Logo sommerfugl

mandag den 12. januar 2015

Tove Ditlevsen: Angst

Renee Laferriere Cinderhouse: Loneliness (Worrydoll)

Angst

Jeg er vaagnet i Natten og har tændt Lys,
hvorfor – det aner jeg næppe,
dér er Vandfadet, dér er den gule Væg,
og dér er det brune Tæppe. -
Men selv er jeg tvunget og slæbt af Sted
over dybe, angstfulde Vande,
fordi noget iskoldt og skæbnebestemt
har lagt sig over min Pande.

Tyst brænder Lyset i Nattens Ro,
kom, nu jeg er vaagen, til mig,
og sig, du grusomme, altbeherskende
Magt, hvad det er, du vil mig.
Ejer du ikke Medlidenhed?
Se, jeg er træt af at kæmpe,
over mig skyller Nat efter Nat
en Angst, som intet kan dæmpe.

Er der mon Verdenshave af Angst,
hvor hver eneste lille Draabe
er bestemt til at dryppe sin Gift i mit Sind,
til det glemmer at elske og haabe?
Er der da Oceaner af Angst,
hvor hver eneste lille Bølge
er bestemt til at skylle hen over mig
med Graad og Gru i sit følge?

Maaske blev der givet mig Evner og Kræfter
til mere end jeg kan bære,
saa rodløs, saa angst og fortvivlet som jeg,
kan kun de dødsdømte være.
Kunde jeg ønske i denne Stund,
jeg ønsked mig fri for den Gave,
for skal det koste mit Liv og Forstand,
vil jeg ikke være dens Slave.

Jeg vågned i Natten og tændte Lys,
fordi noget ondt har sat sig
fast ved mit Hjerte og vokser dér,
til alt smukt og godt har forladt mig.
Jeg vilde saa gerne sove trygt
med min Haand mod det kølige Lagen,
hvorfor tvinges jeg ind i saa dyb en Nat,
naar jeg elsker Lyset og Dagen?

Tekst: Tove Ditlevsen (1939)
fra digtsamlingen Pigesind

Tove Ditlevsen: Pigesind


2 comments:

Anonym sagde ...

Ufatteligt at Tove Ditlevsen som 22 årig kunne sætte skabe så skarpsindig poesi ud fra sin sårbare psyke, så enhver kan kende det. Selv nu - 66 år senere. Mennesker var, og er, udstyret med det samme følelsesregister og den søvnløse angst er præcis som hun skildrer det. Imponerende reflekterende var hun og meget intelligent følelsesmæssigt - uden dog, at kunne ændre på dine egne destruktive følelser. Paradoksalt på en måde ik, men det var det, der gjorde hende til en stor kunstner, der betalte med sit helbred og i sidste ende sit liv, for at bruge sig selv som råstof til alt hvad hun skrev. Altid helt uden filter. Altid fuldstændig blottet. Det er klart hun fik angst af det, men også var afhængig af det, fordi den nøgne selvudlevering, er en ultimativ hjerteskærende bøn om ubetinget kærlighed fra og ikke mindst til læseren, et inderligt håb om at skabe sjælemødet mødet med den der uforfærdet ser den hun er - og også ser sig selv - hudløs og skrøbelig, fuldstændig grænseløs og dramatisk selvoptaget. Et forsømt barn. En ægte kunstner. Fuld af smerte. Kærlighedshungrende. Kærlighedsangst. Måske kan netop kun en 22 årig gøre det. Med årerne kommer der for de fleste en modenhed, som gør den eksistentielle ensomhed tålelig og med forpligtelser overfor børn flytter fokus sig - forhåbentlig væk fra en selv. Man får et formål med tilværelsen. At give kærlighed og tryghed. Men selv om Tove Ditlevsen blev mor, forblev hun kompromisløs kunstner, hvilket må have været helt ekstremt slidsomt og sikkert ganske ulykkeligt. Hendes digte og romaner lever videre og ikke ret mange kan på samme måde, som hun for alvor påstå at være en ægte kunstnersjæl. Hun var villig til at betale den højeste pris for at nå ind til kernen af menneskelig lidelse, som alle kan spejle sig i. Hun gjorde som Ernest Hemingway så spændstigt udtrykte det: "There is nothing to writing. All you do is sit down at a typewriter and bleed".

tosommerfugle sagde ...

Den "ægte kunstnersjæl" illustreres især af vers 4 i digtet her, tror jeg. Hun havde evner og kræfter til mere end hun kunne bære. Det gælder også for mange andre store kunstnere. Værkerne er hjerteblod, fordi deres hjerte allerede bløder. Det var ikke nogen høj pris at skrive, men en terapi der dog bragte den menneskelige lidelse lidt nærmere det udholdelige. Uden denne udladning havde hun næppe holdt så mange år.

Min teori er at hun (som mange andre kunstnere med sig selv som råstof) havde et sind uden de bremser som for de fleste mennesker til dels er en hæmsko for kreativiteten og tankens vinger, men også grundlaget for at kunne være i en rolig balance. Uden bremser bevæger sindet sig ud i store højder og dybder. Stråler og styrter. Hun kunne ikke slippe, men det havde måske været endnu værre at give afkald på den store og tunge gave?

Jeg tror ikke at alle mennesker kan kende det hun skriver, men ikke så få kan genkende angsten fra sig selv, når den invaderer nattens håb om ro og hvile. Sindet roterer vildt når det ikke har nogen bremse, ikke noget at bruge energien på. Så tror jeg at selve det at sætte ord på, dog kunne være den bremse som gav en delvis ro. Så hun skrev sine kriser ned på papiret, og gav sin gave til verden.

Måske havde også en ubetinget kærlighed kunnet give hende ro, men så skulle hun havde mødt mennesker som kunne rumme og elske hele hende sind og store styrke. Taget imod hende på lige fod, uden at være skræmt, uforfærdet se den hun var. Den rummelighed er sjælden, hun havde den desværre ikke selv - men hun kom tæt på når hun skrev. Skrivningen var en livsnødvendighed, og hendes bedste terapi. Hun døde da hun ikke kunne skrive mere - så var der kun én vej til ro. Den ultimative ro.

Lidelsen var hendes livsvilkår, kunsten var hendes forløsning, må min fortolkning være. Men jeg vil ikke foregive at have en analyse, ud over at se hende fra mit eget perspektiv. Det havde være spændende at kunne snakke med hende selv om det. Mon hun kunne genkende?

Logo sommerfugl