Logo sommerfugl

torsdag den 30. september 2010

Dårlige argumenter for aktiv dødshjælp

Den tilbagevendende debat omkring lovlig aktiv dødshjælp præges desværre ofte af nogle velmenende, men misforståede argumenter for legalisering. Selv om det i den enkelte sag er helt centralt at forholde sig til det enkelte menneskes situation, og undgå at livet udarter til en forbandelse, ændrer det ikke på nødvendigheden af at vi forholder os til principperne og etikken bag.

Debatten bør ikke fokusere på den som rent praktisk skal yde en hjælpende hånd, men på vilkårende for det menneske for hvem spørgsmålet er at undgå en ubærligt tung vej mod den forestående død. Derfor er det meget forkert at hævde at "aktiv dødshjælp" er det samme som "eutanasi". Det vigtigste er at det er en hjælp, ikke på normerne for hvordan det rent praktisk skal udføres. Ordet "eutanasi" svarer mere til "aflivning", i hvilken betydning det tilsvarende engelsk-sprogede ord "euthanasia" netop anvendes hyppigt.

Jeg gennemgår i det følgende nogle tvivlsomme argumenter for aktiv dødshjælp, med min analyse for hvorfor det ikke holder.

A woman thinking


Vi afliver kæledyr og husdyr når ...
  • Når det er strafbart dyrplageri ikke at aflive håbløst lidende husdyr, skulle det da i det mindste være tilladt at give et lidende menneske fred i døden. Tankegangen er sympatisk, men giver ingen basis for at vurdere hvornår vi kan give en håbløst syg en god død.

    Problemet er at vi i forvejen har stor moralsk forskel på hvordan vi behandler dyr og mennesker. Det er ikke forbudt at dræbe et dyr, så længe det sker på en ordentlig måde, og handlingen ikke krænker ejendomsretten eller fredningsbestemmelser. Mange aflivninger sker af praktiske grunde, fordi mennesker ikke længere ønsker eller kan tage vare om dyret.

    Vi kan heller ikke spørge dyret om det ville foretrække at leve lidt længere med en sygdom. I almindelighed tror jeg da bestemt at menneskene har gode hensigter, men tankegangen er meget anderledes end hvis det i stedet var en gammel bedstefar. "Et lille prik og han opdager ikke noget". Uha!

    Paradokset er at et menneske ofte udmærket er i stand til at vurdere om det ville foretrække at dø lidt før, men selve dette valg er helt uforeneligt med manges mere eller mindre religiøse moralske dogmer. De glemmer helt næstekærligheden.

  • Se også blog indlæg: Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?

Gorilla in Deep Thought - Liz Stablein Photos


Det er spild af penge til kostbar behandling.
  • Når en uhelbredeligt syg i elendighed tigger og beder om at få lov til at dø, virker det paradoksalt at vi bruger mange ressourcer på pleje, og behandling af symptomer.

    Problemet her er i det hele taget at gøre økonomien til et argument. Det lyder næsten som "Vi vil hellere lade være med at spilde penge på at holde uhelbredeligt syge mennesker i live. Det vil være velset om du beder om dødshjælp". Gulp!

    Faktisk tror jeg på at legalisering af aktiv dødshjælp kunne spare mange penge, men paradoksalt netop på dem som ville sige nej. Pointen er at når det bliver legalt at bestemme over sit livs afslutning, kommer der mere fokus på at det skal være et så menneskeværdigt forløb som muligt. Hospice er ofte en god løsning, og er samtidig betydeligt billigere end at fortsætte udsigtsløs behandling ud over al rimelighed.

  • Se også blog indlæg: Sparer aktiv dødshjælp penge?

The Thinker / Le Penseur - by Auguste Rodin


"Sådan et liv er da heller ikke værd at leve"
"Det er uværdigt at ligge sådan"
"Sådan ville jeg ikke finde mig i at have det"
  • Disse argumenter er tegn på medfølelse, at tanken "hvis det nu var mig" fører til at det ville være bedst "at få det overstået".

    Jeg har da ikke det mindste imod medfølelse, men det kan ikke være op til andre at vurdere hvad der er et værdigt liv at leve. To døende mennesker kan ligge i en meget tilsvarende situation. Den ene længes bare efter at få fred. Den anden ser hvert eneste ekstra åndedrag som en sejr. Her vil budskabet "sådan et liv er ikke værd at leve" være ufølsomt og sårende.

    Vi er nødt til at overlade det til det enkelte menneske selv at vurdere om livet stadig er et gode, eller er blevet en ubærlig byrde. Alt andet er bedrevidenhed, og muligvis et overgreb mod et sårbart menneske.

  • Se også blog indlæg: Hvem har noget at leve for?

Portrait of a senior woman thinking with head on hands - by Konstantin Sutyagin


"Jeg kan ikke bære at se min kære mor hensygne på den måde".
  • Denne medfølende tankegang kommer nemt op hvis den døende "ligger som en grønsag", eller en demens har udraderet personligheden. Der kan risikere at gå et godt stykke tid, hvor kroppens opløsning kommer til at "fylde det hele".

    En ulykkelig situation, og det kan bestemt være udtryk for den bedste palliative pleje at fremme dødens indtræden. Men jeg er mere end blot betænkelig ved at en pårørendes kvæstede følelser skal være et vigtigt argument.

    Det ville være problematisk i situationen, men måske endnu mere bagefter. Det er i forvejen meget lidt sjovt at give slip, og det kunne tynge mindet at tage den store beslutning midt i smerten over den forestående død.

    Den rigtigste måde må være at der bliver snakket om det der med at dø i god tid, så den døendes eget ønske og bøn kan blive det afgørende. Det hjælper også de pårørende med at give slip.

  • Se også blog indlæg: Pensionister vil have lov til at dø, i England og Holland

Gammel eskimo, der ikke længere kan tygge sælskind

Eskimoerne lod deres gamle dø på en isflage
  • En ofte hørt vandrehistorie omkring aktiv dødshjælp er at henvise til at eskimoerne på Grønland satte deres gamle ud til at dø på en isflage, når de ikke længere kunne tygge sælskind. Når de ikke længere kunne gøre nytte. At de gamle selv var helt med på at det var til stammens bedste.

    Denne myte fremstilles ofte som et lidt barskt eksempel på det gode ved at tage afsked mens tid er. At døden er bedre end ikke længere kunne være med i stammens liv. Tilsvarende historier tilskrives også andre såkaldte "naturfolk".

    Det er dog en ren fiktion, formodentlig opfundet når "vestlige opdagelsesrejsende" skulle fortælle ammestuehistorier om de primitive folkefærd som de traf på deres eventyr. I virkeligheden gjorde eksimoerne meget for at passe deres højt respekterede gamle, men det moderne syndrom med en langsommelig død i elendighed eksisterede ikke når den stærkt svækkede døde i løbet af kort tid.

    Behovet for aktiv dødshjælp er mest et moderne fænomen.

  • Se også blog indlæg: Gamle eskimoer udsat på isflager?

MrSkeleton "Thinker" statue


Vi kan lave stramme regler for at forebygge misbrug
  • Et meget besværligt punkt i debatten omkring aktiv dødshjælp er tanken om at egoistiske pårørende måske vil presse den døende til at få det overstået. Det kan være belastende med pleje og samvær. Eller måske ville det være økonomisk belejligt med arven. Som taget ud af dårligt TV.

    Dette lyder jo ubehageligt, og selv om jeg tror at sådant ville være meget sjældent, er der god grund til at være meget opmærksomme på at et døende menneske ikke bliver presset til at "tage imod et tilbud" om at dø.

    En meget typisk modforestilling er at der må laves stramme regler, der nøje regulerer hvilke kriterier der skal være opfyldt før aktiv dødshjælp bliver lovligt. Kun visse diagnoser, kort forventet restlevetid, og kun hvis der ikke er antydning af problemer med hjerne eller psyke. Forestillingen er at regler kan erstatte det at tage stilling til det enkelte døende menneske og dets situation.

    Paradoksalt opstår risiko for misbrug netop når skarpe regler tillader at spekulere i tolkninger og nuancer. Det bliver muligt at veje frem og tilbage, og erklære "nu er grænsen nået, du er syg nok til at du kan få lov til at dø". Hint, hint. Brrr....

    En menneskelig løsning må være baseret på at den lidende selv tænker nøje over tingene, og skal kunne overbevise hjælpere om hvornår der er tid til at runde livet af.


6 comments:

Harning sagde ...

Vedr. det økonomiske aspekt, så tror også jeg at det kunne blive billigere - men af en lidt anden årsag.
Jeg tror nemlig at flere ville vælge at pleje deres pårørende hjemme i den sidste tid hvis det ansåes for mere normalt, mere naturligt og meget mere acceptabelt end idag. En tro jeg baserer på flere tilfælde i omgangskredsen hvor en hel del mennesker har gengivet familiære diskussioner om hvorvidt et kært familiemedlem skulle have lov til at dø hjemme eller om det var mere "rigtigt" at alt sattes ind på at den døende skulle holdes i live på hospitalet.

tosommerfugle sagde ...

Døden i hjemmet - helt enig i at det kan være en rigtig god løsning, og netop noget som jeg tror at de fleste egentlig helst vil. Men det kan jo samtidig risikere at blive meget, meget tungt, og derfor kan et hospice blive en mere afbalanceret løsning.

Hjemmedøden fordrer ligesom også at alle virkelig indstiller sig på at døden ikke er en fjende der skal bekæmpes. Desværre kan det være for svært at "sidde på hænderne" når en langsom dødsproces udfolder sig. En skræmmende oplevelse, "vi må gøre noget".

Desværre fører dette meget ofte til at ringe efter en ambulance, og den døende kommer på hospital. Lægerne går automatisk ud fra at når en patient kommer i ambulance, skal de gøre hvad som helst for at prøve at holde vedkommende i live. Altså bliver det meget nemt til voldsomme forsøg på "genoplivning" og aggressiv behandling af dødens symptomer. At det også koster mange penge er ikke det værste.

Så jo - lad os få flere hjemmedødsfald - men det kræver jo så at alle involverede er velforberedte på hvad der foregår, ikke er bange for at holde fast, og basalt set "lade det gøre ondt".

Ligesom ved hjemmefødsler, forresten :-)

Harning sagde ...

Jep.:-)

tosommerfugle sagde ...

Ja, både død, fødsel og undfangelse egner sig fint til et foregå i den hjemlige seng - så længe alle er med på hvad der sker, og hvordan det gøres på en god måde :-)

Men samtidig er det jo netop også sager som er vigtige nok til at moralister anser det for rigtigst at regulere hvordan andre klarer disse dybest set meget personlige (og private) akter.

Omkring aktiv dødshjælp er det forresten påfaldende at det ofte netop er modstandere af autonomi på dette punkt, der fremfører de tvivlsomme argumenter som jeg fremdrog i dette blog indlæg. Jeg tror at de derved opnår at styre udenom at diskussionen får lov til at handle om de mere grundlæggende spørgsmål.

Det er jo også nemmere at argumentere, når modparten tilskrives (og opdrages til) svage argumenter. Meget typisk når Det Etiske Råd fører regulær kampagne mod aktiv dødshjælp i Danmark, netop gennem at deres "neutrale" moderering af debatten sker ved at få den til at handle om de svage argumenter.

Harning sagde ...

Jeg ville så gerne tilbage til en tid, eller frem.. til en tid hvor det at fødes og det at dø var en noget mere naturlig del af livet end det er i dag.

Autonomi.. Når det gælder at bestemme over eget liv synes myndighedsalderen desværre først at indtræde efter døden...

Og apropos svage argumenter - så undres jeg ofte over hvordan personlige argumenter som : "jeg er syg, jeg vil dø, jeg lider" altid fejes af banen med teoretiske af slagsen med besynderlige grundantagelser om at man ikke kan udtale sig om at ville dø, hvis man reelt er i den situation; at det kun er os vise, der ikke er i den situation som kan forstå, have overblik og dermed ved bedst....

tosommerfugle sagde ...

Autonomi efter døden er desværre (også) en fiktion. Når moral-monopolister leder efter noget at råbe op over, er frivilligt døde yndede ofre. Det er desværre normalt at stigmatisere dem som egoistiske, umoralske, dumme, sindssyge, deprimerede, inkompetente stakler. Respekt er en fjern tanke for disse ensrettere.

Et mere naturlig forhold til fødsel og død blokeres desværre af at vi kan gøre en masse ting. Da disse indgreb ofte kan argumenteres som et indlysende gode, ses det reelt som "dårlig moral" at fravælge mulighederne. Det er en synd mod den store helligdom, udviklingen ...

Disrespekten for den lidendes evne til autonome valg er netop også noget som jeg kunne finde på at "bore" i engang. Det er da tænkeligt at jeg kunne finde på en titel i retning af "Dårlige argumenter mod aktiv dødshjælp".

Desværre ligger det dybt i hjælper-syndromet at "de svage" automatisk forventes at modtage hjælpen med taknemmelighed, og andægtighed. Hvis de ikke gør, er de så mentalt svage at de ikke evner autonomi, og så er hjælperen nødt til at "tage over", og gøre "det rigtige", sætte sin egen moral i højsædet.

Det har meget store ligheder med hattedameri.

Logo sommerfugl