Historien om hvordan Jesus døde på korset er jo en central del af den kristne mytologi, og påske-helligdagene. Jeg betragter Jesus som en spændende historisk person, en ikke-voldelig oprører, der ikke affandt sig med at være arbejdskraft i et samfund domineret af materielle og religiøse magthavere.
Det skriftlige kilder om ham bærer præg af ikke at være skrevet som faktuel historisk dokumentation, men er i stedet formuleret som kommenterende tilbageblik der skulle iscenesætte den unge kristendoms visioner. Derfor er det naturligt at evangelierne har betydelige forskelle og direkte modsiger hinanden om mange detaljer.
Dertil kommer at eftertidens kirker har udvalgt hvilke af kilderne, som de ville se som hellige, hvilke der blev en del af Bibelen. Fortolkende oversættelser og doktrinære skrifter afrunder billedet af kirker, der kun interesserede sig for Jesus i den udstrækning han kunne indpasses i deres egne traditioner og magtstrukturer. Og ikke mindst deres materielle sans for økonomi.
Kirkerne baserer deres forestillinger på autoriserede udlægninger af omhyggeligt udvalgte skriftsteder. Det meste af Bibelen ignoreres stort set, undtagen når teologer prøver at bortforklare hvordan skriftstederne er i klar modstrid med kirkernes billede af moral og kristendom.
Jeg har "leget" med at udvælge egnede dele af Bibelen for at underbygge en påstand om at Jesus havde til hensigt at dø, at han planlagde og til dels iscenesatte sin henrettelse. Et selvmord.
For det første kræver det betydelige abstraktioner at tolke Johannes-evangeliet, kapitel 10, vers 17-20 på anden måde:
Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«Jesus sætter frivilligt sit liv til, ingen tager det fra ham. Han ved hvad han vil. At han har religiøse motiver ændrer ikke på at hans hensigt er helt klar. Døden. Også nu om dage ville han blive regnet for vanvittig.
På grund af de ord opstod der atter uenighed blandt jøderne. Mange af dem sagde: »Han er besat af en dæmon, han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham?«
In remembrance of me (Last supper) - Walter Rane (1997)
Lidt længere fremme berettes det om hvordan han udpeger Judas som ham der skal "forråde" ham. Her følger hele afsnittet fra Johannes-evangeliet, kapitel 13, vers 21-27:
Da Jesus havde sagt det, kom han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det, Herre?« Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.«Jesus udpeger altså Judas til denne ubehagelige rolle, og beordrer ham til at skynde sig med at gøre det. Referencen til Satan er et tydeligt eksempel på den med at teksten fortolker i stedet for blot at fortælle.
Min tolkning om "udpeger" understøttes ved at læse om hvordan Matthæus-evangeliet, kapitel 26, vers 20-25 fortæller om samme begivenhed:
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«Judas er ikke stolt ved den rolle, som Jesus lige gav ham, men han må jo stole på at der er en højere mening med at Jesus insisterer på at arrangere sin død, ud fra hans tro på gamle skriftsteder.
Længere fremme i samme kapitel fortæller vers 50 om hvordan Jesus direkte takker Judas for at have udpeget ham for soldaterne.
Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.Desværre blev Judas jo alligevel grebet af voldsom samvittighedsnag over at han måtte udpege sin mester til arrestation, tortur og død. Men det var jo bedre om han "aldrig var født".
Tilbage i Johannes-evangeliet, kapitel 19 fortæller vers 28-34 om hvordan Jesus kvitterer for at hans plan om at dø kan afsluttes planmæssigt:
Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.Korsfæstelsen var barske sager, men jøder og soldaterne var dog "venlige" nok til at ville fremskynde de dømtes død ved at knuse deres knogler. Det var uventet for soldaterne at Jesus allerede var død, så de behøvede jo ikke give ham denne omgang. Igen lykkedes det Jesus at iscenesætte sin død for at passe til gamle skriftsteder. Sikke en grundighed. Samtidig opnåede han at få afkortet sin lidelsesfulde dødsproces, ved selv at opgive ånden. Det lyder jo ligefrem fornuftigt.
Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«
Salvador Dalí: Christ of Saint John of the Cross
Overraskelsen over at det lykkedes for Jesus at dø så hurtigt fremgår også hvor Markus-evangeliet, kapitel 15, vers 42-45 fortæller om gravlæggelsen
Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef.
Sagen er klar. Jesus planlagde og iscenesatte sin egen død. Det må kaldes selvmord. Kristne med moralske anfægtelser over at nogen tolker Kristi død som selvmord foretrækker at se det som at han ofrede sig. Det giver jo en vis mening, i kraft af at Bibelen har flere omtaler af at Gud sætter pris på menneskeofringer. Men det ændrer ikke på at det ikke "bare" var noget som Kristus lod ske. Han havde planlagt det.
Videre holder de på at det kun kan være selvmord når den der vil dø selv handler, selv påfører sig de nødvendige skader. Her er det dog på sin plads at henvise til en af de mere grimme selvmordsmetoder, på engelsk kendt som "suicide by cop". Den som ønsker at dø får politiet til at stå for det praktiske, ved at provokere dem til at se sig som en fare. Bang. Parallellen til Jesus er tydelig.
Jesus havde til hensigt at dø, og hans plan om at blive henrettet lykkedes fuldt ud. Den tidlige kristendom så logisk nok Jesus som et ideal, og mange efterlignede også Jesus måde at dø på. De sørgede for at blive martyrer. Ved at dø for deres tro, var de sikre på at komme lige i himmelen. En genvej. Der var masser af martyrer. Religiøse selvmord.
De mange martyrer blev et problem for kristendommen. Den tidlige kirke var en lille sekt, og havde brug for at holde på medlemmerne. Selv om martyrerne kunne tilbedes, var det noget upraktisk at miste medlemmer på denne måde. Videre må det have været et image-problem. Når kristendommen var en lille sekt, som idealiserede medlemmernes lidelser og død, må mange mulige medlemmer have veget tilbage for sådan en dødskult. Hvorfor dog konvertere og blive en af disse vanvittige fanatikere?
Løftet om himmelen og det evige liv var et helt centralt "salgsargument" for missionærerne, men samtidig det som gjorde det tillokkende at efterligne Jesus og få sit hårde liv afkortet. Når himmelen var sådan et dejligt sted, blev det så meget desto mere træls at blive i det jordiske liv. Kirken havde et problem, den måtte sørge for at holde sine medlemmer fast i livet, selv om tingene ville blive meget bedre efter døden.
Løsningen blev en voldsom afstandtagen til enhver form for frivillig død, der blev bandlyst som en utilgivelig synd, den direkte vej i helvede. En konsekvens blev at folk der virkelig ville dø måtte sørge for at begå mord, så de ved at blive henrettet kunne nå at få tilgivelse og en standsmæssig begravelse. Men det er jo så en anden historie.
Og mange kristne har overtaget den rolle som farisæerne havde i Jesu' liv. Firkantede regelryttere, der sætter deres vedtagne moralforestillinger over næstekærligheden. Jesus ville have givet dem fingeren.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
10 comments:
Selvom du har været grundigere end mange andre i din fremstilling af begivenhedernes gang, så synes jeg, at du forsømmer at medtage en enkelt begivenhed, der på fin vis skildrer det dilemma, Jesus befinder i - og som samtidig stiller et spørgsmål, som jeg mener er relevant: Ønskede Jesus at dø, eller ønskede Jesus at adlyde Guds vilje? Se Matthæus 26:36-39:
"Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.« Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!« Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«"
Dermed mener jeg, at det er forsimplet at karakterisere Jesus' død som selvmord. Men godt alligevel med nogle tanker, der komplicerer emnet fra en uvant vinkel.
Om Jesus ønskede at dø eller om han ønskede at adlyde Guds vilje?
Jeg mener ikke at de to ting er i modstrid, og tolker Jesus bevidst valgte død som udtryk for et menneskes religiøst baserede valg. Altså at hans handlinger i høj grad udsprang af en stærk tro på at det var Guds vilje.
Men det var selvfølgelig en voldsom beslutning at arrangere sin egen død, og dit Matthæus-citat vidner om ret blandede følelser, hvor hans selvopretholdelsesdrift var oppe imod hans religiøse vision om hans formål og skæbne.
Jeg overvejede forresten også at tage Judas-evangeliet til indtægt for min udlægning af baggrunden for Jesus' død, men pga de blandede holdninger til dette skrifts status kom jeg frem til at det ville svække min argumentation.
Og det viste sig at de kanoniske evangelier, selv om de er skrevet ud fra at gøre Judas til skurken, alligevel indeholder stumper "nok" til at det udmærket kan forsvares at betragte Judas som et redskab for Jesus' egen iscenesættelse af sin død.
Når jeg bevidst vælger at karakterisere Jesus' død som selvmord, er det ud fra at jeg vælger at tilsidesætte den kraftige moralisering hvormed de kristne kirker nedgør at der kan være grunde til frivilligt at gå i døden. For mig ligger der altså ingen negativ ladning i at bruge ordet selvmord.
Jesus havde sine grunde til at gå i døden. Det var så hans eksistentielle valg, som jeg ikke føler "behov" for at anfægte, og kalder ham netop heller ikke "vanvittig".
Min slet skjulte hensigt er "selvfølgelig" at sætte spørgsmålstegn ved den voldsomme retorik som kristne kirker oftest stigmatiserer frivillig død med, og tage fat i den historiske baggrund for den totale mangel på næstekærlighed overfor mennesker med uudholdelige livsafslutninger.
Når det endda ses som næstekærligt at pånøde mennesker at udholde deres sidste nedbrydning på vej mod døden, ser jeg det som udtryk for at sætte "hjælperens" holdninger over den døendes behov.
Det ses f.eks. når den katolske kirke 100% påbyder lægerne på katolsk ledede hospitaler ikke at respektere patienters livstestamenter, hvis de er i modstrid med Vatikanets dogmer. Det ses helt konkret i USA, hvor der er mange katolsk ledede hospitaler, og hvor det for nogle måneder siden blev påbudt altid at fortsætte med sondeernæring, uafhængig af om der er rimelig lægelig basis for det, og uafhængig af om patienten direkte har afslået at ligge som "grønsag".
Hvis du mener, at det er det samme, om man gør noget af egen vilje, eller om man gør noget, fordi andre ønsker det af en, så ser vi på sagen fra så forskellige steder, at det næppe kan betale sig at søge nogen form for fælles forståelse.
Jeg har stor sympati for din foragt over for en dogmatisk og fordømmende kirke - men jeg mener, at du går for langt i din iver efter at retfærdiggøre selvmord. Jeg ser vel sådan på det: et velovervejet selvmord med opbakning fra de nærmeste må være bedre end et selvmord, der sker i affekt eller andre former for ureflekterede sindsstemninger til de efterladtes store chok. Men det annullerer ikke det syndige i handlingen - i kristen forstand. Ligesom en hensynsfuld skilsmisse indgået i gensidig forståelse også er bedre end et voldsomt og konfliktfuldt brud, selvom det stadig i kristen forstand er syndigt.
For mig at se - men jeg er jo også kristen, og det giver mig vel en anden vinkel end din - er din kritik af den dogmatiske og fordømmende kirke forståelig og sympatisk, men i kristen forstand mener jeg, at kritikken må gå på manglende fokus på tilgivelse. Med andre ord: jeg har sympati for dit ærinde, men ikke dit argument.
Jesus var ikke ansvarlig for sine handlinger??????
Hvis du virkelig mener at individets personlige ansvar for sine handlinger bortfalder eller mindskes væsentligt når "man gør noget, fordi andre ønsker det af en", ja så tror jeg også at vi har lidt svært ved at kommunikere på samme plan. Jeg håber dog at jeg overfortolker ved at tage dit argument så bogstaveligt :-)
For jeg mener helt klart at Jesus som individ var fuldt ud ansvarlig for sine handlinger, og dermed også hans planlagte vej mod at blive korsfæstet. Jeg ser stadig ingen modstrid mellem at Jesus handlede "af egen vilje" og at han følte at hans Gud forventede det af ham. Begge dele kan være fuldt ud gældende samtidig.
Og nej, jeg mener ikke at det ingen forskel gør om beslutningsgrundlaget for en handling lægger vægt på andres ønsker. Det ændrer blot intet på selv at være ansvarlig.
Jeg har ikke noget klart billede af det kristne syndsbegreb, men jeg anser det for overordentligt betænkeligt at nogle mennesker påtager sig autoritativt at definere lovreligiøse regler for hvad de mener er syndigt, på andres vegne. Der er jo stor variation i afgrænsningen af hvilke handlinger de selvudnævnte moralforvaltere vælger at se som syndige eller ej.
Principielt kan jeg godt lide tilgivelses-begrebet, og vælger at se det som et sag det enkelte menneske har med sin Gud. Men for mig hopper kæden helt af når kirker (her tænker jeg især på den katolske) påberåber sig at administrere tilgivelse, og ligefrem gør det til et spørgsmål om en afmålt bod.
Det har alt for mange gange ført til en købmands-tankegang, hvor det stærkt ser ud til at der på forhånd er disponeret med hvad "prisen" for en synd er. Altså at den begås bevidst, fordi tilgivelsen kan "købes". Her tænker jeg typisk (men bestemt ikke kun) på katolske gejstliges veletablerede tradition med at begå seksuelle (og andre) overgreb mod børn i deres varetægt. Hvis de blev taget, kunne de "blot" angre deres synd, og fortsætte med nye børn. Føj!
Nu er jeg jo helt med på at langt de fleste kristne ikke har dette forhold til synd og tilgivelse, men jeg mener at det er helt, helt forkert når kirker og præster påberåber sig ret til at administrere her, og at gøre det i hemmelighed.
Min iver her går forresten ikke på "at retfærdiggøre selvmord", men blot at udstille det dybt ulogiske i den voldsomme kirkelige modstand mod at der kan være god mening i at gå frivilligt i døden. Derfor mine betragtninger om den tidlige kristne kirkes problemer med at love sine medlemmer evigt liv i himmelen, når det førte til "medlemsflugt" ind i døden. Det var jo ret så uhensigtsmæssigt.
Og jeg ser ikke anden basis for modstanden end gamle kirkefædres søgte fortolkninger af spredte sætninger fra Bibelen. Primært med at kalde det et forbryderisk mord på sig selv, hvad der jo så sprogligt er blevet til det danske ord "selvmord". Den moralske modstand giver jo dog rimelig mening i forhold til forhastede krise-selvmord, men det gør det ikke rimeligt at være lovreligiøs med absolutte doktriner.
Kirkerne accepterer jo endda ofte at det kan være "gode grunde" til at dræbe andre, men ikke at det kan være gode grunde til selv at afkorte sin vej mod døden.
Jeg er jo netop helt enig når du skriver "et velovervejet selvmord med opbakning fra de nærmeste må være bedre end et selvmord, der sker i affekt eller andre former for ureflekterede sindsstemninger til de efterladtes store chok". Her må kirkerne så bare blande sig udenom.
Det billede som evangelierne tegner af Jesus viser, mener jeg, klart en rummelig og forstående mand, der ikke så noget behov for at bruge stive regler i stedet for at kikke på den enkelte situation.
Jeg undskylder på forhånd, men det er altså ikke mig, du skal diskutere kirkens generelle dekadence med - det gider jeg altså ikke. ;)
Og ja - du overfortolker mit udsagn. Min pointe er ikke, at Jesus ikke selv bar et ansvar. Han kunne være stukket af eller have forsøgt at forhindre Judas i at angive ham - han vidste det jo på forhånd, som du selv er inde på.
Der er tale om en mere subtil balancegang, end du lægger op til, og måske er det umuligt at sige andet end: Ja, du må kalde det selvmord, siden det åbenbart ligger dig så meget på sinde ... men jeg prøver alligevel lige en sidste gang at forklare, hvad jeg mener. :p
1) Jesus nærede ikke et ønske om at dø.
2) Det var ikke Jesus selv, der sømmede sig fast på korset.
Egentlig er det vel sammenligneligt med, at en hærfører fortæller sine soldater: "Vi skal gennemføre den her militæraktion, og vi kommer til at dø af det med mindre der sker mirakler, men det er nødvendigt, at vi gør det, for ellers vil mange flere end os dø". De går i gang og bliver nakket. Har hver enkelt soldat så begået selvmord, fordi de er gået i døden - og har vidst at de gjorde det, og ikke søgt at forhindre det, fordi de havde forpligtet sig på at "tjene" andre?
Eller sagt på en anden måde: mener du virkelig, at hvis man vælger at risikere døden for at redde andres liv, hvorefter andre slår en ihjel, så har man begået selvmord, fordi man godt vidste på forhånd, at det ville ske?
En selvmordsaktion er ikke selvmord, enig, med mindre hensigten er at dø.
Hvis Jesus "kun" valgte at undlade at stikke af eller forsøge at forhindre Judas i at angive ham, ville jeg aldrig havde omtalt det som selvmord. Det havde nemlig ikke hængt sammen. Så langt er vi vist enige.
Mine udvalgte citater illustrerer klart at Jesus havde en hensigt om at dø, "sætte livet til". Rollen som "forræder" bliver den modstræbende Judas direkte udpeget og beordret til. Og bagefter takket behørigt.
1)
Jeg har aldrig argumenteret for at Jesus nærede et ønske om at dø. Jeg vil mene at langt de fleste selvmord ikke sker ud fra et sådant ønske. Hvad der tæller er hensigten og de handlinger som fører til at dø.
Jesus tog initiativet, og havde kommandoen. Ham om det, selv om jeg nok havde været svær at overbevise om at det var en god plan :-)
I princippet ville jeg, som nævnt engang, foretrække en sproglig skelnen med et andet ord end "selvmord" for det velovervejede og afklarede valg. Men det er jo så en anden diskussion.
2)
Selv om Jesus selvfølgelig ikke selv udførte torturen på korset, havde han planlagt og iscenesat at han endte der. Allerede i min oprindelige tekst drog jeg parallelen til "suicide by cop", som jeg vil mene at de fleste vil kalde for selvmord, også selv om det ikke er "for egen hånd".
Hvis din parallel til soldaternes "selvmordsaktion" skulle holde, skulle det have været sådan at de direkte planlagde at dø, og pressede nogen til at angive sig til fjenden. Det ville jeg klart kalde selvmord, også selv om deres død på en eller anden krigsmæssig måde gav plausibel mening i en større sammenhænge.
For det er nemlig grundlæggende anderledes end et "heltemodigt" valg om at kæmpe for at redde andre ved at påtage sig en overvældende risiko (99,9999% sandsynlighed) for at blive dræbt.
I øvrigt ved jeg godt at min omgang med Bibelen svarer til talemåden "som fanden læser Bibelen", som igen er direkte analog med når religiøse magthavere plukker ud hvad der passer i deres kram ...
Min pointering af den rablende dekadence i visse dele af kristendommen var nu heller ikke for at diskutere disse, blot ment som eksempler på hvor slemt det går når mennesker føler sig berettigede til at administrere en mere eller arbitrær udlægning af "Guds vilje".
Jeg ville have tillid nok til en almægtig Gud til ikke at insistere på at være "ordenshåndhæver".
Lige først: at jeg ikke vil diskutere kirkens almene dekadence er ikke ensbetydende med, at jeg er lodret uenig, blot at ja - jeg kan ikke rigtig hive mig op til at gide anstrenge mig for at tage den debat på det niveau, den fortjener - for at krydshenvise til vores diskussion om girafsprog. :)
Jeg har på fornemmelsen, at der er én central ting, der afholder os fra at kunne blive uenige. For mig som kristen er det centralt, at årsagen til, at Jesus valgte som han gjorde var, at han gik i døden for at andre mennesker kunne leve. Hans død var en forudsætning for siden hen at kunne genopstå og for at muliggøre frelse og evigt liv.
Hvad enten man selv tror på det, så tror jeg, man forstår ham forkert, hvis man ikke anerkender, at det var hans intention - den intention, der lå bag: altså en død for at redde andre.
Men ja - når du så nævner "Suicide by cop", så kan jeg godt se, at vi står langt fra hinanden i vores opfattelse af flere ting ... jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil kunne betragte det som selvmord, heller. Og undskylder på forhånd min noget platte metafor, men jeg har indtryk af, at vi begge har en tilpas usentimental tilgang til emnet til at kunne klare det (og jeg kom lige til at grine lidt, da det trådte ind på nethinden):
Et mål bliver vel ikke til et selvmål, fordi en forsvarsspiller spiller bolden til en modstander, der så scorer? Man kan meget vel tolke det som et ønske om at tabe, hvis han gjorde det bevidst? Måske tænker jeg for bogstaveligt om præfixet "selv"?
Den kirkelige dekadence er bestemt heller ikke noget som jeg forestiller mig at det enkelte kristne menneske forsvarer, bare rolig :-)
At reducere betydningen af præfixet "selv" til et fysisk observerbart "for egen hånd" hindrer meningsfuld brug af ordet "selvmord" i en lang række situationer hvor den døde bragte sig i en situation, der medførte døden. Hensigten er af meget større betydning end selve den afsluttende hændelse.
Hvis hensigten er at dø, er det selvmord med stunts som at gå vejen for toget, mænge sig med sultne krokodiller, eller rejse sig op fra skyttegraven. Hvis ikke, er det "bare" en ulykke, dumhed eller vanvid. Om hensigten kan afgøres posthumt er mere et spørgsmål om formalia, og om efterladtes sindskvaler.
Hvis jeg hyrede en lejemorder til at dræbe et menneske, tror jeg at der er meget få som ikke ville kalde mig for morder, også selv om jeg ikke fik "snavsede fingre". Når jeg tog initiativet, gav ordrer, og altså iscenesatte resultatet, ville det være pindehuggeri ikke at kalde mig for morder. Følgelig ville det, ganske bogstaveligt, være selvmord hvis jeg hyrede en lejemorder til at dræbe mig selv. Enig?
Dette hypotetisk klingende eksempel er i øvrigt fra virkelighedens verden, hvor en regime-kritiker i Guatemala blev skudt ned på åben gade. Derefter fremkom der en video hvor han beskyldte præsidenten for at lede et korrupt styre, incl likvidering af politiske modstandere. Hvor han "forudså" at han selv ville blive likvideret. Det har jeg skrevet om her i januar:
> Rodrigo Rosenberg: Selv-mord som politisk aktion
Det gav bagslag da det blev opklaret at han var bagmand for mordet på ham selv. Det vil jeg helt klart kalde for selvmord, uafhængig af at hans hensigt også var at gavne sit folk. Uden sammenligning i øvrigt gik han, som Jesus, i døden for andre mennesker.
Da fodbold ikke dømmes ud fra moralske vurderinger, er jeg bange for at dit sjove eksempel med selvmål dribler langt udenom den mere subtile balancegang, som jeg kæmper for at fastholde fokus på: :-)
At selvmord ikke kan fintænkes som moralsk spørgsmål uden at fokusere på bevæggrundene. Der kan være moralsk uenighed om hvilke bevæggrunde der er "gode nok", men det centrale er at spørgsmålet er for dybt til et banalt kategorisk imperativ.
Det er en cirkelslutning når det religiøst moralske dogme "selvmord er en synd" fører til at det altså ikke kan kaldes selvmord, når den "syndefri" Jesus i kraft af sine visioner havde rigtig gode intentioner bag sit valg om at arrangere sin død.
Det er jo ikke nødvendigt at være troende for anerkende at Jesus var et godt menneske :-)
Du må undskylde, at jeg tog fejl af din humoristiske sans og troede, at du kunne få et lille grin på over den parallel, men jeg kan forstå, at den her diskussion er så stor, at den skal behandles med 100 procent andægtighed.
Det bliver ikke med mig, den kører - beklager ... jeg giver hermed op, og hvis det får dig til at føle, at du har vundet, så er du alligevel dummere, end jeg havde troet.
Jeg troede ellers at jeg anstrengte mig for at markere at der var humor inkluderet i mit svar på selvmåls-parallelen, og bestemt ikke en stiv forventning om "100% andægtighed".
Jeg forstår ærlig talt ikke hvordan du læste det som afvisning af at lave lidt sjov med emnet og debatten.
Samtidig formulerede jeg det dog som indledning til endnu engang at styre tilbage på "sporet" med at motivationen omkring selvmord (selv-iscenesat død) må være det centrale for den moralske vurdering, i stedet for hvad der skal til for at en selv-iscenesat død skal kaldes for selvmord eller ej.
Jeg opfattede fra starten denne diskussion som at vi stod på hver vores sæbekasse, uden forventning om at kunne overbevise hinanden. Altså en diskussion der næppe ville kunne afsluttes med en "vinder", og hvor det mere handlede om at modstille de fortolkninger som vore forskellige filosofiske grundlag naturligt giver.
Det er selvfølgelig helt op til dig om du synes at det er sjovt at fortsætte, og jeg betragter det helt klart som "uafgjort" :-)
Send en kommentar