Logo sommerfugl

lørdag den 13. februar 2010

Quirkyalone valentines

Så "truer" kalenderen igen med Valentinsdag. En mærkedag hvor især pusherne af kort, blomster og chokolade gør meget for at holde "alle" fast i vigtigheden af at den 14. februar gerne skal markeres med at bruge penge på et passende kærlighedsgave. Dybden i dette kan måske diskuteres, når det nemt kan blive til at det bare er noget der forventes.

Ellers ... !

Love bugs

Mit ærinde her er nu ikke så meget at problematisere kommercialiseringen, så ville jeg nemt komme til at lyde som en smågnaven mand, der egentlig mest mangler at have en partner til "hjerternes dag". Lidt jaloux på dem der kan fejre tosomheden. Sådan har jeg det nu ikke, også selv om jeg mærker dybere efter. Jeg lever alene, og det er der ikke noget galt i. Er ikke ensom.

Da jeg lidt tilfældigt stødte på ordet "quirkyalone" tiltalte det mig umiddelbart, som noget der kunne passe på mig. En fornemmelse som jeg fik bekræftet da jeg fandt ud af at ordet var opfundet for at betegne nogen som har det godt med at være sig selv, uden derfor at være modstander af det med samliv og parforhold. Som hellere vil være alene, end gøre livet til en jagt efter at finde en partner.

Sådan havde jeg det også for 10 år siden, da jeg om sommeren mødte Ingelise. Hun havde tilsvarende indstillet sig på at livet ikke handlede om at danne par. Men så "skete der noget", som udviklede sig til et ekstraordinært godt kærlighedsforhold mellem os. Helt uden stridigheder eller ønsker om at lave hinanden om. Betingelsesløs gensidig kærlighed. Smukt. Og vi behøvede ikke nogen valentinsdag til at ritualisere tosomheden.

Happy face fingers

Mit "problem" med valentinsdag stikker altså lidt dybere, den fungerer jo som en ritualisering af at "mennesket er ikke skabt til at leve alene". At det ikke er så godt at afvige fra normen her. At det bliver til en målestok for succes, om det "lykkedes" at finde og holde på en partner.

Jeg måtte desværre give slip på den store kærlighed, da andre omstændigheder udviklede sig til at Ingelise fik brug for at afslutte sit liv. Heller ikke her ville jeg gå på tværs af hendes behov. Så jeg blev alene igen, selv om vi selvfølgelig meget hellere ville have haft at det kunne fortsætte til alderdommen.

Butterfly

Nu er jeg jo så quirkyalone, og det har jeg det også fint med. Tanken om en anden "stor kærlighed" er da bestemt rar, men jeg ser ikke mig selv som "aktivt søgende". Ser ikke noget forkert ved tanken om at leve alene på ubestemt tid. Den kærlighed der er "et marked" er ikke for mig. Sker det, så sker det. Ellers er det også OK.

Den 14. februar er forresten også udnævnt som "International Quirkyalone Day", som supplement til at fejre den som tosomhedens helligdag. Ordet "quirkyalone" blev opfundet af Sasha Cagen, der på bedste amerikanske vis har udgivet en succesfuld bog om begrebet. Jeg synes dog at det kammer over, når det ligefrem bliver gjort til en "bevægelse", og alligevel bliver koblet sammen med at det handler om at finde en soulmate. Men det hindrer jo ikke at jeg kan lide ordet.

0 comments:

Logo sommerfugl