Den engelske kunstfotograf Jonathan Stead viser i en serie billeder de sidste sarte uger af sin bedstemors liv. En serie portræt-fotografier af sindets og kroppens forfald, indtil den gamle kvinde døde lige efter jul.
Hun var nedbrudt af demens. Billederne viser smukt hendes kamp for livet. Eller måske kamp for at få lov til at dø.
Hun sagde "nej" til alt, mens hun endnu kunne.
Hun sagde "nej" til alt, mens hun endnu kunne.
Jonathan Stead Photography:
Fragile Mind documented my Grandmothers struggle with dementia and, as it turned out, the last few months of her life. During my weekly visits I became fascinated by the syndrome and how it began to claim her personality and ultimately her identity.
It ended up being the last few months of my Grandmothers life - she passed away on Boxing day after becoming increasingly withdrawn. She suffered with dementia and the plates try and to reflect the vague, flawed and troubled reality she found herself in.
It ended up being the last few months of my Grandmothers life - she passed away on Boxing day after becoming increasingly withdrawn. She suffered with dementia and the plates try and to reflect the vague, flawed and troubled reality she found herself in.
- Lenscratch:
Jonathan Stead - Photography Jobs Update:
Fragile Mind – A Short Interview with Jonathan Stead
Information.dk:
Journalisten Jens Christoffersen spurgte Jonathan om det var en svær opgave at fotografere et døende medlem af familien, og hvordan han forberedte sig.
Journalisten Jens Christoffersen spurgte Jonathan om det var en svær opgave at fotografere et døende medlem af familien, og hvordan han forberedte sig.
»Jeg fotograferer ikke mennesker særlig ofte og det er første gang jeg har fotograferet dokumentarisk på denne måde. Min bedstemor havde lukkede øjne det meste af tiden og det hjalp mig en del. Det føltes på mange måder som om det var still-billeder jeg lavede. Der var mange gange hvor jeg ikke var helt tryg ved at fotografere, men omvendt vidste jeg at det ville være værre, hvis jeg afbrød projektet. Des mere jeg så, desto mere skønhed så jeg, og jeg var tilfreds med at lade projektet folde sig ud foran mig.«
»Når jeg kiggede i søgeren så jeg en skrøbelig gammel kvinde, som havde givet op. Hun talte sjældent, og havde trukket sig ind i sig selv og virkede som en person, der var brudt ned. Når nogen stopper med at tale eller interagere med dig, går det op for en hvordan 90% af en persons identitet handler om netop det.«
Tilskueren kunne føle sig fristet til at spørge "Hvad nu hvis det var mig". Som vidne til en kær bedstemors forfald?
Eller mig som lå der? Hvad vil værdighed sige nu? Skulle fotografen have ladet kameraet ligge? Skulle billederne have været holdt i et privat album? Hvordan gavner det andre med dette indblik? Hvad ville bedstemoderen selv have sagt, mens hun endnu var åndsfrisk? Ville hun have foretrukket et kortere dødsleje?
Eller mig som lå der? Hvad vil værdighed sige nu? Skulle fotografen have ladet kameraet ligge? Skulle billederne have været holdt i et privat album? Hvordan gavner det andre med dette indblik? Hvad ville bedstemoderen selv have sagt, mens hun endnu var åndsfrisk? Ville hun have foretrukket et kortere dødsleje?
Ære været hendes minde, på denne måde.
Hvad mener du? Hvad ville du ønske?
Sådan dør mange.
Det mest usædvanlige ved historien er billederne.
Sådan dør mange.
Det mest usædvanlige ved historien er billederne.
Sidste rose fra bedstemoderens have.
Hun levede. Endnu.
Hun levede. Endnu.
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Det er meget smukke billeder og ret stiliserede, og det synes jeg gør dem mindre private. Det etiske spørgsmål er svært, men måske en del af værket.... altså at det sætter tankerne i gang. Jeg synes ikke jeg ved at se på billederne oplever dem som respektløse. Måske er det fordi jeg ved, at det er fotografens egen bedstemor, så opleves det som om relationen mellem fotograf og den døende kvinde kommer med i billedet, som en nænsomhed.
Rosen til sidst med frost på passer helt perfekt ind. Skønheden i forfaldet og måske noget med en livskraft som går ud over al forstand.
De lukkede øjne skaber en vis distance, ja. Bedstemoderen sagde "nej" til verden, og kontakten med den. Billederne dokumenterer netop dette på en dybt respektfuld måde. Livskraftens udrinden.
Jeg har altså ingen betænkeligheder ved billederne, som netop er et smukt arbejde. Derfor bringer jeg dem også her.
Spørgsmålet om værdighed og respekt ville være ligeså dybt uden billederne, men disse giver netop spørgsmålet en chance for at ramme dybt. Har jeg lyst til at dø på den måde? Ville jeg hellere gøre noget aktivt for at ikke at give dette dilemma krop? Min egen krop.
Svarene giver ikke sig selv. Netop derfor er der brug for at anerkende spørgsmålet.
Den visne rose er smuk, før den er opløst i støv.
De fleste af os er bange for døden og har det ikke særligt godt ved at snakke om den. Alligevel opstår den somme tider som en befrielse - det var tilfældet for min mor, som havde været meget syg meget længe. Så lad os ikke kede af det men glade på vores kæres vegne. Når døden opstår som en befrielse….
Den befriende død er et godt billede. Langt de fleste synes da godt at de vil live længe endnu, men det kræver jo så også at kunne leve; have et liv.
Jeg ser ingen grund til at være bange for selve døden. Det skræmmende kan være den sidste stump af livet. Hvor døden bliver en nådig befrier.
Paradokset er at vi som samfund gør meget for at bekæmpe det gode naturlige måder at dø på, og i stedet fremmer at tiden op døden bliver en langtrukken og tung proces.
En skæbne værre end døden.
Jeg husker, da jeg var barn, og det ret ofte skete, at gamle mennesker døde i deres seng hjemme uden nogen sinde at ha’ været hos læge. Selvfølgelig er det en god ting, at man i dag kan helbredes for mange sygdomme, men før døde man bare af alderdom (kaldte man det) uden at skulle gå til kontrol for alverdens ting. Kontrol og ventetid på at få en dårlig nyhed. Jeg ved ikke, hvad der er bedst – men jeg husker stadig vores gamle nabo, som dagen før gik fredfyldt rundt i sin urtehave i stedet for, havde det været i dag, at tilbringe sine sidste stunder i et hvidt værelse omgivet af hvide kitler….
Død dagen efter en fredfyldt stund i urtehaven står for mange som et billede på en god måde at dø på. At det godt må gå lidt hurtigt, når nu det engang skal være.
Det kan dog kræve mod at dø på den måde. Både fra mennesket selv og de pårørende. Mod til at anerkende at nu er tiden snart kommet, og ikke satse på at bekæmpe symptomerne på at kroppen ikke kan længere.
De hvide kitler har mange midler til at gøre noget ved disse symptomer, et af gangen. De kan altså trække dødsprocessen i langdrag. Selvfølgelig prøver de på at den døende kan have det så godt som muligt, men ofte går det sådan at det faktisk ikke er ret godt. Det hindrer dog ikke den fortsatte symptombehandling, en behandling hvis primære begrundelse er at det kan lade sig gøre.
Det er meget målbart om døden indtræffer efter en uge eller efter en måned. Det er ikke målbart om den døende ligger med en tåget bevidsthed, og et brændende ønske om at det var gået hurtigt.
Det kræver mod at give slip. Mod fra alle parter. Mod til at undgå at oplevelsen ikke er værd at mindes.
Når jeg bliver gammel, vil jeg sikkert gerne modtage behandling af helt konkrete sygdomme, hvis der er en reel chance for helbredelse eller stor bedring. Men hvis kroppen ikke i øvrigt har ressourcer til at leve, tror jeg på at jeg vil insistere på retten til at give slip. Dø på en pæn måde.
Idealet om "at dø hjemme" fungerer bedst hvis det får lov at ske. Altså uden det medicinske regime om at vi da kan udsætte døden lidt.
Send en kommentar