Logo sommerfugl

lørdag den 29. marts 2014

De stærke piller

Poison: Arsenic Trioxide . Dispensary-tablets

I de gode gamle dage solgtes der også meget stærk medicin, som med disse flasker med arsenik og stryknin piller. Sådanne meget giftige stoffer blev set som noget stærkt virkende, og derfor "værd at prøve" mod sygdomme hvor der ingen kendt behandling var, som f.eks. syfilis. Uden dobbelt-blind forsøg, må det antages at eventuelle forbedringer primært har været enten placebo, det at sygdomme ofte bedres i perioder, eller måske at giftvirkingen gav mere ro og passivitet. Eventuelle dødsfald kunne jo tilskrives sygdommen.

Poison: Strychnine Sulphate - Dispensing tablets


fredag den 28. marts 2014

Med boltpistol til skud i hjernen


Jeg fandt en illustration omkring aflivning af køer. Den viser hvordan der skal sigtes for at ramme det rigtige sted på en kos store hovede. Med en boltpistol er meningen at koen bliver slået ud, så den hurtigt derefter kan stikkes i halsen med en stor kniv. Når blodet løber ud i løbet af nogle minutter dør koen, og kan slagtes. Tegningen vejleder til at udpege stedet meget præcist, for hvis der rammes lidt ved siden af, får koen kun en smertefuldt sår. Dyrplageri er ikke måden at dræbe en ko på, og den vil jo blive ret urolig hvis det ikke gøres ordentligt.

Når det er så vigtigt at ramme præcist hænger det sammen med at lille. Uden anatomisk kendskab er det ikke let bare lige at pege på hvor hjernen egentlig befinder sig, indeni den tykke hovedskal. Jeg har set nogen overveje en boltpistol som selvmordsmetode. På et menneske er hjernen nem at lokalisere, og den har slet ikke samme solide hjernekasse. Det må altså være nemt, eller hvad?


Nej, tværtimod illustrerer billede hvorfor en boltpistol, eller andre former for skud i hjernen, er helt uegnet som selvmordsmetode. Sagen er at den menneskelige hjerne er så stor at den ikke er til at smadre med et enkelt skud, med mindre det ligefrem er en kanon.

Set i forhold til kroppens størrelse, er mennesket jo det dyr som har langt den største hjerne, hvilket især vil sige storhjernen. Uden en total skade, er der meget større chance for at overleve, eller at det tager mange timer med at dø. Det er jo ikke nok at skade en begrænset del af hjernen.


torsdag den 27. marts 2014

Nej, rygning er ikke "langsomt selvmord"

I started smoking because I thought it would be easier on my family/friends if I let the cigarettes eventually kill me rather than if I did it myself. - But now I love my life and can't quit - 'Smoking kills'

Dette anonyme postkort til den amerikanske blog PostSecret er jo på den ene side en lidt sjov og trist historie om en som direkte vælger at begynde at ryge, som et bevidst langsomt selvmord, uden at det for familie og venner skulle se ud som andet end en "normal" død på grund af cigaretter. Det var sikkert inspireret af det overdrevne budskab "smoking kills", altså "rygning dræber". Men så kom hun eller han frem til at elske livet, men uden at kunne holde op med at ryge. Ups!

Som selvmordmetode betraget er det en meget dårlig plan, ikke kun på grund af at rygning som vanedannende afhængighed nemt varer mange år, hvor selvmordstanker ofte er overstået i løbet af forholdsvis kort tid. Sagen er også at selv om rygning utvivlsomt kan være en væsentlig belastning af helbredet, er det dog kun én blandt mange faktorer. Anekdoterne om meget gamle storrygere florerer livligt, men "glemmer" dog at det er usædvanligt nok til at være en historie værd.

Risikoen er logisk nok størst for en storryger, som samtidig dyrker andre helbredsbelastende vaner, som fx stort forbrug af alkohol eller kød. Hvad mange "glemmer" er at det ikke ser ud til at rygning er mere farligt end andre former for røg, såsom en havegrill eller indendørs stearinlys. Og i moderate mængder vil jeg såmænd ikke kalde det for farligt at hygge sig med grillmad, samt lys og vin på bordet. Også selv om disse ting også indebærer en ekstra risiko omkring at få kræft.

Men der er jo mange mennesker som overlever i mange år, uden kræft. Og det er jo heller ikke uset at nogen får kræft på trods af at undgå de klassiske "dårlige vaner". Så jeg ser ingen grund til at drive klapjagt på rygere, så længe de optræder med hensyn.

Jeg ryger ikke selv, så jeg har ikke noget i klemme her, men er dog tilhænger af at se rationelt på risikoen, så den sættes i perspektiv i forhold til andre belastninger. Rygning kan være skadeligt, især for storrygere, men det er der også mange andre ting der kan.

Dø skal vi jo alle, og kræft er at regne for en "indbygget" risiko ved at leve. Og selvmord er nødvendigvis noget som indebærer en hensigt om at dø. Dette er yderst sjældent gældende for rygning.


mandag den 24. marts 2014

Sommerfuglens navlestreng


Den hollandske kunster Anne Ten Donkelaar har i projektet Broken Butterflies fra 2011 leget med at restaurere døde sommerfugle. Som hun selv skriver:

I had my own collection of damaged butterflies, so I decided to repair each one differently according to their needs. So in a way, I now have my own workplace with butterflies and give the butterflies a second life. I design body parts and give the insects new names, names that reveal something about their recovery. For example the The 'Blauw spinner' looked like it had died the moment it hatched from its cocoon. This lead me to me make the body from a twig wrapped with blue thread. A few threads are still hanging loose , almost as though the butterfly is slowly unwinding and breaking free from its cocoon.


søndag den 23. marts 2014

John Donne: Death Be Not Proud



Death be not proud, though some have called thee
Mighty and dreadful, for, thou art not so,
For, those, whom thou think'st, thou dost overthrow,
Die not, poore death, nor yet canst thou kill me.
From rest and sleepe, which but thy pictures bee,
Much pleasure, then from thee, much more must flow,
And soonest our best men with thee doe goe,
Rest of their bones, and souls deliverie.
Thou art slave to Fate, Chance, kings, and desperate men,
And dost with poyson, warre, and sicknesse dwell,
And poppie, or charmes can make us sleepe as well,
And better then thy stroake; why swell'st thou then;
One short sleepe past, wee wake eternally,
And Death shall be no more, death thou shalt die!


lørdag den 22. marts 2014

Respekten for den syges ønsker


Den franske maler Alfred Roll malede i 1897 dette portræt, hvor hovedpersonen må være hans første kone, Marie Porcher. Billedets koncise titel "La malade" (den syge / patienten) fastslår temaet meget klart. Fortolkningen er åbenlys, en syg kvinde der ikke kan andet end at hvile sidder på en stol i en krog af haven med læ. Hun er pakket godt ind, og stablet op med en stor pude. Hun får så god behandling som muligt, men det hjælper ikke. Hun døde året efter.

Maleriet kan dog også ses som et genrebillede, der udtrykker det håbløse i at være ramt af en så alvorlig sygdom, at der ikke er noget der gavner. Alle gør deres bedste, og behandler patienten med stor respekt. Selvfølgelig ville hun hellere have det godt igen, men sådan er livet ikke. Nu må hun få så meget som muligt ud af resterne af et liv. Når jeg ser på figuren, kommer jeg til at spekulere på hvad hun mon gerne ville bede om, når hun ikke kan vende tilbage til livet.

Er det godt nok når hendes mand og andre omgivelser gør det så godt som de kan? Hun kan dårligt svare nej, for det ville jo være udtryk for en indirekte kræven. Dertil er det for sent. Mon hun egentlig gerne ville dø, hellere lidt før end senere? Hun fortjener jo så god støtte og hjælp som muligt. Mon den ypperste form for respekt og næstekærlighed ville være at kunne imødekomme et ønske om at sige livet godt farvel? Selvfølgelig kun hvis det virkelig er det hun ønsker inderst inde, inden for det realistiskes grænser.

Respekten for det syge menneske skal ikke slutte blot fordi de lange tanker i havens smukke omgivelser måske fører til at det må være et godt sted at dø. En god tid. Nu?

Rækker vores respekt så langt?


Logo sommerfugl