Et ofte set argument mod selvmord at det er egoistisk. Jeg tror nok at baggrunden for denne tanke er noget med at slippe for sine egne problemer, på bekostning af at de nærtstående bagefter får det meget dårligt med hvad der skete, og hvad de kunne have gjort eller ej.
Jeg tror ikke at det er almindeligt at en som beslutter sig for selvmord tænker på denne måde. Det kunne næsten passe bedre sammen med et ikke seriøst ment forsøg. Et vink med en vognstang.
Min fornemmelse er mere at et "hul i sindet", som gør selvmord til den eneste synlige udvej fra en krise, hænger sammen med en selvtillid som er brudt sammen, en tanke om at omgivelserne får det bedre ved at "slippe" for et "værdiløst" menneske.
Der er gode grunde til at give en hånd med for at hjælpe et sådant menneske op i lyset igen. Op og finde livsglæden igen. Det handler blot ikke om egoisme.
Hvis grunden til at leve videre skal være at de nærmeste ikke skal "udsættes" for et selvmord, er der noget galt. Lidt skarpt sagt, er det udtryk for egoisme på de efterladtes vegne. Men jeg tror egentlig ikke at ret mange efterladte reagerer med en beskyldning om egoisme, undtagen måske lige kortvarigt når frustrationer og smerter skal luftes.
Jeg er bange for at mange selvmord snarere sker ud fra altruistiske motiver. Det ændres ikke af at omgivelserne har grund til at være uenige, meget uenige.
Anledningen til at jeg fik skrivekløe denne gang var en kommentar på indlægget Et dystert emne fra Madames Huskeblog, men det er tanker som har boblet et stykke tid - det er altså ikke for at gå i rette med Irene.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
9 comments:
To Sommerfugle, sikken et godt indlæg! Tak!
Og jeg har naturligvis også en kommentar. ;-)
I min optik, når et deprimeret menneske vil tage sit eget liv er det fordi deres selvværd er under frysepunktet og de føler sig "uværdige" til livet. De føler sig som en byrde for deres omgivelser og ser selvmordet som en forløsning og en lettelse, ikke mindst for deres omgivelser men naturligvis også fra deres egen smerte.
Depression er forbandet kulsort!
Det er jo netop det kulsorte i et depressivt hul som for alvor kan splitte synet på verden, på tanken om selvmord. Set "ovenfra" er følelsen om at der skal hjælpes en givet ting. Og der er jo mange mennesker som netop får det godt igen gennem hjælp.
Men der er jo tilfælde hvor hjælpen ikke virker. Hvor livet bliver et dårligt sted at være. Hvor det ikke er godt for nogen hvis det bliver en tvang at holde fast i ulevelige timer, måneder og årtier. Hvor nogen får brug for at sige livet et afklaret farvel. Hvor de efterladte må finde ro i mindet om at selvmordet gav fred. Til den døde. Og til de efterladte.
Ja, her søger jeg at rokke ved et kernetabu omkring selvmord. Det skal der til, synes jeg.
To Sommerfugle, vi er enige ...
Ved, som pårørende, at give slip (efter al mulig hjælp er afprøvet) sætter vi fri.
Netop :-)
Der er dog mange nærtstående som har svært ved at huske også at sætte sig selv fri. Det kan være sværere end at sætte den lidende fri.
Jeg fik øje på et udmærket norsk blog indlæg ud fra samme tema
~ Psykisk ~ Egoist?
På den blog er det et gæsteindlæg. Her er det oprindelige indlæg:
Confuscicus: Egoist?
...
At vi da skal kaste merkelappen “egoist” etter de som i desperasjon og smerte bestemmer seg for å gjøre det de oppfatter som sitt eget beste, vil jeg påstå er virkelig egoisme i sin sanne form.
...
Heisann, og takk for hyggelig kommentar både på min blogg og her.
Du har noen svært gode betraktninger her, og det er godt å se at jeg ikke står alene om mitt syn. Ditt tillegg om altruisme tror jeg at på alle måter er gjeldende!
:-)
Et særligt tydeligt eksempel på den med altruisme er når gamle med demens (typisk Alzheimers) ønsker at få lov til at dø, og selvmord er jo ikke usædvanlige her. Når ønsket ikke kun er på egne vegne, men også ud fra at give pårørende fri fra en stor belastning, reelt at ofre sig, bliver det med tanken for de pårørende mere set som en grund til at det er helt umuligt at give lov til at dø i tide. At det bliver en tvang for både den demente og de pårørende at gennemleve hele sygdommen, og hvordan et sind mere og mere falder fra hinanden.
Se også:
> Baroness Warnock: Pligten til at dø?
> Demens, fornuft og selvmord
Ved godt det er et gammelt indlæg efterhånden, men hvor har du ret :-)
Jeg har umiddelbart lidt svært ved at vurdere min egen situation. Har I et år haft en sygdom, som har invalideret mig massivt socialt, psykisk og fysisk. "krisen" startede så småt efter nogle måneder og eskalerede for 4 måneder siden. Det bliver ikke bedre..eller lettere at acceptere -tværtimod. Sygdomme kan give en følelse af at have mistet sin identitet og eksistensberettigelse. Hvornår går grænsen for, hvad der er en "krise" og hvad der er en livsomstændighed, der ikke er til at bære? Skal man opfatte selvmord begået i krise og affekt, som en akut, impulsiv handling, hvis man f.eks. bliver forladt? Forstår folk, at nogen kan finde livsglæde med en invaliderende sygdom, mens andre ikke kan?
Tak for en glimrende blog!
Grænsen mellem krise og uafhjælpelig livsomstændighed kan nok ofte være ret flydende, og i sidste ende op til hvad den enkelte kan bære.
Set i forhold til selvmord har jeg gjort mig nogle tanker i andre blog indlæg:
> Hvornår er et selvmord rationelt?
> Er selvmord en moralsk forsvarlig handling?
> En permanent løsning på et midlertidigt problem?
Den korte udgave er vel at eksistentielle beslutninger helst skal kunne træffes og fastholdes mens personen har det så godt som muligt; netop ikke på en krisedag.
Din situation kan jeg selvfølgelig ikke vurdere, men en invaliderende sygdom kan virkelig ændre hele grundlaget for livet. Det kan blive et spørgsmål om "forfra" at lære at leve på de nye vilkår, og med andre prioriteter.
Stærkt indskrænkede muligheder i livet kan måske håndteres ved at lære sig at finde et andet grundlag for livsglæde, i de små succeser der dog kan være i en dagligdag. Selv om det lyder hårdt at sige det på den måde, må der også være brug for at tilpasse ambitionerne til mulighederne. Og det er noget der kan tage tid.
Umiddelbart set synes jeg ikke at et år med sygdom, og 4 måneder med "sort" lyder som tilstrækkelig tid til at finde og udnytte hjælpemuligheder, eller til den personlige omstilling.
Mange sygdomme har ganske aktive patientforeninger, som gør et stort stykke arbejde med at støtte, og måske også kan foreslå gode muligheder for at få hjælp. De kan også have selvhjælpsgrupper, da det kan have stor værdi at kunne snakke med ligestillede, som virkelig ved hvad det handler om.
Forståelsen for at kun nogle, med en invaliderende sygdom, kan finde livsglæde er desværre ofte ikke så stor. Der er en stor tendens til at mene at når det kan lade sig gøre for én, må det også kunne lade sig gøre for andre. Og der er jo virkelig nogle som er imponerende gode til at få livsglæde ud af små muligheder. Som kan finde en måde at være aktive på. Her kan det forresten siges at computerteknologi kan være til stor gavn for mange, når der udvikles flere og flere digitale hjælpemidler.
Men igen - jeg kan jo ikke vurdere din situation, så ovenstående strøtanker er mere generelt ment.
Aktiv dødshjælp til mennesker med svære handicap er jo et meget ømtåleligt emne. Her ses det fx også at patientforeninger kan være ret fordømmende hvis en af "deres" ikke synes at livet er til at bære, og derfor søger aktiv dødshjælp. De lever måske også på kampen for at livet skal være værd at leve, når der ikke er andre muligheder, og føler at det at nogen "melder sig ud" sætter spørgsmålstegn ved deres livsgrundlag. Altså er en indirekte erklæring af at de da ligeså godt også kan bede om at dø. Jeg foretrækker jo så at det skal være "tilladt" at være forskellige, og at mennesker med et vist handicap ikke skal ses som en homogen gruppe.
Jeg tror at grænsen mellem krise og livsomstændigheder kan være ganske flytbar.
Send en kommentar