Johannes Jørgensen: Confiteor

Confiteor

Til den, der har læst

Slet det Onde med det Gode,
bær det Bitre med det Milde
– her paa Dødens kolde Klode
naaede ingen, hvad han vilde.

Min Synder – Ord og Tanker,
Brøden, der i Hjærtet brænder,
Blodet, der i Atraa banker –
alting, alting jeg bekender.

Jeg gik vild i onde Egne,
hvor de dømte Aander færdes,
hvor hvert Glimt af Gud på blegne,
og hver Sjæl i Nat forhærdes.

Mulmets Fugle svirred om mig,
Nattens Krybdyr Foden kyssed.
Gennem Helveds Skove kom jeg,
hvor en Regn af Mørke Dryssed.

Helvedskov, som aldrig endte –
og jeg græd af Kval og Lede …
Til min Sjæl mod Lys sig vendte
Til jeg knæled for at bede.

Til en Dag brød ind i Døden,
til en Himmel stod foroven,
til langt ude Morgenrøden
lyste gennem Natteskoven.

Morgenrøde i det Fjærne!
Gry af Dag, som engang kommer
– fjærne, milde Morgenstjærne,
før mig ind i Livets Sommer.

Frels mig, du som Frelsen fødte!
Mellem dine rene Hænder
lægger jeg min hårdt forblødte
Sjæl og al min Synd bekender.

Pagtens Ark og Pagtens Bue!
Himlens Port og Davids Taarne!
Led mig, løft mig, Livets Frue,
ind blandt Frelserens udkaarne.

Naadens Dronning, giv mig Styrke!
Før mig mildt med milde Hænder!
Fri min Sjæl af Dødens Mørke!
Jeg bekender, jeg bekender ...

Johannes Jørgensen, November 1894
fra digtsamlingen Bekendelse
"Per morlem ad vitam"
(gennem døden til livet)

Digtets titel "Confiteor" er latin og betyder "jeg bekender", og er den katolske kirkes ord for syndsbekendelsen. Digteren var blevet troende, og fornægter altså sig selv som selvstændigt og ansvarligt væsen gennem at underkaste sig den kirkelige angst for døden.

Se også:

Sophus Claussen: Se, jeg mødte paa en Gade

Ærkebiskop Desmond Tutu støtter aktiv dødshjælp

"Tro, håb og kærlighed" er ikke noget kristent

Jesus' korsfæstelse, et planlagt selvmord