Dødskvalitet giver livskvalitet til det sidste

mandag den 23. august 2010

Dødskvalitet giver livskvalitet til det sidste

Danmark er ikke noget specielt godt land at dø i. Den danske selvforståelse vil jo helst have at vi ligger i toppen når det handler om hvordan vi behandler hinanden. Men her har vi endnu et område hvor virkeligheden er at danskerne "bare" er den bløde mellemvare, eller snarere under middel. Så vi har såmænd et "godt grundlag for at lave forbedringer".

The quality of death - Ranking end-of-life care across the world

Det britiske analyseinstitut Economist Intelligence Unit har på vegne af Lien Foundation undersøgt et antal parametre for døendes vilkår i 40 lande. Lien er en velgørende organisation fra Singapore, som netop arbejder for bedre vilkår for døende. De står også bag hjemmesiden Life Before Death – Consultations with Death, der opfordrer til at den enkelte får tænkt over hvad der er vigtigt, når den tid kommer. Bedre livskvalitet gennem bedre dødskvalitet. Herfra kan hele rapporten downloades i PDF format:

The quality of death - Ranking end-of-life care across the world

Overordnet set ligger Danmark på plads nummer 22, en smule bedre end f.eks. Spanien, men noget dårligere end f.eks. Ungarn. Noget som trækker meget ned for Danmark er dårlig tilgængelighed af plejetilbud rettet mod døende. Altså hospice eller specialiserede hospitalsafdelinger. Det eneste punkt hvor Danmark ligger blandt de bedste lande, er at de døende dog ikke skal betale, når det ellers lykkedes at få en plads. Kvaliteten svarer til vores generelt sløje placering, der ikke helt passer til at vi regnes for et velstående land.

Per Sjøgren, der er overlæge ved Rigshospitalets Enhed for Akut Smertebehandling og Palliation siger:

Det er en katastrofal indsats i Danmark. Der mangler det dobbelte antal senge og palliative specialisthold, og skal vi kunne sammenligne os med andre europæiske lande, mangler Danmark også uddannelser inden for området. Det har vi i årevis efterlyst hos Sundhedsstyrelsen.

Den forventelige politiske reaktion er at de må vi altså se at gøre noget ved. Og det må vi danskere jo så se om vi kan (tør) stole på. Som antydet er min optimisme ikke så stor, jeg har i stedet fået endnu et argument for ikke at overlade min død til systemet, når den tid engang kommer. Hellere være klar til selv at afkorte mit liv en smule.

Overlæge Tove Vejlgaard, der er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, tager de lægefaglige skyklapper på, og mener at der ikke mangler hospicer. Hun vil i stedet udstyre hospitalerne med palliative sengeafsnit og specialister. Det kunne vel også mindske risikoen for at den palliative pleje foregår i et religiøst præget miljø, men til gengæld frygter jeg at "dødsgangen" fortsat kunne blive ret lavt prioriteret når der råbes på kortere ventelister. Pengene bruges i stigende grad på kostbare behandlinger af dem som alligevel er helt tæt på at dø.

Artikler fra Politiken:

Aktiv dødshjælp er ikke noget tema i undersøgelsen, og mange vil nok være urolige ved tanken om at det kunne risikere at blive til en hjælp til at dø hurtigt, i stedet for en hjælp til at få en så god livsafslutning som muligt. Eller med mere hårde ord, "du må hellere dø, for vi gider ikke bruge penge på at pleje dig". Dette er dog en falsk modstilling.

Faktisk er god palliativ pleje ikke specielt dyrt, og endda noget billigere end at have døende liggende på normale hospitals-afdelinger. Det svære er at patienterne og deres pårørende meget ofte ikke har indstillet sig på at det er tid til at give slip, og derfor forventer at det rigtigste er at behandle maksimalt til det allersidste, i håb om et "mirakel". Det kan jo tage tid at vænne sig til tanken om at dø, at det nu er tiden til at give slip på livet.

Når jeg mener at aktiv dødshjælp har en plads i diskussionen er det netop ikke som alternativ til palliativ pleje, men snarere som en valgmulighed til den som ikke føler sig forpligtet til prioritere livslængde over livskvalitet. Altså ville et hospice netop være et rigtigt godt sted at kunne få lov til at sige "nu er det nok".

Et påfaldende aspekt af undersøgelsen af dødskvalitet er netop også at de lande (især Holland og Belgien) som tillader sine sine borgere den frihed kunne sige stop samtidig ligger meget højt placeret. Jeg tror at dette kan forklares med at patienterne er bedre til at få tænkt over hvilke vilkår de vil dø under. Helt naturligt fører dette til en forventning om at kunne få en god pleje, der er afpasset efter at livskvalitet er det vigtigste. Og måske til at det bliver til noget naturligt at kunne sige livet ret farvel, med familien omkring sig.

UK har "førstepladsen" i undersøgelsen, selv om deres sundhedssystem generelt scorer ret lavt. Dette kunne hænge sammen med at England løbende har en engageret debat om behovene for aktiv dødshjælp, og en stigende formaliseret accept af at det ikke altid skal være strafbart at hjælpe nogen med at dø. Det sikrer at mennesker får tænkt over deres forestillinger, stiller krav, og giver derfor en bedre død til de mennesker som bestemt ikke ønsker selv at vælge hvilken dato det skal ske.

Som filosoffen Janet Radcliffe-Richards skarpt har observeret: