Døden er det eneste Visse,
og det Eneste,
hvorom der intet er vist.
Et af de mange citater fra
Søren Aabye Kierkegaard handler om et grundvilkår for eksistensen. Døden. Ved at se på visheden omkring døden stiller han et tilsyneladende paradoks op. Det er jo indlysende at vi alle skal dø, men den anden halvdel er en uholdbar cirkelslutning.
Påstanden om at intet er vist omkring døden er en religiøs præmis, brugt som basis for at stille "noget mere" i udsigt efter døden. Noget som mennesker skal gøre sig fortjent til, gennem at leve sit liv ud fra den pågældende religions dogmer. Den gamle filosof Søren Kierkegaard var selvfølgelig tænker indenfor kristendommens tankesystem, så det er ikke så underligt at han blot slugte denne præmis, i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved den.
Men sagen er at vi i virkeligheden har fuld vished omkring hvad der er efter døden. Individet ophører med at eksistere, undtagen gennem den forskel som hun eller han måtte have gjort for verden. Det er ikke anderledes end når en okse dør. Så kan dens betydning oftest måles i hvad den har produceret af kød og/eller mælk. Mennesket er ikke grundlæggende anderledes, bortset fra at vi har helt anderledes muligheder for at påvirke verden.
Tvivlen om hvad der er efter døden er udspringer udelukkende af påstanden om at der er tvivl om hvad der efter døden. Dertil selvfølgelig myter og digning med fantasiforestillinger om denne fortsatte eksistens.
Citatet kommer fra skriftet "
Tre Taler ved tænkte Leiligheder", hvor "
Ved en Grav" indeholder dette afsnit:
Saaledes er Døden ubestemmelig: det eneste Visse, og det Eneste, hvorom det Intet er vist. Denne Forestilling lokker Tanken ud i det Ubestemmeliges Vexel for at ville forsøge sig i denne Gysen som i en Leeg, for at ville gjette denne forunderlige Gaade, for at ville hengive sig i det Pludseliges uforklarlige Forsvinden og uforklarlige Frembryden. Det skal være formildende at tænke over dette Træf, dette Lige og Ulige, denne anede Lov i det Lovløse, som er og som er ikke, er i Forhold til alt Levende, og som er ubestemmelig i ethvert sit Forhold.
Det kan måske være mere underholdende at krølle tankerne med forstillingen om at der er en "forunderlig gåde" her, end blot at anerkende den prosaiske og endnu mere fantastiske virkelighed. At livet er nok i sig selv.
Så enkelt er det. Det er ganske vist.
Opslag
