Angst
Jeg er vaagnet i Natten og har tændt Lys,
hvorfor – det aner jeg næppe,
dér er Vandfadet, dér er den gule Væg,
og dér er det brune Tæppe. -
Men selv er jeg tvunget og slæbt af Sted
over dybe, angstfulde Vande,
fordi noget iskoldt og skæbnebestemt
har lagt sig over min Pande.
Tyst brænder Lyset i Nattens Ro,
kom, nu jeg er vaagen, til mig,
og sig, du grusomme, altbeherskende
Magt, hvad det er, du vil mig.
Ejer du ikke Medlidenhed?
Se, jeg er træt af at kæmpe,
over mig skyller Nat efter Nat
en Angst, som intet kan dæmpe.
Er der mon Verdenshave af Angst,
hvor hver eneste lille Draabe
er bestemt til at dryppe sin Gift i mit Sind,
til det glemmer at elske og haabe?
Er der da Oceaner af Angst,
hvor hver eneste lille Bølge
er bestemt til at skylle hen over mig
med Graad og Gru i sit følge?
Maaske blev der givet mig Evner og Kræfter
til mere end jeg kan bære,
saa rodløs, saa angst og fortvivlet som jeg,
kan kun de dødsdømte være.
Kunde jeg ønske i denne Stund,
jeg ønsked mig fri for den Gave,
for skal det koste mit Liv og Forstand,
vil jeg ikke være dens Slave.
Jeg vågned i Natten og tændte Lys,
fordi noget ondt har sat sig
fast ved mit Hjerte og vokser dér,
til alt smukt og godt har forladt mig.
Jeg vilde saa gerne sove trygt
med min Haand mod det kølige Lagen,
hvorfor tvinges jeg ind i saa dyb en Nat,
naar jeg elsker Lyset og Dagen?
Nyere opslag
Opslag
22 comments:
Ufatteligt at Tove Ditlevsen som 22 årig kunne sætte skabe så skarpsindig poesi ud fra sin sårbare psyke, så enhver kan kende det. Selv nu - 66 år senere. Mennesker var, og er, udstyret med det samme følelsesregister og den søvnløse angst er præcis som hun skildrer det. Imponerende reflekterende var hun og meget intelligent følelsesmæssigt - uden dog, at kunne ændre på dine egne destruktive følelser. Paradoksalt på en måde ik, men det var det, der gjorde hende til en stor kunstner, der betalte med sit helbred og i sidste ende sit liv, for at bruge sig selv som råstof til alt hvad hun skrev. Altid helt uden filter. Altid fuldstændig blottet. Det er klart hun fik angst af det, men også var afhængig af det, fordi den nøgne selvudlevering, er en ultimativ hjerteskærende bøn om ubetinget kærlighed fra og ikke mindst til læseren, et inderligt håb om at skabe sjælemødet mødet med den der uforfærdet ser den hun er - og også ser sig selv - hudløs og skrøbelig, fuldstændig grænseløs og dramatisk selvoptaget. Et forsømt barn. En ægte kunstner. Fuld af smerte. Kærlighedshungrende. Kærlighedsangst. Måske kan netop kun en 22 årig gøre det. Med årerne kommer der for de fleste en modenhed, som gør den eksistentielle ensomhed tålelig og med forpligtelser overfor børn flytter fokus sig - forhåbentlig væk fra en selv. Man får et formål med tilværelsen. At give kærlighed og tryghed. Men selv om Tove Ditlevsen blev mor, forblev hun kompromisløs kunstner, hvilket må have været helt ekstremt slidsomt og sikkert ganske ulykkeligt. Hendes digte og romaner lever videre og ikke ret mange kan på samme måde, som hun for alvor påstå at være en ægte kunstnersjæl. Hun var villig til at betale den højeste pris for at nå ind til kernen af menneskelig lidelse, som alle kan spejle sig i. Hun gjorde som Ernest Hemingway så spændstigt udtrykte det: "There is nothing to writing. All you do is sit down at a typewriter and bleed".
Den "ægte kunstnersjæl" illustreres især af vers 4 i digtet her, tror jeg. Hun havde evner og kræfter til mere end hun kunne bære. Det gælder også for mange andre store kunstnere. Værkerne er hjerteblod, fordi deres hjerte allerede bløder. Det var ikke nogen høj pris at skrive, men en terapi der dog bragte den menneskelige lidelse lidt nærmere det udholdelige. Uden denne udladning havde hun næppe holdt så mange år.
Min teori er at hun (som mange andre kunstnere med sig selv som råstof) havde et sind uden de bremser som for de fleste mennesker til dels er en hæmsko for kreativiteten og tankens vinger, men også grundlaget for at kunne være i en rolig balance. Uden bremser bevæger sindet sig ud i store højder og dybder. Stråler og styrter. Hun kunne ikke slippe, men det havde måske været endnu værre at give afkald på den store og tunge gave?
Jeg tror ikke at alle mennesker kan kende det hun skriver, men ikke så få kan genkende angsten fra sig selv, når den invaderer nattens håb om ro og hvile. Sindet roterer vildt når det ikke har nogen bremse, ikke noget at bruge energien på. Så tror jeg at selve det at sætte ord på, dog kunne være den bremse som gav en delvis ro. Så hun skrev sine kriser ned på papiret, og gav sin gave til verden.
Måske havde også en ubetinget kærlighed kunnet give hende ro, men så skulle hun havde mødt mennesker som kunne rumme og elske hele hende sind og store styrke. Taget imod hende på lige fod, uden at være skræmt, uforfærdet se den hun var. Den rummelighed er sjælden, hun havde den desværre ikke selv - men hun kom tæt på når hun skrev. Skrivningen var en livsnødvendighed, og hendes bedste terapi. Hun døde da hun ikke kunne skrive mere - så var der kun én vej til ro. Den ultimative ro.
Lidelsen var hendes livsvilkår, kunsten var hendes forløsning, må min fortolkning være. Men jeg vil ikke foregive at have en analyse, ud over at se hende fra mit eget perspektiv. Det havde være spændende at kunne snakke med hende selv om det. Mon hun kunne genkende?
Hvordan tolker du 'med min hånd mod det kølige lagen' verset?
Den verse-linje ser jeg som en del af sidste halvdel af strofen
Jeg vilde saa gerne sove trygt
med min Haand mod det kølige Lagen,
hvorfor tvinges jeg ind i saa dyb en Nat,
naar jeg elsker Lyset og Dagen?
Hun ville jo så gerne have en god nats søvn, tryg og rolig, da hun "elsker lyset og dagen". I stedet "vågned hun i natten", altså "tvinges ind i så dyb en nat". Hånden "mod det kølige lagen" ser jeg som ordbillede på det behagelige leje; hvis kroppen er varm kan det være en god mellemting mellem at hånden sveder eller fryser. Ved det søvnløst urolige leje bliver der nemt stor opmærksomhed på ting som ikke føles rart.
Derudover giver "lagen" jo et godt rim på "dagen", og det tror jeg da også var en grund til netop at bruge denne sprogblomst. Det er jo en del af rimsmedens håndværk.
Wow, havde ikke forventet et svar så hurtigt. Fantastisk.
Har du så også et bud på, hvad budskabet med digtet kunne være? Hvad tror du det er?
Behøver der være et budskab? Noget hvor forfatteren har en hensigt med at sige noget til læseren...
En jeg-person fortæller hvordan hun har det. Måske det kan være med til at formidle noget om hvordan det kan føles at have angst.
Hvordan tolker du strofe 3?
Angst er det centrale tema for digtet, og især netop strofe 3, hvor hun giver en stærk følelsesmæssig beskrivelse af hvordan angstens "verdenshave" kan skylle overvældende hen over sindet. Panikangst er selvfølgelig svær at sætte sig ind i for en som ikke har haft det helt tæt på, når det ikke blot handler om en frygt for noget der kan udpeges, men en bredere angst der udenfor kontrol kan overvælde sindet, hvor blot en lille bølge kan skylle hen over det "sandslot" hvor balance og ro ellers er. Alt andet "glemmes" mens angstens dønninger raserer sindet.
Hvordan vil du tolke på det med at første vers i strofe 1 også bliver gentaget i strofe 5?
Helt umiddelbart ser jeg en forklaring i at andet vers af de 2 strofer udvikler sig fra et spørgsmål:
> hvorfor – det aner jeg næppe,
Til det digteriske jegs svar:
> fordi noget ondt har sat sig
> fast ved mit Hjerte og vokser dér,
> til alt smukt og godt har forladt mig.
Digtet kan siges at forklare noget om hvad angst er, hvordan den føles indefra, så også læseren starter med det nærliggende "hvorfor" spørgsmål, og forhåbentlig ved sidste strofe har fået nok forståelse til at det giver mening med et "fordi". Jeg-stemmen har givet et svar på det svære spørgsmål.
Hvordan vil du fortolke hele digtet skarpt og præcist?
En skarp og præcis tolkning har jeg ikke, og det synes jeg heller ikke at digtet er tjent med. Jeg har jo allerede givet nogle tanker omkring hvordan jeg fornemmer det, her i kommentarsporet. Måske kan det siges at Tove Ditlevsen allerede gav den helt skarpe og præcise tolkning gennem titlen, "Angst".
Hvordan tolker du tyst brænder lyset i nattens ro, i 2. strofe vers 1
Søvnløs er den korte udgave af tolkningen dér.
Jeg-personen fortæller i strofe 1 at "Jeg er vaagnet i Natten og har tændt Lys", og nu brænder lyset i den stille nat. Hun kan ikke sove fordi angsten river i hende, "en Angst, som intet kan dæmpe, "Oceaner af Angst".
Hun "vilde saa gerne sove trygt", men kan ikke, når angsten (ikke blot frygt for noget konkret), lader adrenalinen pumpe og gør lejet til et vågent mareridt.
Har du et bud på hvad gaven er i angst, i strofe 4 vers 6
"Salige er de enfoldige" lyder et kendt pluk fra bjergprædikenen. Jeg-personen er meget langt fra at være enfoldig, "Maaske blev der givet mig Evner og Kræfter til mere end jeg kan bære". Den "gave" kan være en belastning, der bestemt ikke gør livet let.
Selv om god intelligens jo ses som et plus, ses det ikke sjældent at der ses med en slags misundelse på tanken om et enkelt liv med simple glæder og små udfordringer. En forestilling om at det ville være ønskværdigt. På den anden side er tanken om at intelligens skal ønske selv selv væk, en slags mentalt selvmord, heller ikke noget som rigtig passer sammen med at have evnerne til at tænke sådan.
Vi har jo så også gamle forestillinger om profeten, oraklet, eremitten der trækker sig ud af samfundets svikmølle, og netop søger det enkle liv med de simple glæder og små udfordringer. Måske kræver det blot endnu større evner at være i stand til ikke at føle sig forpligtet af sine evner til at yde sit bedste, til glæde for hvem?
De andre? Sig selv? Helt ærligt sig selv? Hvem foreskrev den pligt? Er det nødvendigt at adlyde, eller er det i orden at lade verden sejle sin egen hårde sø?
Ja, ledende spørgsmål, og jeg har fundet mit eget svar :-)
Handler digtet ikke om ægteskab? Hvor kvinden er under manden magt. Hun bliver psykisk ustabil i forholdet. "og sig du grusomme, altbeherskende magt, hvad det er, du vil mig. Ejer du ikke medlidenhed?"
Her virker det som om, hun snakker om en usundt forhold, hvor manden har alt magten, og dræner hustruen psykisk.
Dit citat kunne jo isoleret set give mening i et tema om ægteskab med mishandling. Min tolkning er blot at det er ikke hvad digtet handler om.
Angst (f.eks. panikangst) er en lidelse som er svær at forstå for nogen som ikke har haft det helt tæt på. I min læsning giver digtet et rigtigt god bud på en forklaring af hvordan det opleves når "Oceaner af Angst" skyller ind over sindet. Men ingen forklaring kan give den forståelse der ligger i at kunne genkende.
Hvis jeg prøver at tolke det som et aspekt af et problematisk ægteskab, vil jeg anerkende at hvis en mand "dræner hustruen psykisk" kan det give en så alvorlig utryghed at en kvinde med angst kan få mange flere anfald af panikangst. Hvis hun bliver bange for noget, kan det blive kimen til den mere ukonkrete generelle angst.
Måske er selve angsten det allermest skræmmende ved at have angst. De fysiske reaktioner under et anfald kan være voldsomme, det er ikke noget som "blot" sker i sindet. Og det bliver værre af at der ikke står en løve klar til at æde kroppen, når der ikke er noget forståeligt at være bange for.
I en sådan ægteskabelig situation ville "du grusomme, altbeherskende magt" ikke være manden, men selve angsten. Hun kunne smide idioten ud, men ikke angsten.
hej
Er der noget i dette digt, der netop kendtegner Tove Ditlevsens forfatterskab?
Selvom digtet angst og Barndommens gade er lettere forskellige, er der så noget der binder dem sammen, ift. den måde de er blevet forfattet af Tove Ditlevsen?
Det store overblik over hendes forfatterskab sidder jeg ikke med, men mit indtryk er at hun i høj grad tog afsæt i sit eget liv, følelser og tanker. At Tove Ditlevsen uden at være selvbiografisk alligevel kunne identificere sig med sine jeg-personer, og sætte ord på ting som ellers kan være svære at fange i ord. Det er så min fornemmelse, men jeg ved slet ikke nok til at jeg vil hævde denne udlægning som en "sandhed".
Hele Toves forfatterskab kan samles i autofiktion, som først rigtigt kom frem efter hendes tid. Hun tog altid fat i de vanvittige barske ting i hendes tilværelse, lige fra hendes ungdommen til hun skrev Vilhelms værelse. Altid hudløs ærlig og så præcist beskrivende, at andre med lidelser kunne finde sig selv i hendes værker. En ekstrem uperfekt poet og forfatter, som bare gjorde hende perfekt. Man kan følge hendes lidelser og udviklingen af dem fra start til slut. Her i Angst beskriver hun hvad rigtig angst føles som, og personer med angst kan genkende den præcise følelse Tove skriver. Senere bliver depressionerne og hendes selvmordstanker beskrevet lige så præcis. Det vil jeg mene er kendetegnen ved hendes forfatterskab og måske er det derfor hun er så folkelig
Godt sagt :-)
Send en kommentar