Logo sommerfugl

mandag den 14. april 2014

Forskellen på passiv og aktiv dødshjælp er en løgn

Jack Kevorkian: Paralysis
Paralysis by Jack Kevorkian

Ved debat om aktiv dødshjælp gør mange et stort nummer ud af skelne mellem aktiv dødshjælp, og passiv dødshjælp. Meningen er tilsyneladende at det ikke er i orden "at slå ihjel", det vil sige "aktiv dødshjælp". På den anden side kan det være acceptabelt at lade nogen dø, også selv om vi havde muligheder for at holde hjertet slående et stykke tid endnu. Det lyder jo umiddelbart som en fornuftig skelnen, men er reelt udtryk for en løgn. Jeg vil kalde det for en "hvid løgn", altså en bevidst løgn i den gode sags tjeneste. Der er gange hvor det ikke er noget gode at insistere på at "livet" skal fastholdes så længe som gørbart.

Løgnen udpensles gennem at omtale "aktiv dødshjælp" som når en læge giver en indsprøjtning med en dødelig dosis af et dræbende stof, mens det til gengæld kaldes for "passiv dødshjælp" hvis behandling for at holde ulidelige smerter nede kan tænkes at medføre at livet bliver en smule kortere. Når jeg kalder dette for en løgn, tænker jeg ikke på lægernes indsats, men på at det er eksempler som ikke har meget at gøre med den reelle situation omkring dødshjælp.

Egentlig undlader jeg helst at kalde det for "aktiv" eller "passiv" dødshjælp, fordi begrebet "passiv dødshjælp" primært har én funktion, at kunne give dødshjælp under dække af at der ikke hjælpes aktivt med at dø. Jeg foretrækker at definere begrebet "dødshjælp" som det at hjælperen bevidst afpasser sine handlinger efter at målet ikke er at fastholde liv, fordi det for patienten er bedre om døden indtræder snarligt. Det vil sige at hjælperen ville være i stand til at handle på en anden måde, u stedet for den direkte vej mod at afslutte livet. Her er det eufemismer at tale om aktiv eller passiv. Alt er aktivt, når det er et bevidst valg af handlinger. Det er en selvfølgelighed at det kun kan kaldes for dødshjælp når det sker efter den døendes egne ønsker, nedskrevet eller ej.


Virkelighedens eksempler på hvordan og hvornår dødshjælp gives, ligner ikke de meget stilliserede eksempler med dødssprøjte eller ej. Et realistisk (og typisk) eksempel på "aktiv dødshjælp" er i stedet:

Patienten får adgang til gode remedier til at kunne afslutte sit eget liv, gerne under kyndig vejledning. Men det er patienten selv som står for den helt konkrete handling. Et udbredt fremgangsmåde er når aktiv dødshjælp gives på en måde som også kunne kaldes "hjælp til selvmord". Der udskrives en dødbringende dosis af det gamle sovemiddel Pentobarbital, f.eks. i samarbejde med Dignitas i Schweiz, eller i de amerikanske delstater som har humanitære love omkring at give patienterne denne store tryghed. Patienten får selv kontrollen, og mange dør uden brug af nødudgangen.

Det bliver mere paradoksalt at se på hvilke meget aktive dispositioner der på grund af straffeloven kaldes for "passiv dødshjælp". Med en mere menneskelig lovgivning ville det snarere blive kaldt for "aktiv dødshjælp" at gøre ting som:
  • En patient, som er 100% afhængig af respirator for at kunne ånde, ønsker at dø. På en planlagt dato kommer en læge og en sygeplejerske på besøg. Efter forberedelser får patienten en bedøvende indsprøjtning, måske med morfin. Når der ingen risiko er for at patienten mærker noget, slukkes for respiratoren. Det medfører selvsagt at patienten kvæles i løbet af nogle minutter. Her taler vi om død efter anmodning, og hvor sundhedsfagligt personale foretager sig de aktive handlinger som uundgåeligt fører til patienten får sit ønske om at dø opfyldt, gerne med sin familie omkring sig. Jeg vil rose lægerne for denne fremgangsmåde, som kun kan udstyres med den hvide løgn "passiv dødshjælp", fordi det at give døden gennem at slukke for den ikke længere ønskede respirator kaldes for at ophøre med livreddende behandling.
  • En patient ligger populært sagt "som en grønsag". Det er måske efter et alvorligt slagtilfælde, hvor der ikke er noget reelt liv tilbage i kroppen. Alle kan se at det er det bedste om begravelsen kan blive overstået, i stedet for at have et varmt lig under pleje i måske lang tid. Da patienten selvfølgelig ikke kan spise eller drikke selv, klares disse basale livsfornødenheder med sonder i mave og måske blodårer. Denne kunstige ernæring afbrydes, så patienten dør helt i løbet af at par uger. Det kan ganske vist være barskt for personale og familie at følge med i hvordan kroppen ændrer sig mens mangel på næring og væske, sult og tørst, medfører at kroppen degenererer, men det må de tage med i mangel af human lovgivning.
  • En døende patient lider under smerter, som lægerne ikke kan afhjælpe. Det kan de for det meste, men som de selv indrømmer ikke altid. Det er jo for umenneskeligt at kræve at en smerteplaget døende patient blot skal udholde sine stærke smerter. Løsningen bliver en sprøjte "nu vågner du aldrig mere". Dette kaldes ikke for aktiv dødshjælp, fordi medicinen i sprøjten ikke er direkte dræbende, men kun en kraftig bedøvelse. De usagte ord er "og nu venter vi bare på at kroppen kreperer". Det kan godt være der går et stykke tid før døden indtræder, men i det mindste er patienten befriet fra at opleve sin elendighed. Dette kaldes for "terminal sedering", eller lidt eufemistisk "palliativ sedering". Når patienten går til det evige mørke, må lægen huske at tænke "hensigten er at dulme smerterne, ikke at slukke lyset". Uden tankepoliti bliver det blot til at kunne registrere at lægen i det mindste giver en form for dødshjælp.
  • En patient som måske ikke helt er på dødslejet, men er alvorligt ramt af slagtilfælde, Alzheimers sygdom, eller andet får en lungebetændelse. Den kan for det meste slås ned med antibiotika, men på grund af det unyttige ved at behandle bliver beslutningen at lade være. Det vil sige at patienten dør af sin lungebetændelse, men kun på grund af den aktive beslutning om at behandling ikke er det rigtige at gøre.

Død hund

Hvad der er meget karakteristisk for disse lægelige tiltag er at det er en helt afgørende forskel om patienten er døende eller ej. Det ville være alvorlige lægefejl hvis der var en mulighed for at gøre noget bedre end døden, men det er der jo ikke altid. Som nævnt er det kun på grund af forbudet mod humanitær aktiv dødshjælp at diverse øjne og ører lukkes for den hvide løgn det er at kalde det for "passiv dødshjælp".

Et anden form for løgn i begrebet "passiv dødshjælp" er når det i stedet er aflivning. Hvis dødshjælp ikke gives efter aftale med patienten, eller efter dennes udtrykte ønsker, sker det jo udelukkende efter vurdering fra læger og pårørende. Selv om disse har helt rene hænder omkring at handle til patientens bedste, vil jeg ikke kalde det for dødshjælp når patienten selv ikke har været involveret i beslutningens grundlag. Som nævnt er "aflivning" et mere præcist ord her, selv om det jo lyder lidt hårdt. For ikke at blive misforstået, mener jeg ikke at der er noget forkert ved det, når beslutningen bliver at aflive en døende patient, typisk ved at afbryde for næring og væske. Altså ud over at det ville være meget bedre med en hurtigere og mere civiliseret metode.

Og det er en generel ting når den løgnagtige eufemisme "passiv dødshjælp" bruges om at handle til fordel for at patienten dør. Det ville bare være så meget bedre ikke at "lade dø" på en uværdig måde, i de tilfælde hvor det ville være bedre foreneligt med patientens egen fornemmelse for værdighed at få lov til en lidt hurtigere død. Som f.eks. da den engelske konge George V fik sin værdighed beskyttet gennem et kortvarigt dødsleje, ved en passende sidste behandling fra den gode livlæge.

Det Etiske Råd er særligt aktive omkring løgnagtigheder som "passiv dødshjælp", og en meget anstrengt kamp for ikke at forholde sig til det konkrete, når de i stedet kan flygte ud i abstrakte principper. Disse lyder dog smukke når de ikke skal bruges til virkeligheden.


fredag den 11. april 2014

Salvador Dali mod kønssygdomme

Salvador Dalí, Soldier take Warning, 1942 campaign against veneral diseases

Under anden verdenskrig, i 1942, lavede kunstneren Salvador Dalí en plakat til en militær kampagne mod kønssygdomme. En ung amerikansk soldat møder fristelsen i form af et par prostituerede piger, som udstiller deres lår og kroppe gennem deres arbejdstøj. Ansigterne er ikke i fokus, men det handler det heller ikke mest om når der professionelt tilbydes hurtig sex til trængende soldater. Selvfølgelig kunne prostituerende med mange sexkunder risikere at få kønssygdomme, og sprede dem til mange soldater. Derfor ønskede myndighederne at advare.

Ud over måske de giftiggrønne farver, er symbolikken næppe noget som alle fanger ved et hurtigt blik. Det ser lidt surrealistisk ud med den lampe som hænger over pigerne, og lyset fra denne. Her genbruger Salvador Dalí et meget klassisk motiv, hvor et kranium afbildes ved en bue, og et par pigers hoveder som øjne. De lysende lår bliver til kraniets hvide tænder. Pigerne er altså et symbol på døden, og her kønssygdomme.

Forhåbentlig tænder soldaten ikke på den risikable fristelse, men det er måske en soldaterkammerat i baggrunden, som vinker for at komme videre. Det var jo "bedre" at dø som kanonføde i krig, end at blive syg.


Logo sommerfugl