Mange ønsker forgæves at kunne dø hjemme

Under halvdelen fik deres "sidste ønske" om at dø hjemme opfyldt. Læge Trine Brogaard fulgte en gruppe døende kræftpatiener, og af dem som tog stilling til deres ønsker omkring at dø, bad 70 procent om at få lov til at dø hjemme. Over halvdelen af disse døde alligevel på hospitalet. Det er et trist resultat fra et forskningsprojekt, hvor Trine Brogaard nu har forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Aarhus Universitet.

Man får ikke aftalt ordentligt, hvem der har ansvaret for patienten. I sidste ende føler patienterne sig fortabte og forvirrede og ved ikke, hvor de skal henvende sig med hvilke problemer, og så ender det med en hospitalsindlæggelse.

Selv om undersøgelsen er den første danske af sin slags, kan resultatet ikke siges at være overraskende. Det er helt i tråd med international forskning. På sundhedsområdet ligger Danmark oftest nogenlunde på niveau med andre vestlige lande, selv om vi ynder at rose os selv for at være i top. Statistikkerne for hele Danmark viser at 55 procent dør på sygehuset.

Det med hellere at ville dø hjemme i sin egen seng er jo en udbredt forestilling, og de pårørende forestiller sig tilsvarende at passe den døende til det sidste. Dø skal vi jo alle, så fokus bliver at få sagt farvel på en god måde, i hjemmets velkendte og trygge omgivelser.

Men desværre går det ofte ikke så "nemt" at det stille og roligt lakker mod enden, og pludselig slår hjertet ikke mere. Døden kan være en proces med mange symptomer og gener. Ikke kun smerter, men også mere alment ubehag, store krav til pleje, for ikke at tale om den psykiske belastning for alle i hjemmet. Det kan jo risikere at trække ud i alt for lang tid.

Som i mange andre forhold, handler det her om god forberedelse. Selv om det er et tungt emne, er det påkrævet at få snakket tingene igennem, før en krise gør det til noget akut. Det er vigtigt at afklare hvad der ønskes af behandling, og især hvad der ikke ønskes. Hvem gør hvad, hvornår og hvorfor. Døden er den forventede udgang, så det handler om at gøre vejen dertil så god som muligt, ikke så lang som muligt.

Det er jo ikke sikkert at der skal behandles, hvis en lungebetændelse støder til. Måske skal de pårørende lade være med at ringe efter en ambulance hvis dødsprocessen udarter i nogle påtrængende symptomer. Selvfølgelig er det meget svært her at "sidde på hænderne", og undertrykke følelsen af at "der må da skulle gøres noget". En afgrænset palliativ behandling kan dog ofte dæmpe symptomerne, og vel også givet psykisk ro - så er der jo gjort hvad der er rimeligt at gøre. Og døden kan få lov til at indfinde sig, uden at skulle bekæmpes.

Selvfølgelig ville det være enklere hvis den døende kunne få lov til at bede om at få fri fra dødsprocessen lidt før. Med muligheden for aktiv dødshjælp ville der være meget mindre at være bange for. Meget mere ro til et varmt farvel.

• Ph.d. afhandlingen:
  Home is where the heart is. Coordinating care and meeting needs in palliative home care
• Kristeligt Dagblad:
  Danskerne får ikke den død, de ønsker sig
• Kræftens Bekæmpelse:
  Uklar ansvarsfordeling i døendes sidste tid
• Politiken:
  Danskerne får ikke den død, de ønsker sig

Se også:

Hospitalerne skal lære at snakke om døden

Må døende få lov til at snakke med om hvordan?

Dødskvalitet giver livskvalitet til det sidste

Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

Sygeplejersken skal også hjælpe ved aktiv dødshjælp

Vågekoner for døende

Livstestamenter er en narresut

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane