En iglo i fortidens Grønland, eller andre steder beboet af inuit folkeslag. En gammel var ikke længere til nytte. Havde ikke kræfter til at tygge sælskind. Bedre for stammen at han eller hun døde. På en isflage. En søn måtte bære. Farvel. Og livet gik videre.
I forbindelse med snak om aktiv dødshjælp har jeg ofte hørt varianter af denne historie, formuleret som en "almen viden". Ikke tænkt som en skræmmehistorie, mere et eksempel på at det kunne være rigtigt for hele familien, også den gamle selv, at få det overstået. Som et dødsritual.
Men jeg har nu ikke selv, som erklæret tilhænger af aktiv dødshjælp, brugt dette "klassiske" eksempel. Jeg har savnet konkrete referencer, og tænkt lidt på om det måske snarere var et eksempel på den solide vesteuropæiske (hvide) tradition for at se andre verdensdeles folkeslag som "simple indfødte", på et mindre civiliseret niveau. Som når den danske antropolog Søren Hansen under en af sine ekspeditioner til Grønland beskrev "en primitiv race, som står på et lavere udviklingstrin".
Eller måske en ammestuehistorie, egnet til at gyse over. Nå, vil du ikke på plejehjem? Jamen, vær dog glad for at du ikke er eskimo, og bliver overladt til at dø på en isflage.
Hvad er baggrunden for denne forestilling om gamle og døende inuitter? Er det reelt mere end en vandrehistorie?
Så vidt jeg kan finde frem til, har der aldrig været nogen inuit tradition for at dø på denne måde. Tværtimod findes begravelsespladser, og ritualer deromkring. Det ser dog ud til at der i sjældne nødstilfælde, hvor der ikke var ressourcer til at alle kunne overleve, har forekommet at enkelte selv har valgt at gå i døden, eller måske fået hjælp dertil. Normalt var der nu ingen problemer med at have ressourcer til at passe de højt respekterede ældre.
Som så ofte er fakta mindre populære end myter.
- The Straight Dope:
Did Eskimos put their elderly on ice floes to die? - O'Folks:
Ethnic stereotyping and ageism - Information:
Jagten på undermålerne
Se også:
0 comments:
Send en kommentar