Logo sommerfugl

søndag den 1. marts 2015

14-Årig pige: Hellere dødshjælp end lidelse


Den 14-årige pige Valentina Maureira lider af den alvorlige og reelt uhelbredelige arvelige cellesygdom cystisk fibrose, en sygdom som ødelægger lunger og bugspytkirtel. Længer har forsøgt med flere operationer, men for Valentina er livet nu domineret af sygdom, hospital og lidelse.

For en måned siden døde hendes bedste ven af samme nedarvede sygdom, i en alder af 17 år. Det samme gælder hendes bror, der døde af cystisk fibrose i en alder af 7 år. Så Valentina kender sine udsigter. Hun skal dø i en meget ung alder, og nu er spørgsmålet blot hvornår. Hun vil hellere have at det bliver snart, end så sent som muligt. Hun går ikke ind for det katolske dogme om "forløsende lidelse", at den håbløse lidelse er et gode for menneskeheden, fordi det på en mystisk måde er til glæde for Gud.

"Mit navn er Valentina Maureira Jeg er 14 år gammel, og jeg lider af cystisk fibrose. Jeg vil gerne tale med præsidenten så hurtigt som muligt, for jeg er træt af at leve med den her sygdom. Hun kan give tilladelse til, at jeg får en injektion, der kan sende mig ud i evig søvn".
Hun har lavet en YouTube video, hvor hun beder landets præsident, Michele Bachelet, om en særlig tilladelse til at hun må få en dødbringende indsprøjtning. At en læge giver aktiv dødshjælp, som sædvanligvis er strent forbudt. Regeringen skyndte sig at afvise ønsket, men præsidenten (der har en fortid som børnelæge) besøgte dog Valentine på hospitalet i Santiago, sammen med sundhedsministeren (Carmen Castillo). Svaret var medlidenhed, nej, og tilbud om psykiatrisk hjælp.


Valentinas far, Freddy Maureira, græd længe da han hørte sin datters ønske om at dø, men støtter ønsket. Når han jo ikke ønsker at pigen skal leve sin sine sidste måneder eller år i lidelse, må han respektere hendes beslutning. Selvfølgelig vil han datteren det bedste, og ville ønske at der kunne ske et mirakel. Men sådan er virkelighedens verden ikke.


En ting som vækker modstand hos mange er tanken om at et barn beder om aktiv dødshjælp. Ved børn nok til at træffe sådan en beslutning. Jeg tror at mange 14-årige piger ville være for overvældede af tanken, men Valentina har jo levet med sygdommen i årevis. Hun er blevet tvunget til at være "voksen", og det må kaldes en fornærmelse at hævde at hun ikke ved hvad hun taler om. Selvfølgelig kræver det grundig vurdering af hende og situationen, men for mig at se er hun en god kandidat til at få denne usædanlige form for hjælp.


lørdag den 28. februar 2015

Lattergas til grin som selvmordsmetode

En håndfuld 'flødeskums-patroner' med lattergas

Medierne elsker at kunne skrive "du kan dø af det", om en eller anden aktivitet, som ikke er helt uden risiko. Fornylig gik denne kliché på lattergas og de såkaldte flødeskumspatroner. En lille trykflaske med lattergas, beregnet som drivgas til opskumning af fløde til flødeskum, i en dertil indrettet maskine. Lattergas bruges jo også til bedøvelse, hos tandlæger og læger, hvorfra det er en kendt effekt at det kan give en rus, nogle gange med meget kort til latter. Denne hurtige og kortvarige rus søger mange gennem flødeskumspatronerne, hvor der altså er kommet en nem adgang til at købe små portioner lattergas. Det giver en høj pris i forhold til hvor længe rusen varer.

Overdreven brug er ikke helt ufarlig, og i yderste konsekvens kan det føre til hjerneskader, og i sjældne tilfælde døden i løbet af kort tid. Det er nu ikke fordi lattergas (dinitrogenoxid eller N2O) er akut giftigt, selv om gentagen misbrug kan føre til skader på kroppen, bl.a. fordi det ødelægger B12 vitaminet.

Det farlige er ikke lattergassen selv, men iltmangel. Hvis nogen indånder så meget lattergas at der ingen ilt er i lungerne, får kroppen i sagens natur ikke de meget livsnødvendige ilt. Det kan føre til kvalme, svimmelhed, bevidstløshed, og måske døden hvis der ikke kommer ilt i lungerne igen. Åndedrættet kan blive uregelmæssigt og svagt, og så kan iltmangelen blive alvorlig og livstruende, i løbet af ganske få minutter. I princippet det samme som en kvælning, men når åndedrættet som sådan ikke blokeres, opstår der ingen kvælningsfornemmelse. Det er altså muligt at bringe sig i alvorlig fare, nærmest uden at opdage det, fordi faresignalerne som svimmelhed og måske let kvalme ikke tages alvorligt. Historisk set har bedøvelse med lattergas medført dødsfald, før der blev konstrueret maskiner, som kunne give en jævn blanding med luft, for at sikre tilførsel af ilt.

Risikoen gælder på samme måde ved helium, der bruges til oppustning af balloner, og til at få en skinger, høj "Anders And" stemme. Tilsvarende ved ren kvælstof, selv om dette udgør ca. 80% af atmosfærisk luft, eller ren kultveilte (CO2). Eller ved svovlhexaflourid (SF6) som nogle bruger som "underholdning" fordi denne tunge gasart giver en meget dyb stemme. Argon og andre inaktive gasarter (ædelgasser) indebærer samme risiko, hvis nogen finder på at indånde dem i ren from. Egentlig giftige gasarter, som svovlbrinte eller kulilte er noget helt andet, fordi disse giver en forgiftning, så blodet ikke kan føre ilt rundt i kroppen.

En enkelt indånding af de ugiftige gasarter er altså slet ikke farligt, hvis lungerne bagefter bliver udluftet grundigt, ved nogle minutters almindeligt åndedræt. Et par almindelige åndedrag er slet ikke nok, fordi der kun udskiftes en del af luften hver gang, og fordi gasserne kan være særligt tilbøjelige til at blive hængende i lungerne.

Det kan altså lade sig gøre at nogen dør ved at bruge lattergas (eller en af de andre "underholdende" gasser) på en risikabel måde, og det fører til at nogen tænker på om det så også kan bruges til selvmord. Her sker der dog en sammenblanding, der er langt fra at noget kan være livsfarligt, til at det egner sig som en pålidelig og nemt håndterlig selvmordsdmetode. Meget langt. Selv om en flødeskumspatron ved uforsvarlig brug ikke er uden risiko, vil det være svært at arrangere et selvmord med sådan en. Det forventede resultat er at lungerne begynder at få ilt igen, om ikke andet efter at bevidstløsheden er indtruffet. Iltmangelen kan være skadelig, men kun sjældent dødelig.

Et selvmord med ugiftige gasarter (som lattergas) ville kræve meget større mængder gas, og apperatur til jævn dosering af gassen over længere tid, samt en afskærmning mod at der kommer atmosfærisk luft (med ilt) til igen. Det kræver grundige forberedelser, og at sætte sig ind i hvordan tingene egentlig fungerer.

Og her er det helt til grin med lattergas fra en flødeskumspatron. Logisk nok er det heller ikke blandt anbefalingerne fra fagfolk omkring "selvadministreret aktiv dødshjælp".


fredag den 27. februar 2015

Benny Andersen: Mørkets sang

Benny Andersen

Mørkets sang

Floden er gammel og floden er ung.
Byen er sorgfuld og munter.
Natten er glædelig. Natten er tung.
Livet er timer, sekunder.
Hold dig til livet et stykke endnu.
Døden har masser af venner.
Æd kun af mørket, men tro på at du
snart finder hende, du kender.

Lande bli'r nedlagt og lande består.
Venner forsvinder og savnes.
Livet er mer end sekunder og år.
Snart vil vi mødes og favnes.
Gribben er ikke en kolibri.
Lænken er ikke en kæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Luften er lummer og sommeren går,
forår er noget, man mindes.
Livet er mer end sekunder og år,
forår er der, hvor hun findes.
Danmark er lukket og gået i hi.
Gold er en indkapslet glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Mure kan gi' sig, men luften er hård.
Livet begynder at stramme.
Husk, selvom rotterne slikker dit sår,
lys er den mørkeste flamme.
Affind dig ikke med mørkets magi.
Rut med dit forråd af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Træer kan vælte og riger forgå.
Kloder kan vælte som ærter.
En ting er drøj og går aldrig i stå:
Kærligheds magt over hjerter.
Mørket vil binde, men lyset gør fri.
Bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Mørket kan larme og mørket er lyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.
Hør, hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi alle til stede.




onsdag den 25. februar 2015

mandag den 23. februar 2015

Thorkild Hjøllund, en sidste kærlighedserklæring

Ketty og Thorkild Hjøllund levede et godt liv i Grindsted, med en kærlighed gennem 40 år, gode jobs og venner, tre børn og snart det første barnebarn. De talte tit om hvor heldige de var med at have fået sådan et dejligt liv.


Desværre blev Thorkild i 2010 uhelbredeligt syg af nervesygdommen ALS. En frygtelig sygdom med fremadskridende lammelser, der gør den ramte mere og mere hjælpeløs. Når musklerne til åndedrættet rammes. kan en respirator bruges til at søge at trække en rest af liv ud i så lang tid som muligt. Thorkild var blandt dem hvor sygdommen udviklede sig hurtigt, og med store smerter.

Morfin hjalp ikke nok, men et stykke tid fik Thorkild lindring med Marinol, et stof som svarer til et af de aktive stoffer i hash. Da dette heller ikke længere var nok, blev det efter moralske skrupler til at forsøge sig med "rigtig" hash i joints. En stor succes, hvor to sug kunne holde smerterne nede i fire timer. Desværre er kvaliteten ustabil på det sorte marked i Christiania, det havde været meget bedre med en legal adgang.

På trods af alt hvad der kunne gøres udviklede sygdommen sig til at Thorkild kom frem til hellere at ville dø, og efter indledende forfærdelse indså Ketty efterhånden at ønsket om at leve den sidste tid med værdighed passede med ønsket om at dø, før alt i familiens liv kom til at handle om sygdom og symptomer. Planen var at sige stop med et rationelt selvmord når grænsen blev nået. Men det gik sådan at armene blev lammet, og dermed også denne mulighed for selv at bestemme. Som Ketty sagde til TV2:
"Det er så forfærdeligt at se det der stolte menneske langsomt krakelere. Han gik helt i panik, da han hen over julen totalt mistede førligheden i armene - han kunne ikke løfte så meget som en tændstik. Og han gik i et sort hul, da han fandt ud af, at han ikke var herre i eget hus mere. Der var der, jeg kunne vise min allerstørste kærlighedserklæring til Thorkild, fordi det var på det tidspunkt i vores 40-årige samliv, at han havde mest brug for mig".

Lægerne kunne eller ville ikke hjælpe. Livet er "helligt", lige meget hvordan det udarter. Ketty besluttede sig for at hun ville påtage sig et par år i fængslet for at hjælpe sin mand ud af hvad der ikke længere var et værdigt liv. Som en sidste stor kærlighedserklæring ville hun give sin mand døden.

Den 18. maj 2014 blev det til at Thorkild ikke ønskede at leve længere, trods den gode hjælp som han fik fra det palliative team. Han sagde farvel til sine børn og brødre, og en smuk morgen sagde Thorkild til sin kone "Det er en god dag at dø på". Ketty fortæller at han døde fordi han besluttede sig for det, "lukkede ned for sit liv", uden at nogen ved hvordan.
"Han gjorde det sådan, fordi han vidste, jeg ikke kunne leve med "skylden" for at have hjulpet ham herfra. Min stolte, retskafne mand gav mig den sidste store kærlighedsgave: Friheden for at være skyld i hans død. Derfor skylder jeg også ham at kæmpe for, at andre uhelbredeligt syge får muligheden for at vælge aktiv dødshjælp. Hjælpen skal gives af team af professionelle behandlere, der ved, hvordan man gør det smertefrit, og det skal kun gives til uhelbredeligt syge, der selv beder om hjælpen. Døden skal gives som en sidste kærlighedserklæring".


Ketty planlægger at holde foredrag om aktiv dødshjælp og smertelindring. Hun var modstander indtil hun så hvor stort behovet kan være. Foreløbig har hun givet et interview til Familie Journal og TV2, hvorfra ovenstående er sammendraget. Læs gerne den fulde historie:


Logo sommerfugl