Sidste uge bød på lidt af en bølge af selvmord ved at "gå i vejen" for kørende tog. Det blev til 7 sager, hvor der "kun" plejer at ske en personpåkørsel 2-3 gange om måneden. Hele 4 af ugens "selvmordsbølge" skete på Fyn. Dertil to påkørsler ved København og en ved Aarhus. Det lyder som påfaldende mange, men uden at de døde havde noget med hinanden at gøre. Mon der er en sammenhænge?
Statistisk set er en sådan "stime" sjælden, men ikke så usandsynlig som det kunne være fristende at tro. En tilfældig fordeling er ikke jævn, men vil have klumper. Et sjovt psykologisk eksperiment går på at lade forsøgspersonen slå plat eller krone i hovedet, altså selv beslutte sig til hvad det "tilfældige" valg skal være. Sådanne rækker kan næsten altid genkendes på grund af at der "mangler" sekvenser med samme udfald mere end 3-4 gange.
På den anden side er der ofte fokus på en bekymring om at "selvmord smitter". Altså at nyheden om et selvmord kan "inspirere" andre til også at vælge selvmord, hvis de har det skidt i livet. Dette kaldes for Werther-effekten, efter det afsluttende selvmord i Goethes "Den unge Werthers lidelser". Der opstod en myte om at bogen førte til en selvmordsbølge hen over datidens Europa.
En tysk undersøgelse så umiddelbart ud til at bekræfte denne risiko. En TV serie for unge viste selvmord foran tog i indledningen til hvert afsnit. Mens serien blev vist, var der usædvanligt mange lignende selvmord i virkeligheden. Gisp. Et mere overordnet kik på statistikkerne viste dog at der samlet set ikke var ekstra selvmord i perioden. Den logiske konklusion bliver at Werther-effekten kan have betydning ved valget af selvmordsmetode, men ikke ved at føre til at beslutningen i det hele taget træffes.
Således må det også være for vor hjemlige danske "selvmordsepidemi" i februar.
- Politiken:
Fem danskere kørt ihjel af tog på blot en uge - Politiken:
To nye tilfælde: Syv danskere er kørt ihjel af tog på en uge - Fyens.dk:
Politi om stribe af tog-selvmord: - Vi ved ikke, hvad de har tænkt
Presseomtale af selvmord i Norge har været meget tabubelagt, så aviserne helt undgik at omtale selvmord. Dette samtidig med en meget høj selvmordsrate i Norge. Jeg tror snarere at netop et tabu gør selvmordstanker sværere at snakke med nogen om, sværere at få hjælp til at finde ud af livet. Selvmord kan ikke ties ihjel, men det kan mennesker. Nærmest bogstaveligt.
Der er grund til forsigtighed ved omtale i medierne, så et selvmord ikke fremstår som "løsningen" på at have en krise i livet. Min holdning er at et selvmord i sjældne tilfælde faktisk kan være en rimelig udvej, som en slags "selvadministreret aktiv dødshjælp". Altså noget der godt kan (og bør) snakkes med andre om, og som efter grundige forberedelser gennemføres på en pæn måde. Ikke en hurtig ensom beslutning i krise.
Selvfølgelig er det yderst livsfarligt at kaste sig ud foran et tog. Det er dog misforstået at regne med at det går hurtigt og let, men det afhænger jo af omstændighederne. Ved sammenstødet får kroppen alvorlige indre kvæstelser, men det kan godt tage nogle minutter før en smadret krop dør. Det er ikke usandsynligt at den døende er ved bevidsthed noget af tiden, med svære smerter. Men det kan ikke ses på liget, og dem der står for oprydningen vil være tilbøjelige til at lade historien lyde "han døde på stedet", måske som en hvid løgn til de pårørende.
Dertil en meget grim oplevelse for især togføreren, som kan få det dårligt længe efter.
Skidt metode.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Jeg oplevede for en del år siden, at der var et skænderi mellem to personer i en bygning hvor jeg havde tilsyn. Jeg gik hen for at se hvad der foregik. Det var to lokale helt unge mennesker på omkring 19-20 år, et kærestepar som havde en diskussion. Jeg kender den unge mand og husker at jeg tænkte, at det var en fantastisk smuk kæreste han havde. Jeg spurgte om alt var okay. De bekræftede og dæmpede sig. Lidt efter smækkede døren. Det var den unge kvinde der gik. Næste dag fik jeg at vide gik den unge kvinde var gået ud foran toget kort efter hun forlod stedet. Den unge mand havde slået op - det var det diskussionen var om. Han havde ringet til pigens mor og sagt, at den unge kvinde var ude af sig selv og at hun måske skulle hente hende. Moren gik af cykelstien, der er anlagt langs togskinnerne og på halvvejen fandt hun pigens sko stående ved siden af cykelstien. Toget holdt stille. Det var så skrækkeligt.
Jeg ved at pigen havde mange psykiske problemer, bl.a en spiseforstyrrelse, men jo ellers havde megen rigdom i sit liv - tilsyneladende -.
Bliv på livets side..... kæmp for livet...... de sjældne undtagelser der kan forekomme, er netop undtagelser der bekræfter reglen. Der er INGEN tilstande der bare bliver ved - slet ikke de psykiske - livet forandrer sig hele tiden og forandrer os. Men den mulighed lukker døden for. Så bliv på livets side!!
Nogen år senere slog min unge, unge niece op med sin kæreste. De gik i 9 klasse og det var ikke et alvorligt forhold. Han gik direkte hjem og skød sig med sin fars jagtgevær. Det var så tragisk og absurd.
Tragisk og absurd, netop. Sådanne pludselige selvmord er jo altid i sager som kunne have været klaret ved at give tid, få snakket med nogen, eller "gå amok" ude i en skov.... Frustrationerne for de efterladte kan blive ekstra store, fordi det ikke er muligt at finde forståelse for bevæggrundene, og ingen der kan siges at være skyld i at det gik sådan.
Hvis nogen skal forlade livet ved selvmord, skal det være mens de har det så godt som muligt, og aldrig fordi det hele pludselig er noget lort. Sådan er livet, og så handler det om at komme videre, og måske spolere en køkkenrulle.
Tog er netop også en skidt selvmordsmetode fordi vejen fra tanke til død er alt, alt for kort. Det er jo derfor jeg vælger at "udpensle" hvordan det let kan blive en hæslig måde at dø på, i stedet for at "slukke lyset" i et nu.
Dette virker utroligt fascinerende, intet mindre. Et sådant projekt som denne blog ville jeg aldrig selv have kastet mig ud i. Men du får virkelig sat belysning på emnet selvmord, hvilket jeg tror kan være til stor hjælp for mange, som læser denne blog. At få at vide, at det ikke er sikkert man dør, er nok en af de bedste metoder til at få en person til i det mindste at overveje døden en gang til.
Jeg har desværre også selv et selvmord på nært hold, det skete da jeg var otte år. Dengang fik jeg selvfølgelig ikke at vide, at det var selvmord, men at vedkommende bare var sovet stille ind. Fem år senere fik jeg så sandheden at vide, og siden da har døden fået et solidt tag i mig, forstået på den måde, at jeg finder det ekstremt spændende. Jo mere jeg læser om det, jo mere kan jeg forholde mig til det. Så denne blog er endnu en informationsgivende side, som jeg er taknemmelig for at følge med i.
Selvmord skal ikke være tabu, men tværtimod noget der kan snakkes om på en realistisk måde. Uden dæmonisering og forherligelse. Og jeg synes netop at det er rimeligt at sætte fokus på at de "populære" selvmordsmetoder normalt ikke lever op til forventningen om at kunne komme "væk", og slukke livets lys på en nem og hurtig måde.
Faktisk mener jeg at det var forkert at du ikke fik at vide at det var selvmord, også selv om det ville være svært at forklare til en otte-årig. Meget bedre end at familien præges af at der er noget der ikke kan snakkes om, noget der kræver løgn og fornægtelse.
Jo, døden er et spændende emne, også fordi det er en definerende del af menneskelivet. Dø skal vi jo alle, og så er det ikke lige meget hvordan. Derfor sætter jeg ofte fokus på vinklen med at døden bliver til en aktiv beslutning, i stedet for livet kunne være en aktiv beslutning.
Og velkommen til!
Hmm, da jeg ikke kunne finde noget omkring selvmord med kniv under selvmordsmetoder, tænkte jeg bare lige, at jeg ville tilføje en kommentar herom.
Umiddelbart er det ikke noget der skrives så meget om på nettet - og muligvis nok heller ikke den mest anvendte metode. Måske det skyldes metodens voldsomhed, men det er jo nu engang resultatet af verdens fornægtelse af hjælp til selvmord.
Hvad tænker du herom, altså om at hugge en skarp køkkenkniv i halsen i forhold til effekt og smerte/ubehag?
"At skrige som en stukken gris" lyder en velkendt talemåde, om nogen der skriger højt og inderligt. Betydningen af "en stukken gris" er ikke "bare" at den blev prikket med en nål, men stukket med en kniv i halsen.
Fra min barndom på landet husker jeg en hjemmeslagtning af en gris. Den blev klynget op på en stige, og bundet fast. Derefter stak slagteren en skarp kniv i halsen på den. Ganske bogstaveligt hylede den som en stukken gris. Høje og kraftige hyl, der blev svagere efterhånden som blodet løb ned i spanden.
Det meget klare indtryk var at det var en smertefuld oplevelse, indtil den døde i løbet af nogle få minutter. Som du kan gætte er det bestemt ikke en metode som jeg ville overveje.
Med i billedet hører også at det var en rutineret slagter, der vidste præcis hvordan han skulle stikke, og havde roen til at sørge for at blodet fossede ud. De færreste har en lignende håndværksmæssig kunnen som slagter, og det er en hel del sværere at gøre det på sig selv.
Hvis du har prøvet at skære dig, ved du jo at det gør ondt. Smerterne ved at føre kniven mod sig selv vil med stor sandsynlighed medføre en instinktiv modreaktion, så der er meget stor risiko for at du "nøjes" med at lave et halvstort sår. Selv om det måske lykkedes at få hul på en pulsåre, er det værd at bemærke at det faldende blodtryk får blodet til løbe langsommere ud. Kroppen vil også prøve at lukke såret, med reaktioner og koagulerende blod.
Det vil sige at der kan gå ganske lang tid, med mulighed for at nogen opdager hvad der sker. Du risikerer også at fortryde, men ikke have kræfterne til at tilkalde hjælp. Og med mindre du virkelig "gør det ordentligt", er der meget stor risiko for at du kan leve i mange timer efter hugget.
Men det er kun i starten at du har kræfter til at "skrige som en stukken gris".
Ift. selvmord med kniv kan jeg orientere om at dette er meget voldsomt for den der finder liget - for pårørende og dem der skal rydde op. Min venindes far valgte denne vej udaf livet - blev fundet af moderen som i chok ringede i datteren og udbrød der er blod over det hele! Dødsfaldet var endvidere netop langtrukkent og smertefuldt. Blod fra stol i stuen og hele vejen ud til køkkenet, hvor han efterfølgende blev fundet død.
Jeg er helt enig i det med at det kan være en meget voldsom og grim oplevelse for den der finder liget, især når det er i familien, og samtidig så blodigt som du beskriver. Så traumatisk at jeg vil kalde det for "groft hensynsløst" som selvmord.
Der kan måske diskuteres om et selvmord er velbegrundet eller ej, men de fleste er det næppe. Men jeg vil mene at det må være meget vigtigt at tænke på de efterladte, således at de ikke skal have den hæslige oplevelse i hovedet, og som tragisk minde om den døde. Selvfølgelig er det også grimt at blive kontaktet af politiet omkring hvad der skete, men det er jo alligevel noget helt andet end selv at stå med liget og blodet.
Så det er ikke kun på grund af "hovedpersonens" lidelser at det slet ikke kan betragtes som en rimelig selvmordsmetode med kniv eller lignende.
Send en kommentar