Den franske maler Alfred Roll malede i 1897 dette portræt, hvor hovedpersonen må være hans første kone, Marie Porcher. Billedets koncise titel "La malade" (den syge / patienten) fastslår temaet meget klart. Fortolkningen er åbenlys, en syg kvinde der ikke kan andet end at hvile sidder på en stol i en krog af haven med læ. Hun er pakket godt ind, og stablet op med en stor pude. Hun får så god behandling som muligt, men det hjælper ikke. Hun døde året efter.
Maleriet kan dog også ses som et genrebillede, der udtrykker det håbløse i at være ramt af en så alvorlig sygdom, at der ikke er noget der gavner. Alle gør deres bedste, og behandler patienten med stor respekt. Selvfølgelig ville hun hellere have det godt igen, men sådan er livet ikke. Nu må hun få så meget som muligt ud af resterne af et liv. Når jeg ser på figuren, kommer jeg til at spekulere på hvad hun mon gerne ville bede om, når hun ikke kan vende tilbage til livet.
Er det godt nok når hendes mand og andre omgivelser gør det så godt som de kan? Hun kan dårligt svare nej, for det ville jo være udtryk for en indirekte kræven. Dertil er det for sent. Mon hun egentlig gerne ville dø, hellere lidt før end senere? Hun fortjener jo så god støtte og hjælp som muligt. Mon den ypperste form for respekt og næstekærlighed ville være at kunne imødekomme et ønske om at sige livet godt farvel? Selvfølgelig kun hvis det virkelig er det hun ønsker inderst inde, inden for det realistiskes grænser.
Respekten for det syge menneske skal ikke slutte blot fordi de lange tanker i havens smukke omgivelser måske fører til at det må være et godt sted at dø. En god tid. Nu?
Rækker vores respekt så langt?
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar