"Madame H" var indlagt på et plejehjem i Paris for nogle måneder siden. Som lammet var hun 100% afhængig af personalets hjælp til alle behov. Med hendes klare hjerne forstod hun sine fremtidsudsigter. Spørgsmålet var blot hvor lang tid der ville gå før hun fik fred i døden, og hvordan hendes sidste stump af livet ville forløbe.
Hun havde brug for en hjælp som personalet ikke kunne give, og Jacqueline Jencquel kom på besøg. Den gamle dames øjne lyste op i glæde. "Har du pillen med?". Det blev desværre en skuffelse, og Madame H brød ud i gråd. Jacqueline tog hende i armene, og lovede at hun ikke ville svigte.
Trøstende ord, men et løfte som hun ikke var i stand til at holde. Hun snakkede med plejehjemmets leder og kvindens datter. "Madame H ønsker bare at dø". Lederens hånlige afvisning lød "Det vil de jo allesammen". Jacqueline fik dermed et nyt perspektiv på de mange gamle i deres rullestole, eller liggende alene på deres værelser. De venter bare på at dø. Ikke fordi de bliver behandlet dårligt, men ...
Jacqueline Jencquel er fransk forkæmper for retten til en værdig død, i organisationen ADMD - Association pour le Droit de Mourir dans la Dignité. Selv om mange mest tænker på aktiv dødshjælp som et muligt behov på et lidelsesfuldt dødsleje, eller for en "grønsag" i permanent coma, er det reelle behov mere sager som disse.
Når der ikke, indenfor den praktiske virkeligheds rammer, er mulighed for igen at få et tåleligt liv, bliver det til noget naturligt at nogle foretrækker at få sagt farvel. De elsker livet så højt at de ikke vil byde sig selv elendighed i deres sidste tid.
Den syge gamle kvinde blev kørt på hospitalet til undersøgelser, mod hendes vilje. En kræftsvulst i tyktarmen. Lægerne lagde op til en stor operation. Det lykkedes for Jacqueline at få datteren til at indse at det måtte stoppe. Madame H tilbragte sit livs sidste par uger med hovedet vendt mod væggen. Hun nægtede at snakke med nogen. Til sidst fik hun fred fra et helt uværdigt liv. Hun havde fortjent en værdig død.
Jacqueline Jencquel følte sig som forræder. Hun kunne ikke holde sit løfte. Svigtede. Det fortæller hun om i sit blog indlæg Care not kill.
Rent praktisk tror jeg dog at plejehjemmets leder overdrev en smule, det var næppe bogstaveligt alle beboerne som bare længtes efter at få lov til at dø. Men jeg tror gerne at det var noget ganske normalt, måske endda for de fleste af de "indsatte".
Er et møjelendigt liv bedre end døden?
"Vi" har flotte idealer om at skulle behandle vore gamle, os selv engang, godt til det sidste. Hvad skal vi gøre ved det, når det ind imellem ikke kan forenes med at leve?
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar