|
|  |
Frøken Efterår
Lille frøken Efterår
med det røde silkehår
tripper ensomt gennem natten
med et svanedun i hatten.
Blade daler stille ned.
Gult er havens blomsterbed.
Blomster lukker deres øjne.
Snart står alle træer nøgne.
Gennem havens stilhed går
lille frøken Efterår.
Hendes gule kjole flammer
som en sol bag skovens stammer.
Faldt en tåre på din kind,
du, som samler frøkorn ind
for at gemme dem til sommer
når din glade søster kommer?
Halfdan Rasmussen
Smil
Jeg blev født med et vræl
skrålende modtog jeg dåben
tudede når jeg blev tævet
skreg når bier stak mig
men blev gradvis mere dansk
lærte at smile til verden
til fotografen
til læger
betjente og lokkere
blev borger i smilets land
smil holder fluerne borte og sindet rent
og tænderne har godt af lys og luft
kommer du for sent
går du fallit
blir du kørt over
bare smil
turister strømmer til
for at se smilende trafikofre
klukkende husvilde
kaglende efterladte
jeg kan ikke få mit smil af
undertiden vil jeg græde
eller bare hænge med skuffen
eller protestere mod andre smil
der dækker over råddenskab og blodtørst
men mit eget smil er i vejen
rager ud som en kofanger
river hatte og briller af folk
jeg bærer med smil mit smil
mit halvmåneåg
hvorpå man hænger bekymringer til tørre
jeg må lægge hodet på siden
når jeg skal gennem en dør
jeg er borger i smilets land
det er ikke spor morsomt.
The subject was developed from one of Vedder's plates for the Rubáiyát of Omar Khayyám, an illustration to stanza XLIII in the poem (stanza 49 in Vedder's order), for which the drawing is in the National Collection of Fine Arts, Washington:
So when the Angel of the darker Drink
At last shall find you by the river-brink
And, offering his Cup, invite your Soul
Forth to your Lips to quaff - you shall not shrink.
| I evighedens perspektiv er øjeblikket som et liv. |
| As eternity is reckoned there's a lifetime in a second. |
På høje tid
Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev begravet i den.
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser
verden venter ikke.
da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Gama
Damokles
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig
Benny Andersen (1964)
fra digtsamlingen
Den indre bowlerhat
Codeswitching *27*
Der var engang to sommerfugle
enestående og smukke og statelige som sådan nogen nu engang
er
vakre naturlige organismer der effektivt og kærligt tilpasser sig
omgivelsene
og
jord og vand og aske væves sammen
med træets rødder
lærke bliver til kogle, kogle til træ
pupper til larver, larver til sommerfugle
der flyver med natsværmerne
op og op og rundt i træets krone
ud i uendeligheden
***
Confiteor
Til den, der har læst
Slet det Onde med det Gode,
bær det Bitre med det Milde
– her paa Dødens kolde Klode
naaede ingen, hvad han vilde.
Min Synder – Ord og Tanker,
Brøden, der i Hjærtet brænder,
Blodet, der i Atraa banker –
alting, alting jeg bekender.
Jeg gik vild i onde Egne,
hvor de dømte Aander færdes,
hvor hvert Glimt af Gud på blegne,
og hver Sjæl i Nat forhærdes.
Mulmets Fugle svirred om mig,
Nattens Krybdyr Foden kyssed.
Gennem Helveds Skove kom jeg,
hvor en Regn af Mørke Dryssed.
Helvedskov, som aldrig endte –
og jeg græd af Kval og Lede …
Til min Sjæl mod Lys sig vendte
Til jeg knæled for at bede.
Til en Dag brød ind i Døden,
til en Himmel stod foroven,
til langt ude Morgenrøden
lyste gennem Natteskoven.
Morgenrøde i det Fjærne!
Gry af Dag, som engang kommer
– fjærne, milde Morgenstjærne,
før mig ind i Livets Sommer.
Frels mig, du som Frelsen fødte!
Mellem dine rene Hænder
lægger jeg min hårdt forblødte
Sjæl og al min Synd bekender.
Pagtens Ark og Pagtens Bue!
Himlens Port og Davids Taarne!
Led mig, løft mig, Livets Frue,
ind blandt Frelserens udkaarne.
Naadens Dronning, giv mig Styrke!
Før mig mildt med milde Hænder!
Fri min Sjæl af Dødens Mørke!
Jeg bekender, jeg bekender ...
Johannes Jørgensen, November 1894
fra digtsamlingen Bekendelse
"Per morlem ad vitam"
(gennem døden til livet)
Være-digtet
O at være en Høne,
ingen kan finde, hvor er.
Gemme sig dybt i en Have,
pikke et rødhudet Bær.
O at være en Tøjhund,
kysse en blankøjet Dreng,
bo i hans venlige Arme,
sove sig mæt i hans Seng.
O at være et æble,
svulme i rigdom og Mag.
Suge begærligt i Stilken,
slippe en Sensommerdag.
O at være en Stodder
stedt paa den regnvaade Vej.
Ensom, fordrukken og sølle.
Saadan en Stodder er jeg.
Tekst: Frank Jæger
|
|
|
Opslag
Alle kommentarer
