Der lød et brag i Water Street, Manhattan, lørdag eftermiddag. To mænd, der hørte det, løb hen og fandt Ruslana Korshunovas knuste krop. Et smukt lig, lagde vidnerne mærke til, mens de så kroppens sidste sitren. Det ser ud til at hun sprang fra hendes lejlighed, efter at have skåret hul i bygningsarbejderes sikkerhedsnet foran hendes altan på niende etage. Selvmord.
Den langhårede smukke 20-årige supermodel var lige kommet tilbage fra Paris, hvor hun stod model. Hun var efterspurgt af de store modehuse. En ven fortæller at hun var "on top of the world". Hvad mange vil kalde for en drømmetilværelse.
Omgivelserne beskriver hende som et af de sødeste, rareste mennesker. Hun nød livet i New York, og sendte penge tilbage til sin forældre i Kazakhstan. Portneren fortæller om en smuk, smuk kvinde med en blid, blød stemme, der altid smilte og hilste. Sød, nede på jorden og enkelt klædt. Aldrig nedtrykt. Aftenen før havde hun sludret med en veninde. Ingen havde set det komme, forstår ikke hvorfor.
Jeg ved ikke mere, kan ikke gætte hendes tanker da hun kiggede ned mod gaden, fløj ned mod gaden. Men hun havde et farligt job. Hendes udseende var mange penge værd, og hun var omgivet af øjne, der kun så efter hver en lille "fejl", både før og efter billederne blev taget. Hun var meget ung da hun blev suget ind i modelbranchens hvirvler, med bøjler på tænderne. Hendes job var at se smuk ud, præstere den glitrende fotomodel overflade der var hendes identitet. Hvad der var under overfladen var ikke det der kunne bruges til noget. Sådan er de kolde fakta bag drømmen.
På Internet viste hun lidt af hvad der foregik i dybderne af hendes sind. At kærlighed betød alt for hende, og at det pinte ikke at kunne finde varig kærlighed.
Kærligheden blænder, sætter sjæle i flammer, og er altid svaret. Kærlighed er den livgivende sol, begær er blot et funklende glimt.I januar havde hun kærestesorg:
Min drøm er at flyve. Åh, min regnbue er for høj.
Det gør ondt, som om nogen tog en del af mig, rev den ud, nådesløst trampede på den og smed den ud.Hun efterlod dette bittersøde digt (som hun ikke selv havde skrevet):
Life is short,
Break the rules,
Forgive quickly,
Kiss slowly,
Love truly,
Laugh uncontrollably.
And never regret anything
that made you smile.
- Daily News:
Russian supermodel with 'fairytale' beauty, age 20, plummets to her death - Daily News:
Model's Web rants pined for love - Frivolous People:
Passion kills: Supermodel dead in apparent suicide
Hvem havde hun at snakke med når livet gjorde ondt? Når det ikke handlede om at være glansbillede, fe. Respektere og værdsætte alt det andet. Hende.
Ruslana Korshunova. Kærligheden var ikke i rampelyset.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Næh hvorfor interessere sig for hende og hendes psykiske tilstand, når bare hun kunne optræde professionelt på podiet og foran kameraerne, så de ønskede penge scoredes af modeverdenens "mafia"...
Ruslana betalte ved kasse 1, men der er masser af andre helt unge piger, der med glæde tager pladsen over, parate til at lege russisk roulette i berømmelsens kunstige lys ;-(
Ja, det er farligt at være for smuk. Projektøren blænder, holder fast, dådyret blev kørt ned.
Pige træd varsomt
Ung og glad som en plag
var jeg selv engang.
Tankeløs jeg en dag
ind på scenen sprang.
Ak om du li'somjeg
drages af dens magt
- hør mit råd - gør det ej,
tag dig vel i agt.
Pige træd varsomt, thi scenen er skrå,
himlen er malet og slet ikke blå,
alle de stjerner, der tindrer om kap,
slukker man blot ved et tryk på en knap.
Hver en blomst, hvert et blad
af det grønne løv
ak, det er - se kun ad
maling, snavs og støv.
Der blir koldt i dit sind
som et dødens gys,
og du går som en blind
i det stærke lys.
Pige, træd varsomt, thi scenen er skrå,
ønsk dig ej det, som du aldrig kan nå.
Alt, hvad du tror, er så yndigt og smukt,
blegner og falmer, når lyset er slukt.
Hvis en dag du blir træt
og vil være fri -.
Ak, det er ikke let,
så slås døren i.
Vejen ind - ser du, den
træder let man på.
Vejen ud - lille ven
den er tung at gå.
Pige, træd varsomt, thi scenen er skrå,
før du ved af det, går spillet i stå
alle de sorger i verden du ved,
dem skal du møde, før tæppet går ned.
Tekst: Ludvig Brandstrup
Melodi: Kai Normann Andersen
Der er noget helt galt, når sådan et dejligt menneske, som hjælper sin familie og klarer jobbet godt, kan synes at livet ikke duer, eller at hun er blevet trådt så meget på at hun ikke kan holde det ud.
Jeg håber at der et eller andet sted er en forklaring på, at hun sagde farvel på den måde. På den anden side, hvad kan forklare så drastisk et skridt?
Jeg tror ikke på at en konkret forklaring kan findes. Men min fornemmelse er at det handler om ensomhed og håbløshed.
Ensomhed når omgivelserne sugede sig fast på den smukke, blide, succesrige overflade, og ikke lod hende være andet. Spillede med på skuespillet om at det gik fantastisk godt.
Håbløshed når det hele netop så ud til at gå fantastisk, og det så alligevel var tomt, overfladisk, uden det der nærede hendes sind, lod hende mærke at det var hele Ruslana der ønskedes, med alle sider; ikke blot hendes velpolerede perfektionistiske overflade.
Send en kommentar