Kants kategoriske imperativ misbruges

Den tyske filosof Immanuel Kant, der førte et ualmindeligt skematiseret og regelbundent liv, udgav i 1797 bogen "Kritik af den praktiske fornuft". Heri formulerede han sit bud på et universelt moralsk grundlag, det kategoriske imperativ. Det vil sige et påbud der bør følges uanset omstændighederne.

På nutidsdansk:

Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.

En afledt formulering af princippet:

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

Det ser jeg mest som opgør med moralske standpunkter, der lader nogen mene at de har grundlag for at tillægge andres tarv mindre værdi end eget, eller mener at det er OK at udnytte andre. Set fra denne vinkel er det et fornuftigt og menneskeligt princip, som jeg selv søger at leve op til.

Kant var en af hovedtænkerne bag deontologien (pligt-etikken), der står for at valg bør baseres på regler eller principper, ufravigelige pligter der vejer tungere end konsekvenserne. Moralske valg kan ikke træffes ud fra følelser eller egne præferencer. Selv om Kant med det kategoriske imperativ netop brød med kirkelige moralkodekser der lod nogle mennesker være mere værd end andre, forkastede han ikke religionen. Han så de gode principper derfra som udtryk for kategoriske regler, men ikke fordi de kommer fra en religiøs kontekst. Følgelig tog kirkerne pligt-etikken til sig, og fortsatte med at mene at de var de rigtige til at afgøre hvad de ufravigelige pligter skulle være, hvad der skulle indskrives i lovgivningen.

Og det er netop formuleringen med "almengyldig lovgivning", der fører til hvad jeg betragter som misbrug af det kategoriske imperativ. Tænksomme mennesker formulerer, med basis i deres egen moral, principper som de føler er rigtige, og lader dem være grundlag for deres handlinger. Så langt så godt. Fordi de selv ikke er i tvivl om rigtigheden, ser de et behov for at disse principper betragtes som almene, som grundlag for lovgivning. Nogle er så sikre på det, at de ikke lytter til andre synspunkter, andre principper. Dogmatisk bedrevidenhed. Når "den rette vej" er afklaret, er der ikke brug for at tænke sig om, blot at holde fast.

Jeg ved selvfølgelig ikke om regelpusherne mentalt legitimerer sig ved det kategoriske imperativ, men omstændighederne peger ikke ligefrem i andre retninger.

En naturlig del af processen omkring både etik og lovgivning er at idéerne forenkles og generaliseres. Resultatet er love hvis regler gennemgående er udmærkede, men ude af stand til at dække alle omstændigheder. Det ville også gøre lovene alt for komplicerede og uigennemskuelige. Men ikke desto mindre bliver lovenes forenklede regler betragtet som ufravigelige pligter, uden hensyntagen til omstændighederne. Menneskelige fakta kigges der ikke på.

Domstolene er nødsaget til at dømme "skyldig", selv i tilfælde hvor de ikke mener at anklagede har handlet uetisk. Men da der sidder mange fornuftige mennesker som dommere, ses der lejlighedsvis at de snor sig for at undgå at bruge loven, f.eks. ved at lede efter anledninger til at tvivle på bevisførelsen.

Jeg mener at der er brug for at domstolene som en naturlig del af sager med etiske konflikter søger at komme frem til om anklagede har handlet rimelig eller ej. Med Albert Einsteins ord, skal der være plads til at lade retfærdighedens ånd triumfere over lovens døde bogstav.

Se også:

Kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Drab som civil ulydighed

Knusende, afskyeligt tyranni overfor døende

Normativ ret til selvmord?

Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

Moral og etik i aktiv dødshjælp

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Er selvmord en moralsk forsvarlig handling?

Mahatma Gandhi: Citater om aktiv dødshjælp

Robert Latimer og ret færd

Respekt for loven