Jeg synes at det er forkert at bruge ordet selvmord om terroristernes handling. Det ord forbinder handlinger hvis basis intet har med hinanden at gøre. At styre et fly ind i en skyskraber var en ekstrem politisk manifestation, med religiøse overtoner. Det primære var ikke at dræbe sig selv, det var "blot" en del af manifestationen, et udtryk for en idealisme der gør det til noget heltemodigt at være soldat på den ene side i en krig, der kæmpes på andre præmisser end militærets.
Det "dagligdags" selvmord er noget helt andet, hvor et menneske i krise søger en desperat udvej. Det er alt for ofte reelt et råb om hjælp. Det er noget sprogligt rod at samme ord skal bruges til at tale om så væsensforskellige ting.
Tilsvarende er det problematisk at ordet også bruges om de specielle tilfælde hvor det er udtryk for et menneskeligt overskud at kunne se at det kan være en god udvej at dø. Det bliver svært at tale om disse tilfælde, fordi der hele tiden skal understreges at det er noget helt andet end det som folk normalt tænker på ved "selvmord".
En fjerde type er når kulturelle mønstre har ritualer om selvmord, eller når det ses som naturligt at visse former for ærestab håndteres ved at gå i døden. Her synes jeg egentlig at ordet "selvmord", med dets sproglige association til "mord" rammer rigtigt godt.
Debatten og tanken forplumres når vort sprog blander så forskellige fænomener sammen.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar