Angst
Jeg er vaagnet i Natten og har tændt Lys,
hvorfor – det aner jeg næppe,
dér er Vandfadet, dér er den gule Væg,
og dér er det brune Tæppe. -
Men selv er jeg tvunget og slæbt af Sted
over dybe, angstfulde Vande,
fordi noget iskoldt og skæbnebestemt
har lagt sig over min Pande.
Tyst brænder Lyset i Nattens Ro,
kom, nu jeg er vaagen, til mig,
og sig, du grusomme, altbeherskende
Magt, hvad det er, du vil mig.
Ejer du ikke Medlidenhed?
Se, jeg er træt af at kæmpe,
over mig skyller Nat efter Nat
en Angst, som intet kan dæmpe.
Er der mon Verdenshave af Angst,
hvor hver eneste lille Draabe
er bestemt til at dryppe sin Gift i mit Sind,
til det glemmer at elske og haabe?
Er der da Oceaner af Angst,
hvor hver eneste lille Bølge
er bestemt til at skylle hen over mig
med Graad og Gru i sit følge?
Maaske blev der givet mig Evner og Kræfter
til mere end jeg kan bære,
saa rodløs, saa angst og fortvivlet som jeg,
kan kun de dødsdømte være.
Kunde jeg ønske i denne Stund,
jeg ønsked mig fri for den Gave,
for skal det koste mit Liv og Forstand,
vil jeg ikke være dens Slave.
Jeg vågned i Natten og tændte Lys,
fordi noget ondt har sat sig
fast ved mit Hjerte og vokser dér,
til alt smukt og godt har forladt mig.
Jeg vilde saa gerne sove trygt
med min Haand mod det kølige Lagen,
hvorfor tvinges jeg ind i saa dyb en Nat,
naar jeg elsker Lyset og Dagen?
Opslag
