Harning: Codeswitching *27* - to sommerfugle

Codeswitching *27*

Der var engang to sommerfugle
enestående og smukke og statelige som sådan nogen nu engang
er
vakre naturlige organismer der effektivt og kærligt tilpasser sig
omgivelsene
og
jord og vand og aske væves sammen
med træets rødder
lærke bliver til kogle, kogle til træ
pupper til larver, larver til sommerfugle
der flyver med natsværmerne
op og op og rundt i træets krone
ud i uendeligheden

***

Mange tak til Boel Harning
(Digtsamling Codeswitching)

Illuatration: Artur Berlikowski

Se også:

To sommerfugle

Den smukkeste morgen

Flyv sommerfugl, flyv!

Sommerfuglens sidste solstrejf

Dødshjælp - "Vil du holde puden?"

Jeg husker en skovtur sammen med min kæreste. Vi gik på en sti og nød omgivelserne, og hinanden. Pludselig så vi en smuk og metallisk farveglinsende bille. Jeg tror at det må have været en grøn guldbasse:

Den sad nu ikke på en blomst, men lå på stien. Alvorligt skadet, og kunne blot bevæge et par af lemmerne lidt. Det er ikke en ret stor antropomorfisme at sige at den var ved at få en lidelsesfuld død.

Ingelise var hurtig. "Træd på den! Du bliver nødt til at mase den". Hun brød sig ikke selv om at gøre det, og vidste at jeg var mere "hårdhudet". Så jeg gjorde hvad der måtte gøres. Ingelise kikkede væk, og spurgte om det var overstået. Og vi gik videre mens vi snakkede om det. Hvis hun havde været alene, er jeg overbevist om at hun havde gjort det selv. Ikke fordi hun ville, men fordi der ikke var noget bedre at gøre.

Hvad vi end havde gjort - eller ej - ville det være vores valg hvilken skæbne guldbassen fik. Netop også hvis vi flygtede.

Situationen minder mig om et manipulerende spørgsmål som modstandere af aktiv dødshjælp nogle gange kaster ind i en debat, i et forsøg på at afspore den.

"Vil du holde puden?"

Der er jo ikke nogen som seriøst går ind for at en god form for aktiv dødshjælp er kvælning med en pude over hovedet. Denne metode kan højst være en hård nødløsning i en meget sjælden og ekstrem situation.

Tanken om at skulle overvinde en døende krops instinktive panik og modstand mod kvælningen er selvfølgelig barsk. En endog særdeles ubehagelig tanke. Men hvis situationen nu er ekstrem og desperat nok, uden noget bedre end at få sat det punktum. Døden hurtigst muligt.

Gothic Skull Pillow Case

Ville jeg kunne holde puden? Det tror jeg godt. Det ville være voldsomt ubehageligt, og ville kræve en stålsat overbevisning om at gøre det rigtige, i situationen. Altså at det ville være værre ikke at gøre det, og at jeg handlede efter den døendes erklærede ønske. Jeg har dog fuld forståelse for at de fleste viger tilbage for tanken. Ikke tror sig i stand til det, men blive handlingslammede. Det er også den uetiske pointe ved det manipulerende spørgsmål. At inaktivitet ikke er en synd.

Et mere reelt spørgsmål er om du ville hindre mig i at holde puden. Sige stop, du er altså nødt til at lade den døende lide så længe det nu måtte vare. Om du ville melde mig til politiet bagefter, kræve mig dømt for mord. Jeg kunne jo få problemer med straffeloven, men ikke med samvittigheden.

Eller om du måske ville være lettet, kikke væk i din sjælekval, og spørge: Er det overstået?

Senere måtte Ingelise selv søge døden. Hun tilbød mig at kunne flygte. Jeg blev i huset.

Se også:

Hvis selvmordet havde krævet min deltagelse

At give slip

Slip den fri

Erle perle, trif traf truffet

Lise-Lotte Norup: Jeg skulle have slået mor ihjel

Julie Kenyon tog sig af sin bedstemor

Stolt Ray Gosling dræbte sin elsker

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Quirkyalone valentines

Så "truer" kalenderen igen med Valentinsdag. En mærkedag hvor især pusherne af kort, blomster og chokolade gør meget for at holde "alle" fast i vigtigheden af at den 14. februar gerne skal markeres med at bruge penge på et passende kærlighedsgave. Dybden i dette kan måske diskuteres, når det nemt kan blive til at det bare er noget der forventes.

Ellers ... !

Mit ærinde her er nu ikke så meget at problematisere kommercialiseringen, så ville jeg nemt komme til at lyde som en smågnaven mand, der egentlig mest mangler at have en partner til "hjerternes dag". Lidt jaloux på dem der kan fejre tosomheden. Sådan har jeg det nu ikke, også selv om jeg mærker dybere efter. Jeg lever alene, og det er der ikke noget galt i. Er ikke ensom.

Da jeg lidt tilfældigt stødte på ordet "quirkyalone" tiltalte det mig umiddelbart, som noget der kunne passe på mig. En fornemmelse som jeg fik bekræftet da jeg fandt ud af at ordet var opfundet for at betegne nogen som har det godt med at være sig selv, uden derfor at være modstander af det med samliv og parforhold. Som hellere vil være alene, end gøre livet til en jagt efter at finde en partner.

Sådan havde jeg det også for 10 år siden, da jeg om sommeren mødte Ingelise. Hun havde tilsvarende indstillet sig på at livet ikke handlede om at danne par. Men så "skete der noget", som udviklede sig til et ekstraordinært godt kærlighedsforhold mellem os. Helt uden stridigheder eller ønsker om at lave hinanden om. Betingelsesløs gensidig kærlighed. Smukt. Og vi behøvede ikke nogen valentinsdag til at ritualisere tosomheden.

Mit "problem" med valentinsdag stikker altså lidt dybere, den fungerer jo som en ritualisering af at "mennesket er ikke skabt til at leve alene". At det ikke er så godt at afvige fra normen her. At det bliver til en målestok for succes, om det "lykkedes" at finde og holde på en partner.

Jeg måtte desværre give slip på den store kærlighed, da andre omstændigheder udviklede sig til at Ingelise fik brug for at afslutte sit liv. Heller ikke her ville jeg gå på tværs af hendes behov. Så jeg blev alene igen, selv om vi selvfølgelig meget hellere ville have haft at det kunne fortsætte til alderdommen.

Nu er jeg jo så quirkyalone, og det har jeg det også fint med. Tanken om en anden "stor kærlighed" er da bestemt rar, men jeg ser ikke mig selv som "aktivt søgende". Ser ikke noget forkert ved tanken om at leve alene på ubestemt tid. Den kærlighed der er "et marked" er ikke for mig. Sker det, så sker det. Ellers er det også OK.

Den 14. februar er forresten også udnævnt som "International Quirkyalone Day", som supplement til at fejre den som tosomhedens helligdag. Ordet "quirkyalone" blev opfundet af Sasha Cagen, der på bedste amerikanske vis har udgivet en succesfuld bog om begrebet. Jeg synes dog at det kammer over, når det ligefrem bliver gjort til en "bevægelse", og alligevel bliver koblet sammen med at det handler om at finde en soulmate. Men det hindrer jo ikke at jeg kan lide ordet.

Se også:

• You Must Be My Valentine, Or ... !
• To sommerfugle
• Du er ikke "for meget"
• Et kik ind i min stue

Valentines roser

Morning Blossom by Vladimir Kush

Se også:

En rose

Quirkyalone valentines

You Must Be My Valentine, Or ... !

Sommerfuglekys

Mere af samme kunstner, Vladimir Kush:

To muser sværmer i natten

Sommerfuglen lever i nuet

Efteråret byder op til dans

300 indlæg - og en skabslåge

Da jeg startede denne blog valgte jeg at skrive under pseudonymet "tosommerfugle", uden ellers at røbe andet end fornavnet Johnnie. Baggrunden var at jeg imødeså muligheden for at blive dømt skyldig (måske med en blot symbolsk straf) for at jeg gav min kæreste rum til at begå selvmord, da det desværre blev hendes behov. Jeg var (og er) helt sikker i det etiske og menneskelige grundlag for min handlemåde.

Samtidig kunne jeg se at en kantet juristeristisk betragtning kunne give en domfældelse som jeg ikke ville kunne acceptere. Selv om jeg måske blot havde fået en betinget dom, tror jeg at jeg havde følt mig nødt til at anke sagen, med påstand om frifindelse. Derved ville jeg have sat spørgsmålstegn ved lovens anvendelse, og lagt op til en etisk debat. Jeg ønskede ikke at en sådan debat skulle sætte fokus på min person, og sagens konkrete detaljer. Det etiske spørgsmål skulle ikke presses i baggrunden. Mente jeg. Derfor medierne i stram snor.

Da jeg blev frikendt, gik debatten i stå igen. Jeg havde ærligt talt lidt blandede følelser. På den ene side var det tydeligt for mig at min argumentation omkring det menneskelige og følelsesmæssige gik igennem i retten. Senere hørte jeg at en tilhører oplevede at jeg "optrådte imponerende" ved min mundtlige forelæggelse. På den anden side kunne jeg blot give en af journalisterne ret i at det var en mystisk dom. Den snoede sig langt udenom etikken, og var baseret på at sagen ikke sås som tilstrækkeligt bevist. Lidt sarkastisk måtte jeg konstatere at retsplejen ikke giver mulighed for at anke på grund af utilfredshed med præmisserne for en frikendelse. Jeg havde håbet på en dom som kunne sætte præcedens. Med et skak-ord var resultatet pat.

Det skulle nu ikke hindre mig i at blogge på basis af mit etiske og menneskelige ståsted, og fremdrage sager som illustrerer dilemmaer omkring retten til at dø, aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord. Sager hvor døden ikke er det værste, men netop bliver til noget ønskeligt og næstekærligt. Så det har jeg hygget mig med. Efterhånden har jeg udviklet formen til at have en skarpere markeret kant, uden at vige tilbage for provokerende pointer.

Selv om jeg ikke er enig, kan jeg godt følge hvis nogen kunne føle at det er useriøst at have en markant profil uden at have et civilt navn at koble udtalelserne sammen med. I modsætning til alt for mange af de anonyme skribenter, har jeg været særdeles konsekvent med at undgå personangreb og useriøst brok, ting som jeg ikke ville kunne vedstå øje til øje. I øvrigt har jeg slet ikke skjult sammenhængen for min omgangskreds.

Ergo er jeg blevet enig med mig selv om at det ikke tjener noget formål at adskille pseudonymet "tosommerfugle" fra min dagligdags identitet.

Mit fulde navn er Johnnie Hougaard Nielsen. En søgning i Krak (eller tilsvarende) gør det nemt at finde adresse og telefon nummer, der er ikke andre som hedder det samme. Det har nu aldrig været noget større detektivarbejde at finde mig. Fornavn og kommune fremgik af aviserne, og det var nok til hurtigt at finde mig.

Og jeg har fundet et par billeder frem, som Ingelise og mig tog på en ferietur ved Hundested i maj 2003. Det gode liv.

Se også:

• En slags jubilæum, 1000 blog indlæg
• Et blog-år gik
• 200 Indlæg
• 100 Indlæg
• To sommerfugle
• Anonym eller offentlig eller hemmelig
• Et kik ind i min stue
• Mediernes dækning af retssagen omkring min kærestes selvmord

At finde vej under himlen

For mange år siden havde jeg været til sammenkomst med studiekammerater i udkanten af Kolding. For at nå sidste bus hjem skulle jeg ind til banegården. Gående, uden kort, helt uden at kende området. Jeg gik i den retning som lignede mest, og holdt udkik efter en at spørge om vej. Der ville sikkert gå kuk i det hvis jeg skulle huske en serie af vejnavne og kryds, så det ville jeg ikke engang høre på.

Da jeg mødte en dame, bad jeg hende blot om at pege i den rigtige retning. Hun så noget undrende ud, men pegede. Jeg fulgte retningen, og efter et stykke tid nærmede jeg mig Slotssøen, som jeg kendte. Jeg nåede bussen. Det havde jeg næppe gjort hvis jeg havde lyttet til en detaljeret vejledning; der var længe mellem nogen at spørge. Det vigtige var at kende retningen, så kunne jeg tage gaderne som de kom.

En sommernat i år 2000 var der meget højt til loftet. På vores første gåtur alene sammen snakkede Ingelise og mig om meget. Fortid, personligt, følelser og filosofisk. Et emne var den dejlige nat, uden forstyrrende lys. Vi kunne netop se det hele når der ikke var gadelygter til at begrænse vores synsfelt. Himmel, øhavet, og vejen vi gik. Med lygters skær var det ikke blevet samme storslåede oplevelse. Kun en enkelt gang måtte hun tænde lommelygten et knudret sted. Det var en lettelse at slukke den, så kunne vi se natten igen.

Og vi fandt et liv sammen, uden skabeloner, kort og faste forventninger. Ingen tvivl om retningen. Ved at være åbne for at se alt, uden at begrænse vort synsfelt, fandt vi vejen med hinanden i hænderne. Vejen uden forblændelse og skyggebilleder. Meget bedre end et kort over hvad vi mente det var, en lygte til at pege med. Vi var i fri harmoni.

PS. Lørdag eftermiddag satser jeg på at der er højt til loftet, på en ganske anden måde. En flok poeter, digtere og forfattere invaderer Kongens Have med arrangementet Ord Under Himlen. På slap line med oplæsning af egne digte, noveller og tekster. Det skal nok blive spændende at være med på en lytter. Og som jeg var inde på ovre hos Harning, satser jeg på at være let genkendelig, også for folk der ikke kender mit åsyn.

Et blog-år gik

Jeg er forarget lød titlen på denne blogs første indlæg, for ét år siden. Det var dagen før jeg blev retsforfulgt, med et anklageskrift som jeg er næsten enig i, altså lige bortset fra at jeg mener at anklagemyndigheden misbrugte loven. Ingen paragraffer forbyder selvmord, men kræver at hjælpe nogen som er i livsfare. Jeg hjalp ved at give min kæreste støtte til det allersidste, og plads til at gøre hvad hun måtte gøre. Det havde netop ikke været en hjælp at umyndiggøre hende, påtvinge hende et liv der ikke kunne leves. Min samvittighed havde det fint; som jeg sagde ved hendes begravelse var jeg stolt af at jeg også var der for hende til sidst.

Bloggens basis var at forsvare mig og min etik offentligt, når staten anfægtede mit moralske stade. Sagen vakte debat sidste år, samt en vis medieopmærksomhed. Jeg forudså muligheden for at blive dømt, og anke sagen. Så havde debatten kørt videre, en tiltrængt debat. Jeg blev i stedet frifundet, på præmisser der viste at dommerne anstrengte sig meget for at lade mig gå fri, uden at gå ind i konflikten mellem etik og lov. Selvfølgelig var jeg glad over at blive frifundet, men desværre medførte det at debatten hurtigt gik i sig selv igen. Jeg følte selv at jeg var klar til at køre en principsag, men det ville næppe have været "bekvemt" for systemet. Jeg havde bred folkelig opbakning til at kunne udfordre den menneskefjerne tolkning af loven.

Projektet med bloggen var dog ikke tænkt kun i forhold til min egen sag, selv om den havde fået en noget anden funktion hvis sagen havde kørt videre, den offentlige debat kommet rigtigt igang. Jeg mener at samfundet stadig har brug for at acceptere at døden er en naturlig del af livet, og at der er enkelte tilfælde hvor døden ikke er det værste der kan ske. At det kan være en næstekærlig handling at acceptere at døden må fremskyndes, og handle derefter. Hverken døden eller livet bør være noget der føles som noget hæsligt, tværtimod skal begge dele være værdigt og smukt.

Derfor er det mig naturligt at fremhæve det smukke, også omkring døden, velbegrundede selvmord, og aktiv dødshjælp. Lovene er generelt udmærkede, men der er tilfælde hvor der er noget som er vigtigere. Menneskelighed og næstekærlighed.

Erle perle, trif traf truffet

Da jeg var stået op til den smukke fredags sommermorgen, mødte der mig en overraskelse i køkkenvasken. På overfladen af noget vand i en balje flød der en stor lysende farvestrålende tæge, der desværre var druknet. Et smukt lig. Jeg synes ikke at jeg ville mase den ned i kloakken, eller smide den i skraldeposen. Dér skulle den ikke hen.

Et forrådsglas blev fyldt med rent vand, og jeg flyttede ganske forsigtigt tægen over. Kunne derved tage nogle smukke billeder, ved vinduernes lys. Til sidst gik jeg ud på altanen, og gav tægen et stort sving ud i solens lys. Ved at tømme glasset fik den en glitrende vandstråle at flyve på, gennem sommerluften, ned mod plænen. En stor løvtæge gik videre i kredsløbet, måske gennem maven på en af solsortene.

Normalt ville dette blot være passeret som en af dagligdagens mange små hændelser. Men ikke lige denne morgen. Tægen må være kommet netop mens jeg skrev forrige blog indlæg, lagde det på bloggen, eller sov. I sammenhæng med hvad der skete for præcis to år siden, og denne blogs metaforer, blev symbolikken ganske påtrængende.

Hvis jeg havde en tro på en åndelig verden, en eksistens på et andet plan, efter døden, ville det være nærmest alt for let at se det som et tegn, og tolke det ind i mine følelser og tanker. Men nej, sådan er min tankeverden ikke. Det enkleste ville så være at afskrive det som et tilfældigt sammentræf. Sammen med det faktum at jeg, da jeg cyklede på arbejde bagefter, kom jeg forbi to kirker. Der var begravelse i begge to. Det var dog heller ikke noget stærkt påfaldende sammentræf. Men dog.

Den normale forklaringsmodel for påfaldende sammentræf, der kan friste til at tro at der må være en sammenhæng udenfor hvad vi har konkrete forklaringer på, er jo at det blot er tilfældigt. Der sker hele tiden mange små begivenheder, og vi lægger kun mærke til det når de træffer sammen. Det kommer til at fylde så meget i tankerne, at vi kan "komme til" at pynte lidt på historien, uden selv at lægge mærke til det. Et simpelt eksempel er når nogen ringer til hinanden, lige præcis samtidig, krydser. En sjælden gang må det ramle sammen, og så lægges der mærke til det.

Der skal mere til før jeg føler at det er påfaldende. Ting som er ganske usædvanlige, ikke noget der blot er dagligdags hændelser. Ting som ville være noget særligt, også uden sammetræffet. Ting som måske kun sker én gang i løbet af et liv.

Den med tægen er netop noget som er langt fra hvad der sker i dagligdagen (i modsætning til det med begravelserne). Og jeg har også været ude for at blive truffet af andre ganske markante sammentræf omkring historien med mig, Ingelise, og hvad det desværre måtte blive til. Især lige omkring retssagen var der sammentræf som ligger meget ude over det med at normale begivenheder må støde sammen engang imellem. Det bloggede jeg om dengang:

• Norah Jones og sammentræf
• Jeg skal ikke straffes for at have gjort det rigtige

Jeg påstår ikke noget om at der foregår "noget" udenfor et plan som vi normalt regner for den virkelige, målbare verden. Jeg nøjes blot med at undres. En undren som godt kan leve uden svar.

Tænker på en frostklar vinternat for nogle år siden. Ingelise og mig gik ud for at nyde stjernedrysset og hinanden. Det var dog lidt irretirrende med de blændende gadelygter. Lysforurening kaldte jeg det, mens jeg kikkede lige op på den yderste af gadelygterne. Stirrede stift. Efter nogle få sekunder blinkede den og slukkedes. Sådan! Magiske evner tror jeg ikke at jeg har. Hvis jeg hver eneste dag brugte et stykke tid på at nidstirre gadelygter, ville der (statistisk set) gå flere årtier før det "lykkedes". Men nej, jeg påstår ikke noget.

Den smukkeste morgen

For netop to år siden gik jeg mig en tur i en tindrende smuk sommermorgenstund. Duggen perlede, solen var endnu ikke stået op, ingen lyde ud over fuglenes sang. Ingen sommerfugle, ud over i mine tanker.

Min allerkæreste Ingelise lå i sin seng, jeg havde mærket efter at hun var død, i den smukke sommernat. Ikke det store drama, hun gjorde hvad hun desværre måtte gøre, vi havde givet slip på hinanden i ro og afklarethed. Nogle fredelige dage hvor vi simpelthen fortsatte med at have det godt sammen; så godt som muligt. En smuk afsked. Stille og roligt. Og en ekstrem oplevelse.

Hun havde bedt mig huske hende for det gode, de rigtig mange lyse timer vi havde haft sammen. Fokus på det smukke i livet. Og jeg vedtog med mig selv at jeg ikke ville leve i vrede over nogle ting der var sket - ikke være en bitter mand. Udleve det lyse.

Et billede fra dagen før:

Den virkelige sommerfugl var fløjet videre, på sine intakte vinger, i den smukke sommerdag.

Hvad klokken præcis var den morgen, så jeg ikke. Jeg har valgt et tidspunkt til dette indlæg, med cifre der visuelt kan tolkes symbolsk. Måske noget med helhed, sommerfugle, hjerter og uendelighed. 03:38

God morgen, Danmark. Sommerfuglemorgen.

Morning Butterfly 22 by Roi James

Se også:

• Flyv for mig sommerfugl, flyv
• To sommerfugle

Sommerfugles blide horn

Stille og flyvende
Vildt og blødt
Harmonisk
Blidt
:)

Flyv for mig sommerfugl, flyv

Flyver

Jeg

Ja

Fly for me by analuz

Se også:

Flyv sommerfugl, flyv

To sommerfugle

Den smukkeste morgen

Hvil sommerfugl, hvil