Og i hans øjne så jeg døden - Ejnar Nielsen, 1897
Statens Museum for Kunst, KMS1832
Statens Museum for Kunst, KMS1832
Tristheden stråler ud af dette dystre billede, malet i 1897 af den unge symbolistiske maler Ejnar Nielsen mens han boede i den lille fattige by Gjern ved Silkeborg. Maleriets patos og mørke farver strækker sig også til titlen "Og i hans øjne så jeg døden". Ejnar Nielsens skildringer af mennesker på grænsen mellem liv og død gav ham tilnavnet dødsmaleren. Men som dette citat viser, handler billederne i stedet om livets cyklus:
Jeg forstaar ikke, at Mennesker ikke kan se paa Døden med den majestætiske Skønhed som paa livet. [...] Døden er en naturlig Del af Livscirklen.Døden er jo et uafvendeligt livsvilkår, og derfor bliver det livsbekræftende at imødese døden med åbne øjne. Husk at leve mens du kan. Hvis du kan.
Den unge mand lider af den alvorlige lungesygdom tuberkulose. Dengang var det en udbredt sygdom, som mere malerisk også blev kaldt for tæring. Mens lungerne blev ødelagt, tæredes den syge langsomt og sikkert væk, som en bleg og afkræftet skygge af sig selv. Det tuberkuløse ansigt har døden prentet i sig. Han ved at han er på vej mod døden, og det kan ingen gøre noget ved. Afmagten lader de stærke hænder ligge tungt i skødet. Skyggen på hans lunger hviler over hans liv, og på væggen bagved. Hans fremtid er at lågkisten ved hans side bliver udskiftet med en ligkiste.
Billedes symboler lægger om til en meget ligefrem fortolkning, men en lidt dybere analyse gør kunstværket til en fejring af livet. Kontrasten fremhæver det billedet skulle have været, hvis den triste unge mand i stedet havde været livskraftig og handlekraftig. Den monumentale tristhed gælder ikke døden, men det mistede liv. Det liv han allerede har mistet, fordi han ikke kan leve.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar