Graeme Wylie døde for sent

Den 71-årige forhenværende Australske pilot Graeme Wylie døde i marts 2006. Hans papirløse kone gennem 18 år, Shirley Justins, stillede en morgen en flaske Nembutal (pentobarbital et gammelt sovemiddel) og et glas foran ham.

"Dette vil udfri dig fra din smerte. Hvis du drikker det, vil du dø". Han svarede med "ja", og en kærlighedserklæring. Han hældte op, drak, og døde kort efter. En nær ven gennem mange år, Caren Jenning, havde hentet sovemedicinen (et barbiturat, der ofte bruges til hjælp til selvmord eller "aktiv dødshjælp") i Mexico nogle dage tidligere.

Siden 1996 led han af en fremadskridende Alzheimer's, der reducerede ham mere og mere. Han var en stædig og stolt mand, der inderligt hadede tanken om at visne langsomt bort, miste sin værdighed. Emnet selvmord havde været oppe mange gange i huset. Både nødvendigheden, og metoder.

Tidligere havde han forsøgt at gøre det ved at skære sit håndled. En anden gang forsøgte han med kulilte fra en motorplæneklipper, men stanken blev for ulidelig til en røgforgiftning. Han ventede på at dø, og hans utålmodighed steg, mens sindet forvitrede.

De havde i oktober 2005 gennem Exit International (en organisation for retten til at dø, som de støttede alle tre) forsøgt at få lovlig hjælp til selvmord hos Dignitas i Schweiz. Dette blev afvist da han var stærkt ramt af sygdommen, og Dignitas undgår at hjælpe patienter med Alzheimer's. Graeme havde det meget dårligt med at hans sind var svigtende. Samme måned hviskede han i telefonen til en af sine protesterende døtre at hans liv var så dårligt at han måtte afsted.

En uge før hans sidste dag havde Graeme og Shirley været hos en advokat for at ændre hans testamente, så hun arvede over 90% af hans formue. Hans tidligere testamente delte pengene mellem hende og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Stemningen mellem Shirley og døtrene er nu meget dårlig, med skarpe udfald i begge retninger. Den ene af døtrene, Nicola Dumbrell, mener ikke at faderen snakkede om selvmord i de sidste uger, og at han var alt for dårlig til at huske hendes navn, eller føre en samtale.

Shirley og Caren vidste godt at de brød loven, og var bange for konsekvenserne. Deres forsøg på at dølge begivenhederne mislykkedes. Under stor offentlig opmærksomhed er de nu blevet dømt for manddrab hhv medvirken. Nævningetinget valgte denne kendelse i stedet for at dømme dem for mord, eller for hjælp til selvmord. De blev dømt for at svigte omsorgen for en mand der var afhængig af hjælp.

Caren Jenning, der skaffede Nembutalen, lider af fremskreden ondartet kræft, og tænkte på også at købe en dosis til sig selv. Hendes mor tiggede forgæves om dødshjælp da hun døde en smertefuld død af kræft. Caren lever næppe mange måneder endnu, og det er sandsynligt at hun ikke kommer til at afsone den straf som dommeren udmåler til efteråret. Det bliver ikke ukompliceret for dommeren at nå frem til en dom.

En ganske ualmindeligt ubehagelig sag. Det springende punkt i retten var om Graeme var i stand til at beslutte noget om sig selv. Nævningens svar var nej, bl.a. ud fra døtrenes meldinger om at faderen ikke længere kunne genkende dem.

Der synes ikke at være tvivl om at han i lang tid havde haft til hensigt at dø. Spørgsmålet var om han var blevet for mentalt nedbrudt til at kunne have denne hensigt længere. Om han vidste hvad han gjorde, da han hældte Nembutalen op, drak den, og dermed afsluttede sit liv. Altså om det kunne kaldes for selvmord eller ej. Et spørgsmål der ikke entydigt kan besvares med et ja eller nej, mener jeg. Han var ved at være ganske reduceret, men hvad jeg har hørt af fakta om Alzheimer's peger på at tilstanden kan være svingende, med lejlighedsvis klarhed af sindet.

Det finansielle aspekt er ganske urovækkende, synes jeg, især det med at testamentet blev ændret kort forinden. Shirley synes klart at have haft sine pengemæssige interesser, sin fremtidige økonomi in mente. Det lyder meget lidt rart. Og der er ikke langt til en tanke om mord. På den anden side kom testamentet mere til at svare til situationen hvis de havde været lovformeligt gift. De havde dog været sammen i 18 år.

Jeg er villig til at tro på at Graeme fik et dybtfølt ønske om at få lov til at dø opfyldt, og han var glad over endelig at kunne få sat punktum. Altså at det var selvmord, og hjælp dertil. Men jeg kan ikke have det roligt med omstændighederne. Sådan skal det ikke være ved en pænt styret værdig død, hvad enten det kaldes hjælp til selvmord eller aktiv dødshjælp (eutanasi). Slet ikke.

En provokerende morale af denne rodede historie handler om hvad et menneske med en sådan demens-diagnose skal gøre hvis beslutningen er at ville dø mens der stadig er værdighed og personlighed i behold. Det kan blive nødvendigt at gå i døden længe før vedkommendes egentlige grænse er nået. Ellers kan sundhedssystemet gribe ind med en reel umyndiggørelse, en tvang om at leve en langtrukken livsrest der er helt uantagelig for det ramte menneske. Det er jo ikke godt at skulle satse på at der er hjælpere som vil påtage sig risikoen ved at lægge loven til side når barmhjertigheden kræver noget andet, bedre. En måde at undgå risikoen er at holde sig fra undersøgelser og behandling. Muligvis kan der være hjælp at hente i en periode, men hvis prisen er at fortabe retten til selvrespekt, kan det blive et naturligt valg at afstå.

Det vil sige at resultatet af at lukke øjet for behovet for hjælp til at dø bliver forkortelse af liv, og afvisning af behandling. Det var jo nok ikke lige meningen.

• The Sydney Morning Herald:
  How I helped mercy death: partner tells
• The Daily Telegraph:
  Wylie murder accused feared 'greedy children' in will
• The Sydney Morning Herald:
  Murder or suicide: jurors to decide women's role
• ABC Radio National:
  The death of Graeme Wylie

Se også:

Christian Rossiter ønsker ikke fortsat at overleve

Lisette Nigot sagde stop mens legen var god

Livets måske aller bedste julegave, den sidste

Køb af Nembutal (pentobarbital), til at sikre sin død

Gør-det-selv dødshjælp

Demens, fornuft og selvmord

Halv-hjerne