Logo sommerfugl

tirsdag den 16. februar 2010

Stolt Ray Gosling dræbte sin elsker

Den 70-årige højt respekterede britiske BBC-journalist og forkæmper for bøssers rettigheder Ray Gosling var i går med i en udgave af dokumentar programmet "BBC Inside Out", om det at dø. Han havde også en personlig historie at bidrage med, en episode som derfor ikke længere er en dyb hemmelighed.

Ray Gosling på en kirkegård

For mange år siden havde han en elsker, som lå for døden af den nye sygdom AIDS. Lægerne beklagede at de ikke kunne gøre mere, ikke engang dæmpe de smerter og lidelser der var blevet for store. På hospitalsstuen bad Ray Gosling lægen lade dem være alene, bare lidt. Den forstående læge gav dem den tid der skulle til. Ray lagde en pude over ansigtet på sin unge elsker. Holdt fast til døden indtrådte. "Han er væk" sagde Ray til lægen. Og så blev der ikke snakket mere om den sag. En meget forstående læge, der umuligt kan have været i tvivl om hvordan der var sket.

Ray Gosling på en kirkegård

Det var ikke et pludseligt, desperat indfald. Ray og elskeren havde i god tid lavet en aftale, om at handle hvis lidelserne blev for slemme. Han har aldrig fortrudt at han fulgte aftalen. Han føler sig ikke som morder, selv om han juridisk set har vedstået netop denne forbrydelse. Så nu står politiet med en sag, som de sikkert hellere havde været fri for. En unødvendig efterforskning, og hvad det nu ellers måtte udvikle sig til. Ray Gosling har ikke tænkt sig at samarbejde med politiet, og altså ikke give dem konkrete detaljer om hvem, hvor og hvornår.

Ray Gosling prøver ikke at fremstå som aktivist omkring aktiv dødshjælp, et emne som han selv er ret ambivalent omkring. Han var et menneske, som var ved at blive flået i stumper og stykker af en frygtelig situation, som der ikke var nogen "pæne" løsninger på. Der var brug for handling, næstekærlighed, fred. En beslutning som var hævet over loven. Han gjorde hvad der måtte gøres. Og det er han stolt af. En berettiget stolthed, synes jeg.

Ray Gosling på en kirkegård

Og den britiske debat omkring aktiv dødshjælp har fået endnu en spand benzin. Der kommer igen og igen sager frem med sorgknugede pårørende som har følt at de ikke kunne andet end at omsætte deres kærlighed i handling. Afslutte liv som var blevet en skæbne værre end døden.

Nogen synes at det havde været bedre, nemmere, om Ray Gosling fortsat havde holdt sin kæft. For der er ikke ret mange som synes at han skal straffes.


Statue fra kirkegården


2 comments:

Ragne Rognebær sagde ...

Flott, tøff mann.

tosommerfugle sagde ...

Netop. Et "medlidenhedsdrab" af klasse.

Det er desværre karakteristisk at se hvordan modstanderne af aktiv dødshjælp reagerer. De søger at problematisere motiverne. Argumenterer for at sagen skal retsforfølges og straffes som "ethvert andet mord", uden hensyn til omstændighederne. Stiller spørgsmålstegn ved om elskeren virkelig havde det "slemt nok".

Politianmelder BBC for ikke med det samme at være gået til politiet med "tilståelsen", i stedet for at den mange år gamle sag fik lov til at komme på TV efter et par måneder.

Logo sommerfugl