Octave Tassaert: Destitute Dead Mother Holding
Her Sleeping Child in Winter (1855)
Her Sleeping Child in Winter (1855)
Viser opslag med etiketten socialrealisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten socialrealisme. Vis alle opslag
lørdag den 9. september 2023
Erik Henningsen: Summum jus, summa injuria - Barnemordet
Frants Henningsen: Forladt, dog ej af venner i nøden
H.A. Brendekilde: En dreng møder døden
Sidste svovlstiktorsdag den 14. januar 2021
Emily Mary Osborn: Nameless and Friendless
L.A. Ring: Tiggerbørn på cafeen
Christian Krohg: Kampen for tilværelsenlørdag den 30. marts 2019
mandag den 25. marts 2019
L.A. Ring: Den berusede Mand i Landsbyens Gade
fredag den 18. januar 2019
torsdag den 17. januar 2019
fredag den 27. april 2018
onsdag den 20. juli 2016
søndag den 26. april 2015
Christen Dalsgaard: Snedkeren bringer ligkisten til det døde barn
Christen Dalsgaard: Snedkeren bringer ligkisten til det døde barn (1857)
Statens Museum for Kunst, KMS1340
Statens Museum for Kunst, KMS1340
En dagligdags tragedie har maleren Christen Dalsgaard gengivet i dette oliemaleri fra 1857. Snedkeren kommer på besøg i det lille hjem, med hatten i hånden, og han se noget beklemt ud ved situationen. Han har lavet sit arbejde, en lille ligkiste til et spædbarn. Faderen som lukker snedkeren ind, er fattet. Moderen har siddet med et sytøj, men bryder sammen i gråd når nu den lille skal flyttes fra vuggen til højre i billedet, og over i den ligkiste som snart skal graves ned i jorden. Hendes mor, eller måske svigermor, prøver at trøste, men sorgen er for stor.
Når jeg omtaler tragedien som noget dagligdags hænger det sammen med børnedødeligheden før læren om bakterier, infektioner og hygiejne blev almen viden. Dengang var det ganske normalt, nærmest dagligdags, at spæde børn døde i vuggen. En kvinde måtte forventes at skulle igennem "ekstra" graviditeter for at der kunne blive overlevende børn nok til at føre slægten videre. Men det ændrer jo ikke på moderkærligheden og sorgen. Eller på snedkerens tunge job, han kan her siges at være symbol på døden som stille sniger sig ind til familien.
Selv om maleriet er fra guldalder-perioden, kan det siges at være ret socialrelistisk for sin tid.
torsdag den 5. februar 2015
Erik Henningsen: En saaret arbejder
Kunstneren Erik Henningsen udførte blandt meget andet nogle store socialrealistiske malerier. Industrialiseringen satte sit kraftige præg på samfundet, og der opstod problemer som trængte til belysning, og efterhånden løsninger. Her er et desværre nok nærmest dagligdags motiv fra 1895, "En saaret arbejder". Arbejdspladsen ligner en lergrav eller grusgrav, hvor der uden ret mange maskiner var stor brug for hårdt arbejdende stærke mænd. Et knokkelarbejde med at grave og transportere de udvundne byggematerialer til industrialiseringens bygninger og veje.
En af arbejderne ligger nu såret på en båre. En arbejdsulykke på en tid hvor der ikke var så stor fokus på begreber som arbejdsmiljø og sikkerhed. Måske er han styrtet ned mens han kørte en fuld trillebør ad en sliske. En klat ler kan have gjort den glat, og han styrtede nogle meter ned efter at have mistet fodfæstet.
Nu er to af de andre arbejdere klar til at bære den hårdt kvæstede mand væk. Ulykken var alvorlig nok til at politiet er tilkaldt, men uden at kunne gøre meget. Direktøren for arbejdspladsen er til stede, og må have ydet hjælp ved at forbinde arbejderens sår. Så kan de andre i det mindste se at han ikke er helt ligeglad med ulykken. Mon han tager initiativ til bedre sikkerhed og arbejderbeskyttelse? Det ville da være en køn tanke, men mon dog? Det kunne jo koste mange penge, og så svært var det næppe at finde en anden stærk mand til at pukle.
Mandens kone sidder nedbøjet på knæ ved bårens side. Børnene er ikke med, men den lille familie får det meget svært nu hvor manden i huset er uarbejdsdygtig. Måske dør han, men det ville på en måde være bedre end hvis han "kun" bliver en invalid eller "krøbling", uden krop og kræfter til at kunne arbejde. Til at kunne sikre mad på bordet. Konen har god grund til at sørge, både over mandens skæbne, men også over hvordan det kommer til at gå for hende selv og børnene. Manden med bowlerhat, som prøver at trøste hende lidt, kunne ligne en formand, der ellers har til opgave at holde arbejderne igang.
De to bærere ser selvfølgelig ret triste ud. Det er ikke kun af medfølelse med den sårede kollega, men også i erkendelsen af at det ligeså godt kunne have været dem selv. De har et hårdt og farligt arbejde, hvor ulykker ikke er nogen sjældenhed. Direktøren i sin høje cylinderhat symboliserer den implicitte sociale kontrakt om et sådant arbejde. Alle ved at det er farligt, som anden minedrift, og det er helt nødvendigt at det kan ses at de kærer sig om ofrene. Ellers kunne det blive meget svært at tiltrække arbejdskraft. Politiets tilstedeværelse er også en del af denne uskrevne sociale kontrakt.
Erik Henningsen har uden tvivl været meget grundig med at komponere billedet, og hvordan historien kunne fortælles gennem et billede med mange elementer. Er særligt interessant symbol ses, synes jeg, i nederste venstre hjørne. De to træbjælker kunne se lidt tilfældige ud, og har ikke nogen synlig funktion. Proportionerne danner et kors, som jo genfindes i den kristne kirke som symbol på især døden. En fortolkning her kunne altså være at arbejderen dør. Trist, men sådan er livet. I nutiden ville en sådan arbejdsulykke få stor opmærksomhed i medierne, men dengang kunne det sikkert højst blive til en lille notits i den lokale avis, fra byen i baggrunden af billedet.
En analyse kunne også se en lidt dybere symbolik her. Dengang var religionens stærke dominans af samfundet under angreb, og en mere traditionel symbolisme omkring døden havde snarere gjort meget ud af kristendommens forventede rolle omkring døden. Men her er det reduceret til et par lidt tilfældige bjælker, uden noget som helst i retning af engle, eller en vej til himmelen. Præsten (som ikke er til stede) kunne messe i kirken, men ikke gøre noget ved samfundets problemer. Det er op til menneskene selv, i stedet for overtroen om at den døde får det meget bedre i det hinsides. Realisme, både i samfundet, og i billedet.
Det skulle jo ikke så gerne blive ved med at være noget dagligdags. Ved at borgerskabet blev konfronteret med virkeligheden i næsten reportage-lignende malerier, kunne Erik Henningsen (som nogle få andre kunstnere) formidle en social indignation. Det må have skubbet til de reformer, som efterhånden blev indført.
Se også:
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
