World Trade Center terrorangrebet den 11. september 2001, og den efterfølgende brand og sammenstyrtning af tvillingetårnene blev blandt verdenshistoriens allermest fotograferede begivenheder. Et særligt ikonisk billede viser en mand i frit fald, på vej mod en hurtig og sikker død. Et billede der næsten får det til at se ud som noget fredeligt og afklaret, på kanten mellem de to tårne. Siger noget som hverken tusinde eller ti tusinde ord kan.
The Falling Man by Richard Drew
Pressefotografen Richard Drew var den morgen på arbejde for at tage billeder af en modeopvisning med tøj til gravide kvinder. Da han hørte om at et fly havde ramt WTC, hastede han derhen via undergrundsbanen. Hans job var at tage billeder. Og det gjorde han. Mange forskellige billeder. Også da han så mennesker styrte til jorden.
Det anslås at 200 mennesker døde på denne måde. Mindst. En sidste ensom rejse, 10 sekunder i luften før de landede med et dumpt brag, som en sæk cement. De blev de mest synlige blandt de omkring 3.000 omkomne. Stærke scener, som TV undlod at vise.
Richard Drews centrale billede blev trykt af en række aviser. Det vakte stor debat og forargelse. Læsere klagede over at de ikke havde lyst til at se sådan noget til deres morgenmad. Og som efter fælles aftale lod medierne denne visuelle side af historien gå i glemmebogen. Noget der ikke blev talt om. Hellere vise billeder af redningsfolkene.
Fra telefonkontakt med fangede pårørende kunne efterladte fortælle følelsesladede historier om mennesker der så døden lige i øjnene. Sagde farvel. Der var ingen udvej. Flammerne og røgen blev for meget. Mennesker omkring dem sprang ud af vinduerne. Mange klamrede sig til vindueskarme. Ingen statistikker kan skelne mellem hvor mange der tabte grebet mens de måske håbede på et mirakel, og hvor mange der "frivilligt" tog springet. En uhyggelig valgsituation, men der må have været mange der valgte det mindste onde. Sidste åndedræt i fri luft.
Noget af det som gør billedet provokerende er tanken om selv at være fanget i en sådan situation, uden udvej. Tanken om at det kan være rationelt at vælge en hurtig død, frem for ganske bogstaveligt at blive ristet i levende live. Eller blive langsomt kvalt af giftig røg. Når spørgsmålet kun er om hvordan dødsprocessen bliver. Et par blev set springe med hinanden i hænderne.
Nogle pårørende kunne slet ikke tåle tanken om at prøve at genkende ud fra billederne. Følte at det det gik imod alt hvad de troede på hvis det skulle være deres familiemedlem. Mere frygteligt at de måske sprang, end det at de døde. Andre fandt tværtimod ro ved tanken om at deres kære fik en hurtig afslutning, i stedet for den lidelsesfulde død de ellers havde udsigt til - uden at have en chance for regne ud at de brændende tårne ville bryde sammen.
Jeg tror at reaktionerne fortæller noget om folks forhold til det at dø. Om det er et blokerende tabu, for frygteligt til at rumme. Eller om der er plads til tanken om at selve døden kan være et gode, sammenlignet med at hvad der ellers er ved at ske. På dette plan er der indlysende paralleller til debatten om aktiv dødshjælp og lignende.
Ordet "selvmord" bliver sat under pres når der tales om dem der sprang. Dem der valgte en lidt hurtigere og mindre skrækindjagende død. Der er jo selvfølgeligt at det er noget helt, helt andet end hvis en teenager går på rov i medicinskabet når det hele pludseligt er noget lort. Selvfølgeligt at der er situationer hvor døden kan blive et fornuftigt valg. Og det er der for mange der ikke ønsker at indse.
En helt anden overvejelse, som i sagens natur kun kan være rent spekulativ, er at tænke over hvad der har været af håndvåben blandt de fangede. Ikke så få amerikanere betrager det jo som en gudgiven ret at have og bære våben. Derudover må der have været en del bevæbnede sikkerhedsvagter. Jeg har svært ved at tro andet end at nogle af de våben er blevet brugt. Som en måde at udfri sig selv, efter at have givet andre den sidste hjælp.
Jeg ved personligt godt hvad jeg ville vælge hvis mulighederne var at bliver grillet, skudt eller springe. Hvad ville du vælge?
- Esquire:
The Falling Man - Tom Junod - 9/11 Suicide Photograph - The Digital Journalist:
Richard Drew - by Peter Howe - USA Today:
Desperation forced a horrific decision - Wikipedia:
The Falling Man - Berlingske:
Den faldende mand
Youtube: 9/11 The Falling Man:
(71 minutter)
(71 minutter)
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
"...just another ordinary day". Nemlig. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så er det, at folk synes billeder, som det af den faldende mand, er så meget mere "usmageligt" end alle de billeder fra alverdens krigszoner, som man kan nyde på nettet, i trykt udgave eller via fladskærmen til morgenkaffen. For det første tænker jeg ved et sådant billede slet ikke 'selvmord' - der skulle faktisk dit indlæg her til, for at lade det gå op for mig - og for det andet spørger jeg mig - og det er noget, som jeg tænker hver gang over, når jeg ser 9/11 artikler, indlæg, eller hvad det måtte være - hvad forskellen egentligt er mellem f.eks. ham i billedet og, også f.eks., den lille somalske pige, jeg så dø i "Våben til salg" i går aftes (mens USA er den største, illegale våbenhandler internationalt - ehem, ja). Hvis alle de, der synes 9/11 var en forfærdelig og meningsløs tragedie også syntes det om al anden vold i verdenen, så ville verdenen være det rene paradis... Bloody hypocrites!
Hvad jeg ville vælge, kan jeg ikke sige. Dertil skulle jeg stå i situationen. Men jeg ville da gerne have alle tre muligheder til lige rådighed, dvs. ikke noget med at skulle have skyldfølelser angående andres moral, hvis jeg nu skulle ønske, at hoppe.
Det hykleriske i at afvise billeder med enkeltmennesker lige før eller efter deres død, er netop også en del af min pointe, når det er samtidig med uden videre at acceptere sekvenserne med fly nummer to, eller hvor tårnene kollapser. Det var jo for alvor dér det frygtelige skete.
Og ja, tilsvarende med billeder hvor bomber og raketter haglede ned over steder som Gaza eller Baghdad. Særdeles populære billeder. Men ... nu prøver jeg jo så mestendels at styre udenom de storpolitiske vinkler her på bloggen - men i stedet søge hvad der har med mennesker at gøre.
Jeg tror såmænd heller ikke at der er ret mange som reelt tænker på det som selvmord med dem som valgte at afkorte livet lidt ved at springe ud fra tårnene. Altså at selv dem som ellers synes at det er dybt umoralsk frivilligt at afkorte liv, "glemmer" dette når de ikke kan komme udenom at grunden var endog særdeles god. Men de ønsker ikke at blive mindet om at det ikke er døden som sådan, der er det frygtelige. Vil hellere glemme døden, i stedet for "memento mori".
Mit spørgsmål om valget mellem grill, skud og spring var selvfølgelig også retorisk på den måde at det centrale er at det er et relevant spørgsmål. Svaret er personligt for den enkelte, i stedet for at være givet af et eller andet moralsk dogme. Der er ingen forkerte svar, og derved heller ingen rigtige svar. Alle tre svar er lige gode, og lige dårlige.
Send en kommentar