Oscar er en ganske almindelig kat. Stille og rolig, men ikke udpræget kælen. Som så mange andre katte kan han godt lide at sidde ved et vindue og kigge ud. Men han er også blevet en berømthed, for en lidt speciel og kærlig vane.
Han er huskat på Steere House, en slags kombination af hospice og plejehjem i den lille amerikanske stat Rhode Island. De 41 senge er belagt af patienter med fremskredne sygdomme, f.eks. alzheimers eller parkinsons. Det vil sige at det er tæt på at livet afrundes med at få lov til at dø. Også kaldet "at få fred". Sådan er livet jo, også. De fleste af patienterne er ude af kontakt med omverdenen, men bliver holdt i live - eller hvad det nu kan kaldes.
Som killing blev Oscar "adopteret" fra et dyrehjem, til at være en af de seks katte der giver lidt liv omkring de døende beboere. Han faldt godt ind i dagligdagen, og efter et halvt år lagde personalet mærke til at han går stuegang, på egen pote. Hopper op til nogle af patienerne. Kikker og snuser. En gang imellem rigtig kælen. Spinder og putter sig op af den gamle. Nusser og slikker. Får en hyggelig lur.
Det overraskende var at indenfor få timer dør den patient som Oscar vælger ud. Det kan måske lyde lidt uhyggeligt eller ligefrem farligt. Det er det egentlig ikke, alt peger på at Oscar bare kan mærke noget som personalet ikke kan. At et menneske er ved at give slip på livet. Altså giver han sin varme og nærhed. Efter dødens indtræden går han ligeså stille ud igen. En lidt speciel og kærlig vane.
Personalet indførte efterhånden en ny arbejdsgang. Hvis Oscar sover sammen med en patient, tager de kontakt til de pårørende. De må jo hellere få at vide at tiden er inde. Oscar er meget pålidelig i sine forudsigelser. Hvis de pårørende ikke synes at katten skal være med til dødsøjeblikket, går han mjavende frem og tilbage foran døren. Protesterende. Andre pårørende værdsætter netop Oscars nærvær og trøst. Han er flere gange blevet takket i dødsannoncerne.
Engang hvor lægen så en af beboerne ligge for døden, vakte det undren at Oscar bare gik videre. Først efter nogle timer hoppede Oscar op i sengen, hans fornemmelse var mere præcis end lægens. En anden gang overraskende han ved først at skulle besøge en anden beboer. Han havde ret. Igen. Et af de første tilfælde var med en gammel kvinde, hvis ene ben var iskoldt efter en blodprop. Oscar pakkede sig om benet, og gav sin varme indtil kvinden døde nogle timer senere. En meget kærlig handling.
Selv om Oscar altså er meget kælen i forhold til døende mennesker, er han ikke specielt venlig overfor de levende. Kunne i starten ligefrem hvæse hvis nogen kom for nær. Vil hellere kikke ud af vinduet, hvis han ikke mærker at nogen har brug for hans varme på dødslejet.
Der er ingen reel viden om hvordan Oscar fornemmer at døden er nær. Men katte har jo en god lugtesans. Måske kan han lugte nogle feromoner, ketoner eller andet. Det er heller ikke til at vide hvad der forgår i kattens hjerne. Tanker og følelser. Historien hænger ikke helt sammen for dem som insisterer på at dyr ikke har følelser, men kun følger instinkter.
Nu er Oscar også blevet en central figur i en bog, som geriatrikeren David Dosa har skrevet. "Making Rounds With Oscar: The Extraordinary Gift of an Ordinary Cat". Egentlig handler bogen mere om hvordan vi dør, og hvad der sker den sidste tid. Både med den døende, og med familien. Det kan jo være en svær proces når døden er forestående. Også i bogen er Oscar med til at give processen et lidt mere menneskeligt (!) ansigt.
Når livet er slut, er døden ikke noget frygteligt, ikke noget der skal overraske eller holdes væk. Det ved Oscar. En rigtig god kat at have ved et dødsleje. En ganske ualmindelig kat.
- The New England Journal of Medicine:
A Day in the Life of Oscar the Cat - Today at Brown:
Famous cat still comforts the dying - Toronto Star:
Oscar the cat and the science of kindness - Reuters:
Doctor casts new light on cat that can predict death
Verdens sødeste kat?
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Hvor er det en smuk historie. Os der har dyr og især kat, er nok ikke overraskede.
Med hestene har vi ofte oplevet at de skåner nogen, mens det er nogen rødder overfor de fleste andre, og også det med at give særlig omsorg, hvis man er syg.
Dyr fornemmer og føler meget mere, end mange tror.
Dyrenes omsorg, også overfor mennesker, fortælles der jo netop mange smukke historier om. Hvor det er tydeligt hvordan de reagerer på behov for hjælp eller beskyttelse.
Alligevel ses der jo ofte en ret bastant fremsagt melding om at "dyr ikke har følelser, men kun instinkter". Jeg kunne godt finde på at mene at en del af baggrunden for denne holdning, er at det "legitimerer" menneskers ofte meget ufølsomme behandling af de dyr som vi vælger at udnytte.
Hvad heste angår, kommer jeg til at tænke på en historie fra min barndom. Min morfar var blandt de sidste landmænd som brugte heste i marken. En gang hvor han var ude at pløje, stoppede den gamle hest pludselig. Nægtede hårdnakket at gå videre, blev også stående efter et par rap med pisken. Morfar måtte frem og se hvad der var galt. Lige i sporet foran hesten sad der en lille dreng. Uskadt. Stor ros og godbidder til hesten. Drengen var mig. :-)
Send en kommentar