Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten demens. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten demens. Vis alle opslag

lørdag den 13. september 2014

Poul Henningsen: Mod nul - ingensomheden

Mod nul

Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.

'Store danskere' frimærke 2007, Poul Henningsen 1894-1967

Multitalentet Poul Henninsen (PH) døde i januar 1967. Ti dage forinden kom hans kone, Inger, hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Et smukt digt, som han ikke kunne huske at have skrevet. Demens og Parkinsons sygdom ramte hjernen, og er netop også udtrykt i digtet. Det må være skræmmende for et sind at være bevidst om hvordan det falmer, hvordan glemsomheden peger mod ingensomheden. Ophøret af et "jeg", måske også før døden markeres af at hjertet holder op at slå. Det store mørke mens livets lys flakker.


fredag den 5. september 2014

Gillian Bennett: Døden kommer til middag

Jonathan and Gillian Bennett, 2014

Mandag den 18. august 2014 slæbte den 85-årige oldemor Gillian Bennett en skummadras ud til et af sine yndlingssteder i haven. Selv om det var tungt for hende, ville hun igen form for hjælp have, for at beskytte sine pårørende mod at overtræde loven. Med sin mand gennem 60 år ved sin side, drak hun et glas god whiskey, efter en dosis af Nembutal blandet med vand. Jonathan, en forenværende filosofi-professor hold sin kones hånd mens hun døde. Han var enig i hendes beslutning, som var begrundet i begyndende demens.

Gillian kunne mærke hvordan hendes sind og mentale evner blev nedbrudt af demens, og følte at hun var ved at begynde at blive til en grønsag.
Every day I lose bits of myself, and it's obvious that I am heading towards the state that all dementia patients eventually get to: not knowing who I am and requiring full-time care.

Hun ønskede under ingen omstændigheder at ende som en skal af et menneske, fysisk i live men "uden nogen hjemme". Uden at være bange for døden, var den at foretrække frem for at blive en for stor byrde for andre, og sig selv. Det ville være vanvittigt at hendes legeme skulle plejes i måske årevis, uden nogen til at have glæde af livet.

Selvfølgelig sørgede hun for at tage godt afsked med sin mand, og sine to midaldrende børn. Naturligvis var de meget kede af at det gik sådan, men det havde de jo også været hvis hun døde på en anden, og mindre afklaret måde.

Og Gillian tog afsked med verden, og især det Canadiske samfund, ved at skabe en hjemmeside i løvet af sine sidste måneder, til offentliggørelse efter hendes død. DeadAtNoon.com, er et stærkt indlæg i debatten omkring aktiv dødshjælp, og muligheder for at få hjælp til selvmord.

Det var ikke et tab for hende at miste livet, men det havde været et stort tab at miste sig selv. Med lovlig adgang til hjælp kunne hun dog have ventet lidt længere.

Jonathan and Gillian Bennett, 1957

The Vancouver Sun:


lørdag den 7. juni 2014

Ægtepar løsladt efter medlidenhedsdrab

Plejehjemmet Adelaide, Charlottenlund

Et ægtepar fra Hellerup blev i går den 6. juni løsladt ved retten i Lyngby. Det er ellers en næsten fast regel at sigtede i drabssager automatisk bliver varetægtsfængslet ved det lovpligtige grundlovsforhør, under henvisning til risikoen for at de kan forstyrre den videre efterforskning, eller efter en lidt vag forestilling om befolkningens retsfølelse. En morder skal jo ikke gå på fri fod indtil den egentlige retssag.

Selvfølgelig ved jeg ikke hvad der helt specifikt er foregået, forhøret blev afholdt for lukkede døre, samt med navneforbud. Det 54-årige par er sigtet for at have dræbt konens demente mor med en overdosis morfin, på plejehjemmet Adelaide på Ejgårdsvej i Charlottenlund. Dommeren mente at der var "begrundet mistanke" om et sådant drab, men når det ikke udløste en fængsling, er det et stærkt indicium for at sagen ikke blev set som normal drabssag.

Omstændighederne peger klart på et medlidenhedsdrab, hvor handlingen var efter den 82-årige døende kvindes eget ønske, og mindst i hendes tarv. Nogle gange er det bedre at livet slutter, i stedet for at trække pinen ud i alt for lange drag.

Sagen blev natten til fredag anmeldt af personalet, som havde på fornemmelsen hvad der foregik. Tilsyneladende havde datteren kort forinden bedt om en ekstra dosis morfin til sin mor, så "hun kunne få fred". Personalet nægtede og kort efter blev døren låst. Da politiet bankede på, åbnede ægteparret beredvilligt døren. Moderen havde fået fred, og det hjælpende par blev anholdt.

Spørgsmålet om sagen skal behandles som "almindeligt drab" eller medlidenhedsdrab afhænger af om det kan godtgøres at det var den døendes eget klare ønske. Hun var ikke kontaktbar i sit sidste halvandet døgn, så spørgsmålet er måske om børnene kan overbevise om at det var efter aftale.

Mit gæt er at sagen bliver afsluttet med en ret mild straf, da det ikke tjener noget formål at se parret som mordere, med mindre der er klare indicier for at mørkt motiv, hviket skulle overraske mig.

Min holdning er at de skulle frikendes, da jeg mere ser det som en velbegrundet hjælp til selvmord. De har ikke taget den syge kvindes liv, men givet hende døden. En kærlig handling. Lad dem sørge i fred.



Ekstra Bladet:


mandag den 7. oktober 2013

Dødshjælp til katolsk præst Hans Küng?

Hans Küng

Den schweiziske katolske teolog, forfatter og præst Hans Küng, der har arbejdet meget med etiske spørgsmål, tillader sig selvstændige tanker, uden blindt at adlyde den romersk-katolske kirkes dogmer fra oldtiden. Pavestolen slog hånden af ham, efter at Hans Küng nægtede at vige fra sit synspunkt om at paven ikke er ufejlbarlig. Den største forskel her blev dog at titlen på hans professorat ændrede sig til at omhandle "økumenisk teologi".

Som en efterhånden en gammel mand på 85 år, gør han sig tanker om døden og hvordan hans livs afslutning former sig. Da han lider af Parkinsons sygdom, har han ekstra god grund til at forholde sig til disse spørgsmål. Fornylig har han skrevet om dette i tredie og sidste bind af sine erindringer Erlebte Menschlichkeit, med den konklusion at en hurtig og pludselig død ville passe ham bedst. Så ville han ikke få brug for at tage sit eget liv.
No person is obligated to suffer the unbearable as something sent from God. People can decide this for themselves and no priest, doctor or judge can stop them.

I do not want to live on as a shadow of myself. I also don't want to be sent off to a nursing home ... If I have to decide myself, please abide by my wish.

How much longer will my life be liveable in dignity? A scholar who can no longer read and write - what's next?
Selv om han bor i Schweiz, ønsker han ikke at benytte sig af at Dignitas kan hjælpe omkring dødsledsagelse, i samarbejde med en læge. Hans Küng ønsker at dø hjemme, omgivet af hans nærmeste kolleger. For ham ville det være en trist tanke at opsøge en klinik for at få lov til at dø. Eller som han udtrykker det, indenfor rammerne af sin kristne tro på Gud, en menneskeret til at "returnere sit liv i skaberens hænder". Så tror han på at få det evige liv, som Jesus lovede.

Hans tankegang ville slet ikke være nogen sjældenhed, hvis ikke det var for hans stærke katolske tro. Paven og den romersk-katolske kirke er stærkt fordømmende modstandere af at mennesker vælger at forkorte deres liv gennem selvmord, aktiv eller passiv dødshjælp, i stedet for at trække pinen i lange drag. Sådanne utilgivelige syndere kan ikke få den begravelse, som kirken med stor velvilje giver til brutale diktatorer og massemordere.

Hans Küng

Hvis Hans Küng får brug for selv at vælge sin dødsdato, ville det blive en flot finale på hans mangeårige strid med pavestolen.



Logo sommerfugl