ved at være død, og at dette er en ulempe?

tosommerfugle sagde ...

Kort sagt: Nej.

De ting du nævner er slet ikke "ulemper ved livet" som sådan, men mulige besværligheder for den enkelte, og udtryk for dennes personlige syn på verden. Det interessante ved livet er at håndtere de besværligheder der nu engang er. Det er faktisk med til at gøre livet bedre.

Mere her:
> Lad verden være smuk!
> Nej, det er ikke synd for mig - heller ikke for dig!
> Jeg elsker min smerte

"Hvis livet var nemt, var det kedeligt!"

Anonym sagde ...

Hvad tror du er værst? At dø af sult eller AIDS?

tosommerfugle sagde ...

Det kommer, som så meget andet, an på de konkrete omstændigheder.

Anonym sagde ...

Hvad er efter din overbevisning chancen for at dø af tørst eller sult i Danmark - hvis det ikke sker ved frivillighed?

tosommerfugle sagde ...

Er nogle døde af sult og/eller tørst, som du kan komme i tanker om? Ikke? Det er nok fordi det i praksis ikke sker; tværtimod er der jo mange som dør på grund af overernæring.

På den anden side siges det at alvorlige sygdomme kan hæmme kroppens arbejde så alvorligt, at det forstyrrer optagelsen af næring og væske. Der er nogle hvis dødsdato ville ligge senere hvis læger (og plejehjem) var meget aggressive med sonder og drop. Derudover er der jo tilfælde hvor afbrydelse af behandling indebærer at stoppe med nyttesløs indpumpning af væske og næring.

Det vil jeg ikke kalde for at dø af sult eller tørst. Her er det mere rimeligt at tale om at palliativ pleje ikke kan have som primært mål at holde "et varmt lig" i behandling så længe som teknisk muligt.

De ganske få som frivilligt afkorter deres vej mod døden på denne måde er så få, at det ikke giver mening i at tænke på dette som noget hvor der kan regnes i statistisk sandsynlighed.

Anonym sagde ...

30 % af de danske kræftpatienter dør af sult:

http://sondagsavisen.dk/2013/20/kraeftpatienter-dor-af-underernaering.aspx

tosommerfugle sagde ...

Det var lige præcis det jeg mente med at pointere at alvorlig sygdom kan forstyrre optagelsen af næring. Og med at pointere at jeg ikke vil kalde det for at dø af sult/tørst. Kræft er den primære dødsårsag, også når andre faktorer påvirker hvilken dato der må skrives på dødsattesten.

Kræftens Bekæmpelse er dog ganske konsekvente med at råbe og skrige så højt som muligt. Det må forventes at de gør deres aller-yderste for at få tingene til at lyde skræmmende, og meget gerne overdriver enhver risiko som kan relateres til kræft.

Med terminal kræft ville jeg ikke se det som en fordel at blive presset til en ernæring som kunne forventes at gøre den terminale fase lidt længere. Og det er for det meste hvad det handler om.

Mere generelt er jeg dog enig i at sundhedssystemet underprioriterer den store behandlingsmæssige værdi af ernærning. Det har mest betydning omkring muligheden for at forkorte behandlingsforløb for dem som må forventes at kunne blive udskrevet efter vel afsluttet behandling. Den sædvanlige fokus på at skrige "død" forstyrrer desværre.

Anonym sagde ...

Tror du, at man føler smerte med den smertestillende behandling, der er i dag, eller fjerner den alle muligheder for det, fordi man bliver sløv og bedøvet af morfinen?

tosommerfugle sagde ...

Moderne smertestillende behandling er mere avanceret end den gammeldags morfin. Gennem omhyggeligt udvalg og kombination af forskellig smertemedicin kan der ofte opnås et bedre kompromis mellem smertedæmpning og den sløvende effekt. Lægerne siger at de "næsten altid" kan håndtere de fysiske smertefornemmelser.

Sagen er dog mere sammensat. Den bedste smertestillende behandling udøves af specialister, som ikke har realistisk mulighed for at nå alle døende. Det er altså langt fra alle patienter som behandles efter de idealistiske ord om "næsten alle". Og selv disse ord rummer jo en indrømmelse af at lægernes muligheder, også her, i sagens natur er begrænsede.

Derfor er såkaldt "palliativ sedering" en ikke helt sjælden behandlingsform. Det kaldes lidt mindre eufemistisk også for "terminal sedering", og indebærer at patienten helt bevidst sløves / bedøves / sederes så kraftigt at "du vågner aldrig mere". Spørgsmålet er så blot hvor lang tid der går før de biologiske livstegn ophører. Lidt hårdere sagt er budskabet ofte "vi venter bare på at du kradser af".
> Palliativ, terminal sedering

Der er også patienter som værdsætter deres sind og bevidsthed så højt, at de derfor afviser tungere smertestillende behandling. Her bliver det en psykisk udfordring at finde ro samtidig med at mere eller mindre svære smerter er til stede. Det kan blive en prioritet at kunne sige sine nærmeste godt farvel, helst tæt at pulsen ophører. Dette kan indebære dødshjælp, men behøver da ikke.

En anden komplicerende omstændighed er at den sløvende / bedøvende effekt ikke altid mod patientens ønske. Den kan ligefrem være en kærkommen effekt. Hellere ro, end alt det andet. Selv om det helst ikke siges højt, bliver en del patienter "narkomaner" i deres sidste tid. Afhængig af fx morfin, i høj grad også på grund af hvad den gør ved hvad sindet oplever.

Elefanten i rummet, som mange med stor energi overser og fornægter er at begrebet "lidelse" er meget bredere end blot den fysiske smerte som kan opgøres på en skala. Det er muligt at have det ad helvede til, med en kombination af fysiske og psykiske fornemmeler der kan opsummeres i begrebet "elendighed". Dette kan ikke behandles som sådan, højst enkelte aspekter af denne "totaloplevelse". Elendigheden må og skal perspektiveres ud fra patientens egne værdier og krav til hvad det vil sige at livet er ønskværdigt.

Debatten om "aktiv dødshjælp" forvrænges desværre igen og igen af forestillingen om at dette er et alternativ til at døende nærmest ligger og skriger af smerte. Langt de fleste mennesker, som vælger at afkorte processen, gør det ikke på grund af fysiske smerter. Så enkelt er det ikke.

Det er ikke i modstrid med god palliativ pleje at denne kan omfatte at lade patienten sige "nu er det nok". Livet er fuldbragt, og skal ikke udarte i "en skæbne værre end døden".

Anonym sagde ...

Kan alle i Danmark bede om en "terminal sedering"?

tosommerfugle sagde ...

Nej. Tværtimod kan ingen bede om terminal sedering. Det er en lægelig disposition som bruges når de ikke kan finde på andet, og noget af det nærmeste til "aktiv dødshjælp" som kan ordineres under dække af at hensigten er i modsætning til døden.

En patient på dødslejet kan dog få en vis medindflydelse (personligt eller via de nærmeste), som typisk handler om at få lov til at sige nej hvis lægen foreslår at "slukke lyset" på denne måde. Jeg tror ikke at læger ville godtage et forslag om denne behandling, med mindre de føler at der ikke er andet at gøre, så de ikke står til faglig kritik efterfølgende.

Anonym sagde ...

Jeg kan dog ikke helt forstå din kommentar om, at underernæring og sult ikke er det samme. Det handler vel om, at der kommer mindre føde ned i maven til systemet, end der burde, og at det ikke i nogen af tilfældene er frivillighed, der afgør det.

tosommerfugle sagde ...

Underernærning og sult har jeg ikke skelnet mellem, selv om det måske kan siges at være forskellen mellem biologien og oplevelsen.

Hvad jeg skeler mellem er hvad der kan lægges i begrebet "at dø af". Hvis et ellers rimeligt sundt menneske forhindres adgang til næring og væske, må sult og/eller tørst regnes for den egentlige dødsårsag, når kroppen ikke længere kan.

Hvis et alvorligt sygt menneske, som en del af at en døende krop er ved at "lukke ned", mister trangen til at indtage mad og drikke, kan dette da bestemt påvirke hvilket tidspunkt der kommer til at stå på dødsattesten. Tidspunktet kan måske udsættes ved at være meget insisterende omkring at sørge for at det døende menneske alligevel får næring og væske, måske mere eller mindre ufrivilligt.

Jeg vil ikke regne fravær af en sådan pånødet ernæring for noget der gør at det er "at dø af sult", også selv om ernæringstilstanden giver kroppen mindre ressourcer til at modstå den egentlige sygdom, den egentlige dødsårsag.

Derfor misinformerer Kræftens Bekæmpelse ved, i deres sensationalistiske stil, at få det til at lyde som om patieneter sulter ihjel i stedet for at kunne leve videre efter god behandling.

Indebærer "den bedste behandling" nødvendigvis at dødsdatoen bliver så sent som muligt?

Anonym sagde ...

Er det ikke mere behageligt/mindre smertefuldt at blive skudt end at sulte/tørste ihjel? Ville du ikke hellere have en hurtig smertefuld død end en langsom smertefuld død?

tosommerfugle sagde ...

At blive skudt af en trænet skytte, og med et velegnet våben, må gå så hurtigt at jeg ikke vil se det som en smertefuld oplevelse. Det kræver dog en omhu, som er svær for den som selv har behovet (især hvis der er legemlig grund til at ville dø), så skytten skal altså være et andet menneske. Dette er ulovligt, og ville blive straffet strengt, som mord eller i heldigste fald "drab efter begæring".

Men også ud over strafbarheden ville det være et meget stort krav at stille til et andet menneske, og derfor ses det oftest i forbindelse med dobbeltselvmord.

Det er ikke af teknologiske årsager at vi ikke må vælge en hurtig og smertefri død frem for en langsom og mere eller mindre lidelsesfuld. Bemærk at jeg helt bevidst brugte ordet "lidelsesfuld" i stedet for "smertefuld", da det er en vigtig pointe at lidelse ikke primært handler om en smerte, som kan behandles med dertil egnede midler.

Og jeg vil da bestemt foretrække at udgå en langsom og lidelsesfuld død, hvordan det nu end kan arrangeres. Helst ved indførelse af legal adgang til aktiv dødshjælp, under ordentlige vilkår.

Anonym sagde ...

Hvordan kræver det omhu at skyde sig selv op gennem ganen mod hjernen med et haglgevær? Der kan man da ikke ramme forkert.

Hvordan kræver det eksempel "en trænet skytte"?

tosommerfugle sagde ...

Drop vrøvlet om at "man kan da ikke ramme forkert". Det kræver omhu at forholde sig til passende vinkling, og hvilke dele af hjerne der skal rammes, for at det går hurtigt og smertefrit. Et tungt skydevåben er også besværligt at styre, i skæve vinkler.

Og lad mig understrege at mennesker med et velbegrundet ønske om at dø lidt før, ofte slet ikke har kræfter, finmotorik og koordination til at håndtere skydevåben. Min fokus er på mennesker der har behov for at afkorte en dødsproces, og ikke på fjollerøve med en dødsmani.

Men der har på andre blog indlæg allerede være spildt nok tid på at snakke om selvmord ved skud. Emnet er uddebatteret. Drop det.

Anonym sagde ...

Hvorfor vil du hellere dø af sult end en overdosis paracetamol? Det sidste går jo langt hurtigere.

Og hvordan er det at drikke læsket kalk med ice tea? Er det en god måde at dø på?

tosommerfugle sagde ...

Læsket kalk lyder som en endog ekstraordinært hæslig selvmordsmetode. Det er et stærkt ætsende stof, som i større eller mindre grad kan ætse hul i indvoldene. Sår i bughulen er noget af det allermest smertefulde, og det vil ikke være nogen hurtig død. Kan kun anbefales for nogen som ønsker at påføre sig ekstraordinært svære smerter, og ikke vil have det hurtigt overstået.

tosommerfugle sagde ...

Overdosis af paracetamol skulle være "langt hurtigere", skriver du. Ved hvad du taler om? Det er slet ikke nogen hurtig måde at dø på, det vil ubehandlet tage adskillige dage. Der kan forudses stor elendighed og svære smerter undervejs, når de første par dage er overstået.

Jeg har tidligere skrevet om Panodil som en ualmindeligt dårlig selvmordsmetode:
> Glemte selvmordsforsøg med Panodil
> Panodil, marketing og forebyggelse af selvmord

Herfra kan jeg citere en forståelsesfremmende passage, som en intensiv-sygeplejerske skrev om et selvmord fra før lægerne fandt ud af at behandle disse selvmordsforsøg:

[...] den pige, jeg modtog for 16 år siden, som kom ind på sygehusafdelingen med diarré og ja meget dårlig. Man troede, det var en maveforgiftning, men senere fandt vi ud af, at hun havde taget Panodil. Hun havde ikke fortalt noget, så der var gået et par døgn, før hun blev indlagt. Pigen var under 20 år. Og hvad sker, når der er gået et par døgn? Leveren er ødelagt. Der er intet at stille op!

Jeg husker hendes hjerneskrig i afdelingen .... skærende gennemtrængende i hele afdelingen.

Pigen døde.


Det kan ikke anbefales at blive "Panodil-pige".

Anonym sagde ...

Er en overdosis heroin ikke den mest smertefri, jeg har foreslået?

tosommerfugle sagde ...

Rangordning af selvmordsmetoder beskæftiger jeg mig stadig ikke med. Og det er meningsløst som anonym at ville henvise til tidligere anonyme kommentarer via ordet "jeg".

Som jeg ser det, er der to væsentlige ulemper ved heroin, selv om det i høj grad kan være livsfarligt i overdosis. For det første kan det være svært at sikre sig at få en "god kvalitet" i passende mængde, og at få det sprøjtet ind på en egnet måde - især som "amatør" i forhold til narko-miljøet. For det andet må et forløb, der slutter med døden, forventes at tage mange timer. Det vil sige at der kan være stor risiko for at nogen griber ind, og sørger for lægebehandling. Men en overdosis plus behandling med modgift er bestemt ikke harmløst, og kan medføre skader og sygdom af kortere eller længere varighed.

Og lad mig gentage at "velegnede metoder", for mig at se, nødvendigvis kræver at de kan håndteres af en som søger døden på grund af alvorlig fysisk sygdom og svækkelse, og på en måde som ikke gør andre til kriminelle. Dette er en yderligere årsag til at jeg ikke ser heroin som "et godt valg".

Anonym sagde ...

Vil du mene, at alle selvmord med skydevåben er uigennemtænkte, forhastede og irrationelle?

Anonym sagde ...

Er skud gennem ganen generelt mere dødeligt end skud i hjertet?

Er skud gennem ganen den måde, man oftest dør på, når man skyder sig selv?

Anonym sagde ...

Hvis man nu skyder sig med en pistol, som man er kommet ulovligt i besiddelse af, fordi man ikke har tilladelse til at eje skydevåben, og man ikke dør af selvmordet, men ender op som grøntsag, får man så en bøde og bliver smidt i fængsel, eller hvad sker der?

Anonym sagde ...

Hvad kan man gøre, inden man skyder sig selv, hvis man vil minimere smerten, før man bliver fundet? Vil fire panodiler og tre øl på tom mave hjælpe på det?

Anonym sagde ...

Skudofre, der overlever deres skud, modtager de førtidspension, hvis de er grøntsager eller ikke kan arbejde?

Anonym sagde ...

Jeg er enig med dig i, at der er situationer, hvor selvmord er den bedste løsning for et menneske. Men er du så også enig med mig i, at der kan være situationer, hvor det kan være nødvendigt at slå andre ihjel.

Anonym sagde ...

Hvilken selvmordsmetode er så lettest at administrere? Skud til hjernen eller heroin i armen? Hvilken en er mest effektiv (fører i de fleste tilfælde til døden)?

Anonym sagde ...

Er det muligt at skyde sig selv i hjertet/lungerne først og bagefter gennem ganen, eller har man kun et enkelt forsøg?

Anonym sagde ...

Synes du, at det er okay at ville blive en grøntsag eller dø, fordi man ikke kan klare tilværelsen som normal?

Anonym sagde ...

Tror du, at det er 50 eller over 90 %, der dør af at blive skudt i hovedet?

tosommerfugle sagde ...

Skud er en dårlig selvmordsmtode, som ikke er til debat her. Den er allerede dækket i indlægget:
> Er skud en god selvmordsmetode?
Der er de fleste af spørgsmålene allerede besvaret.

Spørgsmål om "alle selvmord" er automatisk meningsløse. På indlægget:
> Ville jeg give hjælp til selvmord?
Skrev jeg:
Mennesker der skyder sig selv gør det sjældent efter omtanke og planlægning. Det er grundlæggende set en dårlig metode, som mere inviterer til forhastede handlinger.

Intet at tilføje. Heller ikke omkring hvordan politi, domstole, psykiatriske anstalter, hospitaler og de sociale myndigheder vil forholde sig til straf for ulovlige handlinger, når personen (som bevist her) ikke ser ud til at besidde evnen til fornuftsmæssig forholden sig til verden.

Og jeg synes bestemt ikke at det er okay at sigte på at komme til at ligge som "grønsag", skal det gøres, så gør det ordentligt - i stedet for at gå efter dårlige metoder. Jeg har allerede henvist til hvor du kan finde omtaler af bedre metoder.

Anonym sagde ...

Hvis det er en dårlig metode, hvorfor er den så ofte anvendt til selvmord blandt især mænd?

tosommerfugle sagde ...

De fleste selvmord sker uden grundig planlægning og omhyggelige forberedelser. Det vil sige forholdsvist spontant, med hvad der nu er i nærheden. Det vil i lande/områder som nærmest flyder med våben (som USA) sige at disse bruges.

Ved velforberedte selvmord ("selvadministreret aktiv dødshjælp") bruges skud (eller andre volds-våben) langt mindre derovre; så bruges der i stedet bedre metoder.

Hvis vi ser på Danmark, er skydevåben sjældent brugt til selvmord (også blandt mænd), fordi diverse fjolser ikke "lige" har skydevåben i nærheden. Og igen - dem som laver god planlægning vil ret ofte være frastødt af sådan blodig vold mod sig selv.

Mere generelt sagt er sammenhængen mellem populære og "gode" selvmordsmetoder nærmest omvendt, på grund af det med planlægning og "spontante" krise-selvmord. Hvis en selvmordsmetode er "populær", er det altså et klart tegn på en kombination af tilgængelighed med at det er en dårlig metode.

Anonym sagde ...

Men tror du ikke, at hvis skydevåben havde været lige så tilgængelige som i USA i Danmark, så havde det været den mest anvendte metode?

Jeg kan faktisk ikke komme på bedre og lettere selvmordsmetode end skud gennem ganen.

Anonym sagde ...

Hvor stor en arbejdsevne vil man typisk have, hvis man skyder sig selv i hovedet på klods hold og overlever?

tosommerfugle sagde ...

Ingen er så dum som den der ikke vil fatte.

Jeg har virkelig intet at tilføje til mine redegørelser om uegnetheden af skud som selvmordsmetode.

Anonym sagde ...

Du har intet skrevet om arbejdsevne i forbindelse med at skyde sig selv.

tosommerfugle sagde ...

Jo, gennem igen og igen og igen at pointere at der ikke findes entydige svar på hvordan det går, for en handling som kan udføres på mange forskellige, mere eller mindre inkompetente måder. Men hvis du vil have procenter: Mellem 0% og 100%.

Anonym sagde ...

Så lad os tage udgangspunkt i et enkelt skud fra en 9mm gennem ganen. Hvad vil du sige der?

tosommerfugle sagde ...

Ingen er så dum som den der ikke vil fatte.

Jeg har virkelig intet at tilføje til mine redegørelser om uegnetheden af skud som selvmordsmetode.

Ja, det var en gentagelse. Slut.

Anonym sagde ...

Ville du helst sulte eller fryse ihjel?

Anonym sagde ...

Tror du, at Michael Jackson stadig lever?

Anonym sagde ...

Hvordan kunne Cobain overleve at skylle 60 stk. Rohypnol ned med et glas champagne?

tosommerfugle sagde ...

Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald?

Fiktive sammenligninger og hypotetiske valg må du spilde andres tid med.

Nej, jeg foretrækker virkelighedens verden, frem for vanvittige teorier.

Rohypnol er ikke sikkert dødeligt, og selv om alkohol øger graden af livsfare, må det også forventes at en "trænet" narkoman kan klare ekstra høje doser.

Anonym sagde ...

Hvor lang tid tager det at dø, når man er hos Dignitas? Snakker vi en time? To timer?

tosommerfugle sagde ...

Døden hos Dignitas er ikke et spørgsmål om hastighed. Tiden kommer an på hvor meget du tager med, altså hvornår "stopuret" starter. Jeg har ikke nogen hårde tal, men min fornemmelse er følgende.

Tiden fra at indtage en stor dosis pentobarbital, til døden indtræder, må forventes at være fra nogle minutter til højst en times tid. På grund af forberedelser, formalia og spørgsmålene om det virkelig stadig er ens hensigt, vil jeg gætte på at der mindst går et par timer yderligere, fra ankomsten til den bygning hvor dødsledsagelsen sker. Hvis vi i stedet regner fra første ankomst til Dignitas, går der mindst et par dage, der er altså brug for at bestille overnatning, typisk på hotel. Tiden fra forløbet starter, hvor der skal udveksles papirer, og foretages lægelig vurdering af sagen, lyder til at være mindst et par måneder.

En ubehagelig ting for Dignitas kan være nogen som rejser til Zürich med forventning om at de bare kan dukke op, og få det overstået med det samme. Det meget forkerte indtryk fik de fra medier, og modstandere af dødshjælp, som ynder at fremstille det som "død på anmodning".

Anonym sagde ...

Hvor lang tid tror du, at døden ved at blive kørt over af et tog på maven vil tage?

Anonym sagde ...

Skal man leve, fordi andre vil have det, eller fordi man selv vil?

Anonym sagde ...

Hvornår er et selvmord egoistisk?

Anonym sagde ...

Hvis man får nogen til at bygge en guillotine til en, og de afprøver den på en med døden til følge, er der så tale om selvmord eller mord?

tosommerfugle sagde ...

Blodige spekulationer må du finde andetsteds. Se:
> Smitsom selvmordsbølge foran tog
> Isabella Miehe-Renard: Vi har ret til at begå selvmord
> Er selvmord egoistisk?

Straffeloven § 237: Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Anonym sagde ...

Hvad er den bedste måde at komme selvmordstanker til livs på? Er det at gennemføre det? At tage medicin? At spise bestemte vitaminer? Eller noget andet?

tosommerfugle sagde ...

Ved selvmordstanker bliver det generelle råd at kontakte Livslinien. Fra deres forside kan jeg citere:
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har lige nu.

Du er ikke alene om at have det sådan. De fleste mennesker har perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene. For nogle fører krisen til selvmordstanker, og uden hjælp måske til selvmordsforsøg og selvmord. Derfor er det afgørende, at du får fortalt et andet menneske, at du har det svært, så du kan få den støtte og hjælp, du har brug for.

Du kan kontakte Livsliniens rådgivere på 70 201 201 alle ugens dage mellem 11-23, eller skrive til Livsliniens netrådgivning.

Selvmordstanker er i de fleste tilfælde ikke udtryk for et ønske om at ville dø. Ofte handler det om, at en situation er blevet uoverskuelig eller gør for ondt. I sådanne situationer kan selvmord fremstå som den eneste løsning.


Center for Selvmordsforskning har også en udmærket side "ved selvmordstanker".

Vitaminer hjælper ikke direkte mod selvmordstanker, men hvis der er vitaminmangel kan de dog hjælpe med at få det bedre. Der kan være tilfælde hvor medicin kan være relevant, men ikke for selvmordstanker som sådan. Det skulle mere være hvis der er noget underlæggende. Som udgangspunkt vil jeg sige at medicin for det meste ikke er en god retning.

Mere generelt vil jeg sige at selvmordstanker i sig selv ikke er noget primært problem, men snarere en reaktion på "noget andet". Selvmord er sjældent en rimelig udvej, men derfor er det ikke forkert at tænke på det. Det mere interessante er at finde ud af hvad der er baggrunden, og gøre noget ved det. Langt de fleste problemer kan der gøres noget ved, og når den proces er igang, vil der typisk ske det at selvmordstankerne ligeså stille glider i baggrunden. Det handler jo ikke om gerne at ville dø.

Lidt mere filosofisk mener jeg at noget som umiddelbart lyder fjollet, ikke er så dumt endda. "Tænk på noget andet". Ja. Sagen er at de tanker som vi kører rundt i sindet, derved kommer til at fylde mere. Så er der store fordele ved at fylde nogle sjovere og mere positive tanker på. Finde nogle gode aktiviteter.

Anonym sagde ...

Bliver det mere smertefuldt dag for dag, når man sulter ihjel (både der, hvor man hverken spiser eller drikker og der, hvor man kun drikker), eller bliver det hele så omtåget og man selv så træt, at man ikke mærker det?

Anonym sagde ...

Nogle af de mennesker, der sulter sig selv ihjel, tager salt, men er det for at forlænge sultprocessen eller forkorte den? Hvorfor?

Anonym sagde ...

Hvorfor tvangsfodrede de ikke Bobby Sands og de andre fanger? Ville man ikke gøre det i Danmark, hvis en person var ved at dø af sult (både intentionelt og ikke-intentionelt)?

tosommerfugle sagde ...

Døden ved sult/tørst er, som jeg allerede har redegjort for, ikke noget klart forudsigeligt forløb, og det er mest til sidst at der er risiko for "neurologiske symptomer"; en eufemisme for at gak-gak i hjernen, hvilket fx kan vise sig ved hallucinationer, angst, forvirring, uro, kramper og/eller smerter. Jeg siger ikke at det altid går sådan (det er jo ikke noget forudsigeligt forløb), men risikoen er stor nok til at jeg mener at det er en god idé at sikre sig lægelig assistance, med at håndtere hvad der måske bliver af grimme symptomer.

Ekstra salt binder væske, og fremmer dehydrering af kroppen. Uden væske vil jeg helt uforbindende gætte på at det kan forkorte forløbet, men med øget risiko for at der sker sære ting i nervesystem og hjerne. Altså ting som gør det relevant at have hjælp med at håndtere symptomerne.

tosommerfugle sagde ...

Tvangsfodring af sultestrejkende er at regne for ulovlig tvang, og sker næppe i lande som kærer sig om menneskerettigheder.

Sundhedsloven i Danmark har helt konkret en bestemmelse om at sultestreje skal respekteres:
> § 23. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

Ud over de principielle sager, hvor sultestrejke er en viljetilkendegivelse, som fx kan have til formål at markere en personlig protest eller politisk manifestation, vil læger som en del af deres virke se det som nødvendigt at sikre at patienter får næring/væske, når dette fremmer overlevelse. Dette kan inkludere patienter som pga psykiatriske diagnoser ikke regnes for kompetente.

En nogenlunde aktuel sag med at krænke menneskerettighederne ved at tvangsfodre sultestrejkende fanger handler om Guantanamo-basen. Denne har jo en lovløs status, således at de amerikanske myndigheder derfor ikke respekterer noget lands love, og altså heller ikke menneskerettighederne.

Anonym sagde ...

Så ingen vil kunne få lov at udføre en sultestrejke til døden i Danmark, hvis det var det, de ville?

Anonym sagde ...

Hvis du stod overfor valget at dø af sult eller at overleve ved at blive kriminel, hvad ville du så vælge?

Anonym sagde ...

Hvis man gerne vil sulte sig selv ihjel i Danmark, og det ikke skal opdages af nogen, før man er død, hvor ville du så gøre det?

Man skal jo have adgang til vand i flere måneder, og nogle mennesker vil sikkert benærke, at man er syg undervejs i processen.

tosommerfugle sagde ...

En sultestrejke kan, pr. definition, ikke have døden som hensigt, så det er ikke et meningsfuldt spørgsmål om at "få lov" til dette. Som Den Danske Ordbog definerer ordet sultestrejke:

det at holde op med at spise for at lægge (politisk) pres på nogen så man kan opnå noget, eller for at demonstrere sin protest mod noget

Hvis nogen sulter med den hensigt at ville dø, må det altså blive betragtet som et selvmordsforsøg, hvor startgrundlaget er at det er et symptom på en psykisk krise, der skal behandles, mens personen holdes i live. Sagt på en anden måde, vil jeg forvente at afvisning af væske/næring bliver set som en "inkompetent" patient, der ikke evner at tage vare på sig selv. Dermed bliver tvang en realistisk mulighed.

Undtagelsen kan, så vidt jeg kan se, næppe blive andet end når der på grund af terminal sygdom ikke er argumenter for at se det som et irrationelt valg; ergo er der ikke anledning til at frakende patienten sin selvbestemmelsesret.

Sagen er helt anderledes ved en rigtig sultestreje; her forbyder lægeloven sundhedspersoner at gribe ind, også i terminalfasen, men det er meget sjældent at sultestrejkende ikke giver op, eller måske får større eller mindre dele af deres krav imødekommet. Måske blot symbolske ting, så de kan bilde sig selv ind at det var en succes.

tosommerfugle sagde ...

Hypotetiske valgsituationer gider jeg ikke spilde ord på. Heller ikke vejledning til fremgangsmåder, for nogen som åbenbart ikke tænker sig om.

michelle sagde ...

jeg har selv lige stået som datter magteløs i 2½måned og fulgt min fars sultestrejke på nærmeste hold må sige det har været de værste måneder i mit liv se ham skrumpe indtil et skelet med hud på han var 180 og vejede 2 døgn før sin død 35kg
havde håber aktiv ddhjælp havde været i orden i den situation han ville ik selv livet mere.

Anonym sagde ...

hej Jeg er født i 68, da jeg var 11 år ville jeg dø, jeg forsøgte at begå selvmord, jeg tro på gud, og beder hver dag, at jeg må dø. Jeg har talt med psykolog og psykiatere, men de kan ikke hjælpe mig, de tillige sagt at de ikke kan sætte en diagnose på mig.
Jeg er utrolig livstræt, og ville gerne dø uden smerte, jeg ville ønske at det var muligt med aktiv dødshjælp min krop er rask, men jeg er utrolig livstræt af denne fysiske verden. Jeg går ind for aktiv dødshjælp for syge og livstrætte mennesker uanset alder. Jeg er i dag 47 år.

tosommerfugle sagde ...

Aktiv dødshjælp til nogen som ikke kan udholde livet, uden en mere eller mindre konkret diagnose, er nok ikke nogen realistisk udsigt. Der vil jo blive svært at godtgøre overfor en hjælper at der ikke er bedre udveje. Fx indebærer den ret omtalte Dignitas at der ses på lægelige papirer, og en læge skal skrive recept på der middel der bruges til en tillige og "pæn" død.

Hvis jeg havde det sådan, ville jeg blive nødt til at finde ud af at gøre det selv. Her på bloggen har jeg skrevet om rimelige metoder, men uden at gøre det til en konkret vejledning. Men der findes jo bøger om emnet....

Logo sommerfugl