Hun ser heller ikke noget forkert i det hvis et menneske føler at "burde" dø for både andres og sin egen skyld. At livstestamenter også skulle give mulighed for at bede om dødshjælp hvis åndsevnerne er borte. At det er meget forkert af læger at ignorere sådanne ønsker. I et andet interview havde hun rejst et provokerende spørgsmålstegn om en moralsk forpligtelse til at dø, hvis ...
Modstandere ser hendes synspunkter som udtryk for en hjerteløs ligegyldighed overfor værdien af dementes liv. At det er barbarisk at demente skulle have muligheden for, og opfordringen til at befri sig selv, familien og samfundet. De vælger også at tolke hendes synspunkter som en bastant "pligt til at dø", selv om Mary selv mere fokuserer på at det kan være god moral at vælge døden.
En god løsning, bedre for alle parter. Hvem har gavn af der skal bruges en masse ressourcer på at passe skallen af et menneske hvor sindet er drysset væk? Hun peger også på at det i mange andre sammenhænge regnes for godt og rigtigt at ofre sig for sin familie.
Personligt er baronesse Mary Warnock afklaret med at hun ikke vil på plejehjem Det ville være et forfærdeligt spild af penge. Hun ville ikke kunne udholde at klamre sig fast, og være en gene for andre.
Et praktisk aspekt er at samfundet bevæger sig mod en større andel af ældre. En større andel af demente. Det britiske samfund forventes at få næsten 50% flere demente i løbet af de næste 20 år. Voldsomt øgede omkostninger må forventes at føre til et stort pres for at spare penge. Dermed er der stor afstand mellem abstrakte forestillinger om hvor godt et liv det principielt kan lade sig gøre at give en gammel med fremskreden demens, og hvad der må forventes at være virkeligheden. Opbevaring.
- Telegraph:
Baroness Warnock: Dementia sufferers may have a 'duty to die' - BBC:
Euthanasia comment sparks anger - American Thinker:
An Open Letter to Baroness Warnock on Assisted Suicide - Belfast Today:
Doctors who refuse euthanasia 'wicked', expert claims
Se også:
Nyere opslag
Opslag
11 comments:
Jeg kommer sådan til at tænke på vores egen aborlovgivning - som jo netop giver mulighed for abort på levedygtige fostre hvis disse anses at være fx så handicappede at det ville være en belastning for såvel dem som forældrene som samfundet at blive født....
Jep, det er jo tydeligt ved Downs syndrom. Her er det endda rigtig mange som ville kunne have et godt liv, så længe familie og samfund er villig til at ofre sig. Og det offer er, hvis det skulle måles i tid (altså penge), ganske stort. Men fordi aktiv dødshjælp ikke kan rummes liver løsningen helst at sikre at dræbe det levedygtige foster før det fødes. Der regnes det jo endnu ikke for en person.
I den anden ende af livet, kunne der være logik i at have mulighed for at vurdere at et menneske er holdt op med at være, være en "person", selv om der stadig er rester af biologisk liv tilbage. En vurdering der dog svært kan overlades til de professionelle der skal fordele de begrænsede ressourcer, de er ansat til at forvalte effektivt.
Det er jo meget bedre at det er mennesket selv, der får lov til at påtage sig vurderingen, men derfor ikke skal være presset til at disponere med et selvmord mens der stadig er fysiske og mentale kræfter til at kunne gennemføre dette. Ofre sig længe før deres grænse er nået.
Politiken: Pårørende krænker demente
Det er et hårdt og tålmodighedskrævende arbejde at tage sig af en dement.
Og af og til bliver lunten for kort hos dem, der selv skal pleje en dement slægtning.
Det viser den første undersøgelse af sin art, som netop er offentliggjort i British Medical Journal.
»Mange tror, at overgreb mod ældre handler om at slå ud efter folk eller tilsvarende handlinger. Men overgreb kan også være bare det at råbe eller bande af det menneske, man plejer«, siger dr. Claudia Cooper fra University College London.
Her er det link som Politiken "glemte":
Abuse of people with dementia by family carers: representative cross sectional survey
Langt de fleste af "overgrebene" består dog blot af at råbe og bande. Der er dog selvfølgelig tænkeligt at fysiske overgreb snarere ville blive fortiet.
Rent praktisk er "overgreb" en mindre god oversættelse af det engelske "abuse", som har en noget bredere betydning. På dansk regner vi normalt ikke fornærmende ord ind under "overgreb", med mindre det er meget groft.
Det kan jo ske at det kniber med at bevare roen hos en pårørende der ofrer sig selv og sine livsmuligheder for at være forpligtet til det enorme arbejde det kan være at passe en dement - der måske selv får en meget kort lunte, eller slet ikke kan finde ud af noget som helst. Og hvor den største "belønning" måske er små, korte, spredte "lyse" øjeblikke.
Jeg kommer til at tænke på de historier jeg har hørt om at inuitter førhen satte deres gamle ud på isen for at dø hvis de var blevet en byrde for deres familie. (Eller også "gik" de selv, det ved jeg ikke rigtigt). Byrde betyder vel her simpelthen trussel mod muligheden for at overleve som familie, forestiller jeg mig.
Vi har jo enormt stort fokus på individet i vores kultur, og vores overlevelse er ikke truet, så de fleste synes måske nærmest "pligten til at dø" er en barbarisk tankegang. Men personligt kunne jeg da godt - i hvert fald i teorien - tænke mig nogle omstændigheder som nærmest gjorde det til en etisk pligt.
Men .. hvis jeg så lige tænker på mine egne gamle familiemedlemmer, så bliver jeg alligevel lidt blød i knæene :-). Og måske endnu mere udfordrende: Kunne jeg selv bringe det offer?
Det er svært, men meget tankevækkende. Tak :-).
Velkommen til :-)
Den med at gamle, der ikke længere kunne bidrage til stammens aktiviteter, døde alene i ødemarken, kendes også fra andre af disse kulturer. Så vidt jeg ved er det mest ved nomadestammer, med en livsform der ganske enkelt ikke kunne rumme en ikke-selvhjulpen gammel. Så vidt jeg ved skete det primært på den gamles initiativ, ud fra at det ville være psykisk uudholdeligt hvis egen familie netop skulle risikere at gå til grunde på at søge at opretholde den gamles liv. Rent praktisk mener jeg at det ofte har været noget med at et af børnene måtte bære dem gamle ud til "et godt sted at dø", og få taget en pæn afsked. En værdig afsked, for begge parter.
Vores situation er jo meget anderledes, netop uden samme bastante overlevelsesspørgsmål. Men vi har også udviklet behandlinger som kan holde kroppen i live mens menneskets sind går til grunde i demens, mens mennesket måske længes efter at dø før det bliver alt for galt. Det er blevet til en pligt at leve så længe som sundhedsindustrien har produkter der kan udskyde den biologiske død. Ganske uafhængig af om der er et åndsliv tilbage, ganske uafhængig af om det bliver uudholdeligt at leve, ganske uafhængig af om vi (som samfund) reelt vælger bruge meget store ressourcer på at gøre livets sidste år til andet end en venten på døden.
Det er jo ikke usædvanligt at pårørende har erkendelsen "det var godt at han/hun døde". Godt for den gamle, men også godt for familien, selv om dette ikke siges så højt.
Personligt ville jeg have det meget skidt med at nogen skulle bruge store ressourcer på at holde mig fast i et liv, hvor jeg ikke var i stand til at have noget ud af det. Ofre sig for mig. For mig ville det ikke være et offer at dø. Det ville være en værdig afsked.
Jeg er ikke "bekymret" for at en gammel, som stadig har det godt med livet, pludselig føler at skulle ofre sig. Jeg er meget mere bekymret for at de tvinges til at blive i et liv som ingen har glæde af, blot fordi "vi" ikke kan finde ud af at døden kan være et gode.
Hellere få meget liv i sine dage, end for mange dage i sit liv.
Vi lever jo i en kultur, hvor Darwin's "survival of the fittest" gerne misfortolkes, som nogle siger, i den retning at det anses som helt ok og naturligt, at den med de største rundsave på albuerne, klarer sig bedst (mest tydeligt til udtryk kom det vist igennem tyskernes eugenik-programmer). Dem, der taler om en misfortolkning siger, at Darwin ikke mente enkeltindividet, men hele artens samlede population. Og en stærk (fit) population har "råd" til også at rumme mindre stærke individer. Ikke desto mindre accepteres det fuldt ud ude i naturen, når et individ giver til kende, at nu kan det være nok. Måske også det et tegn på styrke, på livskraft, at døden accepteres.
Og så er det jeg tænker, hvor stærk er det civiliserede menneske så egentligt, hvor overlevelsesdygtigt, når vi hverken har plads til mindre stærke individer eller kan acceptere, at døden er del af livet?
Den grundlæggende betydning af "survival of the fittest" er egentlig generne. Derfor giver samarbejde god biologisk mening, når det gælder egne gener, egen art (eller mindst egen gruppe). Og dermed netop også et samarbejde der er godt nok til at de mindre stærke også deltager. Det er jo så blevet institutionaliseret i en ældrepleje, der sætter fokus på det biologiske, med at holde i live.
Samarbejdet er langt ude af fokus, og det med at have det godt formaliseres i om visse regler er overholdt. Og en meget dybtliggende regel er her så at liv er bedre end død. Den eneste lille sprække er en villighed til at give køb på nogle få timer eller dage - men at det er påtvungent at gennemløbe et forløb med at få det mere og mere dårligt, ganske uafhængig af hvad den enkelte selv mener. Og det er endda (tror jeg) mange der ikke engang tør sige at de hellere ville få lov til at dø før de får det alt for elendigt.
Vi har teknologisk erhvervet os muligheder for at forlænge livet, men uden at udvikle vor evne til at administrere disse på en civiliseret måde.
Hm, ja, ældreplejen (og andet i retning af institutioner) ser jeg jo mere som netop marginaliserende, i stedet for at de ældre får lov til at deltage. De holdes i live ved hjælp af professionel pleje, mens samfundet som helhed egentligt ikke har særligt meget plads til dem. Det er sådan lidt en pseudo-deltagelse, de får tilbudt, der giver alle en god samvittighed. På overfladen. Der bliver jo sørget for dem efter alle kunstens regler, ikk'? Der ser jeg netop også at det der vanvid med at holde dem i live så længe som teknologisk muligt, kommer ind. Kunne forestille mig, det er bevidstheden om, at det egentligt ikke er helt godt nok, det vi byder dem, der så går "amok" og gerne vil undgå konfrontationen med døden: Hvad nu, hvis de er døde, fordi det vi har budt dem ikke var godt nok?? Det kan vi jo ikke ha'.
Lige netop ... tænk hvis rigtig mange "benyttede" sig af en mulighed for at vælge graven i stedet for plejesengen.
Det er lidt det der sker i Tyskland, hvor Roger Kusch som "selvmordskonsulent" har fået masser af henvendelser. En typisk begrundelse er netop at ville vælge døden frem for plejehjemmets minimalpasning. Det giver samfundets dårlige samvittighed et ordentligt los, og medierne dyrker at fremstille ham gennem fotos i stil med skrækfilm. Og skælde ud på en som de gamle selv roser i meget høje toner.
Og jeg kommer til at tænke på min moster, der arbejdede på plejehjem i mange år. Hun har med eftertryk erklæret at hun ikke vil på plejehjem. Men så bliver spørgsmålet jo om døgnplejen er bedre.
Jeg har set et par af "Helt alene" (hedder det tror jeg)-udsendelserne på DR2, hvor der i hvert fald var én, der havde hjemmehjælp på. Og hjemmehjælperen gjorde da noget ud af det, må man sige. Det er der vist de færreste, der føler, de har lyst og tid/overskud til. Men selv med den ekstraindsats fra hjemmehjælperens side vil jeg da sige, at det bestemt heller ikke er lykken.
Kan bare alt for godt forstå din moster. Jeg skal heller ikke under nogen omstændigheder på plejehjem - over my dead body :D - og håber sådan set også, at jeg kan klare tingene helt selv, indtil jeg dør.
Ja, "drømmen" er jo en hurtig død ... et ordentligt slagtilfælde eller hjerteanfald. Og ingen dumme forsøg på genoplivning. So long :-)
Mit indtryk er også at hjemmehjælperne generelt knokler for at gøre så meget som muligt indenfor den meget begrænsede tid der er afsat. Og jeg er jo bestemt hverken ude på at kritisere dem eller plejepersonalet. Vort samfund ser sig jo ikke i stand til at afsætte de meget større ressourcer, der egentlig skulle til. Men selv med tilstrækkelig hjælp og støtte kan der være meget langt til at det kan kaldes for et godt liv. Og hvis det var tilladt at sige stop, tror jeg såmænd at mange ville gøre det. Med glæde. Og så sent som muligt.
Alene det at vide at have muligheden ville gøre livet til sidst mindre skræmmende.
Send en kommentar