Med en højpandet møjunge i centrum må tegneserien Steen og Stoffer jo siges at være noget ganske særligt. Den danske oversættelse af navnene er egentlig en forfladigelse. Den originale engelsk-sprogede titel Calvin and Hobbes skjuler ikke at hovedfigurerne er opkaldt efter to historiske intellektuelle, den franske teolog John Calvin og den engelske filosof Thomas Hobbes. Ikke nogen letkøbt reference, for tegneseriens temaer er netop ofte filosofiske spørgsmål, af en kaliber som de fleste voksne ikke tænker så dybt over. Ikke kan snakke kvalificeret med om. Tegneserien satser ikke på billige grin, selv om det jo gerne må være sjovt.
Calvin (Steen) er en meget intelligent og tænksom 6-årig dreng. Han får slet ikke intellektuelt modspil af sine forældre, sin lærer eller andre omkring ham. Altså skaber han sin egen supplerende fantastiske virkelighed, med en ligeværdig bedste-ven, Hobbes (Stoffer). En tiger som de voksne blot ser som et tøjdyr. En figur som på glimrende vis markerer skellet mellem Calvins spændende indholdsrige verden, og de voksnes kedelige overfladiske verden. Når de voksne blander sig, tegnes Hobbes som umælende stofdyr.
Et barn som bare lignede Calvin ville i dagens samfund blive oplevet som et utilpasset hyperaktivt problembarn. Få stemplet ADHD, en diagnose til børn som ikke lever op til de voksnes forventninger om koncentration og rolighed. Blive mødt med adfærdsregulering og medicin for at dæmpe ned til et niveau som lader sig håndtere på skolernes samlebånd.
Tegneserie striben i starten her er ikke produceret af Bill Watterson, som næppe ville tromle sin hovedperson ned på den måde. Men det er alligevel lykkedes en eller anden fan at ramme noget centralt. Stoffer kommer og fortæller Calvin at der er snevejr. Noget som normalt ville få ham til at kaste sig ud i en fantasirig leg, måske med kælk eller snemænd.
Men Calvin har fået nogle piller. Han er blevet til en kedelig pligtopfyldende dreng, som holder fast i at skulle have skrevet en stil til skolen, i god tid. Dybt deprimerende, i forhold til Calvins normalt overdådige livsappetit. Fantasien er død. Hobbes er død, tegnes nu som tøjdyr, også uden voksne i nærheden.
Set i forhold til hvordan "systemet" gerne vil håndtere et "problembarn" udgør pillerne en stor succes. Pludselig kan Calvin indpasses i en standardkasse. Nemt barn. Trist?
Jeg fandt striben i en diskussionstråd om Calvin and Hobbes, hvor reaktionerne netop går på at det er sørgeligt og ubehageligt at se Calvin på den måde. Nogle følte sig smerteligt truffet, en forælder med et ADHD barn, og en mand som selv blev medicineret for ADHD, indtil han blev voksen.
Nyere opslag
Opslag
18 comments:
Jeg synes det er lidt ensidigt at romantisere ADHD på den måde ... kan huske jeg engang så en udsendelse, hvor en voksen kvinde, som havde ADHD forklarede hvordan det havde været for hende at blive medicineret: som at komme ud på den anden side af en forvirrende, frustrerende tåge.
Er man fantasiløs og "forkert" hvis man ikke udviser tegn på ADHD? Er ADHD nødvendigvis tegn på intelligens og krudt og fantasifuldhed?
Det tror jeg faktisk ikke. Jeg kender flere forældre til ADHD-børn, som beskriver deres børns medicinering som en stor lettelse for børnene selv - fordi de før var frustrerede, forvirrede, malede sig op i hjørner, kort sagt: havde tåge og uro i hovedet.
Men det kan da godt være der er nogen der lever lykkeligt med ubehandlet ADHD, hvis de ikke ender uudannede eller i fængsel som følge af det.
"Lidt ensidigt" ville være en underdrivelse, hvis min fokus var at ville give et billede af ADHD. Det kan dog være illustrativt med tankerækken om hvordan Steen/Calvin ville blive mødt. Og jeg er ikke i tvivl om sådan en energibombe ville blive rubriceret som ADHD.
Og hvis han ikke havde ekstraordinære ressourcer, tror jeg såmænd også at han kunne opleve det som "en forvirrende, frustrerende tåge". For det "sjove" er jo at en Calvin i praksis ville få en meget svær opvækst, præget af konflikter og malen sig op i hjørner. Det ville ikke være sjovt.
Men som evig seks-årig har han stadig, med nød og næppe, "lov" til at sætte turbo på fantasien. Det ville være meget svært troværdigt at fremskrive figuren til en teenager, hvor fantasiernes voldsomme slagsmål kunne blive lidt for virkelige. Hvor det, ganske rigtigt, meget vel kunne udvikle sig til kriminaliet i stedet for uddannelse.
Hvad ADHD angår, mener jeg at sagen er betydeligt mere kompliceret end at se det som en afgrænset definerbar behandlingskrævende tilstand. Det er blevet for meget af en mode-diagnose.
Selv om jeg ikke er blandt dem som "blot" ser ADHD som biopsykiatrisk undskyldning for at få vækst i markedet for medicin, foruroliger det mig at se eksempler på hvordan fx Teenscreen er blevet brugt - på en meget lemfældig måde - til at konkludere "ADHD" (eller andre psykiatriske diagnoser), uden reel undersøgelse, uden at forældrene var med i forløbet. Slam, et stempel.
Og nej, jeg sætter ikke lighedstegn mellem ADHD og intelligens, krudt og fantasifuldhed - eller den anden vej. Men hvis et utilpasset forvirret frustreret barn også er en intelligent fantasifuld krudtugle, ville jeg ikke starte med se det som udtryk for at der er noget galt med barnet. Det kunne jo være udtryk for opgaverne er så "nemme" eller uinteressante at barnet keder sig ad h til.
Selv om jeg vil vedstå at sidde med en sympati for det at leve tilværelsen på sine egne præmisser - det kan jeg jo selv relatere til ;-) - er jeg ikke blind for omkostningerne og risikoen ved det. Så det er ikke noget jeg vil romantisere, eller se som "bedre" eller "mere rigtigt". Det kan dog hænde at jeg reagerer imod andre som ser deres livsform som "bedre" eller "mere rigtig" end min.
Og det var nok også det som gjorde det naturligt for mig at søge at se striben fra Calvins side, i stedet for fra hans mors side :-)
Men jeg sidder stadig ikke med noget svar på hvad "det rigtige" er.
Sjovt nok er jeg en stor fan af Calvin & Hobbes, og jeg har faktisk aldrig tænkt ADHD ... ejheller har Emil fra Lønneberg slået mig som en diagnose af nogen slags.
Og jeg synes da faktisk der er fin plads til at man kan være et energisk og fantasifuldt barn, uden at det nødvendigvis skal diagnosticeres.
Er du sikker på, at du ikke er ude på tynd is mht. din påstand om, at energiske børn med usvigelig sikkerhed bliver stemplet med ADHD?
I øvrigt har jeg aldrig opfattet Steen/Calvins mors holdning som om hun mente der var noget galt med ham? En forælders opgave ift. skolearbejdet er jo netop at sørge for, at der er rammer til, at barnet får lavet de opgaver, de har for. Generelt opfatter jeg, at hun elsker sin søn, at hun morer sig over sin søns fantasifulde påfund - når de altså ikke ligefrem demoliserer familiens hus.
Kender i øvrigt et hold forældre med en ekstremt velbegavet ADHD-dreng. Som absolut IKKE, trods ekstraordinære ressourcer, var særligt lykkelig, da han var umedicineret.
"At energiske børn med usvigelig sikkerhed bliver stemplet med ADHD" er bestemt ikke min påstand. En kort gengivelse lyder "Symptomerne på ADHD er præget af forskellige grader og kombinationer af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet."
Calvin er mere end blot "et energisk og fantasifuldt barn"; han udviser også udpræget hyperaktivitet, impulsivitet og springende opmærksomhed. Jeg kan også godt lide ham, og tænker bestemt ikke selv på ham som havende "en neuropsykologisk udviklingsforstyrrelse", eller som havende "brug" for en diagnose.
En Calvin ville, mener jeg, dog ringe på næsten alle klokker for ADHD. Da diagnosen ikke stilles neurologisk, men på basis af undersøgerens subjektive oplevelse af psykologiske reaktioner, kommer der hurtigt hakker på checklisten.
Så det er en blanding af sjov og alvor når jeg leger med tanken om hvordan en diagnose-fokuseret undersøgelse ville kategorisere Calvin. Og selvfølgelig "udnytter" jeg at den falske stribe stiller det meget skarpt op. Dog uden at nævne ADHD, men det er tydeligt underforstået, i min optik.
Hvad Calvins mor angår, synes jeg såmænd også at hun er endda ualmindelig kærlig og tålmodig med drengens unoder. Ingen problemer der, heller ikke når hun tager sig til hovedet engang imellem. Også hun har da min forståelse. Faktisk også omkring det hensigtsmæssige i at Calvin laver sine lektier, i stedet for galaktiske krige.
Der hvor jeg prøver at lave en skarpere "kant" er såmænd ikke til Calvins mor, men er mere en reference til at der igen og igen ses beretninger om at især drenge i de mindre klasser kan have svært ved at leve op til skolens forventning om rolig koncentration.
Hvordan stærkt stigende antal elever "falder udenfor normalundervisningens rammer". Disse problembørn pilles ud i specialskoler/klasser, også hvis hovedproblemet er at de keder sig i forhold til det faglige niveau. Kommer over i et system der har brug for at stemple etiketter på.
Jeg er ikke "ADHD-benægter", men der er så mange variationer og grænsetilfælde at jeg ikke kan det som en afgrænsbar tilstand. Og jeg er ikke i tvivl om at mange oplever at det fungerer bedre med medicin på.
Her er det også interessant at en del fandt ud af at de fik mere ro på ved at bruge kokain. Altså det omvendte i forhold til "traditionel misbrug" af stoffet. En meget brugt type piller til ADHD, Ritalin, er netop en lidt justeret variant af kokain. Ikke sjældent udnyttet til samme slags misbrug som kokain, uden at det kaldes for narkotika.
Tilbage til Calvin - selv om jeg jo mener at ADHD stemplet ville flyve i hans retning, er jeg faktisk netop ikke ude på at se ham som eksempel på ADHD. Altså ikke ude på at forvente at hans mønstre er noget der kan forventes at gælde omkring ADHD. Så skabelonagtig er min tankegang ikke :-)
Den side af Calvins personlighed, som Hobbes kan siges at udgøre, er netop hvor vi mere kan se de mere rolige og balancerige sider af ham ...
"....Faktisk også omkring det hensigtsmæssige i at Calvin laver sine lektier, i stedet for galaktiske krige." - Omend jeg er enig med dig i stort set alt andet du har skrevet i dine kommentarer omkring dette indlæg må jeg lige hvad dette angår sætte mig stærkt på bagbenene. For vist er det fint at du har forståelse for moderens genvordigheder - men helt ærligt - hvorfor skulle skoleundervisning og lektielæsning ikke kunne være galaktiske krige? :-) Alle har vi forskellige måder hvorpå vi lærer bedst, og hvis bare undervisningen var tilrettelagt dérefter så ville alle børn have en rimelig chance til at udvikle deres potentialer.
(For god ordens skyld - AD-HD kan diagnosticeres rent neurologisk via hjernescanninger men bliver det dog (mig bekendt) aldrig i Danmark. )
OG, en tankestreg: Hvor er det besynderligt, at når der konstateres at hver femte barn i dk før eller siden bliver sendt en tur omkring skolepsykologen med henblik på udredning, så råbes der på flere ressourcer til PPR og så skældes der ud på forældre der anklages for ikke at kunne opdrage deres børn - mens INGEN gider så meget som reflektere et minimum over hvorvidt skolen passer til børnene....
Harning, man kan også vende det sådan, at børn ikke længere idag bliver stemplet som "dumme" hvis de ikke kan stave pga ordblindhed eller "uartige" hvis de reelt har ADHD ... eller "asociale" hvis de har Asperger.
Selvfølgelig kan skolen i højere grad tilpasses børnene - ingen tvivl om det. Men den har dælme også tilpasset sig meget siden de tidlige 70'ere hvor jeg startede i 1. klasse!
Jeg tror da helt sikkert at skolen er på vej ... men det kræver nok at der tilføres nogle ressourcer til skolen, som den ikke får idag.
Galaktiske krige som undervisningsmodel ... Harning jeg er bange for at det ville overbebyrde de fleste læreres spændvidde ;-) De er jo voksne.
Men jo, jeg er da helt enig i at idealet er at lærerne evner at fange elevernes interesse, og dermed lysten til at beskæftige sig med stoffet, helt frivilligt - og legende.
Så længe ADHD ikke rutinemæssigt diagnosticeres på fysiologisk basis, tillader jeg mig at betragte anvendelse af diagnosen som udtryk for holdningsafhængigt gætteværk. Ikke nødvendigvis derfor uden reel substans, men det åbner jo for at grundlaget kan være af meget varierende grundighed.
Lizelotte, jeg ved ikke om du har smugkikket på Harnings anbefalelsesværdige blog. Hun er i perioder ikke "så aktiv", men har et aktuelt indlæg som er særdeles apropos, og en kende sarkastisk.
Det handler om at hun har en søn med høj intelligens, ADHD og dysleksi. Som går på en specialskole, der skulle støtte omkring de særlige behov. Som ikke ulejligede sig med at give eleverne mulighed for at forberede sig på en national svensk test af eleverne. En mulighed som er en selvfølgelighed på de normale skoler.
Det kræver ikke ret megen ond vilje at tolke det som mangel på respekt for elevernes faglige ressourcer, når testen tilsyneladende ikke ses som noget der behøver blive taget seriøst på en specialskole. Som udtryk for en holdning om at det jo alligevel ikke kan betale sig med disse "ramte" elever. Eller med mindre floromvundne ord, de er blevet stemplet som "dumme".
Det er så i Sverige (hvor hun lever i "landflygtighed"), men jeg føler mig ikke overbevist om at der er kvantespring til forskel på den ene og anden side af Øresund. Så jo, hun har disse emner ganske tæt på ;-)
Selv har jeg jo ikke haft meget andet end mediemæssig berøring med skolesystemet de sidste mange år, men sidder alligevel med en "fornemmelse". Selv om skolerne bestemt har udviklet sig meget i årenes løb, har jeg ikke observeret tegn på at de helt har kunnet matche udviklingen i samfund, teknologi og omgangsformer. Altså at de ikke nødvendigvis er blevet bedre til at møde elevernes skiftende ståsteder.
Dette er selvfølgelig en overgeneralisering, som dækker over mange individuelle undtagelser, men jeg synes at det er alt for afslørende når tallene viser en kraftig vækst i antal børn som ikke kan rummes i den normale undervisning.
Jeg vil pr. definition ikke kalde det for børnenes fejl. Og det kan være svært at skelne mellem "forældrenes fejl" og "samfundets udvikling". Derfor må det være skolens fejl, også selv om jeg godt ved at deres opgave ikke er nem - og netop at de kan have grund til at føle sig udsultede omkring ressourcer. Derved har politikerne bolden, men de vælges jo af forældrene. Så det er måske alligevel "forældrenes skyld" ;-)
@Lizelotte, jeg tror vist tosommerfugle fik det hele med af hvad jeg ville have svaret til din kommentar. :-)
@Tosommerfugle - jeg må stadig stædigt fastholde (uanset hvor gale mine kolleger bliver på mig), at det er os som pædagoger og lærere der bærer ansvaret for hvorvidt vi lykkes med at formidle den kundskab som vi ikke alene er uddannet til og får betalt for at formidle - men som vi desuden har langt større tid til end hvad forældrene har, idet vi er sammen med børnene otte ud af døgnets fireogtyve timer. Hvilket er laangt mere end hvad de fleste forældre har.
At modsige en lærer som frivilligt står ved skolens ansvar for svigt i evnen til at fænge eleverne, kunne aldrig falde mig ind, Harning :-)
Hvad de galaktiske krige angår, er det forresten et meget godt billede på en side af situationen. Den mest nærliggende måde at "udkæmpe" disse på er jo pr. computer. Og det er jo nærmest typisk at lærere og pædagoger står frem som særdeles disancerende i forhold til om spillen via computer må få lov til at fylde noget. Eller om de anser det for vigtigere at bryde børnenes koncentration gennem kantede regler om højst 1/2 time bag skærmen.
Holdningen begrundes jo typisk ud fra at prioritere det sociale, og pædagogiske lege hvor pædagogerne sniger indlæring ind ad bagdøren. Det lyder jo meget fint, men er også udtryk for at de er blinde for at moderne computerspil kan være særdeles sociale, og fænge børnene på en måde som giver plads til masser af indlæring.
Men når pædagokken ikke kan forstå hvad der foregår bliver spiltid mere set som spildtid, som "tomme kalorier".
Tilsvarende med forsøg på systematisk at beskære social omgang via SMS og Facebook m.v.
Men det kræver jo også noget at følge med i hvordan vejene til social omgang har ændret sig meget, i forhold til for bare 10 år siden, og i forhold til dengang de selv voksede gennem social omgang.
Som "midaldrende" mand vil jeg ikke påstå at jeg selv er tunet ind på hvordan den sociale dynamik for "ungdommen nu til dags" spiller, men jeg mener da i det mindste at jeg kan følge at vilkårende ændrer sig markant, og føler ikke for at rynke på næsen når jeg observerer at de prioriterer helt andre ting end normerne i min barndom/ungdom.
Og jeg vil altså holde på at der er rigtig, rigtig mange voksne som er mere lukkede omkring at acceptere den ændrede virkelighed. Bestemt ikke kun lærere og pædagoger :-)
Wow wow wow! Hvordan kunne denne diskussion dog undgå min opmærksomhed i så lang tid??...
Nå men, tosommerfugle, jeg er stort set enig med dig, men ville relativere det dér med lektierne: klart er det hensigtsmæssigt, at børn får lavet deres lektier - hvis planen er, at de senere som voksne skal kunne klare sig i vores samfund som helt "normale", veltilpassede arbejdsmyrer, der bidrager til den berømte vækst (host, host). Og der har vi så en præmis, som der muligens kunne sættes spørgsmålstegn ved, om den er hensigtsmæssigt, at gå ud fra.
Harning: "ADHD" kan diagnosticeres via scanninger. Det samme kan barndomstraumer. Er der en sammenhæng? Man kan google søgeordene "ADHD childhood trauma", og voilà. Og "barndomstraumer" behøves ikke at være tre gange tæsk om dagen uden grund, eller jævnlige, natlige besøg af farmand (eller mor, eller onkler eller tanter, de rigtige, eller de, der bare kaldes for det). De kan være af så subtil karakter, at ingen opdager noget som helst, fordi alt vel er helt "normalt", ikke, helt som det plejer at være og skal være. Og når nu alt er lutter lagkage ude i samfundet, og der bestemt ikke kan sættes en finger på nogen som helst forhold i det som værende det mindste stressende, for ikke at tale om umenneskelige, decideret børnefjentlige, eller fremmedgørende, eller noget, så må fejlen jo være at finde i barnets neurobiologi. Ergo stempler vi børnene: offerklandring.
Og siden vores samfund er så fikseret på "studier viser ditten, studier viser datten": Hvad gør vi så med studier, der viser, at børn på "ADHD"-"medicin" klarer sig knapt så glimrende i skolen, som fortalerne gerne vil have os alle til at tro? For resten, angående tro: placeboeffekten er en realitet, og det er også et faktum, at både børn og voksne har en tendense til at opføre sig en del mere i overensstemmelse med kriterierne til en diagnose, efter de har fået denne diagnose, end hvad de gjorde før. Tankevækkende, synes jeg. Selvopfyldende profeti, kommer jeg til at tænke. Er det fair, er det etisk sådan helt i orden, at vi a) konsekvent udpeger individet til at være "galt på den", og b) ved at gøre det, putter individet i en kasse, og smækker låget i (de fleste psykdiagnoser er "livstidsdomme", i hvert fald iføge psykiatrien, en gang "ADHD'er, altid "ADHD'er"), måske allerede mens individet stadigt er barn, stadigt udvikler sig, både fysisk og mentalt? Burde vi ikke i vores samfund, der sætter den individuelle frihed over alt andet, også give individet plads og mulighed til at udvikle sig lige nøjagtigt i den retning, som individet ønsker, i stedet for at fastlægge "karrieren" som f.eks. "ADHD'er" allerede i børnehaven? Har vi egentligt ret til at gøre det mod børnene?...
"Veltilpassede arbejdsmyrer" var måske nok en implicit målsætning i gamle dages skole med ganske bastant opdragelse (afretning), men ud over at den basale struktur belønner den rolige pligtopfyldende elev, oplever jeg dog at folkeskolen i det mindste prøver at undgå ensretning her. Og selv om idealet jo klart må være at børnene skal have lyst til at arbejde med stoffet, tror jeg altså ikke at det skal være et mål i sig selv at undgå at der også er gange hvor eleven må "sluge" at der også er noget "mindre sjovt" som det er nødvendigt at komme igennem. Altså er det også "hensigtsmæssigt at få lavet sine lektier", også hvis målet er at blive revolutionær.
Og jo, jeg undrede mig også en smule over at du var så tavs om et sådant emne :-D
Når diskussionerne omkring ADHD ofte bliver præget af ret modstridende studier og holdninger omkring baggrund, og om medicin nytter eller skader, tror jeg at det hænger meget sammen med uklarheden om afgrænsning.
På den ene side, tror jeg klart at der er tilfælde hvor der er så megen "støj" i hjernen, at der helt reelt er en hovedsageligt biologisk problemstilling. Det ville være et nødvendigt fremskridt at blive bedre til at forstå hvad der sker, og at kunne stille mere præcise diagnoser. Der er et stykke vej dertil.
På den anden side, er der bestemt også et mere "rodet" område, hvor "besværlige børn" (hvilket der jo kan være mange baggrunde for) mødes af ønsket om en "pink pill", der kan fixe problemet.
Hvor det kan være forældre, som argumenterer kraftigt for at det er dét, der skal til, og tolker reaktionerne ind i mønstrere for ADHD. Lægen må jo så tro på hvad forældrene fortæller, og udskriver medicin uden en dybere undersøgt diagnose. Sådanne historier har jeg især observeret fra USA.
Jeg mener altså at når der er mange forskellige ting som kaldes for ADHD, er det også meget logisk at forskellige studier, med forskelligt udvalgte deltagere, kan give meget varierende resultater. Og uden en entydig måde at stille diagnose på, må det desværre gå sådan. At stemplet svinges med til tider ret løse håndled. Derfor håber jeg på fremskridt her....
Enig i behovet for rummelighed omkring at give individet frihed til at være "anderledes", altså at det må være centralt om der er et selvoplevet problem hvor pillerne gavner.
Jeg er nok lidt mere "revolutionær" end som så. Enten har skolen ikke gjort arbejdet grundigt nok, eller også har den gjort det for grundigt... hvem ved.
Jeg synes helt afgjort, at vi skal væk fra forestillingen om, at der er noget galt med individet, som omverdenen ikke har noget at gøre med, men som simpelthen skyldes "uheldig" biologi. Nature vs. nurture holder altså ikke længere i epigenetikkens tidsalder. Uden nurture ingen nature. Dermed kan "ADHD" (såvel som andre "psykiske lidelser/forstyrrelser") ses som en slags tilpasning til miljøet. Måske også på det biologiske/genetiske niveau. Altså ikke "uheldig" biologi, men faktisk nærmest det modsatte. Og det er jo heller ingen hemmelighed, at også "ADHD" har sine fordele. Når der er "fart over feltet".
P.S.: Jeg ser heller ikke (folke-)skolen i helt så lyserødt et lys, som du. Synes faktisk, den er blevet mere og mere snæver. I dag får børnene bare ikke tæv længere. De får en diagnose. Og lyserøde piller, så de holder kæft, og sidder stille.
Hmmm... Hvad jeg hører om folkeskolen er langt fra billedet med at der "dopes" til at holde kæft og sidde stille. Når det er ret almindeligt med ret voldsomt niveau af larm, og lærere der går ned med stress, må det jo være tegn på at skolen knager i fugerne. Ikke på at der hersker medicineret "kæft, trit og retning". Langt fra.
Jeg prøver på at have et billede af folkeskolen med mange nuancer. Og når jeg selv skal sige det, synes jeg ikke at de lyserøde fylder ret meget.
Skolen bliver mødt med politiske og forældremæssige forventninger om opdragelse og målbare kundskaber. Ret mange forældre er "kommet bagud" omkring at deres børneopdragelse skulle sætte gode grænser, og optræne evnerne til at bøje af i forhold til andres behov. Det kan jo også være svært når det ofte bliver til at "de andre må godt" ikke bare er en forhandlingstaktik. Når det kræver selvsikkerhed at kunne svare "det kan godt være, men du må ikke". Så bliver det nemmere at overlade larmen til skolen...
Enig i at basis ikke skal være en forestilling om at individet er "fejlbehæftet". Men selv op epigenetikken bestemt kan belyse mange dilemmaer mellem nature og nurture, mener jeg at det ville være at gå for langt at gå ud fra "blank slate" indtil et biologisk grundlag er påvist entydigt.
Jeg synes at forklaringsmodellerne har bevæget sig fra én problematisk grøft ("alt" er traumer m.v.) til en anden ligeså problematisk grøft ("alt" er biologisk forklarligt). Så jeg foretrækker at holde mig på en mere "støvet" middelvej, og samtidig se både gode og dårlige ting fra begge grøfter.
Hvad det revolutionære angår, er min observation at den "strategi" sjældent kan bruges til at lave noget om, men tværtimod næsten giver det modsatte resultat. At "det etablerede" afgrænser sig fra "en støjkilde", som ikke snakker samme sprog. Som derved ikke kommer i nærheden af at kunne skubbe til nogen præmisser.
Så jeg prøver mere på at være "evolutionær" - vil hellere kunne flytte en lille smule, i stedet for ikke at få en chance for at blive lyttet til.
Det kan sammenlignes med højlydt brokken. Der er "garanti" for at den anden part lynhurtigt lukker ørerne, og altså heller ikke hører det som havde en chance for at lyde fornuftigt. ;-)
Skolen: Jeg tænker, det er meget vigtigt, at se netop på de krav, der stilles til skolesystemet oppefra (politisk). Altså, hvilken ideologi der står bag. Og da må jeg sige, at jeg nok ville vælge, at ikke udsætte mine børn for den p.t. gældende ideologi. Det kan godt se ud som om der er meget rummeligt, når man ser de til dels ret kaotiske tilstande mht. larm og uro. Men på et underliggende niveau hersker der alligevel stadigt en kæft, trit og retning-ideologi - jf. hvad psykologen Helle Enestrøm siger i videoen her - der forekommer mig faktisk noget mere "farligt", end den direkte synlige, der dominerede billedet førhen.
Nature vs. nurture: Selvfølgeligt kan det tænkes, at mennesker bliver født med en biologi, der prædisponerer til en bestemt adfærd, der er tilpasset de miljømæssige vilkår deres aner allerede har været udsatte for, og der har formet allerede anernes biologi. Jeg vælger alligevel helt klart nature som årsag fra, fordi det a) uanset kommer an på nurture'n, om en eventuel prædisposition udvikler sig til faktisk adfærd, og b) fordi jeg synes, det er meget uhensigtsmæssigt, at ville forklare adfærd med biologi, da det nemt manøvrerer folk ind i hjælpeløshed (sin biologi laver man jo ikke sådan lige om på), og samtidigt leverer en meget velkommen undskyldning for omgivelserne. Især mht. det første, der gerne bliver os solgt som ih og åh så humant, fordi det jo ville være alt for groft, at opfordre mennesker til at tage ansvar for sig selv og deres adfærd, så synes jeg faktisk, det er uforsvarligt, at, via biologiske forklaringer, fratage mennesker muligheden for at tage ansvar og frigøre sig. Det er der efter min mening egentligt ikke nogen, der har ret til. Og slet ikke på så tynt (nærmest rent spekulativt) et vidensgrundlag, som det, biologiske forklaringer på adfærd bygger på. Og især når det kommer til børn, er det nærmest utilgiveligt.
Over for den konforme masse bliver det enkelte menneske, der i sin individuelle egenart står udenfor, let en ildeset afviger – ‘en fremmed’. Jo flere disciplinerede, desto større er trykket mod de utilpassede, der ikke hører til den givne ‘orden’
Ovenstående pluk fra den udmærkede klumme Individualisme og humanisme af Rune Engelbreth passer vist helt godt til argumenterne her.
Han fortsætter med hvad jeg ser som noget centralt omkring hvordan mennesker og samfund fungerer:
For at være konsekvent må en sådan individualisme dog også kunne rumme en individualitet, der faktisk er drevet af ønsket om at lade sig absorbere af en fælles identitet – eller mindre langhåret udtrykt: Det kan også være et individualistisk træk at blive ’som de andre’.
Der er ingen tvivl om at både skole og mange andre ting i samfundet er bygget op på basis af det gode ved at være "som de andre". Og selv om jeg selv "forbeholder mig ret til at være en original", ser jeg ikke noget "forkert" eller "mindre" ved dem som har det godt med at kunne spejle sig i "almindelige mennesker".
Jeg accepterer hvad normen er, og hygger mig med at "overraske" ved at se en stor filosofisk forskel på spørgsmålene "hvordan gør man?" og "hvordan gør jeg?". En konsekvens er at møde modstand og nogle gange direkte pres om at spille efter samme regler.
Da jeg anerkender og støtter at samfundet faktisk trives bedst med en stor grad af ensartethed, betyder det så at jeg nødvendigvis også må godtage den modstand som ligger i nogle gange at være på tværs. Sådan er livet, og dermed også skolen.
Hvad nature vs nurture angår, så mener jeg at vore hjerner starter med forskellige biologiske variationer over samme tema. At der er forskelle, som præger hvordan vi forholder os til livet. Det kan også føre til at komme i en klemme hvor bestemte adfærd er "logiske reaktioner", uden at jeg derfor betragter den pågældende adfærd i sig selv om prædisponeret, og altså ikke er et godt kriterium for at stille diagnoser.
Nogen ganget tænker jeg på at jeg i et samfund med stor vægt på musikalitet ville blive set som værende udviklingshæmmet. Jeg er nemlig helt og aldeles umusikalsk. Og det skulle ikke undre mig om det hænger sammen med at min hjerne er lidt speciel. Men da vi jo har et samfund som måler intelligens på andre kriterier end evnerne til at forstå musik, bliver jeg sjældent set som "bagud" på det mentale. Og jeg ville da også protestere mod at blive sygeliggjort på basis af denne lidt atypiske "svaghed", og den adfærd (omkring musik) som jeg udviser.
For jeg er da enig i det betænkelige ved at drage hastige konklusioner omkring hjernens biologi på basis af adfærdsmønstre, også selv om der er erfaringer for at denne kobling i nogle tilfælde giver mening. Altså er jeg mest tilhænger af at sætte fokus på at forstå de mange tilfælde hvor tingene er mere komplekse...
Da jeg så denne fantastiske tegning af Steen og Stoffer, kom jeg til at tænke på et digt, en af mine kammerater skrev for 18-20 år siden. Det er skræmmende, hvor sandt det er blevet.
Hvorledes kan det være
at mennesker er så sære
hvad er det med fantasi
er det et stadie vi skal forbi
eller en fejl i vores hjerner
mon en dag med medicin vi fantasien fjerner?
Rammende digt/vers, ja. Jeg ville foretrække mindre tendens til diagnoser og "normer" for hvordan mennesker skal være, og snarere fokus på at støtte til at bruge den ressurce som en flyvsk fantasi kan være. Herunder også at bidrage til at kunne finde ro, med eller uden medicin.
Send en kommentar