Den tyske fotograf Walter Schels havde hele livet, siden krigens rædsler, været skrækslagen for døden, og som 72-årig var det ikke længere en tanke som han kunne skubbe langt væk. Han bearbejdede sin dødsangst ved at tage en serie portrætter af mennesker før og efter deres død. Det krævede alt hans mod. Hans partner, Beate Lakotta, interviewede dem i deres sidste dage, hørte hvordan de følte om livets afslutning. Det projekt ændrede deres syn på døden. Og de lærte meget om livet.
Ingen af de døende smilede til kameraet. De behøvede ikke længere forstille sig.
Rent praktisk var det et vanskeligt projekt. Det var ikke så svært at finde døende, på hospicer, og de fleste var med på at deltage. Parret var nødt til, dag og nat, at være klar til at tage afsted, for at få det sidste billede i kassen. De havde ikke klaret det uden at kunne snakke med hinanden. Da de kom igang, fandt de ud af at de var nødt til at få den døde til at sidde op, for at få vellykkede billeder. Ellers kom tyngdekraften og dødsstivheden for meget i vejen.
Selv om det var skræmmende at arbejde med de døde menneskers kroppe, var det mest chokerende at mærke den ensomhed og isolation som deres modeller havde i live. De havde venner og familie, men disse var ikke helt til stede. De nægtede som oftest at forholde sig til døden som en umiddelbart forestående virkelighed. Nogle blev bitre at måtte dø i en dyb ensomhed, kun Walter og Beate lyttede til dem. Ingen andre ville virkelig høre hvordan de havde det.
Som døende er det ikke sjovt at høre på floskler om snart at være tilbage på arbejde, eller "god bedring". Nej, det er sårende. Der er mere brug for nogen som tør stille spørgsmål, virkelig lytte til svarene, og give plads til humor og munterhed. Nogen som tør være der, øje til øje, sjæl til sjæl.
Før en udstilling på et kunstgalleri i London offentliggjorde den britiske avis The Guardian en del af disse dødebilleder på deres hjemmeside. Resultatet var en ny rekord for trafik. Rigtig mange mennesker har aldrig set et lig. Denne naturlige proces bliver gemt væk fra de moderne samfund, som noget der helst ikke tales ret meget om. Straffen kommer når den enkelte selv når dertil.
Døde mennesker er hverken farlige eller skræmmende.
- Wellcome Collection:
Life Before Death, 9 April-18 May 2008 - Noch mal Leben
Eine Fotoausstelling über das Sterben - Ekstra Bladet:
Døende mennesker som kunst
Nyere opslag
Opslag
16 comments:
wow sikke dog et interessant projekt ... og hvor er det egentlig spændende at studere deres ansigter ...
Netop.... Sådan nogle billeder fortæller meget, især når en dygtig fotograf har gjort noget ud af at lave gode portrætter.
Nogle få interviews er i øvrigt med i en PDF fil, under den tysksprogede hjemmeside, der også har en engelsksproget udgave. De 22 Guardian billeder har billedtekster, som fortæller lidt.
Jeg valgde dog her at lade billederne stå alene.
Fantastisk.
Igangsætter så meget.
Jeg får lyst til at skrive hver deres historie.
Som var døden en ny begyndelse. En ny fortælling.
Jeg tror jeg vil starte med person nr 2.
Han siger meget. Levende som død.
Vildt interessant. Og meget, meget fortællende.
Fortravlede. trætte og hedebølgeramte knus
Nummer 2 synes forresten at det ville være for smertefuldt at dø mens hendes mand (eller børnene) var til stede. Så hun smuttede mens han var ude for at lave kaffe.
Og ja, meget fortællende billeder, som derfor netop giver basis for selv at tegne en fortælling.
Hede knus ;-)
Underligt, at de alle nærmest har et smil på læben.
Muskulaturen slappes selvfølgelig, når døden indtræffer. Men det er alligevel mærkeligt, at de alle får netop dette fredfyldte smil.
Det er jo netop rigtigt. Udtrykket med at "hvile i fred" ser ikke ud til at være en eufemisme.
Artiklen "How to stare death in the face" kommer mere ind på dette. Et citat fra en af de døende (Beate Taube, nr. 2):
I think that after I have died, the suffering won't show on my face. If my soul is able to float away, as I hope it will, I will lie there completely at peace.
PS. Jeg har kommentarmoderation aktiveret. Det vil sige at kommentarer først bliver synlige efter at jeg godkender dem. Derfor forsinkelsen. Det er dog ikke sådan at jeg sidder og vejer om reelle kommentarer skal offentliggøres eller ej.
Det er et fantastisk projekt. Tak fordi du gør opmærksom på det!
:-) Jeg kom til at kikke nærmere på det for et par dage siden, efter at Marian for et stykke tid siden nævnte det i en kommentar ovre hos dig Anja. Og syntes at det fortjente at blive præsenteret i sin egen sammenhæng.
Det er jo dejligt at se en så respektfund behandling af emnet, og de enkelte døende.
Anderledes, men meget smukt!, og imponerende at kunstneren netop har vist det naturlige (ufarlige, fredelige) og ikke det makabre som vi alle ellers bliver præsenteret for i alverdens mediale sammenhæng.
Jeg synes netop også at det er en behagelig kontrast til den aktuelle udstilling af skrællede menneskekroppe, Bodies, som sælger billetter til Tivoli. Den er interessant på den måde at den fortæller om kroppen, anatomisk og provokerende makabert. Men meget fjernt fra de mennesker hvis kroppe blev brugt. Den viser dog noget om hvilken virkning deres livsførsel havde på deres biologi.
Ved netop ikke at skrælle huden af, går denne billedserie meget dybere, søger at vise selve mennesket.
Jeg kan huske min morfar: en meget viljefast og temlig skarpsåret personlighed, der skræmte en lille pige som mig med hans udbrud og kontante facon.
Han var tynd, senet og stærk og med en mildt sagt "karakteristisk" næse som understregede hans karakter.
jeg var lidt bange for ham, selvom han aldrig råbte ad mig. Han kaldte mig altid Mrgerethe, fordi jeg var hans "helt egen lille dronning", og han sagde, at han ikke ville stemme ved et valg, før han kunne stemme på mig ;-)
Da han døde, så jeg ham ligge i sengen med et hvidt lagen over det meste af kroppen. ndnu mere afpillet end normalt og med den her lange, lange næse der stak op. Og lige dér, lige der så jeg forskellen mellem hans krop og hans sjæl.
Så var jeg ikke bangemere. Hvrken for ham, for døden eller for det, der følger efter.
Det var ikke en hårrejsende, ikke en ekstrem...snarere en umådelig blid og afdæmpet oplevelse.
Sådan kan døden også være. For den levende, at møde.
"en umådelig blid og afdæmpet oplevelse" - netop. Det tror jeg egentlig at døden som sådan for det meste er. Lidt mere blandet med den sidste tid før døden, og der er jo dem som synes at det er for tidligt. Men når det sker, giver døden ro til den døende og forhåbentligt også de levende. Udfrielse fra et liv der ikke kunne vare længere.
Jeg kommer til at tænke på en pointe fra billedbogen And, Døden og tulipanen: Det er ikke Døden, man skal være bange for - det er det, der forårsager den. ... Døden er den barmhjertige tilstand, der gør en ende på ulykken og er ikke årsagen til den. Ikke kun en bog for børn.
Aktiv dødshjælp er der såmænd kun sjældent brug for, heldigvis, og ofte er det mere værd, kan give mere ro, at vide at muligheden er der, end konkret at måtte bruge den.
Jeg har forresten tilføjet 2 mennesker mere, jeg fandt ud af hvilket navn jeg kunne sætte på billederne. Nr. 2 og 4 fra neden.
puh.. tankevækkende!
Smukt at se vreden være væk i enkelte af ansigterne. Og styrken i enkelte blikke.
Flere af dem var vrede over sydommen (oftest kræft), de følte sig snydt for hvad de havde udskudt. En af dem (Klara Behrens, nr. 9) konkretiserede meget tingsligt: "Og jeg havde lige købt en ny kummefryser! Hvis bare jeg havde vidst!"
Edelgard Clavey (nr. 3) observerede i øvrigt at: "Døden er en test af ens modenhed." Hun fandt afklaring med at skulle give livet fra sig igen.
Hvor er det nogen helt fantastisk smukke billeder.
Ja, det er jo netop med at se og holde fast i det smukke omkring døden, også når et liv desværre bliver alt for kort. Døden er jo så en naturlig afrunding, som ikke behøver blive gemt væk, gerne må ses og rummes.
Sommerfuglehilsener :-)
Send en kommentar