"Selvmordsforsøg er i virkeligheden et råb om hjælp". Denne hyppige talemåde om selvmord er i mange tilfælde udtryk for en lidt naiv idyllisering af virkeligheden. Især ved selvmord blandt unge har de fleste råbt om hjælp et stykke tid før et selvmordsforsøg, men uden at få støtte til at finde sig til rette i livet med dets uoverskuelige krav. Måske har de nærtstående ikke overskud til at tage den unge sådan helt seriøst. "Tag dig nu sammen". Måske bliver råbet om hjælp ikke ytret i helt rene ord. Måske kan de pårørende heller ikke selv finde ud af livet, og lader den unge rode med tingene helt alene.
Kristeligt dagblad har i dag en artikel om problemstillingen. Efter næsten en trediedel af alle mislykkede selvmordsforsøg følger et nyt forsøg. Sundhedsstyrelsen har krævet at regionerne skulle styrke selvmordsforebyggelsen i børne- og ungepsykiatrien, men flere steder i landet findes der ingen systematisk opfølgning og hjælp efter selvmordsforsøg blandt unge. Som bekendt har psykiatrien dårligt ressourcer til andet end at kræve at patienterne skal tage deres piller. Landets skadestuer og børneafdelinger har ofte ingen steder at sende de unge hen, siger en række overlæger.
En stor del af problemet er at de unge måske nok har stor brug for hjælp, men ikke psykiatrisk hjælp. Deres problemer er ikke udtryk for "psykisk sygdom", men et symptom på at der er alvorlige svigt i netværket omkring den unge. Der er brug for en social indsats, men det afsætter kommunerne ikke ressourcer til. Mens den unge falder på gulvet mellem kommune og region, fortsætter problemerne. Selvmordsdødeligheden er 60 gange højere end befolkningens gennemsnit blandt personer, der overlevede deres første forsøg på selvmord.
Det systematiske svigt i det offentlige illustreres kun alt for godt af at ikke alle børneafdelingerne var klar over at selvmordsforebyggelse for børn og unge er en regional opgave. Et ansvar som regionerne har svært ved at administrere, åbenbart.
De forgæves råb om hjælp fortsætter efter selvmordsforsøg.
- Kristeligt Dagblad:
Unge bliver svigtet efter selvmordsforsøg
En nordisk undersøgelse af børneårgangene 1984-2006, baseret på data fra det danske folkeregister, peger på at det kan være at ressourcerne egentlig skulle bruges på at hjælpe de unges forældre. De kan stå med deres egne sociale og/eller psykiske problemer, og derfor ude af stand til at drage omsorg for deres børn. Dette er ikke uafhængige problemer, og det kan være urealistisk at hjælpe de unge, hvis forældrene måske netop er en central del af problemet. De skulle jo tværtimod være i stand til at hjælpe de unge med de kortvarige kriser som kan kaldes for en normal del af opvæksten.
- Regionsenter for barn og unges psykiske helse:
Hjelp til foreldre kan dempe selvmordsfare
Set med de idealistiske briller er en offentlig instans, som en kommune eller en region, slet ikke noget godt sted til at hjælpe med alvorlige sociale problemer i og omkring en familie. Det ville være meget bedre hvis det kunne ses som en naturlig ting i netværket, mellem familie, venner og naboer. Altså at mennesker kærer sig om hinanden, også når det bliver svært - i stedet for at "det må det offentlige tage ansvaret for".
Sådan var Danmark engang.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar