Debbie Purdy vil ikke dø for tidligt

Den 45-årige Debbie Purdy fra Bradford, England elsker livet. Hun kalder sig selv for adrenalin junkie. Hun har klatret i bjerge, sprunget i faldskærm, vandret i jungler, dykket og meget andet. Tingene ændrede sig, og i en periode fik hun sit største kick hvis det lykkedes for hende at gå uden hjælp. Nu er hun bundet til en kørestol. Kræfterne svinder løbende.

Hun lider af multipel sklerose, sygdommen har langsomt indskrænket hendes muligheder gennem 14 år. Hun bliver mere og mere afhængig af hjælp. Hun får ikke et langt liv. Derfor vil hun gerne kunne få lov til at dø når hendes grænse er nået. Ikke senere, men heller ikke før. Hun ved at hun ikke vil kunne handle hvis hun venter til smerterne bliver ulidelige, og bevægeligheden nær nul. Så vil selvmord være udelukket, og også (i England) aktiv dødshjælp (eutanasi). Derfor er planen at rejse til Schweiz og få hjælp af Dignitas til at sove stille ind, i stedet for at trække pinen ud. En selvvalgt human død via et sovemiddel.

Men hun har et problem. Hun vil gerne have hjælp til rejsen, til sin tid. Og hendes mand, musikeren Omar Puente (fra Cuba), vil gerne hjælpe. Desværre vil anklagemyndigheden ikke garantere at han ikke vil blive retsforfulgt og muligvis fængslet. Den risiko vil hun ikke lade ham løbe. Derfor kan hun blive nødt til at rejse til Schweiz mens hun stadig kan rejse alene, uden ledsagelse fra hendes trofaste ægtefælle. Det vil sige at hun kan blive nødt til at dø længe før hendes personlige grænse for at kunne holde livet ud er nået. Fakta er at forskellen kan blive adskillige år.

Det er hun ikke tilfreds med. Hun vil have ro til at kunne nyde resten af sit liv så meget som muligt. Så længe som muligt. Uden at skulle bekymre sig for meget for at kunne få lov til at vælge sin dødsdag, vil hun få mere overskud til at kæmpe for livet.

Hun er vred over at samfundet lader som om problemet ikke eksisterer, som om at døden ikke kan blive den fornuftige udvej. Chancerne for at hun kan få loven ændret er ikke store. Praksis viser dog at 99% af de mange englændere som har ledsaget en uhelbredeligt syg til Schweiz for at få hjælp til en værdig død ikke er blevet retsforfulgt, selv om anklagemyndigheden holder på at det er kriminelt. Så det burde ikke være uoverstigeligt for dem på forhånd at give frit lejde. Men nej. De vil ikke fortælle om deres kriterier for om der skal rejses sigtelse, de foretrækker tavshed om hvornår de vil udøve fornuft i stedet for at håndhæve loven.

Hun har nu vundet en sejr. En lille sejr. Hun har fået lov til at gå til højesteret, for at få dem til at tage stilling, hvilket muligvis kan resultere i lovændring eller blot mere klare regler. Det er ikke sikkert at hun får noget ud af det, men nu bliver højesteret nødt til behandle sagen.

• BBC:
  MS woman wins right-to-die review
• TimesOnline (2007):
  Dozens admit aiding relatives commit suicide
• The Guardian (2004):
  'I don't want to plan my death, I want to enjoy life'
• Mirror.co.uk:
  Don't jail my husband for helping me to die

Sagen minder om den med Diane Pretty, der i 2001 led en langtrukken død ved kvælning efter at have tabt retssager om at hendes mand skulle have lov til at hjælpe hende med at dø lidt før.

Se også:

Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

Diane Prettys menneskerettigheder

Chantal Sébire slap fri af myndighederne

Britisk højesteretsdommer stadfæstede ret til selvmord

Dødshjælp i Holland og Schweiz

Død med værdighed i Oregon

Briter kæmper for friheden til at dø

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp