I al ubeskedenhed

Et par af Livsnyderens bekendelser, om Champagnebobler og Jantefjant inspirerede mig til at tænke videre på nogle tanker om hvad der skete med mit sprog da denne sag skulle udtrykkes.

I dagligdagen er jeg tilbageholdende med superlativer og "store flotte ord", især når det har med mig selv at gøre. Jeg ved godt hvad jeg er god (eller ej) til, så det er der ikke grund til at snakke en masse om. Jeg er ikke sjældent blevet kaldt beskeden.

Når jeg skriver her (og især andre steder hvor debatten har været oppe) er jeg til gengæld ikke bange for kraftige vendinger som "at den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip". Jeg er rent ud sagt stolt over vort ekstraordinære kærlighedsforhold, og over at vi havde modet til at finde en så flot afslutning som muligt, når kærligheden var det eneste der var tilbage af det gode liv. Det er en god og sand historie, der fortjener at blive fortalt.

Jeg kunne også have valgt at fortælle en historie om lidelse, savn og modgang, men den historie er der ikke brug for. Mit valg er altså at fortælle den flotte historie, og den kræver passende ord. Som Ingelise bad mig om "Husk mig for det gode". Ja, det gode omfatter netop også afslutningen, ikke baggrunden for at det blev nødvendigt.

Efter at have skrevet noget har jeg af og til tænkt på at dæmpe ordene, "små slag". Nej. Det ville være falskt, at fornægte noget af betydning.

Se også:

• Intelligens kontra klogskab
• Du er ikke "for meget"
• Et kik ind i min stue